Deltagere fra workshop om ny masterplan

Den rette hjælp: Masterplan sætter politisk retning for fremtidens socialområde i Svendborg

Senior-, Social- og Sundhedsudvalget har godkendt Svendborg Kommunes masterplan, som i de kommende år skal sætte retningen for det sociale område.

Masterplanen består af seks temaer, som skal medvirke til, at borgerne får bedre forudsætninger for at leve det gode og værdifulde liv, der giver mening for dem. Den skal understøtte, at borgerne får den rette hjælp i tide, at flere borgere deltager i meningsfulde fællesskaber, og at økonomien på socialområdet er bæredygtig.

-    Masterplanen lægger nogle vigtige spor for udviklingen af fremtidens socialområde, og nu glæder jeg mig til, at de gode initiativer omsættes i praksis, så de kommer borgerne til gode. Jeg vil gerne sige tak til alle, der har bidraget til masterplanen, siger udvalgsformand Hanne Klit (S).

Borgere, frivillige foreninger, faglige organisationer, råd og øvrige samarbejdspartnere har alle bidraget til at formulere initiativerne i masterplanen, og de har dermed været aktive og vigtige medskabere af kommunens fremtidige sociale indsats. Dialogen og den brede inddragelse vil forsætte, da der nu venter et vigtigt arbejde med at sikre, at masterplanens initiativer bliver implementeret og omsat til praksis. 

Samlet skal masterplanen understøtte, at: 

  • borgeren får et meningsfuldt liv med bedst mulig aktivitet, deltagelse og livskvalitet. 
  • borgeren får en sammenhængende og forebyggende indsats. 
  • borgeren oplever en veltilrettelagt overgang i alle livsfaser. 
  • borgeren deltager i meningsfulde fællesskaber. 
  • der kommer øget fokus på den sundhedsfaglige indsats i socialområdet. 
  • det frivillige område og de lokale virksomheder inddrages som aktive medspillere. 
  • de rette tilbud og boliger så vidt som muligt er i kommunen. 
  • Socialafdelingen er en fleksibel og attraktiv arbejdsplads og uddannelsessted.

Ovenstående fokusområder er alle uddybet i masterplan for det sociale område, som kan findes på Svendborg Kommunes hjemmeside. 

Kontaktoplysninger: Udvalgsformand for Senior-, Social- og Sundhedsudvalget Hanne Klit.
Telefon: 24 96 91 41.