Direkte link til denne side: svendborg.dk/borger/natur+og+miljø/ud+i+naturen/kommunens+parker+og+legepladser
Logo Svendborg kommune - klik retur til forside

Print RSS

Kommunens parker og legepladser

Et besøg i en af kommunens mange større og mindre parker kan byde på mange gode oplevelser. Find en bænk, nyd udsigten og slap af eller find løbeskoene frem og få pulsen op. Du kunne pakke skovturskurven og tæppet og slå dig ned i græsset eller invitere vennerne med ud til en hyggelig tur i det grønne. Parkerne er af meget forskellig karakter med store grønne plæner, buske, træer, bede og med gode muligheder for afslapning, hygge, samvær, leg og motion.

 

Christiansminde – Svendborgs strandpark og cirkusplads

Et meget populært udflugtsmål er Svendborgs Strandpark: Christiansminde. Christiansminde har en kulturhistorie, der går helt tilbage til 1800-tallet, hvor området allerede dengang blev brugt, når borgerne i Svendborg skulle more sig og slappe af.

På plænerne er der fine muligheder for at slå sig ned på et tæppe og slappe af. Der findes en fin legeplads og i sommerhalvåret en beach vollyball-bane. Du skal også være velkommen til at benytte en af grillpladserne, der findes i området. Den store centrale plads, kaldet Store Eng, danner ofte rammen om diverse arrangementer, bl.a. cirkus og koncerter. I den østlige del af Christiansminde findes to gamle, store damme, og området er mere naturpræget. I de skovklædte skrænter nord for cykelstien er der mange kilder og tre små gamle damme. 

 

Skt. Jørgens Park

Parken ligger ved Svendborgsundbroen med en meget smuk beliggenhed ud til sundet og Sankt. Jørgens Kirke. Parkens primære attraktion er den smukke udsigt til sundet, broen og nordkysten af Tåsinge. I parken findes et mindre afsnit med staude- og rosenbede samt et naturpræget skovområde.

 

Øvrige parker

Besøg også en af Svendborg Kommunes øvrige parker. Tag bl.a. en tur i Krøyers Have, som er Svendborg Kommunes centrale bypark, nyd den flotte udsigt over Svendborg fra Belvedere eller fra naturområdet ved Ovinehøj og besøg de mange lokale parker, bl.a. Byparken i Stenstrup og Brydegårdsparken ved Kogtvedvej/Niels Hansens vej.

Legepladser

Kommunens 15 legepladser ligger rundt om i de grønne områder. Legepladserne gennemgår årligt sikkerhedskontrol, hvormed kommunen sikrer, at EU’s normer for sikkerhed på legepladser bliver overholdt. Besøg bl.a. Naturlegepladsen ved Dronningevænget, der en stor naturlegeplads, hvor man kan klatre, svæve, gynge, kravle, hoppe, springe, sidde, løbe, ride, balancere, grave og så selvfølgelig lave bål enten på den udendørs bålplads eller i bålhytten.