Direkte link til denne side: svendborg.dk/om+kommunen/integration/høringssvar
Logo Svendborg kommune - klik retur til forside

Print RSS

Integrationsrådets høringssvar til forslag om ny skolestruktur i Svendborg Kommune

Høringssvar på den af Byrådet fremlagte skolestruktur

Afsender: Svendborg Kommunes Integrationsråd (SIR)

Vedtages den nye skolestruktur, vil SIR med dette høringssvar skærpe vore politikeres opmærksomhed på følgende vigtige forudsætninger, der især gælder vores særlig udsatte etniske minoritetsfamilier.

Faglighed og ekspertise   
Der er igennem mange år opbygget særlige faglige og interkulturelle kompetencer på vore skoler med etniske minoritetsbørn. Vi finder det af afgørende betydning at denne faglige kompetence, hvad angår de etniske minoritetsbørns dansksproglige udvikling, lærernes kendskab til og nære samarbejde med forældrene, deres særlig viden om vores flygtningefamiliers baggrunde m.v. følger med børnene til deres nye skole.

  • Vi anbefaler: At kompetencer og ressourcer følger børnene

Familieklassen 
Familieklassen på Hømarkskolen har haft stor betydning for en del af vore familier. Denne undervisningsform har givet forældre ny viden om den danske folkeskole, om forældrenes rolle i samarbejdet med skolen, og derigennem ny viden til forældrene om, hvordan de kan støtte deres børns skolegang og lektielæsning. Mange børn har sammen med deres forældre fået ændret vaner og holdninger til skolearbejdet, og derigennem er der skabt større faglighed hos det enkelte barn.  

  • Vi anbefaler: At familieklassen følger børnene på deres nye skoler

Børnenes skolevej
Vi nærer en bekymring for grupper af vores særligt udsatte familier.
I mange etniske minoritetsfamilier er der ikke tradition for at cykle - og for gåture. Familierne er vant til at lade børnene selv gå i skole. For indskolingsbørnene er dette ikke en mulighed i den nye struktur.
• Vi anbefaler, kære politikere, at skal vi have alle børn i skole hver dag, må I finde en løsning med passende transportordninger 

Skole/hjemsamarbejdet
Mange af vore familier kommer fra samfund, hvor skole/hjemsamarbejde er ikke-eksisterende. Du afleverer din søn/datter i skolen, og hvis ikke barnet klarer sig godt i skolen, ses det af nogen som lærerens fejl. Læreren menes ikke at være dygtig nok. Samarbejde kræver dialog, og dialog kræver særlige interkulturelle kompetencer

  • Vi anbefaler: At den interkulturelle pædagog på Hømarkskolen følger børnene.  

Efter skoletid
0. til 6. klasse – eleverne, som kommer ud af nærmiljøet og til en ny skole, har brug for tilbud om aktiviteter i skolemiljøet, så de kan danne venskaber med kammeraterne. Fritiden sammen med kammerater efter skoletid er vigtig for børnenes sociale og personlige udvikling, og det er her, venskaber dannes på tværs af etnicitet og kultur.

  • Vi anbefaler: At der både for indskolingsbørnene og for mellemtrinnet etableres sådanne tilbud.   

Hvis den nye skolestruktur vil tage højde for, hvad vi her peger på så mener vi, at forslaget vil styrke integrationen i vores kommune    

  • Alle vore etniske minoritetsbørn vil få større faglige udfordringer ved at børnene blandes, på tværs af sociale og kulturelle skel.
  • Der vil skabes grobund for større mobilitet blandt familierne
  • Vores familier vil møde nye familier fra andre områder i Kommunen og der skabes grobund for nye relationer.   

Den nye Hømarkskole – en idé
Vi vil foreslå, at den nye skole for de store elever ”brandes”. 
             
DEN INTERNATIONALE SKOLE

Og måske skal der udbydes en linie, hvor al undervisning foregår på engelsk - og hvor der tilbydes valgfag i nye sprog.

Det tidligere medieværksted, som tiltrak elever fra alle byens skoler pga. nyt udstyr, skal bevares og opkvalificeres og give eleverne kvalifikationer inden for EDB og teknik på højt niveau.

På vegne af SIR


Nebiye Corap
Formand