Punkt 14 Årsrapport vedrørende tilsyn på senior-, social- og sundhedsområdet 2023
Beslutningstema
Orientering om tilsyn på senior-, social- og sundhedsområdets tilbud i 2023.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tager årsrapporten til efterretning.
Sagsfremstilling
I henhold til lovgivningen skal der føres tilsyn med tilbuddene på senior-, social- og sundhedsområdet. Tilsynets formål, opgave og form defineres nærmere i henholdsvis Retssikkerhedsloven, Socialtilsynsloven, Serviceloven og Sundhedsloven.
Der foretages derfor en række forskellige tilsyn med tilbuddene. Alt efter tilsynskompetencen gennemføres tilsyn enten af Socialtilsyn Syd, Styrelsen for Patientsikkerhed eller kommunens egne konsulenter.
Det overordnede formål med tilsynene er at påse, at borgerne modtager den hjælp, de er berettiget til samt at vurdere patientsikkerheden.
Administrationen udarbejder på baggrund af tilsynsrapporterne en årlig rapport til udvalget om de tilsyn, der er gennemført i det forudgående år. Formålet med årsrapporten er at give et overblik over resultaterne af de tilsyn, der er blevet udført i 2023, og hvilke udfald tilsynene har haft i de enkelte tilbud. Årsrapporten er vedlagt som bilag.
Generelt viser tilsynene, at tilbuddene lever op til lovgivningen, kvalitetsstandarderne og kommunens faglige instrukser, samt at brugerne/borgerne trives og er tilfredse. Tilsynene har fundet mindre mangler, som er drøftet med den respektive ledelse med henblik på iværksættelse af tiltag.
Årsrapporten har været i høring i henholdsvis Handicaprådet, Seniorrådet og Rådet for Socialt Udsatte.
Høringssvar fra Rådet for Socialt Udsatte og fra Handicaprådet vedlægges som bilag. Høringssvar fra Seniorrådet udleveres på mødet.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Taget til efterretning.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).