Punkt 16 Rekruttering og fastholdelse på ældreområdet i Svendborg Kommune - statusrapport 2023
Beslutningstema
Statusrapport for rekruttering og fastholdelse af medarbejdere på ældreområdet 2023
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at statusrapport for rekruttering og fastholdelse på ældreområdet for 2023 tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Som led i en aktiv rekrutterings- og fastholdelsesindsats gør ældreområdet én gang årligt status på området. Formålet er at følge udviklingen og løbende tilpasse rekrutterings- og fastholdelsesindsatser. De overordnede konklusioner fra rapporten er følgende:
- Det har overordnet i 2023 været nemmere at rekruttere kvalificeret arbejdskraft end de seneste par år. Antallet af fratrædelser ligger nogenlunde på niveau med tidligere år – og lavere end 2021 – og der har været færre stillingsopslag og flere ansøgere til de ledige stillinger. I 2022 var der i gennemsnit 24 ledige stillinger pr. måned med i gennemsnit 6 ansøgere – i 2023 var der i gennemsnit 14 ledige stillinger pr. måned med i gennemsnit 9 ansøgere. Det kan bl.a. også ses i andelen af ufaglærte på ældreområdet, som det seneste år har været stabil mod tidligere år med relativt markante stigninger.
- Via indsatser som brancheskiftelever og elever fra grundforløbene har det i 2023 været muligt at matche dimensioneringen og endda få flere SSH’ere end dimensioneringen tilsiger.
- 21% af SOSU-personalet er over 60 år og der er sket en stigning i den gennemsnitlige alder siden 2019, der her er sammenligningsåret. Det er dermed en gruppe, der for en dels vedkommende ikke har mange år tilbage på arbejdsmarkedet. For sygeplejerskerne ses også en stigning i andelen af medarbejdere, der er 60+ år, hvor der her er 22%. For sygeplejerskerne er den største gruppe af medarbejdere dog fortsat i 30-49-års alderen.
- Der er igangsat initiativer for at fremme rekrutterings- og fastholdelsesindsatsen og allerede eksisterende initiativer er fortsat i drift.
Samlet set giver statusrapporten anledning til et fortsat fokus på at igangsætte og drive indsatser i forhold til rekruttering- og fastholdelse på ældreområdet.
Der er både fra nationalt hold og kommunale samarbejder iværksat forskellige indsatser, der skal understøtte fremadrettet rekruttering.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ikke relevant
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Senior-, Social-, og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Taget til efterretning.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).