Punkt 18 Orientering om trafiksikkerhedsprojekt på Porthusvej
Beslutningstema
På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i februar 2024, fremlægger administrationen trafiksikkerhedsprojektet på Porthusvej til orientering.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At orienteringen om trafiksikkerhedsprojektet på Porthusvej tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Hvert år præsenterer administrationen trafiksikkerhedsprojekter til eventuel politisk prioritering.
Den 8. februar 2024 udvalgte og godkendte Teknik- og Miljøudvalget trafiksikkerhedsprojekter til udførelse i 2024. I forbindelse med den politiske godkendelse blev det bemærket, at det trafikale projekt på Porthusvej, 5700 Svendborg, skal forelægges til udvalgets orientering. Dagsordenspunktet er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Udvalgets godkendelse den 8. feb. 2024).
Administrationen har vurderet de politiregistrerede uheld, der i perioden 2018-2022 har været på strækningen. Der har været ti uheld, hvoraf de fire uheld har været påkørsler af parkerede køretøjer. Øvrige uheld er andre typer uheld.
Da påkørsel af parkerede køretøjer er den overvejende og gentagne type uheld, vil administrationen søge at nedbringe netop denne type uheld. Ekstern rådgiver foreslår i forbindelse med nyt appendiks til Svendborg Kommunes Trafiksikkerhedsplan, at der opsættes standsningsforbud på strækningen.
På baggrund af analyser vil administrationen koncentrere sig om indsatser ved de uheldslokationer, hvor der faktisk er sket politiregistrerede uheld. Ved at lave fokuserede indsatser,
undgår man at hele strækningen omfattes af dobbeltsidet standsningsforbud.
Administrationen agter på den baggrund at opsætte standsningsforbud i overensstemmelse med den dokumenterede kørselsretning og lokation for uheldene på følgende strækninger:
- Fra nr. 108 ´s nordlige matrikelskel til Tværvej. Standsningsforbud i østlig vejside.
- Mellem Tværvej og Vængevej. Standsningsforbud i vestlig vejside.
- Mellem Trappebæksvej og Mølmarksvej. Standsningsforbud i østlig vejside.
Kort over strækningerne er vedhæftet som bilag 1 (Bilag 2. Standsningsforbud på Porthusvej).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Anlæg af trafiksikkerhedsprojektet på Porthusvej finansieres af anlægspuljen ”Trafiksikkerhed og Cykelfremme” for 2024 jf. Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. februar 2024.
Projektet er estimeret til at koste 30.000 kr.
CO2-Konsekvensvurdering
Sagen vurderes ikke at have betydelige konsekvenser for CO2-udledningen, da indsatsen omhandler opsætning af skilte.
Lovgrundlag
Vejloven
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-04-2024
Orienteringen tages til efterretning, idet administrationen anmodes om at indhente bemærkninger fra de berørte og forelægge bemærkningerne til udvalgets orientering, forud for projektets gennemførelse.