Vision, mission og fælles pædagogisk grundlag
Den 1. maj 2018 offentliggjorde Børne- og Socialministeriet en ny dagtilbudsreform med styrket pædagogisk læreplan.
Den samlede ledelse på dagtilbudsområdet har på den baggrund justeret “Vision, Mission og Fælles arbejdsgrundlag” fra 2015.
Den nye “Vision, Mission og Fælles pædagogisk grundlag” afspejler det pædagogiske grundlag i styrket pædagogisk læreplan og indeholder det værdimæssige grundlag, som kendetegner de kommunale og selvejende dagtilbud i Svendborg Kommune.
”En barndom i bevægelse” er et centralt begreb i visionen og rummer flere betydninger. For det første om barndommen som en enestående tid i ethvert menneskes liv med en særlig værdi i sig selv. Derudover om bevægelse som fx. fysisk bevægelse, som følelsesmæssig bevægelse, og som barnets generelle udvikling.
Vision, mission og fælles pædagogisk grundlag er særligt rettet til medarbejdere omkring børnene, herunder også ledelse, bestyrelser og forvaltning. Dagtilbudsledere og pædagogiske teamledere er ansvarlige for at omsætte den og skabe involvering blandt medarbejdere i arbejdet med at skabe trivsel, læring, udvikling og dannelse for alle børn.
Den benyttes eksempelvis ved medarbejderudviklingssamtaler, gruppeudviklingssamtaler, på personalemøder, ved nyansættelser, i bestyrelser og forældrebestyrelser, som dialogredskab og som introduktion til dagtilbudsområdet i Svendborg Kommune.
Godkendt af Børne og Ungeudvalget den 12. oktober 2020.
Vision
Mission
Jeg har betydning i børns liv, fordi
• Jeg skaber samhørighed, trivsel og deltagelsesmuligheder i et anerkendende læringsmiljø
• Jeg skaber pædagogiske læringsmiljøer, som er inspirerende, mangfoldige og målrettet det enkelte barn og børnegruppen
• Jeg indgår med empati i omsorgsfulde og nærværende relationer
• Jeg har ambitioner på alle børns vegne
• Jeg er foran, bagved og ved siden af – i øjenhøjde med barnet
• Jeg er sammen med barnet, om noget, i noget
• Jeg indgår aktivt i samarbejde med forældre og relevante samarbejdspartnere for at skabe en sammenhængende og koordineret indsats
Fælles pædagogisk grundlag
Det fælles pædagogiske grundlag fra styrket pædagogisk læreplan
Det pædagogiske grundlag består af en række fælles centrale elementer, som skal være kendetegnende for den forståelse og tilgang, hvormed der arbejdes med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse
i alle dagtilbud.
Citater fra publikation:
Den styrkede pædagogiske læreplan - rammer og indhold (Børne- og Undervisningsministeriet 2018)
"Barnesyn Dannelse og børneperspektiv
Det at være barn har en værdi i sig selv. Børn skal ikke alene forberedes på at blive voksne, men støttes og værdsættes i de første år"
"Dannelse og børneperspektiv
Børn skal høres og tages alvorligt som led i starten på en dannelsesproces og demokratisk forståelse. Dannelse, ligestilling og demokrati skal medtænkes i den daglige pædagogiske arbejde, så børnene oplever at have indflydelse på udformning af dagligdagen og aktiviteterne uanset baggrund, køn, alder og kultur"
"Leg
Legen har en værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af hverdagen i dagtilbud. Legen er også grundlæggende for børns sociale og personlige læring og udvikling, og legen fremmer blandt
andet fantasi, sprog, sociale kompetencer og selvværd"
"Læring
Læring skal forstås bredt, og læring sker fx gennem leg, relationer, planlagte aktiviteter og udforskning af naturen og ved at blive udfordret. Det pædagogiske læringsmiljø handler om at fremme børns kropslige, følelsesmæssige, sociale og kognitive udvikling og forståelse"
"Børnefællesskaber
Det er de pædagogiske medarbejdere og ledelsens opgave at skabe en balance mellem individ og fællesskab i dagtilbuddet. Relationer og venskaber er afgørende, hvor alle børn skal opleve at
være en del af fællesskabet og blive respekteret og lyttet til."
"Pædagogisk læringsmiljø
Gennem hele dagen skal der etableres et pædagogisk læringsmiljø, der med leg, planlagte vokseninitierede aktiviteter, spontane aktiviteter, børneinitierede aktiviteter samt daglige rutiner giver børnene mulighed for at trives, lære, udvikle sig og dannes"
"Samarbejde med forældre om børns læring
Forældresamarbejdet skal bygge på et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde om børnenes trivsel og læring. Det er dagtilbuddets ansvar at facilitere og rammesætte forældresamarbejdet ud fra den
enkelte families behov"
"Børn i udsatte positioner
Det pædagogiske læringsmiljø skal tage højde for børn i udsatte positioner, så børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse fremmes"
"Pædagogisk læringsmiljø og sammenhæng til børnehaveklassen
Det sidste år i dagtilbuddet skal et pædagogisk læringsmiljø tilrettelægges, der skaber sammenhæng til børnehaveklassen"