Terrænregulering på landbrugsjord
Vil du ændre terrænet på din landbrugsjord? Her kan du læse, hvornår du skal søge tilladelse, hvad din ansøgning skal indeholde, og hvilke andre tilladelser der kan være nødvendige.
Du må gerne fylde en mindre lunke eller lavning på din landbrugsjord op, så længe det ikke tager arealet ud af drift i længere tid. Mindre opfyldninger kræver som udgangspunkt ikke en landzonetilladelse.
Men grænsen mellem terrænregulering og egentlig deponi eller jordopbevaring kan være flydende. Hvis arbejdet vurderes at ændre arealets anvendelse, kræver det en tilladelse.
Det beror altid på en konkret vurdering, om der er tale om terrænregulering eller deponi eller jordopbevaring, som kræver landzonetilladelse.
Derfor skal du altid ansøge kommunen, før du går i gang med en terrænregulering. Vi vurderer, om projektet kræver en tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1.
Tidligere var der en bagatelgrænse på +/- 50 cm, men den gælder ikke længere. Alle projekter vurderes nu individuelt.
Det skal din ansøgning indeholde
For at vi kan vurdere din ansøgning, har vi brug for at vide noget om følgende:
- Formålet med terrænreguleringen (beskriv brugen af arealet før og efter terrænreguleringen)
- Tidsplanen for arbejdets udførelse (hvor lang tid går der fra start til slut)
- Hvorvidt jorden tages midlertidigt ud af drift
- Hvor jorden kommer fra, og dokumentation for, at jorden er ren
- Mængden af jord
- Højden på terrænreguleringen (vedlæg kort med angivelse af slutkote)
- Placeringen af terrænreguleringen, f.eks. et luftfoto (indtegn det område, der ønskes terrænreguleret og angiv arealet)
Send din ansøgning til byggesagsafdelingen gennem digital post - følg linket nederst på siden.
Andre tilladelser, som kan være nødvendige
Du skal have tilladelser fra vejmyndigheden, når der:
- terrænreguleres mindre end 3 meter fra en vej
- er behov for nye veje/adgange ind på marken for udførelse af terrænreguleringen.
Du skal søges om en miljøgodkendelse, når:
- jorden ikke er kendt på ansøgningstidspunktet
- når projektet tidsmæssigt varer mere end 6 måneder.