Jordvarme

Et jordvarmeanlæg udnytter varmen i jorden. Læs om, hvad du skal være opmærksom på, når du søger tilladelse.

Tilladelse til jordvarmeanlæg

Ansøgning om tilladelse til jordvarmeanlæg skal ske via den digitale selvbetjening Byg og Miljø, se ovenfor.

Når du har modtaget din tilladelse og anlægget er etableret, skal det færdigmeldes til kommunen via samme digitale selvbetjening.

Vær særlig opmærksom på afstand til brønde og boringer

Et horisontalt jordvarmeanlæg skal etableres mindst 50 meter fra brønde og boringer, hvorfra der indvindes drikkevand. Vi kan dog, ved ansøgning herom, give dispensation til at lægge slangerne mindst 5 meter fra egen brønd eller boring.

Anmeldeordning for jordvarmeanlæg

I nogle tilfælde kan man nøjes med at anmelde jordvarmeanlægget. Det kræver dog, at anlægget skal leve op til nogle særlige kriterier. Anlægget skal blandt andet være:

  1. ”Ikke-industrielt”. Det må altså kun forsyne 1 husstand.
  2. Horisontalt. Altså placeret i en dybde på maks. 5m.
  3. Frostsikret udelukkende ved brug af de frostsikringsmidler, der er beskrevet i jordvarmebekendtgørelsen.
  4. Placeret uden for områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og indvindingsoplande til almene vandforsyninger.

Har kommunen ikke gjort indsigelser overfor anlægget indenfor 4 uger, kan anlægget etableres.

Sløjfning af jordvarmeanlæg

Hvis du ikke ønsker at bruge dit jordvarmeanlæg mere, skal det sløjfes. Det betyder, at det skal tømmes for frostsikringsvæske, og at væsken skal fjernes efter de anvisninger, du får fra Svendborg Vand og Affald. Væsken er miljøfarligt affald.

Ansøgning om sløjfning sker via den digitale selvbetjening Byg og Miljø. Find link øverst på siden.

Jordvarmebekendtgørelsen

Jordvarmebekendtgørelsen fastsætter reglerne for jordvarmeanlæg. Den indeholder bl.a. afstandskrav til vandindvinding, bygninger, skel og andre anlæg. Derudover fastlægger den rammerne for hvordan et jordvarmeanlæg skal udføres og serviceres.