Mindre fælles varmeløsninger
Bor du og dine naboer i et område med potentiale for fælles varme, men uden udsigt til varmeforsyning fra et eksisterende fjernvarmeselskab? Læs om jeres muligheder her.
Hvad er fælles varmeløsninger?
Ved rækkehuse og anden tæt bebyggelse kan det være en god løsning at forsyne alle boligerne i området med varme og varmt brugsvand fra et centralt sted: en mindre fælles varmeløsning.
Fælles lokal varme går i korte træk ud på, at flere boliger går sammen om en varmekilde som f.eks. en stor varmepumpe eller et lille varmeværk til lokal fjernvarme.
I Varmeplan 2030 har vi udpeget de områder i kommunen, hvor der er potentiale for fælles varmeløsninger, men hvor der ikke er udsigt til fjernvarme fra eksisterende fjernvarmeselskaber. Find varmeplanen her, og se, om du bor i et område med potentiale for fælles løsninger.
Tal med dine naboer
Det er en god idé at tale med dine naboer. Måske har de overvejelser om at skifte varme. Hvis du er boligejer, kan du også kontakte ejer-, grundejer- eller andelsboligforeningen, og bor du til leje, kan det være boligselskaber, der administrerer ejendommen, som du kan kontakte.
Få hjælp fra Svendborg Kommune
At opstarte et fælles varmeprojekt er et stort arbejde. Derfor tilbyder vi hjælp til processen.
Hvis dit lokalområde ønsker at arbejde videre med en mindre fælles varmeforsyning, er I velkomne til at kontakte os. Vi kan bistå med sparring og drøfte muligheder for jeres lokalområde.
Vi kan også bistå med kontakt mellem de nabonetværk, som ønsker at trække på hinandens erfaringer.