
Støtte- og kontaktpersoner
Støtte- og kontaktpersonordning for voksne med en sindslidelse
Støtte- og kontaktpersonsordningen er for voksne med en sindslidelse.
Ordningen er et uvisiteret tilbud til de mest socialt udsatte og isolerede borgere.
Målgruppen er karakteriseret ved almindeligvis ikke at gøre brug af allerede eksisterende tilbud, og ved ikke at have kontakt med de sociale myndigheder.
Der sker ingen registrering, og alle kan henvende sig med bekymringer i forhold til pårørende, netværk og bekendte med henblik på en opsøgende samtale.
Der tilbydes opsøgende kontakt og efterfølgende samarbejde med borgeren i forløb over varierende tid.
Alle kan henvende sig til Støtte- og kontaktpersonerne og gøre opmærksom på, at en borger har behov for hjælp. Der skal ikke visiteres til ordningen og medarbejderne har tavshedspligt i forhold til at videregive oplysninger til andre uden samtykke fra borgeren.
Støtte og kontaktpersonerne kaldes i daglig tale SKP´er.
Vi tilbyder
- En uforpligtende samtale for vurdering af behov
- Opbygning af en gensidig respektfuld og tillidsskabende relation
- Regelmæssig kontakt efter brugerens ønske og behov over en periode
- Støttende samtaler omkring personlige forhold
- Støtte og vejledning i forhold til at træffe beslutninger om eget liv
- Støtte og vejledning i eget hjem og i kontakten til andre mennesker
- Støtte i forhold til at fastholde/udbygge relationer og indgå i sociale sammenhænge
- Støtte i forhold til kontakt til offentlige myndigheder, sygehus, egen læge og andre tilbud m.m.