Foto © Terkel Broe Christensen

Vedligeholdelse af vandløb

Vi vedligeholder de offentlige vandløb efter vandløbsregulativerne. Private vandløb vedligeholdes af bredejeren. Læs her, hvad vi gør, og hvad du selv skal gøre ved både offentlige og private vandløb.

Vandløb skal vedligeholdes ud fra hensynet til, at de skal kunne aflede overflade-, dræn- og spildevand, samtidig med at de skal opfylde de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten. Vedligeholdelsen skal sikre, at vandløbenes skikkelse og vandføringsevne bevares - hverken mere eller mindre.

Vi vedligeholder de offentlige vandløb

Vedligeholdelsen af de offentlige vandløb omfatter normalt én til to årlige grødeskæringer, som er skæring af planterne i vandløbet. Vi grødeskærer fra juni til november.

Vi oprenser kun løse aflejringer som sand og mudder, hvis det er nødvendigt for at opretholde vandløbets dimensioner (skikkelse) eller vandføringsevne - og ikke for at sikre bedre afvanding.

Som bredejer må du ikke vedligeholde vandløbet, men du skal være opmærksom på, at du stadig har en række forpligtelser.

Vi er klar over, at der kan være gener forbundet med vedligeholdelsen. Derfor forsøger vi at fordele ulemperne ligeligt på vandløbets to sider.

Hvis du vil bygge eller plante træer ved offentlig vandløb, skal du søge tilladelse.

Dine forpligtelser ved offentlige vandløb

Kend regulativet for vandløb nær dig

Som bredejer ved et offentligt vandløb er det vigtigt, at du gør dig bekendt med regulativet.

Regulativerne kan betragtes som uddybning af vandløbslovens almindelige bestemmelser for de enkelte vandløb. Det er retsgyldige dokumenter, som både vi og bredejerne skal leve op til. 

I regulativerne beskrives:

  • Vandløbets dimensioner og vandføring
  • Hvor mange gange grøden skal slås
  • Hvornår og hvordan grøden skal slås
  • Hvilke betingelser der skal være til stede for at foretage oprensning af vandløbet
  • Hvornår og hvordan der skal renses op
  • Hvor brede de dyrkningsfri bræmmer og arbejdsbælter skal være.

Du skal selv vedligeholde private vandløb

Løber der et privat vandløb eller et dræn på din ejendom, skal du selv sørge for at vedligeholde strækningen på din ejendom. Det vil sige både udføre og betale for arbejdet.

  • Du skal vedligeholde vandløb og dræn på en måde, så skikkelsen eller vandføringsevnen ikke ændres.
  • Du har pligt til at sørge for, at højere liggende ejendomme kan aflede vand til vandløbet eller drænet.
  • I åbne vandløb kan du vedligeholde ved at fjerne grøde eller sand og mudder.
  • For dræn og rørlagte vandløb kan du vedligeholde ved at spule, rodskære eller udskifte sammenfaldne rør. 

Private vandløb er ligesom de offentlige vandløb omfattet af vandløbslovens bestemmelser, men ikke af regulativer.

Spørgsmål og svar om vandløb

Hvem ejer vandløbene?

Alle vandløb ejes af bredejerne.

En bredejer er den person, der ejer jorden, hvorpå et vandløb eller en delstrækning af et vandløb løber – uanset om det er åbent eller rørlagt vandløb.

At et vandløb er offentligt, betyder ikke, at kommunen ejer det, men derimod at kommunen har en så stor interesse i vandløbet, at det er optaget som offentligt vandløb med de forpligtelser, der følger for kommunen.

Alle vandløb, der ikke er offentlige, er private.

Kommunen er vandløbsmyndighed for alle typer vandløb, herunder åbne og rørlagte vandløb, gravede kanaler og dræn.