Snerydning og saltning
Når vintervejret rammer, rykker vi ud, men som grundejer har du også selv et ansvar. Se, hvor og hvornår vi hver især skal holde veje, stier og fortove sikre.
Prioritering af kommunale veje og stier
Vi rydder sne og salter på offentlige veje, cykelstier og pladser efter en prioriteret rækkefølge af hensyn til trafiksikkerhed.
- Vejklasse 1 (gennemfartsveje): Veje med stor betydning for gennemkørende trafik.
- Vejklasse 2 (fordelingsveje): Veje, der forbinder byområder m.m.
- Vejklasse 4 (øvrige veje): Veje med mindre betydning for trafikken.
- Stiklasse 2: Skolestier, cykelbaner, fodgængerovergange, busstoppesteder og lignende.
Vi prioriterer særligt klasse 1-veje og klasse 2-veje, mens klasse 4-veje kun undtagelsesvist ryddes og saltes. Stiklasse 2 prioriteres efter behov mellem kl. 05-22.
På kortet nedenfor kan du se, hvordan vejene er prioriteret. De røde veje er klasse 1-veje, de blå er klasse 2-veje, og de gule er klasse 4-veje.
Kort over vejklasser
Hvem har ansvar for hvilke veje og stier?
- Kommunevej: Svendborg Kommune.
- Privat fællesvej: Grundejere skal selv snerydde og glatførebekæmpe både fortov og kørebane.
- Statsvej: Vejdirektoratet. Det drejer sig om Svendborgvej, Faaborgvej (rute 44), Sundbrovej og motorvejen (rute 9).
- Offentlige stier: Svendborg Kommune har ansvar for prioriterede offentlige stier.
- Private fællesstier: Grundejere skal selv snerydde og glatførebekæmpe.
Dit ansvar som grundejer
Som grundejer har du ansvaret for snerydning og glatførebekæmpelse (salt, grus eller lignende) på fortove og mindre stier ud for din ejendom.
Derudover skal du sørge for, at der er fri adgang til postkassen og affaldsbeholderen, så posten kan leveres og dagrenovationen kan afhentes.
Du skal rydde sne på fortov og sti ud for din ejendom så hurtigt som muligt efter snefald. Hvis sneen falder om natten, skal du rydde tidligt om morgenen. Det kan være nødvendigt at rydde flere gange om dagen.
Hvis du som grundejer ikke rydder sne og salter, risikerer du at pådrage dig ansvaret og skulle hæfte for en eventuel erstatning, hvis en forbipasserende kommer til skade.