Ådalen
Om Ådalen
Ådalen Plejecenter er et mindre landsbyplejehjem, der ligger i Vejstrup, tæt ved Vejstrup Ådal.
Den ældste bygning er fra 1949 og renoveret i 2014. De resterende bygninger er tilbygget senest i 2005, således, at Ådalen i dag fremstår som en 4-længet bygning med gårdhave i midten.
Boligdelen er ejet af Boligselskabet Domea, der også står for udlejning af lejlighederne. Det er dog Svendborg Kommunes visitatorer, der anviser boligerne.
Vi har eget køkken, som producer det meste mad helt fra bunden.
Domea og CETS står for at holde udearealerne i gårdhaven og omkring plejecentret. Derudover hjælper de beboere, der har lyst og lejlighed, til.
Vores beboere kan benytte sig af aktivitetscentret Damgården i Skårup cirka en gang om ugen, hvis det faglige personale i samråd med borgeren vurderer, der er et behov herfor.
Om boligerne
Boligstørrelse: 65-74 m2 (inklusiv evt. fællesarealer)
For info om husleje og indskud, kontakt Domea:
Ådalen Plejecenter består af to afdelinger – en afdeling med 14 plejeboliger og en afdeling med 6 plejeboliger samt en enkelt gæstebolig.
Alle 21 boliger (undtagen én gæstebolig) er halvandenrums moderne boliger med handicapvenlige badeværelser.
Indflytning
Visitation til Ådalen Plejecenter foregår via Svendborg Kommunes boligvisitatorer. Herefter foregår udlejningen, lejekontrakt m.m., ved Boligselskabet Domea, der ejer boligerne.
Når lejekontrakten er underskrevet, aftales indflytningen med Ådalens personale, så vi kan tage imod, med den hjælp og støtte, der måtte være behov for. Ligeledes aftales, om eller hvordan en ny borger ønsker at præsentere sig for de øvrige beboere. Vi ser det nærmest som en festdag, når nye beboere flytter ind.
Vi er meget interesseret i et godt samarbejde med beboere og pårørende. Derfor forsøger vi altid at møde den nye beboer før indflytning.
Alle beboere tilbydes en servicepakke, som koster kr. 1.500,- pr. måned. Servicepakken dækker mad og drikke, ud over den varme mad (betales særskilt), kaffe/te, kage, øvrige mellemmåltider, rengøringsmidler, hygiejneartikler, fælles avis, aktiviteter m.v.
På Ådalen har vi vores eget køkken, hvorfra alt mad til beboerne kommer. Vi lægger vægt på, at vores beboere er medbestemmende for de retter, der serveres.
Vi vil gerne opfordre og invitere pårørende til, efter evne og formåen, at hjælpe med og være aktive, både ved vores arrangementer og i hverdagen. Pårørende er velkomne til at deltage aktivt i livet på Ådalen. Man er også velkommen til selv at tage initiativ til aktiviteter og må også gerne inddrage medbeboere.
Det kan for eksempel være at spille kort, bage en kage i vores køkken, gå ture, køre tur på vores duo-cykel, eller deltage i en af vores ture ud af huset.
Hverdagslivet
Vi lægger vægt på, at Ådalen er et trygt og rart hjem for vores borgere, og det er således borgernes ønsker og behov, der ligger til grund for stort set alt, hvad vi gør. Borgernes pårørende er akkurat lige så velkomne på Ådalen, som Ådalens borgere ønsker. Ådalens borgere har f.eks. besluttet, at deres pårørende ikke skal betale for kaffe, når de kommer på besøg. Det er målet for os, at gæster føler sig mindst lige så velkomne, som hvis besøget foregik i de private hjem, vores borgere kom fra, da de flyttede ind på Ådalen.
Vi ser det som vores opgave, at understøtte borgerne, så de kan leve deres eget hverdagsliv med de ønsker de har til livet inde på plejecenteret.
Personalets tilrettelægger individuel rehabilitering i samarbejde med borgere og pårørende.
Vi prioriterer det at kunne komme udenfor rigtig højt. Især om sommeren opholder vi os meget i gårdhaven, hvor der som regel er både sol og læ. Vi har en duocykel, hvor vi eller vores borgeres pårørende kan cykle en tur med borgerne.
Vi tilrettelægger en del aktiviteter, både i og uden for huset. Derudover holder vi fester i løbet af året, hvor vi også inviterer pårørende.
Ådalen har i 2023 fået en venneforening, Ådalens Venner, som bistår med aktiviteter og arrangementer på Ådalen.
Plejecenterråd
Vedtægter for plejecenterråd på plejecentre i Svendborg Kommune
1. Navn og hjemsted
Rådets navn er "Plejecenterråd på plejecentre i Svendborg Kommune."
Plejecenterråd, er et partipolitisk neutralt samarbejdsorgan, har hjemsted i Svendborg Kommune, og tilknyttet et specifikt plejecenter.
2. Lovgrundlag
I henhold til lov om social service Kap. 5, § 16:
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at brugerne af tilbud efter denne lov får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene. Kommunalbestyrelsen fastsætter skriftlige retningslinjer for brugerindflydelsen.
3. Formål
Plejecenterråd er en måde at styrke samskabelse af kvalitet og trivsel på plejecentret. En forudsætning for et godt og værdigt ældre liv er, at man som beboer og pårørende på plejecenter har mulighed for at udøve
indflydelse på sin hverdag og på de værdier, normer og prioriteringer, der praktiseres på plejecentret.
Plejecenterrådet skal bidrage til at fremme det lokale demokrati på plejecentret og sikre, at såvel beboere og pårørende som lokalsamfund involveres i beslutninger, der påvirker deres liv og hverdag.
Plejecenterrådet kan fremme sammenhængskraften og være en konstruktiv inspiration, som kan bidrage med perspektiver og drivkraft og således være med til at sikre åbenhed og lokal involvering på landets
plejecentre.
Konkret kan plejecenterrådet gennem dialog med og anbefalinger til den lokale ledelse medvirke til:
- At understøtte et værdigt liv som beboer på plejecentret
- At skabe et godt hverdagsliv på plejecentret til gavn for beboere, pårørende og medarbejdere
- At øge sammenhængskraften i lokalområdet gennem systematisk dialog mellem plejecenter og repræsentanter fra lokalsamfundet.
Social- og Sundhedsudvalget ønsker at skabe et beslutningsforum for dialog mellem brugere, pårørende, det lokale erhvervs- og kulturliv og Svendborg Kommune.
Ved at inddrage det lokale erhvervs- og kulturliv får det enkelte plejecenter muligheder for at styrke samskabelse i lokalområdet. Ved at etablere plejecenterråd kan vi være med til at skabe et stærkt fundament for det lokale liv. Et plejecenterråd vil skabe samarbejde, samhørighed og mulighed for udvikling i nærmiljøet og understøtte masterplanens mål om, at Fremtidens ældre liv skaber vi sammen.
Det er grundlæggende i det brede samarbejde, at vi finder de bedste løsninger for beboere på plejecentre. For at sikre veldrevne og attraktive plejecentre, er ældreområdet forpligtet til og afhængige af at inddrage beboere, pårørende, frivillige og lokalsamfund i beslutninger for retningen på plejecentret. Et plejecenterråd kan være en mulighed for at systematisere og sikre samarbejdet med en bred gruppe af interessenter. Plejecenterrådene skal have en betydende stemme, når dagligdagen og mulighederne på det enkelte plejecenter skal besluttes.
Ved at etablere en fast struktur som et plejecenterråd er, sikrer vi kontinuerligt fokus på, at vi skal samarbejde. Et plejecenterråd er et forpligtende samarbejde, hvor nye ideer og tanker kan opstå.
Formålet med et bredere funderet plejecenterråd er kvalitetsudvikling og innovation på de enkelte plejecentre. Hvor fx det lokale foreningsliv kan tænke alternative løsninger med bygninger, events, opvisninger osv. til gavn for både borgere i nærmiljøet og beboere på plejecentret.
4. Arbejdsområder
Plejecenterrådet beskæftiger sig med emner, der er relevante for kvalitet og trivsel. Plejecenterrådet er ikke ansvarlig for kontrol, tilsyn og regelgennemgang.
Plejecenterrådet beskæftiger sig blandt andet med følgende emner:
- Kvalitet og udvikling
- Beboernes mulighed for selvbestemmelse og indflydelse
- Samarbejde med pårørende
- Plejecentrets værdier og kultur
- Hverdagsaktiviteter og måltider
Herudover kan rådet identificere andre relevante emner.
Plejecenterrådet kan ikke få indflydelse på emner forbeholdt lederen, fx konkrete personaleforhold. Det ligger også uden for plejecenterrådet domæne at indstille til ansættelse og afskedigelse af både leder og medarbejdere.
Kompetencer, der efterspørges i et plejecenterråd, er først og fremmest lysten til at skabe og udvikle kvalitetsplejecentre med gode tilbud, nærvær og omsorg. Et plejecenterråd skal støtte plejecentrets ledelse i at drive et fagligt og professionelt plejecenter.
Derudover lysten til at tænke nyt og kreativt i plejecentrets nærmiljø. Ældreområdet vil gerne, og har brug for, kreative og nytænkende muligheder og ideer.
Det er ikke et krav at medlemmer af rådet besidder sundhedsfaglige kompetencer. Det er netop forskelligheden, andre kompetencer og ”andre øjne” på et plejecenter, der skal højne kvaliteten.
Plejecenterrådet spiller en vigtig rolle, når der skal ansættes ny leder på plejecentret, hvor rådet er repræsenteret med en deltager.
Plejecenterrådet har ellers ikke indflydelse på personaleforhold, ansættelser og afskedigelser af medarbejdere.
5. Sammensætning
Der etableres ét plejecenterråd på hvert plejecenter. Plejecenterrådet sammensættes fx således:
- 1-2 beboere til rådet
- 1-2 pårørende til beboere på plejecentret
- 1 medarbejderrepræsentant
- 1 repræsentant udpeget af kommunens seniorråd
- 1-2 repræsentanter fra civilsamfund eller foreningsliv i lokalsamfundet
- 1-2 repræsentanter fra det lokale kulturliv eller erhvervsliv
- Sektionsleder for plejecentret
6. Virke
Der afholdes minimum 4 årlige møder i plejecenterrådet samt et årligt fællesmøde, hvor beboere og pårørende inviteres til dialog om hverdagen på plejecentret. Herudover kan plejecenterrådet selv foranstalte yderligere møder eller aktiviteter, fx arrangementer for beboerne og lokalsamfundet.
Plejecenterrådet er beslutningsdygtigt, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede. Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Medlemmerne kan kun deltage i plejecenterrådets beslutninger, når de personligt er til stede.
Der føres beslutningsreferat over plejecenterrådets beslutninger. I beslutningsreferatet anføres for hvert møde, hvilke personer der har været til stede. Den lokale ledelse kan stå for udarbejdelse af dagsorden og referat, hvis opgaven ikke kan varetages af andre i plejecenterrådet.
7. Valg, valgbarhed og udpegning
Plejecenterrådets medlemmer vælges eller udpeges for en 2-årig periode:
Pårørende og beboere vælges så vidt muligt af beboerne. Valgbare er alle beboere på plejecentret og alle pårørende til beboere på plejecentret. Lederen af plejecentret indkalder til valgmøde, hvor valget foregår. Beboere har hver to stemmer (en eventuel værge kan stemme på beboerens vegne). Hver beboer kan stemme på henholdsvis en beboerrepræsentant og en pårørenderepræsentant. Så vidt muligt skal der på valgmødet vælges suppleanter for beboere og pårørenderepræsentanter. En pårørende, hvis beboer fraflytter plejecentret eller afgår ved døden i perioden, kan blive siddende i rådet perioden ud, men kan ikke genopstille efter perioden.
Medarbejderrepræsentanten vælges af medarbejderne. Alle fastansatte medarbejdere er valgbare. Alternativt kan det besluttes, at medarbejderrepræsentationen udgøres af tillidsrepræsentanten eller
arbejdsmiljørepræsentanten.
Seniorrådet udpeger selv en repræsentant til plejecenterrådet.
Repræsentanter fra civilsamfundet/foreningslivet, erhvervsliv og kulturliv udpeges af plejecenterledelsen. Administrationen i kommunen bør være behjælpelig med at identificere relevante repræsentanter og rette
henvendelse til disse samt eventuelt annoncere efter kandidater i lokale medier.
Udtræder et medlem af rådet i utide udpeges eller vælges et nyt medlem, jf. ovenstående procedure.
Hvis det ikke kan lade sig gøre at rekruttere repræsentanter inden for hver kategori, jf. punkt 5, kan plejecenterrådet etableres med færre medlemmer.
Medlemskab af plejecenterrådet er frivilligt og ulønnet. Der udbetales ikke diæter, vederlag eller kørselsgodtgørelse til rådsmedlemmer for deltagelse i rådets aktiviteter.
8. Konstituering
Plejecenterrådet konstituerer sig på det første møde og vælger formand og sekretær.
Plejecenterrådet udarbejder sin egen forretningsorden, der bør beskrive:
- Mødernes varighed
- Mødested
- Procedure for ekstraordinære møder
- Retningslinjer for udarbejdelse af dagsorden
- Retningslinjer for udarbejdelse af referat og udsendelse
- Hvordan der foretages ny konstituering, hvis formanden udtræder i en valgperiode
9. Økonomi
Plejecenterrådet har ikke selvstændig økonomi. Udgifter til mødeafholdelse og eventuelle arrangementer afholdes inden for plejecentrets økonomiske ramme.
10. Ikrafttræden
Nærværende vedtægter er lavet pga. af Social-og Sundhedsudvalget beslutning om implementering af plejecenterråd pr. 1. januar 2024.
Tilsyn og smileys
Plejecenteret er underlagt tilsyn af forskellige myndigheder. Hvert år kommer der uanmeldt tilsyn ved embedslæge, som vurderer om plejecenteret lever op til gældende krav fra Sundhedsstyrelsen.
Embedslægen har ift. Ådalen besluttet, at overgå til gradueret tilsyn fordi plejecenteret fint har levet op til Sundhedsstyrelsens krav og derfor ikke skal have tilsyn hvert år, men hvert andet år.
Hvert år er der desuden et uanmeldt internt tilsyn ved Svendborg Kommunes myndighedsafdeling, som vurderer plejecenteret ud fra kommunens og Sundhedsstyrelsens krav.
Hvert år inviteres Ådalens beboere og pårørende til et dialogbaseret tilsyn/møde, hvor man kan drøfte forskellige emner, der knytter sig til hvordan beboere og pårørende oplever Ådalen Plejecenter.
Vi er også underlagt Fødevarestyrelsens krav om hygiejne og forsvarlig omgang med fødevarer. Således kommer levnedsmiddelkontrollen på uanmeldt tilsyn 1-2 gang om året. Ved indgangen til plejecentret kan man altid se resultatet af seneste tilsyn i form af en (Elite) smiley.
Endelig har Ådalen jævnligt besøg af Arbejdstilsynet og har senest fået tildelt en grøn smiley.
Kontakt
Didde Hansen
Telefon: 24 79 61 96
Træffetid: Hverdage kl. 8.15 - 9
Telefon: 30 10 70 91
Telefon: 51 55 33 19