Under opbygning

Denne hjemmeside er under opbygning, så bær venligst over med os, hvis der er et par huller. 

Brug gerne feedback-funktionen 'Hjalp denne side dig?' nederst på de sider, hvor du synes vi gør det godt eller mangler noget.

Tak for din forståelse.

Orlov til pasning af døende

Du kan som pårørende søge om et plejevederlag til at pleje en nær slægtning eller ven, der ønsker at dø hjemme. Du har ret til at få orlov fra dit arbejde, når du modtager plejevederlag.

Sådan søger du om orlov til pasning af en døende

Hvis din slægtning eller nære ven er døende og en læge har vurderet, at vedkommende kun har meget kort tid tilbage at leve i og tilstanden ikke kræver indlæggelse, kan du passe din slægtning eller nære ven:

  • i vedkommendes eget hjem
  • i dit eget hjem

Den døende skal være indforstået med plejeforholdet.

Klik på 'Ansøg om orlov til pasning af døende' øverst og udfyld formularen. Så hører du fra os. 

Hvem kan tage plejeorlov?

Der er ikke noget krav om, at du har en tilknytning til arbejdsmarkedet. Du kan således enten være lønmodtager eller for eksempel pensionist eller studerende. Hvis du er lønmodtager og dermed har en arbejdsgiver, har du ret til orlov.

Du skal søge om plejevederlag i den kommune, hvor du skal pleje den syge. Plejevederlag kan udbetales til en nærtstående person, som godtgørelse for tabt arbejdsindtægt, hvis denne opfylder kriterierne for at få sygedagpenge i tilfælde af egen sygdom. Beløbet kan dog ikke overstige den hidtidige indtægt. Plejevederlag kan udbetales i indtil 14 dage efter dødsfaldet.

Ved indlæggelse eller behov for anden ophold med døgnpleje, ophører plejeorloven.

Plejevederlagets størrelse

  • Maksimumbeløbet svarer til 1,5 x sygedagpengesatsen ved egen sygdom.
  • Minimumsbeløbet svarer til 82 % af sygedagpengesatsen.

Supplerende information

Skrevet af Social-, Bolig- og Ældreministeriet