Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget
Referat • 2. marts 2022 kl. 15.30
Indhold
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 02-03-2022
Godkendt.
Ib Knudsen (Ø) var fraværende.
Beslutningstema
Orientering om budgetproceduren for 2023
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At udvalget tager budgetproceduren for 2023 til efterretning.
- At forslag til udvalgets egen proces og tidsplan godkendes.
Sagsfremstilling
Økonomiudvalget godkendte den 8. februar 2022 budgetproceduren for 2023, som er vedlagt som bilag.
De vigtigste elementer i budgetproceduren er følgende:
- Sikre kernevelfærden på kommunens centrale serviceområder.
- Sikre råderum til udfordringer og nye nødvendige tiltag.
- Anlægsprioritering som udgangspunkt indenfor nuværende økonomiske ramme.
- Øget udskrivningsgrundlag på grund af tilflytning.
Jf. budgetproceduren drøfter Økonomiudvalget på mødet den 22. marts omfang af råderum, proces, tidsplan mm. for at tilvejebringe råderum til finansiering af nye temaer, indsatser, kendte udfordringer samt udvikling i demografi.
Der planlægges et anlægsseminar i april.
Senest på mødet i juni fremsender udvalget forslag til udvidelser eller omprioritering af anlægsbudgettet til Økonomiudvalget, herunder projekter som hidrører facilitetsprocessen.
Senest på mødet i august fremsender fagudvalget forslag til udvidelser og reduktion af driftsbudgettet til Økonomiudvalget.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse
Sagen afgøres i
Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 02-03-2022
Til efterretning og godkendt.
Ib Knudsen (Ø) var fraværende.
Beslutningstema
Orientering om placering af et modulhus med 20 vuggestuepladser i Tåsingeskolens distrikt.
Indstilling
Direktionen indstiller til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget,
- At orienteringen om placering af et modulhus med 20 vuggestuepladser i Tåsingeskolens distrikt tages til efterretning.
Sagsfremstilling
På Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets møde den 12. januar 2022 og Teknik- og Miljøudvalgets møde den 13. januar 2022 blev udvalgene orienteret om, at der er behov for at etablere 34 flere vuggestuepladser fra 1. august 2022 for at kunne opretholde pladsgarantien.
Der er behov for at etablere 14 vuggestuepladser i Vestermarkskolens distrikt og 20 vuggestuepladser i Tåsingeskolens distrikt, som skal være klar til at modtage børn og forældre pr. 1. august 2022.
På Kommunalbestyrelsens møde den 25. januar 2022 blev placering af 14 vuggestuepladser i Vestermarkskolens distrikt besluttet. Herudover blev det besluttet at indkøbe et modulhus med 20 vuggestuepladser, som skal placeres i Tåsingeskolens distrikt.
Administrationen har sammen med repræsentanter fra børnehusene i Tåsingeskolens distrikt og repræsentanter fra Tåsingeskolen besigtiget børnehusene i Tåsingeskolens distrikt.
Der er enighed om, at et modulhus med 20 vuggestuepladser mest hensigtsmæssigt kan placeres ved Øbakkerne Solsikken i Sundhøj. Herved bliver Øbakkerne Solsikken et stort børnehus med 34 vuggestuepladser og 69 børnehavepladser.
Modulhuset placeres i umiddelbar nærhed til de eksisterende vuggestuepladser. Det forventes at modulhuset kan stå klar til at modtage børn og forældre pr. 1. august 2022.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Kommunalbestyrelsen godkendte den 25. januar 2022 en samlet anlægsbevilling på 20,6 mio. kr. til etablering af 14 vuggestuepladser i Vestermarkskolens distrikt og 20 vuggestuepladser i Tåsingeskolens distrikt.
Teknik- og Erhvervsudvalget godkendte den 13. januar 2022 brugen af ekstern rådgiver til realisering af projektet.
Lovgrundlag
Dagtilbudsloven § 23.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 02-03-2022
Taget til efterretning.
Ib Knudsen (Ø) var fraværende.
Beslutningstema
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget skal drøfte proces for videreudvikling af metode for afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget drøfter proces for videreudvikling af metode for afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse.
Sagsfremstilling
Folketinget har den 21. december 2021 vedtaget en ændring af dagtilbudsloven, hvor det fremgår at der indføres minimumsnormeringer fra 1. januar 2024. Loven udmønter dele af aftale om minimumsnormeringer af 5. december 2020 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.
Fra 1. januar 2024 skal der være minimum én pædagogisk medarbejder til tre 0-2-årige (til og med den måned hvor barnet fylder tre år) og minimum én pædagogisk medarbejder til seks 3-5-årige (indtil start i forårsSFO/skole).
Opgørelsesmetoden for afdækning af normeringer følger opgørelsesmetoden fra Danmarks Statistiks normeringsstatistik, som er baseret på regnskabstal. Der tages dog højde for hvornår børn indmeldes i børnehave jævnfør ovenstående afgrænsning, ledere indregnes med en vægt på 0,85 og medarbejdere ansat for statslige puljer til social normering indregnes ikke. Normeringen opgøres årligt og som et gennemsnit på kommuneniveau.
Danmarks Statistik udarbejder årligt en normeringsstatistik for alle landets kommuner. Den seneste er udarbejdet for 2020, hvor der er taget højde for hvornår børn indmeldes i børnehave jævnfør ovenstående afgrænsning og ledere er indregnet med en vægt på 0,85. Medarbejdere ansat for statslige puljer til social normering er indregnet.
I 2020 er der i Svendborg Kommune i gennemsnit én pædagogisk medarbejder til 3,0 0-2-årige og én pædagogisk medarbejder til 6,0 3-5-årige. I 2020 modtager Svendborg Kommune statslige puljer til social normering.
Afdækning af normeringer i Svendborg Kommune
På baggrund af byrådsbeslutninger blev der foretaget afdækning af normeringer i 2019 og 2021, som blev forelagt Byrådet den 28. maj 2019 og den 21. september 2021.
I afdækningen fra 2021 kan det aflæses, at de flere midler til bedre normering, som kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse siden 2020 har modtaget fra statslige puljer og budgetforliget for 2021, har resulteret i en bedre normering. Dette kan aflæses i den gennemsnitlige beregnede normering for vuggestue- og børnehavebørn i alle kommunale og selvejende børnehuse, og i de tre cases hvor antallet af pædagogiske medarbejdere og børn vises hen over en dag.
Proces for afdækning af normeringer i 2022
På dialogmødet den 2. september 2021 mellem Børne- og Ungeudvalget, forældrebestyrelserne for kommunale dagtilbud og bestyrelserne for selvejende dagtilbud blev det drøftet, at der skal videreudvikles på den anvendte metode for afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse. Endvidere blev det drøftet, at administrationen i foråret 2022 skal komme med forslag til en videreudvikling af metoden, som skal drøftes med forældrebestyrelser/ bestyrelser inden politisk behandling.
På dialogmødet den 2. september 2021 kom forældrebestyrelserne/bestyrelserne med input til videreudvikling af metoden for afdækning af normeringer. Administrationen vil herudover indhente input til videreudvikling af metoden fra dagtilbudsledere, pædagogiske teamledere, tillidsrepræsentanter og forældrebestyrelsesformænd/bestyrelsesformænd.
Med afsæt i de indhentede input vil administrationen udarbejde en revideret metode for afdækning af normeringer, som skal drøftes på dialogmødet den 31. marts 2022 inden politisk behandling på Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets møde den 4. maj 2022.
Det foreslås at afdækningen foretages i september 2022, idet september er den måned, hvor børnehusenes antal indmeldte børnehavebørn er mest gennemsnitlig. I børnehusene er der flest indmeldte børnehavebørn i marts og færrest indmeldte børnehavebørn i april grundet start i forårsSFO pr. 1. april. Ved at foretage afdækningen i september vil casene, som viser antallet af pædagogiske medarbejdere og børn hen over en dag, vise en typisk dag i den mest gennemsnitlige måned.
Det foreslås at resultatet af afdækningen fremlægges på dialogmødet den 3. november 2022 inden politisk behandling på Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets møde den 9. november 2022. Resultatet vil kunne indgå i budgetprocessen for budget 2024, hvis der er politisk ønske om det.
Alternativ proces for afdækning af normeringer i 2022
Såfremt Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget ønsker at oversende resultatet af afdækningen til budgetforhandlingerne for budget 2023, skal afdækningen foretages inden sommerferien og politisk behandles på Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets møde den 17. august 2022. Afdækningen vil i så fald omfatte måneder med relativt få børn i børnehaven sammenlignet med september.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Sagen har ingen økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser.
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 02-03-2022
Drøftet.
Administrationen oplyser, at i Danmarks Statistiks normeringsstatistik for 2020 er der ikke indregnet medarbejdere ansat for statslige puljer til social normering.
Ib Knudsen (Ø) var fraværende.
Beslutningstema
Præsentation og drøftelse af statusnotat vedrørende arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer på skoleområdet i Svendborg Kommune fra 2019 og frem til i dag. Præsentation af forslag til proces for evaluering af mangfoldige læringsmiljøer.
Indstilling
Direktionen indstiller;
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget drøfter statusnotat samt forslag til evaluering.
Sagsfremstilling
Børne- og Ungeudvalget besluttede den 10. november 2021, at Skole og Uddannelse skulle udarbejde en status på skolernes arbejde med mangfoldige læringsmiljøer.
Indledningsvis beskriver notatet baggrunden for den politiske beslutning om at indføre mangfoldige læringsmiljøer som den overordnede ramme for arbejdet på 0 til 18 års området, og i forlængelse heraf en ny ressourcetildelingsmodel for skolerne, samt justering af strukturen på specialundervisningsområdet.
Derefter beskriver notatet, hvordan skolerne er blevet understøttet i deres arbejde med at udvikle mangfoldige læringsmiljøer fra efteråret 2019 og frem til i dag ved en række centrale initiativer. For eksempel kurser om NEST-inspireret pædagogik og understøttelse af elevers sprogtilegnelse.
Samtidig understreges det, at skolerne selv skal finde deres egen vej i arbejdet, så det afspejler netop deres elevgruppe, medarbejdere og kultur. Derfor skal de centrale initiativer alene ses som supplement og understøttelse af skolernes egne indsatser og fokusområder.
Mangfoldige læringsmiljøer som ramme, ændring af ressourcetildelingsmodel og justering af strukturen har kun været fuldt indfaset i lidt over halvandet år i en periode, der samtidig har været ramt af coronanedlukninger. Det er derfor i sagens natur for tidligt at konkludere entydigt, hvilken påvirkning beslutningen om mangfoldige læringsmiljøer har haft.
Notatet indeholder dog en række kvantitative data - resultatet af nationale test, elevernes trivselsundersøgelse, arbejdstilsynsrapporter samt sygefravær blandt medarbejdere. De er taget med, da de er en indikation på den generelle udvikling inden for centrale områder. Udviklingen i data de sidste tre år viser dog ingen eller meget små udsving.
Det kan til dels skyldes, at der er tale om meget generelle og overordnede data, der samtidig afspejler en tid, hvor skolerne i høj grad har været påvirket af corona. Der er derfor behov for at gå ned på skoleniveau og indhente andre typer af data, hvis man ønsker et mere fyldestgørende og nuanceret billede.
Børne- og Ungeudvalget har ønsket, at udarbejdelse af statusnotatet suppleres af et forslag til en procesplan for evaluering af mangfoldige læringsmiljøer. Rambøll er derfor blevet bedt om at udarbejde et overordnet bud på, hvordan sådan en evaluering vil kunne gennemføres.
Rambøll foreslår, at der gennemføres en principfokuseret evaluering, da arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer ikke indeholder nøje beskrevne og manualbaserede indsatser eller metoder, man vil kunne evaluere op imod. Der er alene er tale om en overordnet ramme/ principper, der kan omsættes i praksis på mange forskellige måder på den enkelte skole. Evalueringen skal derfor kunne rumme denne diversitet og kompleksitet.
Evalueringen vil fokusere på de involverede aktørers (ledelse, medarbejder, elever og forældre):
- oplevelse af principperne
- omsætning af principperne i praksis
- positive og negative erfaringer med omsætning af principperne.
Det samlede bud på evalueringsproces inklusive budget, vil blive uddelt på mødet.
Som alternativ eller eventuelt supplement til en principfokuseret evaluering foreslår Skole og Uddannelse, at der gennemføres en proces evt. på to udvidede dialogmøder, hvor skolerne (repræsentanter fra bestyrelse, ledelse og personale) og PPR på skift beskriver og konkretiserer deres arbejde med mangfoldige læringsmiljøer, herunder hvad de oplever af muligheder og udfordringer. Børne- Unge- og Uddannelsesudvalgets medlemmer vil have mulighed for at høre oplæg, spørge ind og gå i dialog.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 02-03-2022
Drøftet og udvalget besluttede, at Rambøll foretager en evaluering ud fra forslag 2 og at udgiften holdes inden for skoleområdets samlede ramme.
Ib Knudsen (Ø) var fraværende.
Beslutningstema
Beslutning om principper for planlægning af skolernes ferie samt godkendelse af ferieplan for skoleårene 2023/24 og 2024/25.
Indstilling
Direktionen indstiller at,
- Ferieplan for skoleårene 2023/24 og 2024/25 indstilles til Kommunalbestyrelsens godkendelse.
- Kommunalbestyrelsen delegerer kompetencen til at fastlægge ferieplaner til Skole- og Uddannelseschefen, efter høring ved skolebestyrelser og Elevforum.
- Forslag til principper for planlægning af skolernes ferie godkendes og oversendes til Kommunalbestyrelsens endelige godkendelse, hvorefter principperne optages som bilag til Vedtægt for Styrelsen af Svendborg Kommunes folkeskoler.
Sagsfremstilling
Ifølge folkeskolelovens § 14a fremgår det, at
- Skoleåret begynder den 1. august.
- Elevernes sommerferie begynder den sidste lørdag i juni.
- Sommerferien varer indtil den af kommunalbestyrelsen fastsatte første skoledag efter skoleårets begyndelse. Denne beslutning kan delegeres til skolebestyrelsen.
- Undervisningen skal normalt placeres på ugens fem første hverdage.
Jævnfør hidtidig procedure udarbejder Skole og Uddannelse forslag til skolernes ferieplan. Disse sendes i høring ved skolebestyrelserne og Elevforum, hvorefter ferieplanerne godkendes i henholdsvis Børne, Unge- og Uddannelsesudvalget samt i Kommunalbestyrelsen.
Ferieplaner for 2023/24 og 2024/25
Skole og Uddannelse har udarbejdet forslag til ferieplaner for skoleårene 2023/24 og 2024/25, og disse har været i høring ved skolebestyrelserne og Elevforum i perioden 3. december 2021 - 31. januar 2022.
Der foreligger bemærkninger fra Elevforum og Vestermarkskolen til ferieplanerne.
Elevforum vil gerne bevare Grundlovsdag som feriedag i skoleåret 2024/25. De foreslår, at fredag den 9. august 2024 inddrages som skoledag og dermed byttes til en fridag på Grundlovsdag.
Ligeledes foreslår de, at juleferien i skoleåret 2023/24 starter tidligere end fredag den 22. december og afslutter tidligere end 7. januar 2024.
Vestermarkskolen er indforstået med, at Grundlovsdag i 2024/25 er en skoledag som en enkeltstående begivenhed.
Vestermarkskolen anbefaler, at juleferien flyttes i begge ferieplaner, så børnene går på juleferie midt på ugen og starter i skole igen midt på ugen efter nytår.
De øvrige 11 skoler tilslutter sig ferieplanerne.
På baggrund af høringssvarene anbefaler Skole og Uddannelse, at juleferien ændres, så juleferien starter den 20. december 2023 (oprindeligt forslag var den 22. december 2023) og slutter den 3. januar 2024 (oprindeligt forslag var den 5. januar 2024), samt at Grundlovsdag i skoleåret 2024/25 undtagelsesvist er inddraget for at få antallet af feriedage til at gå op.
Ferieplanerne og høringssvar vedlægges som bilag.
Fremadrettet procedure for planlægning af skolernes ferie:
For at forenkle den fremadrettede proces, foreslår Skole og Uddannelse, at der vedtages nogle grundlæggende principper for ferieplanlægningen.
Skole og Uddannelse udarbejder på baggrund af principperne forslag til skolernes ferieplaner, som sendes i høring ved skolebestyrelser og Elevforum, hvorefter kompetencen til at beslutte endelig ferieplan delegeres til Skole- og Uddannelseschefen.
Skole og Uddannelse foreslår, at der i forbindelse med planlægning af skolernes ferie fastsættes følgende principper:
- Skoleåret indeholder 200 skoledage.
- Sommerferien er på 6-6½ uge.
- Efterårsferie afholdes i uge 42.
- Juleferie fra den 23. december til og med 1. januar.
- Vinterferie afholdes i uge 7.
- Påskeferien udgør de tre dage op til påske.
- Dagen efter Kr. Himmelfart er feriedag.
- Placering af juleferie, sommerferie og evt. grundlovsferie fastlægges, så der ikke opstår enkeltstående skoledage mellem feriedagen og en weekend.
- Grundlovsdag indgår kun undtagelsesvist som skoledag.
- Forslag til ferieplan sendes i høring i skolebestyrelser og Elevforum.
- Ferieplanen godkendes senest 18 måneder inden det pågældende skoleår.
Afhængigt af hvordan sommerferiens lovbestemte start og helligdage falder over året, søges planlægningen at være så hensigtsmæssigt som muligt, således at det koordineres med skolernes øvrige planlægning og børnefamiliernes pasningsmuligheder.
Ovenstående principper indgår efter godkendelse i Vedtægt for styrelsen af Svendborg Kommunes folkeskoler.
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget orienteres årligt om sagen.
Principperne er udarbejdet på baggrund af vanlig praksis, de senere års ferieplanlægning og indkomne høringssvar i den forbindelse.
Lovgrundlag
Folkeskolelovens §§ 14a og 40 stk. 5.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 02-03-2022
Indstilles samt godkendt og oversendes.
Ib Knudsen (Ø) var fraværende.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Orientering om forslag til indsats om klimavenlige fødevarer og madspild i Svendborg Kommunes kommende klimahandleplan vedrørende klimaneutralitet (nul CO2-udledning). Orienteringen indeholder også en redegørelse for, hvordan indsatsen er udarbejdet i dialog med interne og eksterne interessenter.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, Erhvervs- og Turismeudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget samt Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales:
- At tage orienteringen om forslag til indsats vedrørende klimavenlige fødevarer og reduceret madspild til efterretning.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen godkendte den 2. november 2021 fødevarer som første fokusområde indenfor forbrug af varer og tjenester i den kommende klimahandleplan. Dette fokusområde rækker ud over Svendborg Kommunes DK2020-forpligtelse om at levere en række indsatser indenfor energi, landbrug og skovbrug, transport og mobilitet samt affald.
Indsatsen for at fremme klimavenlige fødevarer og reducere madspild er udarbejdet sammen med nøgleaktører på to workshops.
Den ene workshop var for kommunale køkkener i daginstitutioner, skoler, plejecentre, bosteder og administration. Den anden workshop var for eksterne madaktører (hoteller, restauranter, catering, uddannelsessteder, cafeterier og virksomheder med kantiner). På begge workshops blev det drøftet, hvad der skal til for at få mere klimavenlig mad på menuen, hvordan det kan gøres nemmere for kunderne at vælge klimavenligt, og hvad kommunen kan gøre for at understøtte udviklingen. Input fra begge workshops er brugt til at formulere handlinger i indsatsen. Efterfølgende har enkelte af aktørerne fra begge workshops tilbudt sparring til kommunen omkring udvikling af indsatsen og tilhørende handlinger. De aktører vil blive inddraget i arbejdet med at kvalificere indsatsens handlinger.
Alle indsatser i klimahandleplanen bliver beskrevet i et skema, som inkluderer handlinger, forventet CO2-reduktion, aktører, kommunens rolle, barrierer, synergier og økonomi mm. Punkterne i skemaet skal alle medtages for at kunne opnå certificering af klimahandleplanen ved CONCITO.
Et udkast til indsatsskemaet for klimavenlige fødevarer og reduceret madspild er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1: Udkast til indsatsbeskrivelse for klimavenlige fødevarer). De handlinger, som er foreslået, er blandt andet:
For kommunale køkkener:
- Opbygning af digital idébank med deling af tips, tricks og opskrifter.
- Adgang til brugervenlig CO2-beregner, så klimaaftrykket per ret kendes.
- En gradvis omstilling af køkkener til mindre kødforbrug, større andel af sæsonvarer og
- mindre madspild.
For eksterne madaktører:
- Facilitering af et netværk for madaktører, der ønsker at reducere klimaaftrykket fra
- deres produktion.
- Facilitering af en workshop med deltagelse af madaktører, lokale fødevareproducenter
- og engrosforhandlere.
Indsatsskemaet vil indgå i det endelige og samlede indsatskatalog for Svendborg Kommunes klimahandleplan, som efter planen præsenteres for alle udvalg og Kommunalbestyrelsen i maj 2022.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Implementeringen af indsatsen vil blive påbegyndt efter klimaplanens vedtagelse og vil ske med midler afsat til implementering af klimahandleplanen i budgetforlig 2022. Det er sandsynligt, at Svendborg Kommunes madaktører og producenter af fødevarer vil kunne profitere af nye netværk og ny viden til erhvervets grønne omstilling.
CO2-Konsekvensvurdering
Da fødevarers CO2-udledning for nuværende ikke medregnes i CO2-opgørelserne for virksomhedsniveau og geografisk niveau vil implementering af indsatsen ikke have en væsentlig konsekvens for Svendborg Kommunes aktuelle beregnede CO2-udledning. Det er sandsynligt, at fremtidige beregningsmetoder vil gøre det muligt at inkludere fødevarers bidrag til CO2-udledningerne. Det vil i så fald få væsentlig betydning for kommunens CO2-opgørelse, da det private forbrug af mad og drikkevarer står for ca. 17% af den gennemsnitlige danskers årlige CO2-udledning.
Lovgrundlag
Klima- og Energipolitik 2020-2025, Svendborg Kommune
Bæredygtighedsstrategi 2020, Svendborg Kommune
Kommuneplan 2021-2033, Svendborg Kommune
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 02-03-2022
Taget til efterretning.
Ib Knudsen (Ø) var fraværende.
Sagsfremstilling
Udvalgsformanden:
Udvalgsmedlemmerne:
Direktøren:
- Plan for institutionsbesøg ifm. udvalgsmøderne
- Nyt børnehus på Thurø
- Kommende større sager
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 02-03-2022
Taget til efterretning og tilrettet datoer for besøgsrunden, så juni og august indgår.
Herudover borgermødet i Skårup.
Ib Knudsen (Ø) var fraværende.