Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget
Referat • 4. maj 2022 kl. 15.30
Indhold
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Godkendt.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), hvorfor Kristine Andersen (A) deltog som suppleant.
Beslutningstema
Budgetopfølgning pr. 31. marts 2022.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At budgetopfølgningen tages til efterretning
- At der søges en tillægsbevilling på 119.000 kr. finansieret af Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Sagsfremstilling
Der er foretaget budgetopfølgning på Børne- Unge- og Ungeudvalgets område pr. 31. marts 2022.
Udvalgets forventede regnskab pr. 31. marts udgør 1.017,1 mio. kr. Set i forhold til et korrigeret budget på 1.013,5 mio. kr. giver det et forventet merforbrug på 3,6 mio. kr., heraf mindreforbrug på 4,5 mio. kr. på overførselsudgifterne.
Serviceudgifterne udviser et merforbrug på 8,1 mio. kr., der fordeler sig således:
Skole og Uddannelse med mindreforbrug på 6,2 mio. kr.
Dagtilbudsområdet med mindreforbrug på 2,1 mio. kr.
Familie, Børn og Unge med merforbrug på 3,8 mio. kr.
Negativ overførselspulje på 12,6 mio. kr.
Udvalgets budgetopfølgning opfylder dermed som udgangspunkt ikke kravet om et samlet mindreforbrug på serviceudgifterne der som minimum svare til den negative overførselspulje.
Overførselsudgifterne udviser et mindreforbrug på 4,5 mio. kr., som primært vedrører øgede indtægter på refusion af dyre sager.
På Økonomiudvalgets møde den 19. april 2022 blev det besluttet, at gældende fra regnskabsår 2022 udmøntes rammestyringen ved, at eventuelle merudgifter inden for et budgetområde søges finansieret inden for det pågældende fagudvalg. Eventuelle merudgifter ved regnskabsafslutningen inden for fagudvalget overføres til fagudvalget til efterfølgende regnskabsår.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Taget til efterretning og indstilles.
Uddybning af direktionens indstilling til Økonomiudvalget den 18. maj 2022 blev uddelt og vedhæftes referatet.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), hvorfor Kristine Andersen (A) deltog som suppleant.
Beslutningstema
Drøftelse af budget 2023.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At udvalget drøfter budget 2023.
Sagsfremstilling
I henhold til budgetproceduren for 2023 samt Økonomiudvalgets beslutning af 22. marts 2022 om udarbejdelse af reduktionsforslag for 35 mio. kr., drøfter udvalget temaer, finansiering og reduktionsforslag.
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets andel af reduktionsforslagene skal udgøre 12,943 mio. kr. fra 2023 og frem.
Budgettemaer for det enkelte udvalg omfatter både udfordringer, demografi og øvrige temaer. I henhold til den fastlagte tidsplan drøftes budgettemaer og reduktionsforslag løbende i fagudvalgene frem til sommeren, og senest på augustmøderne fremsender udvalgene forslagene til de politiske forhandlinger. Umiddelbart efter udvalgenes møder i august fremsendes reduktionsforslag til høring, så der kan ligge et prioriteringskatalog inkl. høringssvar klar til de politiske forhandlinger i september.
Økonomiudvalget har på møde den 19. april yderligere defineret rammen for udvalgenes arbejde med temaer. Hvert udvalg kan fremsende temaer vedr. udfordringer og demografi samt to ekstra forslag for serviceudgifter. Vedr. fremsendelse af anlægstemaer afventes anlægsseminarets politiske tilkendegivelser og Økonomiudvalgets efterfølgende stillingtagen på maj-mødet.
Ifølge budgetproceduren anbefaler direktionen, at udvalgene med udgangspunkt i ECO-nøgletal drøfter muligheder og udfordringer inden for udvalgets område. Dette med henblik på vurdering af serviceniveau og mulig finansiering af udvalgte temaer. I juni forventes ECO-nøgletallene endvidere opdateret med regnskab 2021, hvorefter de kan tilgås i budgetmappen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse
Sagen afgøres i
Børne- Unge og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Drøftet.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), hvorfor Kristine Andersen (A) deltog som suppleant.
Beslutningstema
Redegørelse om kommunens demografimodeller
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At redegørelsen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Grundet politisk ønske om en fortsat sikring af kernevelfærden og en sund økonomi i Svendborg Kommune besluttede forligskredsen i forbindelse med budgetforliget for budget 2022 at igangsætte en evaluering af kommunens demografimodeller, der beregner de økonomiske konsekvenser af ændringer i befolkningstallet.
Økonomiudvalget godkendte på mødet den 8. februar 2022 kommissorium for evaluering af demografimodellerne. Evalueringen af demografimodellerne er indarbejdet i budgetproceduren for budget 2023, således at en eventuel justering af modellerne kan anvendes som beregningsgrundlag til budget 2023
Evalueringen blev forelagt Økonomiudvalget den 19. april 2022 med henblik på at sikre gennemsigtighed og et retvisende grundlag for budgetlægningen. Økonomiudvalget besluttede på mødet, at modellerne udsendes til fagudvalgene til orientering. Administrationen blev samtidigt anmodet om at belyse omfanget af den statslige kompensation for demografiudviklingen med efterfølgende forelæggelse for Økonomiudvalget igen.
I vedlagte notat er kommunens fire demografimodeller beskrevet i følgende rækkefølge; dagtilbud, skole, ældre, social/voksen. De enkelte modeller er beskrevet af fagchefen og økonomikonsulenten på området og følger nedenstående struktur, som angivet i kommissoriet.
- Kort beskrivelse af modellen
- Budgetforudsætninger / økonomiske beregningsprincipper
- Perspektivering og sammenligning
Beskrivelserne fremgår som fire selvstændige notater, da den specifikke faglige fremstilling af områdernes modeller er vægtet højere end en meget stram og ensartet skabelon for beskrivelserne.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Taget til efterretning.
Afbud fra Karl Magnus Bidstrup (A), hvorfor Kristine Andersen (A) deltog som suppleant.
Beslutningstema
Godkendelse af dagtilbudsområdets børnetalsprognose og kapacitet 2022-2026 og godkendelse af anlægstemaer på vuggestue- og børnehavepladser i Skårup Skoles distrikt og i Svendborg by til budget 2023.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Børnetalsprognose og kapacitet 2022-2026 godkendes.
- At der udarbejdes et anlægstema på vuggestue- og børnehavepladser i Skårup Skoles distrikt til budget 2023.
- At der udarbejdes et anlægstema på vuggestue- og børnehavepladser i Svendborg by til budget 2023.
Sagsfremstilling
Ifølge dagtilbudsloven skal kommuner opfylde pladsgarantien, som indebærer at tilvejebringe det nødvendige antal pladser, så alle børn kan tilbydes plads i et alderssvarende dagtilbud. Ifølge Svendborg Kommunes visitationskriterier på dagtilbudsområdet, senest godkendt af Børne- og Ungeudvalget den 12. juni 2019, er der ingen afstandskriterier for en plads. Pladsgarantien er opfyldt, når der tilbydes en plads indenfor kommunen senest tre måneder efter opskrivningsdato. Administrationen tilstræber dog altid at finde en plads i skoledistriktet, hvis det er i overensstemmelse med forældres ønske.
Det nødvendige antal pladser bestemmes af det forventede antal af 0-5-årige i Svendborg Kommune, som tager afsæt i Svendborg Kommunes interne befolkningsprognose og dagtilbudsområdets børnetalsprognose, som kobler befolkningsprognosen med en dækningsgrad, det vil sige et skøn for andelen af børn, der har behov for en plads. Det nødvendige antal pladser bestemmes dernæst af udbuddet af private tilbudstyper samt politiske beslutninger. Befolknings- og børnetalsprognosen, private tilbudstyper og politiske beslutninger beskrives sidst i dagsordenspunktet.
Nedenfor gennemgås det forventede antal af 0-2-årige og 3-5-årige, der har behov for en plads, sammenholdt med antallet af pladser for 0-2-årige og 3-5-årige i de skoledistrikter, hvor der forventes mangel på pladser i perioden 2023-2026. Udbygning med 130 vuggestuepladser i 2022, 28 vuggestuepladser i 2024, 65 børnehavepladser i 2023 og 95 børnehavepladser i 2024 er indregnet. Se bilag 1 (Bilag 1. Børnetalsprognose og kapacitet 2022-2026).
Forventet antal af 0-2-årige sammenholdt med antallet af pladser for 0-2-årige
Samlet for Svendborg Kommune forventes der mangel på dagpleje- og vuggestuepladser i hele perioden.
I Skårup Skoles distrikt forventes der mangel på dagpleje- og vuggestuepladser i hele perioden. Administrationen forventer, at Dagplejen kan ansætte dagplejere til at øge antallet af dagplejepladser, men at Dagplejen ikke kan imødekomme hele efterspørgslen efter dagpleje- og vuggestuepladser. Se bilag 2 (Bilag 2. Ansættelse af dagplejere i Svendborg Kommune).
I Svendborg by forventes der mangel på dagpleje- og vuggestuepladser i hele perioden. I 2024 falder antallet af manglende dagpleje- og vuggestuepladser, hvilket skyldes etablering af 14 vuggestuepladser i Vesterlunden Kernehuset. I 2025 stiger antallet af manglende dagpleje- og vuggestuepladser, hvilket skyldes at der bortfalder 28 vuggestuepladser i 2025, idet modulhuset i Svendborg by pr. 1. august 2022 med 28 vuggestuepladser er midlertidig i en treårig periode. Administrationen forventer, at Dagplejen kan opretholde antallet af dagplejepladser i Svendborg by, men at Dagplejen ikke kan imødekomme efterspørgslen efter flere dagpleje- og vuggestuepladser.
Forventet antal af 3-5-årige sammenholdt med antallet af pladser for 3-5-årige
Samlet for Svendborg Kommune forventes der ledige børnehavepladser i hele perioden.
I Thurø Skoles distrikt forventes der mangel på børnehavepladser i 2023 og 2024 og ledige børnehavepladser i 2025 og 2026, hvilket skyldes at det nye børnehus på Thurø med 60 ekstra børnehavepladser forventes at kunne tages i brug pr. 1. april 2024. Da det forventede antal af 3-5-årige er opgjort pr. marts måned, er de 60 ekstra børnehavepladser først indregnet fra 2025. Indtil det nye børnehus kan tages i brug, kan der tilbydes børnehaveplads i øvrige skoledistrikter i de måneder af året, hvor der ikke er plads til alle børnehavebørn i Thurø Skoles distrikt. Dette vil medføre et ringere serviceniveau i 2023 og 2024 for nogle forældre i Thurø Skoles distrikt med længere transport og manglende tilknytning til lokalområdet.
I Skårup Skoles distrikt (som dækker Skårup og Oure) forventes der mangel på børnehavepladser i 2023 og 2024 og ledige børnehavepladser i 2025 og 2026, hvilket skyldes at kapacitetshuset Skårup Skovmølle med 16 børnehavepladser overgår fra Østerdalen Thurø Børnehuse til Østerdalen Skårup Børnehus i 2024 i forbindelse med etablering af det nye børnehus på Thurø. Der kan tilbydes børnehaveplads i øvrige skoledistrikter i de måneder af året, hvor der ikke er plads til alle børnehavebørn i Skårup Skoles distrikt. Dette vil medføre et ringere serviceniveau i 2023 og 2024 for nogle forældre i Skårup Skoles distrikt med længere transport og manglende tilknytning til lokalområdet.
I Svendborg by (som dækker fire skoledistrikter) forventes der ledige børnehavepladser i hele perioden. I Svendborg by skal der være ledige børnehavepladser til at håndtere udsving i børnetal afledt af eksempelvis større nettotilflytning eller nedgang i private tilbudstypers kapacitet i Svendborg bys fire skoledistrikter og i de andre seks skoledistrikter, såfremt behovet opstår. Som følge af udbygning med 100 børnehavepladser i 2023 og 2024 er der i 2024, 2025 og 2026 ledige børnehavepladser i Svendborg by på mere end reservekapaciteten på samlet 64 børnehavepladser.
Udbygning af vuggestue- og børnehavepladser
Som følge af det forventede antal af 0-2-årige og 3-5-årige, der har behov for en plads, sammenholdt med antallet af pladser for 0-2-årige og 3-5-årige foreslår administrationen, at der til budget 2023 udarbejdes anlægstemaer med:
- Etablering af vuggestue- og børnehavepladser i Skårup Skoles distrikt
- Etablering af vuggestue- og børnehavepladser i Svendborg by
Med etablering af vuggestuepladser i Skårup Skoles distrikt og i Svendborg by forventes det, at der ikke bliver mangel på dagpleje- og vuggestuepladser i perioden 2023-2026, hvorved pladsgarantien kan opfyldes.
Ved etablering af vuggestuepladser i Svendborg by bliver det nødvendigt også at etablere børnehavepladser, idet det ikke længere er muligt at etablere vuggestuepladser i eksisterende børnehuse uden også at etablere børnehavepladser, idet der skal være plads til vuggestuebørnene i børnehaven. Ved etablering af børnehavepladser i Svendborg by tilvejebringes der børnehavepladser til at imødekomme et forventet stigende antal 3-5-årige fra 2024 og frem mod 2034. Se bilag 1 (Bilag 1. Børnetalsprognose og kapacitet 2022-2026).
Befolknings- og børnetalsprognosen
Sammenlignet med 2022 forventer befolkningsprognose 2022-2035, at antallet af 0-2-årige stiger med 105 børn frem mod 2026, hvor der forventes 1.768 0-2-årige. Det forventes at stigningen i antallet af 0-2-årige koncentreres til Svendborg by. Sammenlignet med 2022 forventer befolkningsprognose 2022-2035, at antallet af 3-5-årige i 2026 er stort set lig antallet af 3-5-årige i 2022, hvor der er 1.886 3-5-årige. Den aktuelle situation med modtagelse af ukrainske familier og børn er ikke indregnet i befolkningsprognose 2022-2035.
I årets første tre måneder er der født det forventede antal børn. Der er tilflyttet marginalt færre 0-5-årige end forventet af befolkningsprognose 2022-2035. Sammenholdt med befolkningsprognose 2022-2035 nedjusterer børnetalsprognosen pr. 1. april 2022 således det forventet antal af 0-5-årige marginalt.
Dækningsgraden (skøn for andelen af børn, der har behov for en plads) for de 0-2-årige og de 3-5-årige, ligger på et stabilt niveau på henholdsvis 68 pct. og 99 pct. Fra august 2022 træder en ny orlovsmodel i kraft, som betyder, at flere orlovsuger øremærkes faren. Dette kan få betydning for, hvornår børn typisk starter dagpleje- og vuggestue, det vil sige dækningsgraden for de 0-2-årige. I finansloven for 2022 blev det besluttet, at der fra 2023 skal skabes bedre mulighed for at børn kan starte senere i skole, hvis de af trivselsmæssige, sociale eller faglige årsager har behov for dette. Dette kan få betydning for, hvor mange børn der skal være plads til i børnehaverne, det vil sige dækningsgraden for de 3-5-årige.
Private tilbudstyper
Ca. 20 pct. af kommunens børn, som har behov for en plads, er indmeldt i private dagtilbud eller modtager tilskud til private pasningsordninger eller private tilskudsordninger. Private tilbudstyper er således en betydelig medspiller i kommunens opfyldelse af pladsgarantien, og udviklingen følges tæt, så antallet af pladser i kommunale og selvejende dagtilbud kan justeres i forhold hertil.
Antal indmeldte 0-2-årige i private tilbudstyper er i perioden 2017-2021 steget med 59 børn, og skyldes at antallet af indmeldte 0-2-årige i private pasningsordninger og private tilskudsordninger (tilskud til pasning af eget barn) er steget. Antal indmeldte 3-5-årige i private tilbudstyper er på omtrent samme niveau i 2022 som i 2017.
Politiske beslutninger
Det er politisk besluttet, at der skal være en reservekapacitet, som følge af eventuel nedlæggelse af private tilbudstyper og udsving i børnetal. Der skal indregnes en reservekapacitet svarende til ti pct. af de private dagtilbuds godkendte antal vuggestue- og børnehavepladser. Det betyder, at der i 2022 skal være en reservekapacitet på 11 dagpleje- og vuggestuepladser og 34 børnehavepladser. Herudover skal der indregnes en reservekapacitet som følge af udsving i børnetal på 20 dagpleje- og vuggestuepladser og 30 børnehavepladser. I 2022 udgør den samlede reservekapacitet således 31 dagpleje- og vuggestuepladser og 64 børnehavepladser.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
De økonomiske konsekvenser på stigning i antallet af børn indarbejdes i driftstema til budget 2023 som forelægges Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget den 15. juni 2022.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Dagtilbudsloven § 23.
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Godkendt og der udarbejdes et anlægstema til budget 2023 på vuggestue- og børnehavepladser i henholdsvis Skårup Skoles distrikt og i Svendborg by.
Beslutningstema
Godkendelse af ramme for langsigtet plan for tilpasning af dagtilbudspladser og godkendelse af justerede principper for tilpasning af dagtilbudspladser.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At ramme for langsigtet plan for tilpasning af dagtilbudspladser godkendes.
- At justerede principper for tilpasning af dagtilbudspladser godkendes.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune har de seneste år oplevet en stigning i antallet af 0-5-årige. Ifølge Befolkningsprognose 2022-2035 for Svendborg Kommune, godkendt af Økonomiudvalget den 19. april 2022, er antallet af 0-2-årige steget med 217 børn fra 2016 til 2022, og antallet af 3-5-årige er steget med 279 børn fra 2019 til 2022, samlet 496 børn. Stigningen skyldes en betydelig nettotilflytning af familier med 0-5-årige børn, og at der er født flere børn end tidligere år.
For at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel efter dagtilbudspladser og herved opfylde pladsgarantien er der på nuværende tidspunkt planlagt udbygning med 130 vuggestuepladser i 2022, 28 vuggestuepladser i 2024, 65 børnehavepladser i 2023 og 95 børnehavepladser i 2024.
Herudover er Skårup Skovmølle, Holbøllsminde Børnehave, Vindeby Børnehave, børnehuset Bergmannsvej på Thurø og Lærkereden på Thurø, som tidligere blev anvendt som kapacitetshuse, hvor der kunne indskrives børn ved behov, alle taget i brug til børnehavebørn.
Frem mod 2024 udbygges der således med 158 vuggestuepladser og 160 børnehavepladser, samlet 318 vuggestue- og børnehavepladser, og alle kapacitetshuse er taget i brug med samlet 146 børnehavepladser.
Som vist i Børnetalsprognose og kapacitet 2022-2026 (se andet dagsordenspunkt) forventes det, at antallet af 0-5-årige fortsætter med at stige de kommende år. Da administrationen forventer, at Dagplejen primært kan opretholde, men ikke øge det nuværende antal dagplejepladser, er der fortsat behov for at udbygge med vuggestue- og børnehavepladser, for at kunne opfylde pladsgarantien.
Til brug for dette arbejde er der behov for en ramme for langsigtet plan for tilpasning af dagtilbudspladser og for justerede principper for tilpasning af dagtilbudspladser.
Ramme for langsigtet plan for tilpasning af dagtilbudspladser
En langsigtet plan for tilpasning af dagtilbudspladser skal afdække muligheder i alle ti skoledistrikter. I alle skoledistrikter skal der udarbejdes en beskrivelse af den nuværende kapacitet af dagtilbudspladser, herunder:
- Dagplejere og forventning til antal dagplejere fremadrettet
- Børnehuse med placering, antal vuggestue- og børnehavepladser og kvalitetsniveau (hvis det er defineret)
- Kapacitetshuse og udflyttergrupper
- Børnehusenes indretning i forhold til den pædagogiske praksis
Med afsæt i en beskrivelse af den nuværende kapacitet af dagtilbudspladser skal der i alle skoledistrikter:
- Udarbejdes en plan for, hvis antallet af 0-5-årige stiger, og en plan for hvis antallet af 0-5-årige falder
- Findes 1-2 muligheder på kort sigt (1-2 år) og 1-2 muligheder på langt sigt (op til 12 år)
- Findes muligheder i eksisterende børnehuse og i andre lokationer/områder indenfor skoledistriktet og udenfor skoledistriktet, såfremt behovet opstår
I forbindelse med afdækning af nye muligheder, skal der foretages en vurdering af sammenhængen til øvrige planer og strategier i Svendborg Kommune, som f.eks. bosætningsstrategi, Kommuneplan 2021 – 2033, sammenhæng til øvrige funktioner og institutioner, lokale projekter og initiativer, trafikale forhold mv.
Afdækning af muligheder for tilpasning af dagtilbudspladser i alle ti skoledistrikter er et omfattende arbejde, som forventes færdigt indenfor den næste årrække.
Justerede principper for tilpasning af dagtilbudspladser
Principper for tilpasning af dagtilbudspladser blev besluttet af Udvalget for Børn og Unge den 6. juni 2012 og Økonomiudvalget den 19. juni 2012, og senest justeret af Børne- og Ungeudvalget den 16. maj 2018. Principperne blev i 2012 besluttet efter en proces med borgermøder, dialogmøde med forældrebestyrelser og temadag for det politiske udvalg. Se bilag 1 (Bilag 1. Eksisterende principper for tilpasning af de fysiske rammer på dagtilbudsområdet fra Udvalget for Børn og Unges møde den 6. maj 2014).
Der er behov for at de ti år gamle principper for tilpasning af dagtilbudspladser justeres til den aktuelle situation og kontekst. Administrationen foreslår, at principper for tilpasning af dagtilbudspladser fremadrettet består af nedenstående elementer, som er udbygget i bilag 2 (Bilag 2. Justerede principper for tilpasning af dagtilbudspladser):
- Pladsgaranti
- Prognosebehov
- Reservekapacitet
- Integrerede børnehuse
- Kvalitetsniveau
- Fleksible børnehuse
- Heldagslegestue til Dagplejen
- Varieret udbud af pladser
I de justerede principper for tilpasning af dagtilbudspladser udgår principperne om geografisk nærhed (ifølge visitationskriterierne på dagtilbudsområdet tilstræber administrationen at tilbyde plads i skoledistriktet, såfremt det er forældres ønske – se andet dagsordenspunkt), niveau for antal dagpleje- og vuggestuepladser i de enkelte skoledistrikter og anvendelse af kvalitetsniveau A, idet kvalitetsniveau B er anvendt i de senest til- og nybygninger.
Børnetalsprognose og kapacitet 2022-2026
Med afsæt i Børnetalsprognose og kapacitet 2022-2026 (se andet dagsordenspunkt) skal der først afdækkes muligheder i Skårup Skoles distrikt og i Svendborg by. Afdækningen skal tage afsæt i ramme for langsigtet plan for tilpasning af dagtilbudspladser og i justerede principper for tilpasning af dagtilbudspladser.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Sagen har ingen økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser. Tilpasning af dagtilbudspladser vil ved behov indgå som anlægstemaer til budgetforhandlinger, hvortil der beregnes en anlægs- og driftsøkonomi.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Lovgrundlag
Dagtilbudsloven § 23.
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Drøftet, idet udvalget besluttede at drøfte udkastet på et dialogmøde med forældrebestyrelserne.
Beslutningstema
Orientering om Dagplejens heldagslegestuer.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Heldagslegestuer er fysiske faciliteter, hvor 3-4 dagplejere er sammen med deres børnegrupper (ca. 12-16 børn) hele dagen. Dagplejerne mødes minimum hver anden uge i heldagslegestuerne. Kombinationen af dagplejehjem/heldagslegestue danner grundlag for kernen i Dagplejen, som er børns trivsel, læring, udvikling og dannelse i det lille og i det store fællesskab.
I Svendborg Kommune er der truffet beslutning om at kunne tilbyde heldagslegestuer i alle nærområder. Byrådet besluttede den 29. april 2014 en generel forbedring af dagplejegruppernes fysiske forhold i legestuerne. Det skete som opfølgning på kvalitetsrapporten for dagtilbudsområdet 2012-2013.
I forlængelse heraf og som led i indsatsområdet om at styrke og synliggøre Dagplejen besluttede Udvalget for Børn og Unge den 13. januar 2015, at der skulle etableres permanente heldagslegestuer i alle nærområder.
Administrationen har siden 2014 således arbejdet på at etablere permanente heldagslegestuer i alle nærområder med løbende afrapportering til det politiske udvalg. Senest blev der etableret permanent heldagslegestue i et modulhus i Sundhøj til dagplejere på Tåsinge. Med heldagslegestuen på Tåsinge er der etableret permanente heldagslegestuer i alle nærområder.
For børn, forældre og dagplejere udgør heldagslegestuerne et vigtigt element i Dagplejen. I heldagslegestuerne lærer børnene at indgå i større fællesskaber med flere børn og voksne. I heldagslegestuerne møder børnene flere pædagogiske kompetencer og andre læringsmiljøer end i dagligdagen. Heldagslegestuerne understøtter endvidere gæsteplejen idet børn, forældre og dagplejere bliver bekendt med hinanden på tværs af dagplejehjem, som bevirker at modtagelsen af gæstebørn bliver nemmere for børn, forældre og dagplejere.
I heldagslegestuerne har dagplejerne mulighed for at indgå i professionelle læringsfællesskaber, hvor dagplejerne samarbejder, videndeler og inspirerer hinanden. Heldagslegestuerne udgør således grundlaget for udvikling og vedligeholdelse af dagplejernes faglighed. Administrationen vurderer, at muligheden for at indgå i faglige fællesskaber i heldagslegestuerne er afgørende for at rekruttere dagplejere og hermed opretholde og eventuelt udbygge antallet af dagplejepladser.
Ud over at heldagslegestuerne understøtter den pædagogiske kvalitet og dagplejernes faglighed anvendes heldagslegestuerne også til mere praktiske formål. Ved ferier, almindeligt fravær og uddannelse samles nogle dagplejere i heldagslegestuerne for at håndtere gæsteplejen. I dagligdagen anvendes heldagslegestuerne og deres legepladser som udflugtsmål og samlingspunkt. I særlige tilfælde anvendes heldagslegestuerne, hvis en dagplejer skal have renoveret sit hjem, og herved ikke kan anvende hjemmet i en periode.
Herudover anvendes heldagslegestuerne til forældremøder, møder med tværfaglige samarbejdspartnere, personalemøder, fyraftensmøder og som arbejdsplads for de pædagogiske teamledere i Dagplejen.
Formålet med heldagslegestuerne er senest godkendt i MED-udvalget den 2. marts 2020 og i forældrebestyrelsen den 9. marts 2020.
Nedenfor er vist en oversigt over Dagplejens heldagslegestuer.
Nærområde | Placering | Antal dagplejere | Antal børn (ca.) |
Skårup, Oure og Vejstrup | Modulhus ved Østerdalen Skårup Børnehus | 7 dagplejere | 25 børn |
Gudme, Gudbjerg og Hesselager | Østerdalen Gudme Børnehus | 8 dagplejere | 30 børn |
Thurø | Østerdalen Thurø Børnehuse – Bergmannsvej | 14 dagplejere | 50 børn |
Tåsinge | Modulhus ved Øbakkerne Sundhøj Børnehus | 12 dagplejere | 45 børn |
Kirkeby og Stenstrup | Stenstrup Plejecenter | 12 dagplejere | 45 børn |
Ollerup og Vester Skerninge | Spiren i Ollerup | 13 dagplejere | 50 børn |
Nymark, Østre og Tved i Svendborg by | Dagplejens Hus | 18 dagplejere | 65 børn |
Nordre, Vestre og Kogtved i Svendborg by | Wandallsgården | 13 dagplejere | 50 børn |
Heldagslegestue til dagplejere på Thurø etableres i det nye børnehus på Thurø, når det står færdigt i 2024, og heldagslegestue til dagplejere i Ollerup og Vester Skerninge etableres i Øbakkerne Vester Skerninge Børnehus, når tilbygningen står færdig i 2024.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Taget til efterretning.
Beslutningstema
Orientering om dagtilbudslovens rammer for anvisning af pladser på dagtilbudsområdet og godkendelse af Svendborg Kommunes visitationskriterier på dagtilbudsområdet.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At visitationskriterier på dagtilbudsområdet godkendes uændret.
Sagsfremstilling
Dagtilbudsloven
Ifølge dagtilbudsloven har kommunerne pligt til at anvise en plads i et alderssvarende dagtilbud til alle børn i alderen fra 26 uger og indtil skolestart. Børn skal anvises plads senest tre måneder efter det tidspunkt, hvor forældre har ansøgt om en plads.
Når forældre ansøger om en plads, skal det være muligt at komme på venteliste til alle dagtilbud i kommunen. Pladsgarantien indebærer ikke en garanti for en plads i et bestemt dagtilbud, men i det omfang det er muligt, skal der tages hensyn til forældrenes ønsker. Dog må der i et kalenderår ikke anvises mere end 30 pct. af børn fra udsatte boligområder i hvert børnehus.
Børn skal anvises plads efter deres anciennitet på ventelisten. Forældre skal have mulighed for at lade barnet blive stående på venteliste til et bestemt dagtilbud, selvom barnet har fået en plads i et andet dagtilbud.
Kommunerne skal fastsætte retningslinjer for optagelse i dagtilbud ud fra de lokale behov i kommunen. Ved fastsættelse af retningslinjer kan den enkelte kommune, inden for pladsgarantiens rammer, tage hensyn til eksempelvis søskende, sammensætning af børnegruppen og børn med særlige behov.
Muligheden for at komme på venteliste til alle dagtilbud gælder også, hvis forældre ønsker en plads i en anden kommune. I forbindelse med flytning til en anden kommune har alle børn ret til at bevare en plads i et dagtilbud.
Ved manglende overholdelse af pladsgarantien skal kommunen med virkning fra det tidspunkt, hvor pladsen skulle være til rådighed, dække udgiften til en plads i en anden kommune, dække udgiften til en plads i et privat dagtilbud eller dække udgiften til tilskud til pasning af egne børn. Herudover skal kommunen hæve tilskuddet til dagtilbudspladser til mindst 78 pct. for alle børn i kommunen, indtil pladsgarantien igen kan opfyldes. Pladsgarantien overholdes, hvis fristen for en plads forlænges efter ønske fra forældrene.
Kommunerne kan ikke opsige børn, der er optaget i et dagtilbud, medmindre barnet tilbydes et andet tilsvarende dagtilbud.
Visitationskriterier på dagtilbudsområdet
Som ovenfor skrevet skal kommunerne fastsætte retningslinjer for optagelse i dagtilbud inden for pladsgarantiens rammer. Kommunerne har herved et råderum, som vedrører de mere detaljerede kriterier for anvisning af pladser. Svendborg Kommunes visitationskriterier på dagtilbudsområdet blev senest godkendt af Børne- og Ungeudvalget den 12. juni 2019.
Pladsgarantien er opfyldt, når der tilbydes en plads i et kommunalt eller selvejende dagtilbud senest tre måneder efter opskrivningsdato. Administrationen tilstræber altid at finde en plads i skoledistriktet, hvis det er i overensstemmelse med forældrenes ønske. For 0-2-årige udgør opskrivningsdatoen, den dato hvor forældre har ansøgt om en plads. For 3-5-årige udgør opskrivningsdatoen barnets to års fødselsdag.
Når forældre ansøger om en plads, er det muligt at komme på venteliste til alle dagtilbud i kommunen. Forældre har mulighed for at ønske op til tre dagtilbud. Hvis forældre ændrer behovsdato eller ønske om dagtilbud, følger barnets oprindelige opskrivningsdato automatisk med.
Svendborg Kommune anviser plads efter opskrivningsdato (anciennitet). Svendborg Kommune tilbyder den ønskede plads, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt, tilbydes en anden plads, såfremt barnet er omfattet af pladsgarantien. For 0-2-årige gælder det, at barnet kun er omfattet af pladsgarantien, hvis forældre både ønsker dagpleje- og vuggestueplads.
Hvis forældre ønsker at lade deres barn blive stående på venteliste til et bestemt dagtilbud, selvom barnet har fået en plads i et andet dagtilbud, følger barnets oprindelige opskrivningsdato automatisk med. I anvisningen af pladser sidestilles børn der har fået en plads (overflyttende børn), med børn der endnu ikke har fået en plads, som angivet i lovgivningen.
Ud over opskrivningsdato tages der en række hensyn, som betyder, at nogle børn kan få fortrinsret til en plads. Det vedrører eksempelvis børn med særlige pædagogiske behov, der er opprioriteret af kommunale fagpersoner og godkendt ved en visitation. Det gælder børn med søskende hos en dagplejer eller i et børnehus, hvor der er en ledig plads, og det gælder børn med anden etnisk baggrund end dansk, hvor der kan være særlige kulturelle og sproglige behov. Endvidere tilbydes tvillinger plads hos samme dagplejer eller i samme børnehus, hvis det er muligt.
Herudover opstår der situationer, hvor der ikke kan tilbydes bestemte pladser til bestemte børn. I Svendborg by er der flere børnehuse, hvor der dele af året ikke kan anvises vuggestueplads til børn fra en specifik årgang, da der herved på sigt ikke vil være plads til oprykning i børnehaven.
I Svendborg Kommune kan tilflyttere overføre deres opskrivningsdato fra fraflytningskommunen. Det betyder, at tilflyttende børn sidestilles med bosiddende børn, hvad angår venteliste til en dagtilbudsplads. Da tilflyttende børn ofte har en ældre opskrivningsdato og herved en højere anciennitet end bosiddende børn, der endnu ikke har fået en plads, kan det opleves som om, at tilflyttende børn begunstiges. I halvdelen af de fynske kommuner (Middelfart, Faaborg-Midtfyn, Nyborg og Kerteminde kommuner) kan opskrivningsdatoen overføres fra fraflytningskommunen. Hvis opskrivningsdatoen ikke kan overføres fra fraflytningskommunen, starter forældre ”forfra” på venteliste til en dagtilbudsplads ved tilflytning til Svendborg Kommune.
Hvis forældre ønsker at udmelde deres barn fra en plads, skal det ske med en måneds varsel til den 1. eller den 16. i måneden. Når et barn skal i børnehave udmeldes barnet automatisk af dagpleje eller vuggestue. Når et barn skal i forårsSFO udmeldes barnet automatisk af børnehave.
I den aktuelle situation med mangel på dagpleje- og vuggestuepladser imødekommes eventuelle ønsker om hurtigere udmeldelse fra kommunale eller selvejende dagtilbud. Herved kan forældre imødekommes, hvis de efter accept af en plads vælger andre løsninger for deres barn, som følge af at det ikke var muligt at tilbyde plads i lokalområdet/skoledistriktet på det ønskede tidspunkt.
Administrationen tilstræber at anvise plads i dagpleje-, vuggestue eller børnehave ca. tre måneder før, forældre har behov for, at deres barn skal starte i dagtilbud. I Svendborg Kommune starter børn i børnehave pr. den 1. i den måned, hvor barnet fylder tre år. Der er mulighed for at et barn kan starte i børnehave en måned tidligere eller en måned senere. I de tilfælde hvor et barn vil have mange skift på kort tid (ved tilflytning til kommunen eller dagplejers fratrædelse, barselsorlov, uddannelsesorlov eller langtidssygemelding) kan et barn starte i børnehavehave tre måneder tidligere, hvis forældre ønsker det.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Dagtilbudslovens § 23-29.
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Godkendt.
Beslutningstema
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget skal træffe beslutning om model for afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse fremover.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget træffer beslutning om hvilken model, der anvendes til kommende afdækninger af normeringer
- at resultatet af afdækningen fremlægges på dialogmødet den 3. november 2022 inden politisk behandling på Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets møde den 9. november 2022
- At der samles op på erfaringerne med afdækningen og den anvendte metode i 2024 med henblik på evt. justeringer og vurdering af behov for videreførsel
Sagsfremstilling
På dialogmøde d. 31.3.2022 med forældrebestyrelser og bestyrelser i kommunale og selvejende dagtilbud blev der drøftet tre forskellige modeller til, hvordan afdækning af normeringer fremover kan gribes an. Modellerne var udarbejdet på baggrund af input fra dagtilbudsledere, pædagogiske teamledere, tillidsrepræsentanter og forældrebestyrelsesformænd/bestyrelsesformænd.
Drøftelsen foregik i forlængelse med tidligere opgørelser af normeringer i 2019 og 2021 og med afsæt i beslutning i udvalget d. 2.3.2022.
Formålet med en afdækning af normeringer er overordnet at belyse serviceniveau og kvalitet i dagtilbuddene ud fra antal børn pr. ansat pædagogisk medarbejder. Afdækningen kan anvendes i politiske drøftelser af området samt lokalt til drøftelse af, hvordan medarbejderressourcerne anvendes mest hensigtsmæssigt henover dagen, ugen, året m.m.
Modellerne bygger ovenpå hinanden, således at model 2 også rummer model 1, og model 3 også rummer model 1-2.
Model 1: Opgørelse pba. lovgivningen om minimumsnormeringer
Folketinget vedtog den 21.12. 2021 en ændring af dagtilbudsloven, hvor det fremgår at der indføres minimumsnormeringer fra 2024. Loven udmønter dele af landspolitisk aftale om minimumsnormeringer af 5.12. 2020.
Fra januar 2024 skal der således være minimum én pædagogisk medarbejder til tre 0-2-årige (til og med den måned hvor barnet fylder tre år) og minimum én pædagogisk medarbejder til seks 3-5-årige (indtil start i forårsSFO/skole).
Opgørelsesmetoden der anvendes er Danmarks Statistiks normeringsstatistik, som er baseret på regnskabstal. Der tages dog højde for hvornår børn indmeldes i børnehave jævnfør ovenstående afgrænsning, ledere indregnes med en vægt på 0,85 og medarbejdere ansat for statslige puljer til social normering indregnes ikke. Normeringen opgøres årligt og som et gennemsnit på kommuneniveau. Aftalepartierne sigter dog mod at opgørelsen på sigt kan ske på institutionsniveau bl.a. ved etablering af et fælles landsdækkende dagtilbudsregister, som kommunerne skal melde normeringstal ind i.
Svendborg Kommune modtager opgørelsen en gang om året i august/september.
Model 2. Cases fra børnehuse + opgørelse pba. lovgivningen om minimumsnormeringer
Modellen rummer model 1 plus cases fra børnehuse.
I 2019 og 21 blev der udarbejdet cases, der viser det konkrete antal børn og medarbejdere i børnehuse på forskellige tidspunkter af dagen i en udvalgt uge.
Hvis model 2 vælges, foreslås det, at der bygges videre på den anvendte metode fra 2019 og 2021 med følgende justeringer:
- Medarbejderes tid til andet arbejde opgøres.
- Casene vises med og uden resurseindsatser
- Casene udarbejdes en gang om året i september, som har det mest gennemsnitlige børnetal, og skal omfatte to uger
- Der udarbejdes cases i fem børnehuse – de tre fra afdækningen i 2019 og 2021 og to yderligere i Svendborg by (herunder evt. et børnehus med resursepladser)
Lovgivning om minimumsnormeringer samt den anvendte budgetmodel i Svendborg Kommune, betyder at ressourceniveauet er forholdsvist ens i sammenlignelige børnehuse. Men ressourcerne kan anvendes forskelligt i børnehusene, bl.a. via medarbejdersammensætningen og forskellig normering hen over dagen m.m. Cases giver viden om den lokale anvendelse i praksis.
Model 3: Beregnede normeringer ud fra Svendborg-kriterier + cases fra børnehuse + opgørelse pba. lovgivningen om minimumsnormeringer
Modellen rummer model 1 og 2 plus en beregning af normeringer i alle børnehuse ud fra Svendborg-kriterier som supplement til Danmarks Statistiks opgørelse.
Det indebærer, at der en gang om året i september beregnes lokale normeringer for alle børnehuse med afsæt i den hidtil anvendte metode, hvor der desuden tages højde for
- Medarbejderes tid til andet arbejde med anvendelse af BUPL’s metode hvor medarbejderes tid til andet arbejde fratrækkes svarende til 11,3 pct.
- Med og uden resurseindsatser
Generelt
Input fra drøftelserne af modellerne på dialogmødet d. 31.3. er samlet op i et pointe-papir fra hvert bord, der rummer de hovedsynspunkter der blev fremsat ved hvert bord. Pointe-papiret er vedlagt som bilag.
Det foreslås at resultatet af afdækningen fremlægges på dialogmødet den 3. november 2022 inden politisk behandling på Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets møde den 9. november 2022.
Administrationen bemærker, at der er et ikke uvæsentligt tidsforbrug i børnehusene og administrationen ved udarbejdelse af cases og beregninger udover hvad der modtages fra nationalt niveau (model 2 og 3).
På baggrund af de sideløbende nationale initiativer til opgørelse af minimumsnormeringer foreslås det, at der samles op på erfaringerne med afdækningen og den anvendte metode i 2024 med henblik på evt. justeringer og en vurdering af behovet for at fortsætte.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Dagtilbudsloven
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Udvalget besluttede model 3 i september 2022 og godkendt fremlæggelse i november 2022. Der samles op på afdækningen på udvalgets møde i november.
Beslutningstema
Drøftelse af input til den kommende Rammeaftale 2023-2024 for det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet.
Indstilling
Direktionen indstiller:
- At udvalget drøfter henvendelsen fra KKR Syddanmark med udgangspunkt i spørgsmålene og kommer med input til rammeaftalen 2023-2024 inden udgangen af april 2022.
Sagsfremstilling
Resumé
KKR Syddanmark inviterer udvalg på socialområdet i de 22 syddanske kommuner og Region Syddanmark til at bidrage med perspektiver og temaer til Rammeaftalen for 2023-2024. Rammeaftalen for det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet dækker både børneområdet og voksenområdet.
Baggrund
Kommunerne og Region Syddanmark bærer ansvaret for koordineringen af det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet i henhold til BEK nr. 1298 af 03/09/2020 Bekendtgørelse om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde.
I forbindelse med dette arbejde udarbejdes der hvert andet år en toårig rammeaftale, som godkendes af kommunalbestyrelserne og Regionsrådet. Rammeaftalen er kommunalbestyrelsernes og Regionsrådets redskab til at styre den faglige udvikling, kapacitet og økonomi på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet. Rammeaftalen består af en udviklingsdel og en styringsdel. Udviklingsdelen sætter fokus på politisk valgte temaer og sætter retning for faglig udvikling, styring og koordinering af de kommunale og regionale tilbud. Styringsdelen beskriver rammerne for køb og salg af pladser mellem kommunerne og mellem kommunerne og regionen, hvordan taksterne for tilbuddene udregnes samt andre regler for køb og salg af tilbud og ydelser.
Lokale drøftelser af bidrag til rammeaftalen 2023-2024
På denne baggrund opfordrer KKR Syddanmark til lokale drøftelser af behov og udfordringer på det specialiserede socialområde og udvikling af området. Drøftelserne kan tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:
- Hvad er vigtigt, og hvad optager os på den tværkommunale og tværsektorielle bane?
- Hvad skal vi samarbejde om fremadrettet?
- Hvilke udviklingstiltag skal rammeaftalen fokusere på?
- Hvilke mål sætter vi for fremtidens socialområde i Syddanmark?
Der opfordres til at have fokus på såvel kortsigtede og langsigtede perspektiver.
Proces
De lokalpolitiske bidrag samles og danner grundlag for en samlet prioritering i forbindelse med formuleringen af Rammeaftale 2023-2024.
Tidsplan for arbejdet med Rammeaftale 2023-2024
Februar 2022-april 2022 | De politiske udvalg har mulighed for at drøfte udviklingen og udfordringerne på området og eventuelt bidrage med perspektiver og temaer. |
Ultimo april 2021 | Frist for indsendelse af eventuelle bidrag til arbejdet med formulering af Rammeaftale 2023-2024. |
24. juni 2022 | Rammeaftalen godkendes i Socialdirektørforum og sendes videre til KKR til godkendelse |
August - september 2022 | KKR godkender Rammeaftalen og sender den videre til godkendelse i kommunerne og Region Syddanmark |
September - november 2022 | Rammeaftalen godkendes i kommunerne og Region Syddanmark. |
November 2022 | De politiske udvalg på det sociale område deltager i KKR temadag, med fokus på det samarbejde der foregår på tværs af kommuner og region i Syddanmark under rammeaftalesamarbejdet. |
1. december 2022 | Rammeaftalen sendes til Socialstyrelsen og offentliggøres på kommunernes og Region Syddanmarks hjemmesider. |
I 2020 bidrog socialudvalg i kommuner og region i Syddanmark også med forslag til den overordnede politisk strategiske retning for rammeaftalen og med konkrete temaer til rammeaftalen for 2021-2022. Vedlagt er en opsamling på aktiviteter igangsat af Socialdirektørforum siden 2020.
Den nuværende Rammeaftale, gældende for 2021-2022, kan findes her.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
Lovgrundlag
BEK nr 1298 af 03/09/2020 – Bekendtgørelse om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde.
Tilføjelse til mødet den 05-04-2022 i Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget
Efter aftale med Fælleskommunalt Socialsekretariat Syddanmark er deadline for indsendelse af bidrag rykket til primo maj 2022.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 05-04-2022
Drøftet.
Input til temaer er, at der arbejdes videre med de tre temaer, der lå i den foregående rammeaftale.
Der var afbud fra Stina Sølvberg Thomsen (Ø).
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Drøftet og det er vigtigt, at der forsat udvikles en helhedsorienteret behandling.
Beslutningstema
Godkendelse af lejekontrakt med Svendborg Almennyttige Boligforening for et midlertidigt børnehus for ukrainske børn.
Indstilling
Direktionen indstiller til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At administrationen bemyndiges til at indgå en lejekontrakt med Svendborg Almennyttige Boligforening til etablering af midlertidigt børnehus for ukrainske børn med forbehold for, at bygningen kan anvendes til formålet.
Sagsfremstilling
I forbindelse med krigen i Ukraine forventer regeringen p.t., at Danmark vil modtage 100.000 flygtninge fra Ukraine, hvoraf omtrent halvdelen forventes at være børn i dagtilbuds- og skolealderen.
De ukrainske flygtninge placeres af Udlændingestyrelsen i de enkelte kommuner ud fra en fordelingsnøgle, hvor Svendborg i dette tilfælde vil modtage ca. 1.250 personer fordelt på alle aldersgrupper.
Pladsgarantien på dagtilbudsområdet gælder også ukrainske børn, dvs. kommunen er forpligtet til at tilbyde en dagtilbudsplads til ukrainske børn på lige fod øvrige børn. Det er forventningen, at hovedparten af de ukrainske forældre vil søge arbejde og at den del, der evt. ikke går på arbejde vil skulle gå på sprogskole.
Samtidig er antallet af nødvendige pladser på dagtilbudsområdet i forvejen under betydeligt pres på grund af det stærkt stigende antal 0-5 årige i kommunen fra 2022 og fremad, hvilket skyldes tilflytning og et øget antal fødsler. På dagtilbudsområdet er der indtil videre tilvejebragt i alt 318 pladser frem mod 2024 ved at øge antallet af pladser i eksisterende lokaliteter, ved ny- og tilbygninger samt løbende rekruttering til daglejen.
Uagtet disse tiltag er der aktuelt et løbende pres på at kunne overholde pladsgarantien fra måned til måned, og det forventes at der til budget 2023 fremlægges yderligere et anlægstema med henblik på dette. På Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets møde d. 4. maj 2022 fremlægges ny ”Børnetalsprognose og kapacitet” samt ”Rammer for en langsigtet kapacitetsplan på dagtilbudsområdet”. Der er ikke taget højde for tilkommende ukrainske børn i disse sager.
Samlet set betyder de eksisterende kapacitetsudfordringer, at der for nuværende kun vil være plads til et fåtal tilkommende ukrainske børn i de almindelige dagtilbud.
Administrationen har derfor vurderet, at der er behov for at etablere et midlertidigt børnehus målrettet særligt ukrainske børn. Der har ligeledes været orienteret om det forberedende arbejde med etableringen i Svendborg Kommunes Ukrainestab.
Der har på den baggrund været dialog med Svendborg Almennyttige Boligselskab om at indgå et lejemål frem til 30. april 2025 på ejendommen Byparken 45, 5700 Svendborg, der tidligere husede det selvejende dagtilbud Børnegården Byparken. Børnegården Byparkens bestyrelse nedlagde sig selv i 2020 og huset står tomt.
Der har sideløbende været en dialog og positive tilkendegivelser fra erhvervslivet omkring forskellige donationer til etablering ude- og indemiljøer i det midlertidige børnehus til ukrainske børn.
Det midlertidige børnehus oprettes under navnet Børnehuset Skovparken og vil organisatorisk høre under dagtilbudsområdet Sundbyøster. Børnehuset kan anvendes til op til 14 vuggestuebørn og 55 børnehavebørn og forventes opstartet ultimo maj 2022.
Lejekontrakten løber til senest ultimo april 2025. Fra januar 2025 er dagtilbud beliggende i det udsatte boligområde Skovparken/Byparken ikke længere omfattet af den nuværende dispensation fra at skulle tilbyde en anden plads uden for området til børn, der anvises plads i området. Svendborg Kommune modtog dispensationen af Børne- og Undervisningsministeriet med virkning fra 1. januar 2020. Der arbejdes derfor på at kunne tilvejebringe plads til de ukrainske børn, der stadig befinder sig i kommunen, inden for den almene dagtilbudsstruktur frem mod 2025.
Da det præcise antal ukrainske børn i dagtilbudsalderen, der ankommer til Svendborg Kommune, ikke kendes vil børnehuset også kunne anvendes som midlertidig buffer for øvrige dagtilbudspladser, hvis der skulle vise sig ikke at være brug for det i fuldt omfang til ukrainske børn. Der vil så vidt muligt blive taget højde for en evt. bufferkapacitet i forbindelse med færdiggørelsen af anlægstemaer til budget 2023.
På grund af de igangværende dialoger med interessenter og samarbejdsparter og tidspres i forhold til etablering fremsendes sagen på en tillægsdagsorden.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Det forventes at udgift forbundet med lejemålet er på ca. 0,6 mio. kr. i 2022 stigende til ca. 0,7 mio. kr. i 2023 og 2024 og ca. 0,3 mio. kr. i 2025. Udgifterne indeholder alene husleje, depositum samt de bygningsmæssige driftsudgifter.
Hvis udlejer har udgifter forbundet med indretningen af lejemålet, vil disse udgift blive tillagt huslejen og forøge de årlige udgifter.
Huslejen og de bygningsmæssige driftsudgifter vil indgå under udgifter afledt af Ukraine og finansieringen vil skulle findes i forbindelse med budgetopfølgningen og når kommuneaftalens bidrag til finansiering foreligger medio 2022.
Såfremt pladserne alternativt bruges på almindeligvis, vil finansieringen heraf skulle indgå i forbindelse med budgettema om flere dagtilbudspladser jf. børnetalsprognosen eller findes under den nuværende driftsramme Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget - Dagtilbud.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Dagtilbudsloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Indstilles og det opfordres til at afsøge mulighederne for et kortere opsigelsesvarsel.
Karl Magnus Bidstrup (A) var fraværende.
Sagsfremstilling
Udvalgsformanden:
Udvalgsmedlemmerne:
Direktøren:
- Status vedrørende ukrainske børn og unge
- Kommende større sager
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022
Taget til efterretning.
Karl Magnus Bidstrup (A) var fraværende.