Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget
Referat • 6. november 2024 kl. 15.30
Indhold
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Punkt 10 behandles efter punkt 5.
Dagsorden godkendt.
Beslutningstema
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget orienteres om afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud, som er foretaget i efteråret 2024.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At orienteringen om afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget besluttede den 9. november 2022, at der skal foretages afdækning af normeringer i 2024, som er første år med krav om minimumsnormeringer. Der blev ligeledes foretaget afdækning af normeringer i 2019, 2021 og 2022. Afdækningen i 2024 består af fire elementer:
- Danmarks statistiks normeringsopgørelse
- Beregnede normeringer
- Cases i fem børnehuse
- Personalesammensætning
Afdækningen fremgår nedenfor og er uddybet og suppleret med yderligere materiale i vedhæftede bilag: Afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud i Svendborg Kommune 2024.
Danmarks statistiks normeringsopgørelse
Danmarks Statistiks normeringsopgørelse anvendes som opgørelsesmetode i vurderingen af, om kommunerne lever op til kravet om, at der fra 2024 skal være minimum én pædagogisk medarbejder til tre 0-2-årige og minimum én pædagogisk medarbejder til seks 3-5-årige.
Ifølge den seneste normeringsopgørelse, som tager afsæt i kommunernes regnskab 2023, og som offentliggøres den 30. oktober 2024, har Svendborg Kommunes kommunale og selvejende dagtilbud 2,8 vuggestuebørn og 5,5 børnehavebørn pr. pædagogisk fultidsmedarbejder i 2023. I 2023 lever Svendborg Kommune således op til kravet om minimumsnormeringer, som først er gældende fra 1. januar 2024.
Beregnede normeringer
Nedenfor er angivet, hvad der skal til for, at der på børnehusniveau er én pædagogisk medarbejder til tre vuggestuebørn og én pædagogisk medarbejder til seks børnehavebørn når henholdsvis ledelse og vikartimer, tid til andet arbejde og budget til resurseindsatser fratrækkes:
- Når ledelse og vikartimer fratrækkes, vil en minimumsnormering medføre en udgift på 13,5 mio. kr. svarende til 31 fuldtidsnormeringer
- Når ledelse, vikartimer og tid til andet arbejde fratrækkes, vil en minimumsnormering medføre en udgift på 37,1 mio. kr. svarende til 85 fuldtidsstillinger
- Når ledelse, vikartimer, tid til andet arbejde og budget til resurseindsatser fratrækkes, vil en minimumsnormering medføre en udgift på 52,7 mio. kr. svarende til 121 fuldtidsstillinger
Nedenfor er angivet den samlede normering i 2024:
- Når ledelse og vikartimer fratrækkes, udgør den gennemsnitlige beregnede normering 3,24 vuggestuebarn og 6,47 børnehavebarn pr. pædagogisk medarbejder
- Når ledelse, vikartimer og andet arbejde fratrækkes, udgør den gennemsnitlige beregnede normering 3,65 vuggestuebarn og 7,30 børnehavebarn pr. pædagogisk medarbejder
- Når ledelse, vikartimer, andet arbejde og budget til resurseindsatser fratrækkes, udgør den gennemsnitlige beregnede normering 4,01 vuggestuebarn og 8,03 børnehavebarn pr. pædagogisk medarbejder
I vedhæftede bilag vises en opgørelse over beregnede normeringer for hvert børnehus (side 19 og 20). Årsagen til at de beregnede normeringer i 2024 varierer fra Danmarks Statistiks normeringer fra 2023 skyldes primært forskellige beregningsmetoder og sekundært forskellige årstal.
Nedenfor er angivet udviklingen i den forventede normering, når ledelse, vikartimer, tid til andet arbejde og budget til resurseindsatser fratrækkes.
- I 2025 udgør den beregnede gennemsnitsnormering 3,88 vuggestuebarn og 7,76 børnehavebarn pr. pædagogisk medarbejder
- I 2026 forventes en gennemsnitlig beregnet normering på 3,85 vuggestuebørn og 7,70 børnehavebørn pr. pædagogisk medarbejder
- I 2027 forventes en gennemsnitlig beregnet normering på 3,76 vuggestuebørn og 7,52 børnehavebørn pr. pædagogisk medarbejder.
- I 2028 forventes en gennemsnitlig beregnet normering på 3,73 vuggestuebørn og 7,45 børnehavebørn pr. pædagogisk medarbejder.
Forskelle i de enkelte år skyldes udvikling i børnetal og besparelser.
Cases i fem børnehuse
Østerdalen Gudbjerg Børnehus, Øbakkerne Kirkeby Børnehus, Vesterlunden Nordlyset, Sundbyøster 4-Kløveren og Vesterlunden Kildebækken har registreret fremmødte børn og medarbejdere i uge 39 og 40 i september og oktober 2024. Herved kan vises antal vuggestue- og børnehavebørn pr. pædagogisk medarbejder i de fem børnehuse. Østerdalen Gudbjerg Børnehus, Øbakkerne Kirkeby Børnehus og Vesterlunden Nordlyset var med i afdækningen i 2019, 2021 og 2022. Sundbyøster 4-Kløveren og Vesterlunden Nordlyset var med i afdækningen i 2022.
De fem børnehuse udgør et repræsentativt udsnit af kommunale og selvejende børnehuse i Svendborg Kommune med små og store børnehuse, børnehuse i Svendborg by og i lokalområderne, børnehuse med mange børn og familier i udsatte positioner og børnehuse med resursepladser.
De fem børnehuse har selv registreret fremmødte børn og medarbejdere. I tabel 1 til 10 i vedhæftede bilag er der for hvert børnehus og for henholdsvis vuggestue og børnehave vist en gennemsnitlig normering for én dag. Den gennemsnitlige normering er vist pr. halve time fra børnehusene åbner klokken 06.30 til børnehusene lukker klokken 16.30. Herudover er der vist en gennemsnitlig normering for hele dagen. Normeringerne i de fem børnehuse vises desuden uden medarbejders tid til andet arbejde og uden resurseindsatser. For alle fem børnehuse er der tillige angivet normeringer fra tidligere afdækninger.
Personalesammensætning 2019 - 2023
Andelen af uddannede medarbejdere er faldet fra 76,3 pct. i 2019 til 71,6 pct. i 2023. Det er primært andelen af pædagoger, som er faldet. Ifølge resursetildeling til kommunale og selvejende dagtilbud skal der være minimum 50 pct. uddannede pædagoger i hvert børnehus.
Videreførelse af afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud
Afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud præsenteres og drøftes på dialogmøde med forældrebestyrelser/bestyrelser den 14. november 2024. Efterfølgende fremlægges en sag, hvor udvalget træffer beslutning om videreførelse af afdækning af normeringer.
Der er foretaget afdækning af normeringer i 2019, 2021, 2022 og 2024. Alle fire afdækninger har bestået af Danmarks Statistiks normeringsopgørelse, beregnede normeringer og cases i udvalgte børnehuse.
Administrationen foreslår, at der i efteråret 2026 igen foretages afdækning af normeringer, men at de beregnede normeringer udgår, så afdækningen består af Danmarks Statistiks normeringsopgørelse og cases i de udvalgte fem børnehuse.
Danmarks Statistiks normeringsopgørelse anvendes som opgørelsesmetode i vurderingen af, om kommunerne lever op til kravet om minimumsnormeringer gældende fra 1. januar 2024, og udgør derfor en væsentlig information.
I afdækning af normeringer i 2022 og 2024 viser de beregnede normeringer for alle kommunale og selvejende børnehuse og casene samlet set en nogenlunde ensartet normering for vuggestue- og børnehavebørn. Casene udgør en vigtig ledelsesinformation for de fem børnehuse og for det samlede dagtilbudsområde, da de viser en normering for vuggestue- og børnehavebørn hen over hele dagen samt forskelle imellem f.eks. børnehuse i Svendborg by og i lokalområderne.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Lovgrundlag
Dagtilbudsloven.
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Taget til efterretning.
Beslutningstema
Budgetopfølgning pr. 30. september 2024.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At budgetopfølgningen tages til efterretning
Sagsfremstilling
Der er foretaget budgetopfølgning på Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget område pr. 30. september 2024.
Udvalgets forventede regnskab pr. 30. september udgør 1.110,5 mio. kr. Set i forhold til et korrigeret budget på 1.096,1 mio. kr. giver det et forventet merforbrug på 14,5 mio. kr., heraf mindreforbrug på 1,8 mio. kr. på overførselsudgifterne.
Serviceudgifterne udviser et forventet merforbrug på 16,2 mio. kr., der fordeler sig således:
Dagtilbudsområdet med et forventet merforbrug på 1,3 mio. kr.
Skole og Uddannelse med et forventet merforbrug på 9,0 mio. kr.
Familie, Børn og Unge med et forventet merforbrug på 5,9 mio. kr.
Såfremt Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget kompenseres for ufinansierede Ukraineudgifter på 2,9 mio. kr. vil der være et forventet merforbrug på 13,3 mio. kr., fordelt på:
Dagtilbudsområdet med et forventet merforbrug på 1,3 mio. kr.
Skole og Uddannelse med et forventet merforbrug på 6,0 mio. kr.
Familie, Børn og Unge med et forventet merforbrug på 5,9 mio. kr.
På Skoleområdet skyldes den forventede merudgift hovedsageligt merudgift på skolerne, flere segregerede elever, Ukraineudgifter samt merforbrug på mellemkommunale betalinger og befordring af skoleelever.
På dagtilbudsområdet skyldes merforbruget hovedsaligt merforbrug på dagplejen samt Vesterlunden.
I Familie, Børn og Unge er der primært en forventet merudgift i Familieafdelingen på anbringelser og forebyggende foranstaltninger og på merudgift på Bykollegiet under CSV.
Overførselsudgifterne udviser et mindreforbrug på 1,8 mio. kr., som primært vedrører øgede indtægter på refusion af dyre sager.
Udvalgets budgetopfølgning opfylder dermed ikke kravet om en samlet balance mellem budget og regnskab.
Direktionens anbefaling:
Økonomiudvalget har besluttet, at rammestyringen udmøntes ved at evt. merudgifter inden for et budgetområde søges finansieret indenfor det pågældende fagudvalg. Evt. merudgifter ved regnskabsafslutningen inden for fagudvalget overføres til fagudvalget til efterfølgende regnskabsår.
Set i lyset af udviklingen i det forventede regnskab vedr. serviceudgifter anbefaler direktionen, at der fortsat arbejdes med tiltag til forbedring af det forventede regnskabsresultat vedr. serviceudgifter på de udfordrede områder frem mod det endelige regnskab.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Svendborg Kommune afventer afgørelse i sag om betalingsforpligtigelse for anbragt barn. Udgifterne er ikke medtaget i resultatet i budgetopfølgningen og vil forværre resultatet med hhv. ca. 3 mio. kr. i Familieafdelingen og 0,9 mio. kr. i skoleafdelingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Taget til efterretning.
Beslutningstema
Budgetforligets betydning
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Der blev den 20. september indgået budgetforlig for budget 2025 i Svendborg Kommune.
På Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets område blev der på driftsbudgettet tilpasset ift. den forventede demografiske ændring, herudover blev der afsat midler til temaerne ”Budgetløft af folkeskolens pulje til mangfoldige læringsmiljøer” og ”Uddannelsesaftaler til pædagogiske assistentelever”.
Budgetløft af folkeskolens pulje til mangfoldige læringsmiljøer:
- Vestermarkskolen/Heldagsskolen tildeles 280.000 kr. i 2025 og 105.000 kr. i årene 2026 og 2027 til udviklingsplan for de pædagogiske, didaktiske læringsmiljøer.
- Skårup Skole tildeles 280.000 kr. i 2025 og 105.000 kr. i 2026 og 2027, til afhjælpning af den økonomiske situation.
- Puljen til mangfoldige læringsmiljøer forøges med 3,4 mio. kr. i 2025, 4. mio. kr. i 2026 og 2027 og 4,2 mio. kr. i 2028 og frem. Udmøntningen af budgettet behandles på særskilt sag på nærværende dagsorden.
Forøgelsen af budgettet til uddannelsesaftaler til pædagogiske assistentelever:
- Antallet af uddannelsesaftaler øges fra 6 til 12 elever. Tema fremsendt af Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget, men budgettet ligger under Børne-, Unge og Uddannelsesudvalget).
Udfordring der ikke blev løst ifm. budgetforliget:
Implementering af et nyt kommunalt behandlingstilbud for børn og unge i psykisk mistrivsel, hvor den manglende finansiering på 1,6 mio. kr. skal findes inden for udvalgets budgetramme.
Stigende lønudgifter grundet øget uddannelsesniveau i børnehuse. Dagtilbuddene tilpasser personaleforbruget til budgettet og de lovpligtige minimumsnormeringer følges via årlige opgørelser”.
Anlæg:
På anlægsbudgettet blev der afsat 2 mio. kr. i 2025 til ”kapacitet på skolerne”, 4. mio. kr. i 2026 til ”Netværksudstyr på skolerne” og 0,3 mio. kr. i 2025 til ”understøttelse af de fysiske læringsmiljøer i Heldagsskolens udviklingsplan”.
Kapacitet på skolerne:
Der forelægges sag med tiltag for at løse kapacitetsproblemerne på skoleområdet på et kommende møde.
Netværksudstyr på skolerne:
Den forventede udgift til udskiftning af netværksudstyr på skolerne er 7,75 mio. kr., hvilket betyder, at der mangler finansiering på 3,75 mio. kr. senest i 2026.
Heldagsskolens fysiske læringsmiljøer:
Skolen vil ansøge fonde om tilskud, der sammen med bevillingen på 0,3 mio. kr. skal understøtte de fysiske læringsmiljøer på Heldagsskolen.
Kloge kvadratmeter:
I budgetforliget blev det desuden besluttet at afhænde ejendomme, hvorved der opnås besparelser på bygningsdrift. Administrationen påbegynder nu en proces med at effektuere salg af ejendomme. Der vil blive rejst en orienteringssag i de berørte udvalg.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen bemærknigner
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Taget til efterretning.
Beslutningstema
Orientering om status på Skårup Skoles økonomi.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At orientering om status på Skårup Skoles økonomi tages til efterretning
Sagsfremstilling
På Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets møde den 2. oktober 2024 tog udvalget Punkt 3 Orientering om økonomiske rammer for Skårup Skole til efterretning. Den 9. oktober 2024 var der samrådsmøde på Skårup Skole, hvor Skårup Skoles bestyrelse, skolens ledelse, Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, direktøren for Børn, Unge, Kultur og Fritid, samt Skole- og Uddannelseschefen deltog. På mødet blev Skårup Skoles økonomi- og ledelsessituation drøftet.
Denne sag er en videre orientering om status på Skårup Skoles økonomi. På mødet deltager ledelsen fra Skårup Skole og giver en uddybende orientering om status. For materiale som ligger til grund for uddybning på mødet se det vedlagte bilagsmateriale. Skolebestyrelsen på Skårup Skole orienteres på bestyrelsesmøde den 30. oktober 2024.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Folkeskoleloven.
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Taget til efterretning.
Venstre foreslog derudover at indstille til Økonomiudvalget, at Skårup Skole ved regnskabsafslutningen for den samlede kommune kompenseres for ekstraudgifter på 0,894 mio. kr. i forbindelse med lederfratrædelse.
For stemte Mette Kristensen, Mustafa Diken (V), Ib Knudsen (Ø) og Rasmus Drabe (løsg.).
Imod stemte Henrik Nielsen (C), Maria Haladyn og Karl Magnus Bistrup (A).
Forslaget blev dermed vedtaget.
Beslutningstema
Orientering om omgørelsesprocenter i Ankestyrelsens afgørelser i klagesager efter lov om social service for 2023, samt beslutning om eventuel udarbejdelse af handleplaner til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget samt Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning,
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget samt Senior-, Social- og Sundhedsudvalget indstiller, om der skal udarbejdes handleplaner til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling og
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget samt Senior-, Social- og Sundhedsudvalget videresender punktet til endelig beslutning i Kommunalbestyrelsen.
Sagsfremstilling
Ankestyrelsen er øverste administrative klageinstans for sager, der behandles efter lov om social service. Hvert år laver Ankestyrelsen opgørelser over, hvor mange klager styrelsen har behandlet for borgere i de enkelte kommuner.
På baggrund af Ankestyrelsens opgørelse offentliggør Social- og Boligministeriet medio juni tre kommuneopdelte Danmarkskort, der viser omgørelsesprocenten for klagesager efter serviceloven i 2023.
De tre kort i 2023 er følgende (note 1):
- Omgørelsesprocenter på socialområdet 2023 (Danmarkskort 1)
- Omgørelsesprocenter på voksenhandicapområdet 2023 (note 2) (Danmarkskort 2)
- Omgørelsesprocenter på børnehandicapområdet 2023 (Danmarkskort 3)
Danmarkskortet skal behandles i Kommunalbestyrelsen, jævnfør retssikkerhedslovens § 79 b.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med behandlingen tage stilling til, om der skal udarbejdes en handleplan for at styrke den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling.
Orienteringen har været i høring hos Handicaprådet, deres udtalelse er vedlagt som bilag.
Kort resume – Svendborg Kommunes hovedtal
I Danmarkskort 1, som indeholder socialområdets samlede tal, har Svendborg Kommunes omgørelsesprocent de sidste tre år holdt sig mellem 34-36%, mens det på landsplan er steget fra 31,8 til 38,5% på socialområdet.
År | Afgørelser i Ankestyrelsen (Svendborg) | Heraf omgjorte | Heraf ændret/ ophævede sager | Omgørelses-procent | Omgørelses-procent (Landsplan) |
2023 | 76 | 27 | 6 | 36 % | 38,5 % |
2022 | 78 | 28 | 7 | 36 % | 37,5 % |
2021 | 95 | 32 | 13 | 34 % | 31,8 % |
Tallene i Danmarkskort 2 og 3 er uddybet i bilaget.
Ud fra Svendborgs Kommunes hovedtal (note 3) anbefaler administrationen, at Børn & Unge-området og Voksenområdet (Social og Ældre) fortsætter med at fastholde og udvikle eksisterende handleplaner i forbindelse med sagsbehandlingsarbejdet. Eksisterende handleplaner i administrationen er beskrevet i dybden i tilknyttede bilag med følgende hovedpunkter:
Social og Ældre:
- At fastholde og styrke den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling.
- At have et generelt øget fokus på belysning af sagerne, jf. konklusionerne fra Handicapbarometret 2023.
- At have fokus på kvalitetssikring af afgørelser.
- At have fokus på samarbejdet med borgerne i sagsbehandlingsprocessen.
- At have fokus på helhedsorienteret sagsbehandling.
- At følge principafgørelserne i Ankestyrelsen tæt.
Børn og Unge:
- At styrket inddragelse af barnet/ den unges stemme i sagsbehandlingen.
- At styrke familiens oplevelse af indflydelse på egen sag, og de beslutninger der bliver taget i deres sag.
- At styrke det tværfaglige samarbejde, ved nye samarbejdsfora.
- At styrke dokumentationspraksis i DUBU.
- At følge alle afgørelser fra Ankestyrelsen tæt, med fokus på læring og justeringer af praksis.
- At have fokus på at vejlede borgerne i deres klageret.
Slutnoter:
Note 1: Se uddybet beskrivelse i bilag.
Note 2: Ministeriet har valgt at have fokus på 4 paragraffer (§95, §96, §97 og §100) på Danmarkskortet på voksenområdet. Derfor vises omgåelsesprocenten kun inden for disse 4 paragraffer på dette kort.
Note 3: Hovedtallene uddybes i bilaget og kan altid ses via udtræk fra Ankestyrelsens talportal.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Lovgrundlag
Retssikkerhedsloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 05-11-2024
Taget til efterretning. Udvalget godkender at Voksenområdet (Social og Ældre) fortsætter med at fastholde og udvikle eksisterende handleplaner i forbindelse med sagsbehandlingsarbejdet.
Punktet videresendes til endelig beslutning i Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Taget til efterretning.
Udvalget indstiller, at der arbejdes videre med de allerede udarbejde handleplaner.
Punktet indstilles til endelig behandling i Kommunalbestyrelsen.
Beslutningstema
Beslutning om udmøntning af puljemidler til Mangfoldige læringsmiljøer i Budget 2025.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget godkender udmøntning af puljemidler til Mangfoldige læringsmiljøer i Budget 2025
Sagsfremstilling
I budget 2025 er der afsat midler til løft af pulje til mangfoldige læringsmiljøer:
1.000 kr. | 2025 | 2026 | 2027 | 2028 |
Løft af pulje til mangfoldige læringsmiljøer | 3.640 | 3.990 | 3.990 | 4.200
|
Der har i skoleåret 2023-2024 været nedsat en følgegruppe ift. arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer. Denne peger på, at et vedvarende fokus og en samtidig bevægelse mod en mere ensartet tilgang på skolerne er nødvendig for at skabe forandring. For at forandringen sker, anbefaler følgegruppen, at der arbejdes fælles og samtidigt med kompetenceudvikling, strukturer og rammer, samarbejdsrelationer og værdier. Det betyder i praksis, at der med et budgetløft af puljen vil være et større råderum til fleksibelt at målrette og tilpasse undervisningen og rammerne til den specifikke elevgruppe i et læringsmiljø.
Skolerne har forskellige elevgrundlag og forskellige vilkår. Derfor foreslår administrationen, at midlerne udmøntes i to spor. Et skolespor og et centralt spor.
I skolesporet foreslås det, at midlerne anvendes til:
- Didaktiske og pædagogiske tiltag i klasserne
- Forebyggende indsatser
- Styrkelse af overgange for elever – fra overgang til sammenhæng
- Kompetenceløft af lærere og pædagoger
I forbindelse med udmøntningen skal skolerne beskrive, hvordan de lokalt vil anvende midlerne. Skolernes anvendelse indgår som tema i skoleudviklingssamtalerne i foråret 2025. Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget vil blive orienteret om anvendelsen og effekterne i forbindelse med tilbagemelding på skoleudviklingssamtaler.
I det centrale spor foreslås det, at midlerne f.eks. anvendes til:
- Særlige forebyggende eller indgribende indsatser på skolerne, hvor skolernes egne og tværgående handlemuligheder er afprøvet.
- I et skoleperspektiv vil dette åbne for flere typer af indsatser i særlige tilfælde
- Eksempler kunne være:
- Indsatser i regi af PPR med praksisnær understøttelse og guidning i læringsmiljøerne
- Indsatser i regi af f.eks. ungdomsskolen, musikskolen m.fl. (Kultur og Fritid)
- Frikøb af specialpædagogiske ressourcer f.eks. fra specialiserede tilbud: Byhaveskolen, Centerafdelingen m.fl. til understøttelse og udvikling af undervisning – didaktik og metoder i det almene område
- Indsatser med inddragelse af eksterne tværfaglige samarbejdspartnere, som kan bidrage til en samlet plan for barnet/den unges videre forløb – f.eks. gennem samarbejde med foreningslivet m.fl.
- Indsatser vedr. forebyggelse og indgriben i forhold til specifikke udfordringer – f.eks. som GirlTalk
- Målrettet ekstra kompetenceudvikling ved særlige indsatser på baggrund af skolens behov
Indsatserne vil være midlertidige og kan skifte over tid.
Det foreslås at midlerne til skolesporet og det centrale spor disponeres således:
1.000 kr. | 2025 | 2026 | 2027 | 2028 |
Skolespor | 3.140 | 3.140 | 3.140 | 3.140 |
Centralt spor | 500 | 850 | 850 | 1.060 |
|
|
|
|
|
Samlet | 3.640 | 3.990 | 3.990 | 4.200 |
Det foreslås at midlerne til skolesporet fordeles efter elevtal i almenklasser.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Med opdelingen i en skolepulje og en central pulje vurderer administrationen sammen med skoleledergruppen, at man i højere grad vil kunne skabe bedre forebyggende, indgribende og aktuelle indsatser, som kan være med til at styrke almenområdet og nedbringe udgifterne på segregering.
Det vurderes, at der vil være et større råderum til fleksibelt at målrette og tilpasse undervisningen og rammerne til den specifikke elevgruppe i et læringsmiljø.
Det bemærkes, at der ved budgetopfølgningen pr. 30/9 forventes et underskud på puljen til mangfoldige læringsmiljøer på 3,4 mio. kr. i 2024. I 2025 forventes der på baggrund af segregeringen i 2024 et samlet underskud på 7,8 mio. kr. eksklusiv det overførte underskud for 2024. Det betyder, at det samlede forventede underskud for 2025 er på 11,2 mio. kr.
Indsatsen på baggrund af midlerne fra budgetforliget forventes at resultere i, at det forventede underskud på 11,2 mio. kr. i 2025 reduceres.
Puljen til mangfoldige læringsmiljøer er en samlet pulje. Det vil sige, at når udgiften til segregerede elever falder, så falder den udgift, der skal finansieres af midlerne til mangfoldige læringsmiljøer på almenområdet herunder skolerne.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Folkeskoleloven
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Godkendt, idet udvalget ønsker at første dot i skolesporet formuleres som ”didaktiske, pædagogiske og specialpædagogiske tiltag i klasserne”.
Beslutningstema
Nøgletal for Familieafdelingen på lovbestemte områder jf. Barnets lov
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget godkender forslag til nøgletal for Familieafdelingen
- At nøgletal præsenteres to gange årligt, i forbindelse med budgetopfølgningen.
Sagsfremstilling
På mødet i Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget den. 2 oktober 2024, fik udvalget forelagt tilgængelige data for Familieafdelingen. Udvalget tog data til efterretning og anmodede om afrapportering på data der kan påvise om Familieafdelingen overholder lovgivningen jf. Barnets Lov.
Administration har udarbejdet forslag til rapportering af nøgletal for Familieafdelingen, som foreslås forelagt udvalget i forbindelse med budgetopfølgninger pr. 31.03 og 30.09.
Data vil indeholde temaer indenfor følgende overskrifter:
- Sagsoplysninger
- Underretning
- Screening
- Afdækning
- Børnefaglig undersøgelse
- Inddragelse af barnet/den unge (Erstatter tidligere børnesamtaler i Serviceloven)
- Barnets plan/ungeplan (Erstatter tidligere handleplaner i Serviceloven)
- Afgørelser
- Støttende indsatser
- Anbringelser
- Ansøgninger
- Ungdomskriminalitetsnævnet
- Overgang til voksenlivet
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Lovgrundlag
Barnets lov
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Godkendt.
Beslutningstema
Beslutning om flytning af 10. klassecentret fra Vestre Skole til Nymarkskolen.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen, at forslaget om flytning af 10. klassecentret sendes i høring i perioden 27. november 2024 til 6. januar 2025.
Sagsfremstilling
I forbindelse med budgetforlig 2025-2028 blev der afsat midler til flytning af 10. klassecentret fra Vestre Skole til Nymarkskolen på Marslevvej i 2025 grundet forventet pladsmangel på Vestre Skole.
Den fysiske flytning af 10. klassecentret anses som en ændring af skolestrukturen. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om ændringer i kommunens skolestruktur efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne ved de berørte skoler. Administrationen foreslår derfor, at Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget overfor Kommunalbestyrelsen anbefaler, at forslaget om flytning af 10. klassecentret sendes i høring hos skolebestyrelserne og MED-udvalgene på Vestre Skole og Nymarkskolen.
Vestre Skole rummer på nuværende tidspunkt 0.-6. klasse og kommunens 10. klassecenter. Antallet af klasser i elevtalsprognosen 2024 peger på, at Vestre Skole får udfordringer med kapaciteten i skoleåret 2025/2026 pga. et stigende antal børn i 0.-6.- klasse, hvor de vil mangle et klasselokale ud fra den nuværende lokaleanvendelse på skolen. Udfordringen stiger til tre klasselokaler i prognoseårene frem til 2027/2028. Jævnfør prognosen er flytningen af 10. klassecentret derfor nødvendig.
For at få plads på Nymarkskolen, Marslevvej, omlægges eksisterende lokaler til klasselokaler. Disse lokaler anvendes i dag til andre pædagogiske aktiviteter end klasselokaler.
Nymarkskolen har i dag ledelsen over 10. klassecentret, der er fysisk beliggende på Vestre Skole. En placering sammen med resten af Nymarkskolen vil skabe mulighed for sammenhæng i læringsmiljø og kompetencer i udskolingen og 10. klasse.
Administrationen gør opmærksom på, at regeringen i sit udspil ”Flere i gymnasiet” fra 8. oktober 2024, har lagt op til at 10. klasse på folkeskolerne integreres i etableringen af et nyt erhvervs- og professionsrettet gymnasieforløb (epx). I udspillet fremgår det, at det er regeringens mål, at de første unge kan starte på de nye gymnasieforløb i august 2030.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er i forbindelse med budgetforliget afsat midler til flytningen af 10. klassecentret i budget 2025.
Nymarkskolen tildeles via tildelingsmodellen et matrikeltillæg på baggrund af placeringen af 10. klassecentret på Vestre Skole. Flyttes 10. klassecentret til samme matrikel som Nymarkskolen, bortfalder matrikeltillægget til Nymarkskolen på 709.521 kr. Midlerne tilfalder Skole og Uddannelses samlede ramme.
Lovgrundlag
Folkeskoleloven.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Indstilles.
Beslutningstema
Drøftelse vedr. befordring af elever på Outdoor-linjen på Stokkebækskolen
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget drøfter sagen
Sagsfremstilling
En forælder har henvendt sig d. 11. august 2024 grundet ændringer i den regionale busrute mellem Svendborg og Nyborg. Henvendelsen er også tilgået Fynbus. Ruteændringerne var i offentlig høring i efteråret 2023, som kommunerne på Fyn og Langeland var en del af. For uddybning af svar fra Fynbus se bilag 1. Forælderen gør opmærksom på en øget transporttid for de af Stokkebækskolens outdoor-linjeelever, der benytter ruten til og fra skole. Eleverne er udsko-lingselever. Ud af 31 elever, der har fået bevilliget et skolekort for skoleåret 24/25, vurderer skolen, at det drejer sig om ca. 25 elever.
Befordringen til elever på linjerne blev behandlet Børne- og Ungeudvalget 02-12-2020. Der fremgik af sagen at:
- Der er i Folkeskoleloven mulighed for at tilbyde hel eller delvis befordring, såfremt kommunen ønsker at fremme et frit skolevalg eller søgemønster, som ved optagelse på udskolingslinjerne.
- Den forventede udgift i 2021 er på ca. 42.000 kr. stigende til ca. 119.000 kr. fra 2023 og frem. Det foreslås, at de forventede udgifter finansieres inden for Skole og Uddannelses samlede ramme.
- Direktionen indstillede, at alle elever bosiddende i Svendborg Kommune tilbydes befordring med offentlig transport efter gældende regler, hvis de bliver optaget på udskolingslinjerne: Sciencelinjen, Verdenslinjen og Sportsklasserne fra og med 1. august 2021. Udvalget godkendte indstillingen.
Sagen er vedlagt i bilag 2.
Udgiften til kørselsberettigede elever på alle udskolingslinjer varierer fra år til år. Udgiften for de to seneste år fremgår herunder:
Årstal | Beløb |
2023 | 54.686 kr. |
2024 | 103.728 kr. |
For uddybende notat vedr. befordring af linjeskolelever fra Svendborg by til Stokkebækskolens afd. Gudme se bilag 3.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Befordringsudgiften pr. skolekort til en outdoorlinjeelev er 2415 kr. pr. år. Udgiften er dækket af befordringsgodtgørelse i Skole og Uddannelse. Der er lige nu 31 elever, der har fået bevilliget et skolekort for skoleåret 24/25 på denne specifikke udskolingslinje.
Fynbus har oplyst til Svendborg Kommune, at transport af 26-40 elever i ordinær buskørsel med ekstern leverandør, vil koste cirka 1 million om året.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Folkeskoleloven
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Punktet blev behandlet efter punkt 5.
Drøftet.
Venstre foreslog, at udgiften til bustransport ved Viking Busser mellem Hesselager og Gudme afholdes af udvalgets ramme resten af skoleåret 2024/25.
For stemte Mette Kristensen, Mustafa Diken (V) og Ib Knudsen (Ø).
Imod stemte Henrik Nielsen (C), Maria Haladyn og Karl Magnus Bistrup (A) og Rasmus Drabe (løsg.)
Forslaget blev ikke vedtaget.
Beslutningstema
Godkendelse af administrationens deltagelse i partnerskab med KL og Børne- og Undervisningsministeriet om styrket samarbejde om unge
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At udvalget godkender administrationens deltagelse i partnerskab med KL og Børne- og Undervisningsministeriet om styrket samarbejde om unge
Sagsfremstilling
KL udbyder i samarbejde med Børne- og Undervisningsministeriet et partnerskab for kommuner, som ønsker at styrke den lokale indsats over for de unge, der afbryder deres uddannelse uden et alternativ, og dermed på sigt mindske antallet af unge, der ender i gruppen uden uddannelse og job i længere tid.
I partnerskabet vil der være fokus på følgende temaer:
- Fortættet samarbejde mellem kommunerne, ungdomsuddannelser samt FGU mfl. for at styrke indsats med unge
- Inddragelse af unge mhp. at inddrage deres perspektiv i samarbejdet og dialogen med de unge
- Arbejdet med data som fælles afsæt for indsatser
- Målgruppevurdering, uddannelsesplan og forløbsplan.
Som en del af partnerskabet vil der både være oplæg, facilitering og sparring fra relevante videnspersoner, kommuner samt mulighed for videndeling mellem kommuner. Yderligere er der mulighed for at få understøttelse af kommunens lokale arbejde med prøvehandlinger inden for KUI-området, herunder planlægning, afprøvning og evaluering af konkrete tiltag. Der vil også være fokus på at styrke arbejdsgange og forståelse med lokale samarbejdspartnere om opgaver og ansvar i og omkring KUI. Det er målet, at partnerskabet skal munde ud i en række anbefalinger til styrket samarbejde om unge, som skal afleveres til det politiske niveau på Christiansborg.
KL vil indledningsvist gå i dialog med Svendborg Kommune inden opstart for at tilrettelægge forløbet, så det bedst imødekommer Svendborg Kommunes ønsker og behov. I Svendborg Kommune arbejdes der aktuelt med forskellige tilgange til styrkelse af KUI-indsatsen, f.eks. via forstærket samarbejde med FGU Syd- og Midtfyn samt via dialog med den sociale investeringsfond om investeringsprojekt på ungeområdet. Med partnerskabet kan der opnås mulighed for at få styrket og understøttet de eksisterende indsatser yderligere. Ligeledes vil partnerskabet danne grundlag for at kunne medvirke til at tegne en ønsket national udvikling på ungeområdet.
Hver kommune kan deltage med op til 5 personer. Deltagelsen vil ske i et samarbejde mellem Familie, Børn og Unge samt Borger og Arbejdsmarked. Familie, Børn og Unge vil via leder af UU-Sydfyn have det koordinerende ansvar for deltagelsen i partnerskabet.
Det er en forudsætning for deltagelse i partnerskabet, at der er politisk opbakning hertil. Punktet sendes til orientering ved Borger og Arbejdsmarked.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Deltagelse i partnerskabet er uden deltagergebyr. Kommunerne skal selv finansiere medarbejdertimer, som forbruges i forbindelse med partnerskabet.
CO2-Konsekvensvurdering
Deltagelse i partnerskabet vil medføre længerevarende transport til f.eks. København, som ikke ellers ville være blevet foretaget. Transporten kan dog planlægges via offentligt transportmiddel eller samkørsel, og på denne måde nedbringe de samlede CO2-konsekvenser.
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Godkendt.
Beslutningstema
Godkendelse af Rammeaftalen 2025-2026
Indstilling
Direktionen indstiller:
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget samt Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkender Rammeaftale 2025-2026.
Sagsfremstilling
Baggrund
Kommunerne bærer ansvaret for koordineringen af det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet. I forbindelse med dette arbejde udarbejdes der en Rammeaftale hvert andet år, der skal godkendes af kommunalbestyrelserne og Regionsrådet. Rammeaftalen er kommunernes og regionens redskab til på tværs at styre den faglige udvikling, kapacitet og økonomi på det specialiserede social- og specialundervisningsområde.
Rammeaftalen består af en udviklingsdel og en styringsdel. Rammeaftalen er en toårig aftale.
Den lovgivningsmæssige ramme er beskrevet i Bekendtgørelse af 4. april 2024 om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde.
Indholdet i Rammeaftale 2025-2026
Der har været en politisk proces i de syddanske kommuner og i Region Syddanmark, med henblik på input til indsatsområder til Rammeaftalen 2025-2026. Der er modtaget mange relevante input fra de politiske udvalg, Handicapråd og Udsatteråd i Syddanmark.
Rammeaftalen vil for 2025-2026 indeholde følgende 5 overordnede indsatsområder:
- Borgeroplevet kvalitet
- Kvalificerede medarbejdere og faglig ledelse
- Botilbudskapacitet og økonomisk styring
- Fælles implementering af nationale tiltag
- Tværsektorielt samarbejde – specielt med fokus på psykiatrien
Nyt i styringsdelen af Rammeaftale 2025-2026.
Styringsdelen sætter rammerne for styring af økonomi- og kapacitetsudviklingen på de omfattede tilbud. Formålet med styringsdelen af Rammeaftalen er, at sikre klare spilleregler for samarbejdet mellem køber og sælger.
• Alle kommunale og regionale tilbud der sælger pladser til kommuner, er omfattet af aftalen
• Principperne i KL standardkontrakterne ligger til grund for aftaler om køb og salg af pladser
• Rammeaftalens styringsprincipper er i overensstemmelse med Barnets Lov
• De økonomiske rammer ved lukning af tilbud er præciseret og er i overensstemmelse med finansieringsbekendtgørelsen.
Proces
KKR Syddanmark godkendte den 3. september 2024 Rammeaftale 2025-2026 og sender den til endelig godkendelse i de syddanske kommuner og Region Syddanmark.
Rammeaftalen skal være indgået senest den 1. december 2024. Kommunerne og Region Syddanmark bedes senest den 1. december 2024 melde tilbage til Fælleskommunalt Socialsekretariat og offentliggøre aftalen på egne hjemmesider.
Bilag til rammeaftalen som udgør styringsdelen af rammeaftalen er vedlagt.
Rammeaftalen har endvidere været sendt til høring i Handicaprådet. Handicaprådets høringssvar vedlægges.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse nr. 378 af 4. april 2024 om rammeaftaler mv. på det sociale område og på det almene ældreboligområde.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 05-11-2024
Godkendt.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Godkendt.
Beslutningstema
Svendborg Kommune har fået tilsagn på ansøgning ved Social- og Boligstyrelsens pulje til udbredelse af familiehuse i hele landet. I Svendborg Kommune skal puljen finansiere etablering af Familiernes Hus.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Familiernes hus skal bidrage til et helhedsorienteret løft af indsatsen på småbørnsområdet, så børn, deres familier og kommende forældre sikres tidlig og kvalificeret støtte, når de får behov for det.
Formålet med Familiernes Hus, er at kommende forældre og småbørnsfamilier i Svendborg Kommune møder en helhedsorienteret og tidlig indsats.
En helhedsorienteret indsats karakteriseres bl.a. ved at en række af de tidlige og forebyggende indsatser samles og borgerne oplever én samlet indgang til hjælp og støtte til familier i målgruppen. Der samarbejdes med ABIS om en fysisk placering, hvor indsatser og fælles aktiviteter kan blive forankret og afviklet.
Formålet på organisatorisk niveau er, at styrke det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde mellem det almene, det frivillige, det specialiserede og regionens tilbud. Herigennem ønsker projektparterne at opnå en høj grad af fælles faglighed på tværs, og tilbyde familierne en helhedsorienteret, sammenhængende indsats. Der vil fagligt blive bygget ovenpå de metoder og redskaber som allerede er implementeret i dele af kommunens praksis.
Familiernes Hus vil blive udviklet i tæt samarbejde mellem følgende aktører: Dagtilbud, Sundhedsplejen, det regionale tilbud Familieambulatoriet, Den Boligsociale Helhedsplan, Familieafdelingen samt Jobcenter og UU-vejledningen. Derudover vil der blive arbejdet strategisk i et styrket samarbejde med civilsamfundsaktører. Det organisatoriske formål skal ses som en vej til at opnå ambitionerne i Børne- og ungepolitikken, og udmøntningen af Strategiplanen for Familie, Børn og Unge.
I løbet af projektperioden vil der være fokus på en omstilling af driften på tværs af områderne at udøve mere af det, der i projektet viser at have en effekt på den tidlige forebyggelse, og derved sikre muligheden for en varig forankring af projektet.
Familie, Børn og Unge er tilskudsmodtager og projektejer. Samarbejdet vil blive forankret i en styre- og arbejdsgruppe på tværs af sektorer.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Tilskuddet udgør i projektperioden fra den 01-01-2025 til den 31-12-2028 i alt
4.500.000,00 kr.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Lovgrundlag
Sundhedslov, Dagtilbudslov, Folkeskoleloven, Aktivloven samt Barnets lov
Sagen afgøres i
Børn- Unge og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Taget til efterretning.
Beslutningstema
Orientering om Familieafdelingens Arbejdspladsvurdering (APV) og personaleomsætning
Indstilling
Direktionen indstiller
- At Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
På udvalgsmødet den 2. oktober 2024, anmodede udvalget administrationen om en orientering om hvornår der senest er udarbejdet Arbejdspladsvurdering (APV) i Familieafdelingen, samt data på personaleomsætningen.
I 2021 blev der gennemført arbejdspladsvurdering i Familieafdelingen.
Handleplanerne der blev udarbejdet på baggrund af arbejdspladsvurderingen fra 2021, havde primært fokus på det fysiske arbejdsmiljø, da der på dette område blev påpeget på en række udviklingsbehov.
Derudover blev der udarbejdet team-specifikke handleplaner for trivsel og det psykiske arbejdsmiljø, opfølgningen på dette lå i de respektive teams.
Familieafdelingen besluttede på MED-møde den 09. september 2024, at iværksætte en proces omkring en dialogbaseret arbejdspladsvurdering.
Familieafdelingen ønsker at APV 2024, understøtter den forandringsproces der følger af Barnets Lov. APV 2024 bliver derfor tilrettelagt med fokus på refleksive teamsamtaler og dialog.
Familieafdelingens MED udvalg har besluttet at den dialogbaseret APV gennemføres i januar med HR som facilitator, og opfølgning i hhv. marts, juni, oktober og december 2025.
Personaleomsætning i Familieafdelingen
I tabellen nedenfor vises personaleomsætningstal inkl. sammenligningstal.
Statistikken er baseret på månedlige indberetninger med data for overenskomstansatte socialrådgivere ansat i Svendborg Kommune, samt i hele landet.
Statistikken omfatter alene ordinært ansatte.
Det er ikke muligt statistisk at afgrænse sammenligningstal kun for ansatte i sammenlignelige afdelinger (Familieafdelinger). Derfor er sammenligningstal baseret på baggrund af stillingen/overenskomsten for socialrådgivere.
Nedenstående tabel viser den øverste linje alle ansatte i Familieafdelingen Svendborg, og i linjen derunder er vist socialrådgiverne i Familieafdelingen Svendborg.
Personaleomsætning - Svendborg - maj 2024 | ||||||||||
Område | Antal personer maj 2023 | Afgang | Heraf intern afgang | Afgang til andet *) | Tilgang | Heraf intern tilgang | Tilgang fra andet *) | Antal personer maj 2024 | Netto stigning | Skiftet kommune/ region |
Familieafdelingen - Samlet antal ansatte | 69 | 20,3% | 2,9% | 0,0% | 18,8% | 4,3% | 0,0% | 68 | -1,4% | 0,0% |
Socialrådgivere - Familieafdelingen | 50 | 16,0% | 0,0% | 4,0% | 16,0% | 2,0% | 2,0% | 49 | -2,0% | 0,0% |
Socialrådgivere - Svendborg Kommune | 150 | 16,7% | 2,7% | 0,0% | 20,0% | 2,0% | 0,0% | 155 | 3,3% | 0,0% |
Socialrådgivere - Omegnskommuner | 1.267 | 14,9% | 1,8% | 0,0% | 16,3% | 2,0% | 0,0% | 1.284 | 1,3% | 2,5% |
Socialrådgivere - Hele landet | 13.219 | 11,4% | 1,3% | 0,0% | 15,2% | 2,5% | 0,0% | 13.728 | 3,9% | 6,7% |
Kilde: KRL (Kommunernes og Regionernes løndatakontor), sammenligningen er fra maj 2023 til maj 2024
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Lovgrundlag
Lov om Arbejdsmiljø
Sagen afgøres i
Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Taget til efterretning.
Udvalget ønsker fremover at få fremlagt data om personaleomsætning og sygefravær i forbindelse med nøgletal.
Beslutningstema
Orientering om møde i Uddannelsesrådet den 21. oktober 2024.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at orienteringen tages til efterretning
Sagsfremstilling
Uddannelsesrådet i Svendborg består af repræsentanter for de ti kompetencegivende uddannelsesinstitutioner i Svendborg Kommune (Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier, VUC Fyn, FGU Syd- og Midtfyn, Svendborg Søfartsskole, SIMAC, Svendborg Gymnasium, Oure Kostgymnasium, UCL, Den Frie Lærerskole og SOSU Fyn). Rådet har til formål at virke som det koordinerende og udviklende samarbejdsforum for uddannelse, kommune og erhverv med fokus på en helhedsorienteret udvikling af uddannelsesområdet i Svendborg Kommune. Der bliver holdt to-tre møder om året, heraf et fællesmøde med Erhvervsrådet.
Der blev afholdt møde i Svendborg Kommunes Uddannelsesråd den 21. oktober 2024 med følgende dagsorden:
- Velkomst
- Status på signaturprojekt ”Danmarks bedste studieby” – herunder opfølgning på budget 2025, kommunikationsindsatser og drøftelse af næste skridt
- Regeringens udspil til reform af ungdomsuddannelserne
- Evt. / Orienteringer med relevans for Uddannelsesrådet
- Afrunding
Referat fra mødet i Uddannelsesrådet vedlægges som bilag.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Taget til efterretning.
Mustafa Diken (V) deltog ikke i punktet.
Sagsfremstilling
Udvalgsformanden:
- Invitation til møde med FH Sydfyns kommuneudvalg i Svendborg kommune d. 11-12-2024
Udvalgsmedlemmerne:
- Mette Kristensen: Henvendelse fra Børnegården Ollerup om dialogmøde med private dagtilbud og private pasningsordninger.
Direktøren:
- Kommende større sager
- Videreudvikling af forårsSFO
- Henvendelse om tilsyn med hjemmeundervisning
- Transport til KL’s Børn og Unge Topmøde 2025
- Anette Friis Halmø ny dagtilbudschef fra 01-01-2025
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 06-11-2024
Taget til efterretning.
Udvalget ønskede, at der udarbejdes en sag om tilsyn med hjemmeundervisning til et kommende møde.
Mustafa Diken (V) deltog ikke i punktet.