Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget
Referat • 16. januar 2025 kl. 16.00
Indhold
Beslutning i Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget den 16-01-2025
Der var afbud fra Jesper Raymond Larsen (V), Anders Johansson (C) og Maria Haladyn (A). Som suppleant for Maria Haladyn (A). deltog Hanne Klit (A).
Dagsorden blev godkendt.
Beslutningstema
Henvendelse fra Jobbanken
Indstilling
Direktionen indstiller, at Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget tager stilling til Jobbankens henvendelse
Sagsfremstilling
I forlængelse af dialog på årets Jobcamp har Jobbanken rettet henvendelse til to af udvalgets medlemmer med tilbud om at præsentere deres arbejde for hele Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Jobbanken er en non-profit NGO, der arbejder ud fra en vision om at integrere/reintegrere psykisk sårbare førtidspensionister på arbejdsmarkedet.
Jobbanken tager udgangspunkt i den konkrete førtidspensionist og vedkommendes jobønsker, og søger og kreerer job på attraktive virksomheder.
Jobbanken samarbejder bredt med jobcentre, socialpsykiatrien, bostøtter, frivillige foreninger, væresteder mv. i mere end 60 kommuner. Jobbanken har et stort samarbejde med mange virksomheder i deres store virksomhedsnetværk, hvor de hjælper virksomhederne med at få arbejdskraft og styrke virksomhedernes sociale ansvar.
De tilbyder et gratis beskæftigelsestilbud til førtidspensionister, der har fået tilkendt førtidspension pba. psykiske omstændigheder, og som har et ønske om at opnå beskæftigelse. Samtidig tilbyder de også informationsmateriale mv. til kommunens medarbejdere.
Jobbanken har et ønske om at udbrede kendskabet til deres tilbud til flere kommuner i bl.a. Region Syddanmark og vil derfor gerne orientere udvalget på et kommende udvalgsmøde f.eks. mødet den 6. februar 2025.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
ingen
Sagen afgøres i
Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget
Beslutning i Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget den 16-01-2025
Godkendt.
Afbud fra Jesper Raymond Larsen (V), Anders Johansson (C) og Maria Haladyn (A). Som suppleant for Maria Haladyn (A) deltog Hanne Klit (A).
Beslutningstema
Orientering om afsluttende brev fra STAR
Indstilling
Direktionen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) fører årligt tilsyn med de af Beskæftigelsesministeriets lovområder, hvor kommunerne modtager refusion eller tilskud.
STAR fremsendte i december 2024 det afsluttende brev vedr. revision af regnskab 2023.
Styrelsen finder det utilfredsstillende at der har været en revisionsbemærkning i forhold til tidlig opfølgning på sygedagpengeområdet, men bemærker samtidig at kommunen selv har opdaget udfordringerne med rettidig opfølgning og at en efterfølgende kontrol fra kommunens revisor viser at rettidigheden er rettet op. Revisor har lukket revisionsbemærkningen og STAR forventer ikke fejl på området fremover.
STAR bemærker, at der blev fundet fejl af refusionsmæssig betydning vedr. kontering af et flekslønstilskud. STAR forventer, at fejlen er blevet berigtiget, hvilket kan bekræftes af administrationen.
Derudover har STAR ingen bemærkninger til revisionsresultaterne.
STAR er i forbindelse med årets revision på landsplan blevet opmærksom på en systemfejl i forhold til afgørelser vedr. helbredstillæg. Fejlene har ikke haft økonomiske konsekvenser for borgere eller kommuner og KOMBIT er i gang med at foretage ændringer i de relevante skabeloner, som vil blive implementeret hurtigst muligt i 2025.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
Sagen afgøres i
Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget
Beslutning i Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget den 16-01-2025
Godkendt.
Afbud fra Jesper Raymond Larsen (V), Anders Johansson (C) og Maria Haladyn (A). Som suppleant for Maria Haladyn (A) deltog Hanne Klit (A).
Beslutningstema
Med afsæt i Udviklingsstrategi 2023 – Fra mere til bedre og beslutningen i Kommunalbestyrelsen den 29. august 2023 er der udarbejdet et forslag til Kommuneplan 2025-2037. Der skal træffes beslutning om at sende kommuneplanforslaget i offentlig høring.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse anbefales,
- at godkende forslag til Kommuneplan 2025-2037 med tilhørende miljøvurdering og sende forslaget i 8 ugers offentlig høring.
Direktionen indstiller til Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget, Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, Erhvervs- og Turismeudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Senior-, Social- og Sundhedsudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget
- at orienteringen om sagen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Baggrund
Kommuneplanen er en fysisk plan for kommunens udvikling de næste 12 år. Med kommuneplanen fastlægger Kommunalbestyrelsen hvilke konkrete mål og retningslinjer, der er for kommunens fysiske udvikling og samtidig fastlægges rammer for lokalplanlægning for hvordan byer og landområder må anvendes og bebygges.
Udviklingsstrategi 2023, som også er kommunens planstrategi, danner grundlag for forslaget til Kommuneplan 2025-2037.
I den nye kommuneplan er der således arbejdet med at sikre de fysiske rammer for at understøtte udviklingen inden for de i udviklingsstrategiens udpegede styrker: Naturen, Det maritime, Turisme, Uddannelse, Kultur og bevægelse. Derudover er der arbejdet med temaerne Klima og Byudvikling og bosætning, da de også er afgørende temaer for den fysiske udvikling i Svendborg Kommune.
Indhold og væsentlige ændringer
Kommunalbestyrelsen besluttede samtidig med udviklingsstrategien den 29. august 2023, at der skulle gennemføres en delvis revision af kommuneplanen. Følgende temaer er revideret:
- Byudvikling og bosætning
- Erhverv
- Detailhandel
- Bevaringsværdige bygninger
- Turisme og Fritid
- Kysten og det åbne land
- Klima
- Teknik og miljø
- Generelle rammebestemmelser
En redegørelse for hvilke ændringer der er foretaget i kommuneplanens temaafsnit og generelle bestemmelser for lokalplanlægning fremgår af Bilag 2 (Bilag 2. Redegørelse for ændringer i temaafsnit). Redegørelse for ændringer af kommuneplanrammer for lokalplanlægning fremgår af Bilag 3 (Bilag 3. Redegørelse for ændrede kommuneplanrammer).
Inden for de reviderede temaer er der fortaget følgende væsentlige ændringer:
Byudvikling og bosætning
- Ændringer i bymønster og landsbyafgrænsninger, som er styrende for hvilken udvikling der kan være i kommunens byer.
- Boligrækkefølgeplanen er tilpasset således, at udnyttede områder er taget ud. Nye områder er lagt ind og enkelte steder er der foretaget en omprioritering i rækkefølge 1 og 2.
- Svendborg Havn som prioriteret byudviklingsområder er opdateret jf. Udvilklingsplan for Fremtidens Havn 2025 og rammerne for Svendborg Havn er ligeledes ændret.
- Nye retningslinjer og udpegninger for bynatur
- Der er udlagt tre nye arealer til boligområder og der er tilsvarende udtaget arealer til boligformål i tre rammer.
- Fem rammer er ændret til centerformål fra andre tidligere anvendelser.
- Tre rammer til offentlige formål er udvidet.
Erhverv
- Erhvervsområde ved Ny Fåborgvej er udpeget som produktionserhverv
- Nye retningslinjer for og udpegninger af færge- og erhvervskaj samt havneerhverv
- Udpegning af en risikovirksomhed (biogasanlægget på Tåsinge).
- Tre rammeområder til erhvervsformål er reduceret.
Detailhandel
- Lokalcenter Vindeby er udvidet geografisk
- Skårup Bymidte er konverteret til et lokalcenter
Bevaringsværdige bygninger
- Inden for kulturmiljøet i Hesselager er der udpeget 50 bevaringsværdige bygninger.
- På Svendborg Havn er der udpeget 114 bevaringsværdige bygninger.
Turisme og Fritid
- Nye turistpolitiske overvejelser
- Udpegning af et nyt turistcenter ved Valdemars Slot
- Nye udpegninger for rekreative stier
- Mulighed for campingpladser til autocampere i tre lystbådehavne
- Der er udlagt fire nye rammer til rekreative formål
- En rekreativ ramme er reduceret, mens en rekreativ ramme er aflyst.
Kysten og det åbne land
- Større ændringer i udpegningen af Grønt Danmarkskort, herunder flere udpegninger af fremtidig natur samt udpegninger af potentielle strandenge
- Nye udpegninger af lavbunds- og vådområder.
- Ny udpegning af større sammenhængende landskaber
Klima
- Opdatering af indsatsområder samt nye retningslinjer og udpegninger for byudvikling og anlæg i områder, der oversvømmes med nedbør
- Opdatering af indsatsområder samt nye retningslinjer og udpegninger for byudvikling og anlæg i områder der oversvømmes med havvand
- Nye retningslinjer og udpegninger for byudvikling og anlæg i områder der er påvirket af terrænnært grundvand
Teknik og miljø
- Opmærksomhedszone omkring eksisterende fjernvarmeanlæg samt retningslinjer for varmepumper
- Opmærksomhedszone omkring eksisterende hovedtransformerstationer
- En udpegning til fælles biogasanlæg er udtaget.
- Opdaterede retningslinjer for vindmøller og solenergianlæg
Generelle rammebestemmelser for lokalplanlægning
- Der er tilført tre nye boligtypologier for kompakte boligområder
- Nyt krav om maks. grundstørrelser for åben-lav boliger
- Parkeringsnormen er nedsat for boliger inden for en udpeget stationnærhedszone
- Parkeringsnormen er generelt nedsat for tæt-lav boliger
- Cykelparkeringsnormen er sat op for etageboliger
- Der er nye krav til bynatur
- Der er nye krav til en biofaktor, som er differentieret på anvendelsestyper.
For de øvrige temaafsnit er der foretaget en teknisk ajourføring og tilpasning jf. ny lovgivning.
Miljøvurdering
Der er udarbejdet en miljøvurdering af forslaget til kommuneplanen. Miljøvurderingen offentliggøres samtidig med forslag til kommuneplan. Miljøvurderingen fremgår af Bilag 5 (Bilag 5. Miljøvurdering af forslag til Kommuneplan 2025-2037).
I miljøvurderingen undersøges den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet som planen kan give anledning til. I miljøvurderingen konkluderes det, at planforslaget ikke medfører væsentlige miljøpåvirkninger, og at der ikke vil være behov for afværgeforanstaltninger.
En miljøvurdering følger det planmæssige hierarki, og da kommuneplanen er en overordnet plan, der sætter overordnede rammer for udviklingen, er miljøvurderingen af planen også gennemført på et overordnet niveau. Når der efterfølgende udarbejdes lokalplaner og konkrete projekter, vil der kunne gennemføres mere konkrete vurderinger af påvirkningen af miljøet.
Proces og offentlig høring
Kommunalbestyrelsen har indkaldt idéer og forslag til kommuneplanarbejdet i en forudgående høring i perioden fra den 17. april til den 12. juni 2023. Og særligt for detailhandelstemaet i perioden 7. juni til og med den 23. juni 2024. Kommunalbestyrelsen besluttede den 29. august 2023, hvilke idéer og forslag der skulle indgå i det videre arbejde med kommuneplanen og som administrationen skulle undersøge nærmere. For detailhandelstemaet besluttede Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 13. august 2024 hvilke idéer og forslag der skulle indgå i det videre arbejde kommuneplanen og som administrationen skulle undersøge nærmere.
Hvidbogen som fremgår af Bilag 4, Hvidbog - forslag til Kommuneplan 2025-2037, indeholder et kort referat af de indsendte idéer og forslag, som Kommunalbestyrelsen og udvalget har ønsket der skulle arbejdes videre med.
Af hvidbogen fremgår administrationens vurdering af om ønsket skal indgå i forslag til Kommuneplan 2025-2037, og hvad der konkret er indarbejdet i forslag til Kommuneplan 2025-2037. De idéer og forslag som Kommunalbestyrelsen og udvalget har besluttet ikke skulle indgå i det videre arbejder, fremgår ikke i hvidbog.
Det anbefales at kommuneplanforslaget fremlægges i en offentlig høring i 8 uger. I høringsperioden vil der blive afholdt ét fysisk borgermøde den 11. marts 2025. Derudover vil der evt. blive afholdt et webinar. Administrationen vil deltage i relevante rådsmøder og der vil blive kommunikeret om kommuneplanforslaget i diverse medier.
Kommunalbestyrelsen forventes at få fremlagt et kommuneplanforslag til endelig vedtagelse i juni 2025. I den forbindelse får kommunalbestyrelsen også fremlagt de indkomne høringssvar og kan beslutte at ændre i kommuneplanen inden den endelige vedtagelse.
En digital kommuneplan
Forslag til Kommuneplan 2025-2037 fremgår af Bilag 1 (Bilag 1. Forslag til Kommuneplan 2025-2037).
Kommuneplanen er digital og kan læses på https://kommuneplan25.svendborg.dk/. Det anbefales at læse kommuneplanforslaget online, da den er sat op til det digitale medie. En væsentlig del af en kommuneplan er kortmateriale. Det findes i den digitale kommuneplan som digitale zoombare kort under hvert tema.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udarbejdelse af forslag til kommuneplan med tilhørende miljøvurdering afholdes inden for Byg og Byudviklings økonomiske ramme.
Udmøntning af kommuneplanen vil medføre afledte udgifter til lokalplanlægning, planlægning for naturprojekter og ny infrastruktur. Omfanget af udgifter til udmøntning af kommuneplanen kendes ikke. Af Bilag 3 (Bilag 3. Redegørelse for ændrede kommuneplanrammer), fremgår det ved de enkelte kommuneplanrammer, om ændringerne forventes at give anledning til kommunale udgifter til infrastruktur.
CO2-Konsekvensvurdering
Miljøvurderingen af forslaget til kommuneplanen indeholder en overordnet vurdering af planens miljømæssige konsekvenser. Disse, herunder udledning af CO2, vil blive nærmere belyst i forbindelse med konkret lokalplanlægning og realisering af bygge- og anlægsprojekter.
Lovgrundlag
Planloven
Miljøvurderingsloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 13-01-2025
Taget til efterretning.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-01-2025
Indstillingen anbefales overfor Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 14-01-2025
Taget til efterretning.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 15-01-2025
Taget til efterretning.
Maria Haladyn (A) var fraværende, hvorfor Pia Dam (A) deltog som suppleant.
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 15-01-2025
Taget til efterretning.
Der var afbud fra Anders Johansson (C). Johan Emil Sevelsted (C) deltog som suppleant.
Der var afbud fra Hanne Ringgaard Møller (B). Jørgen Lundsgaard (B) deltog som suppleant.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 16-01-2025
Orienteringen taget til efterretning.
Punktet blev behandlet efter punkt 3.
Birger Jensen (Liste V) deltog ikke i sagens behandling.
Beslutning i Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget den 16-01-2025
Indstilles.
Afbud fra Jesper Raymond Larsen (V), Anders Johansson (C) og Maria Haladyn (A). Som suppleant for Maria Haladyn (A) deltog Hanne Klit (A).
Relaterede bilag
Beslutningstema
Orientering om projekt ’Fælles om unge’ med henblik på at administrationen får udvalgenes opbakning til konkrete forhandlinger med Den Sociale Investeringsfond(DSI) om et fælles socialt investeringsprojekt på ungeområdet i Svendborg Kommune.
Indstilling
Direktionen indstiller til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget:
- At udvalgene tager den overordnede projektidé om ’Fælles om unge’ til efterretning
- At udvalgene på baggrund af den overordnede projektidé godkender administrationens videre dialog med DSI om udfærdigelse af et færdigt oplæg til en investeringscase angående ’Fælles om unge’
Sagsfremstilling
I forbindelse med budgetforliget for 2024 blev det besluttet, at der skal være en opmærksomhed på tiltag, der kan reducere udgiftsvæksten på områder, hvor Svendborg Kommune har særlige udfordringer eller hvor et styrket fokus kan bidrage til færre udgifter i fremtiden. Som led i udmøntning af denne aftale har Økonomiudvalget tidligere bedt fagområderne om forslag til hvordan der kan skabes muligheder for en tværgående politisk prioritering blandt andet ved hjælp af investeringsmodeller.
Stående på dette grundlag har der i administrationen, på chefniveau, været nedsat en arbejdsgruppe, som konkret har set på muligheder for en nærmere formulering af en investeringscase på ungeområdet i samarbejde med DSI. Der er et administrativt ønske om fokus på ungeområdet, som følge af, at Svendborg Kommune generelt ligger højere end landsgennemsnittet når det kommer til unge uden for uddannelse og beskæftigelse. På denne baggrund er det derfor administrationens indstilling, at der arbejdes videre med en investering til nedbringelse af antallet af unge uden tilknytning til uddannelse og job i de kommende år gennem en styrket forebyggende tilgang. Formålet med indsatsen er således at reducere antallet af unge i den såkaldte restgruppe, dvs. unge uden for job og uddannelse. Der kan være flere forskellige fordele, hvis dette lykkes. Dels kan det være afgørende for de unges fremtid på længere sigt at få en god start på voksenlivet, dels er restgruppen udgiftstung for Svendborg Kommune i relation til udgifter til overførsler, indsatser til beskæftigelsesområdet, indsatser til det specialiserede socialområde og tabte skatteindtægter
Projektidé
’Fælles om unge’ indebærer en forholdsvis tidlig forebyggende indsats, idet indsatsen omfatter unge ned til 13 år. Målgruppen består således af 13-19-årige, som enten er udenfor job eller uddannelse, eller som vurderes at være i høj risiko for senere at komme det.
Projektet står på tre centrale ambitioner:
- Et ønske om at tilgå målgruppen med nye redskaber i et længere tidsperspektiv
- Et ønske om at kapacitetsopbygge organisationen med viden om en tidligere og styrket fælles indsats for målgruppen på tværs af fagforvaltninger Familie, Børn og Unge, Borger og Arbejdsmarked samt Socialafdelingen
- Et ønske om fokus på at skabe bedre resultater og effekter for målgruppen, som samtidig vil have en økonomisk positiv betydning for Svendborg Kommune og samfundet generelt
Investeringen omfatter to overlappende og sammenhængende elementer:
- Ungetovholdere: De unge i målgruppen tildeles en ungetovholder, som har til opgave dels at støtte den unge i at navigere i forhold til job, uddannelse og de udfordringer, der i øvrigt har betydning for den unges muligheder for at lykkes, dels at koordinere indsatser på tværs i relation til den unge mellem skole, UU, uddannelse, børnefamilieområdet, det specialiserede voksenområde og jobcentret.
- Et mødested: Der etableres et mødested. Stedet skal udgøre en base for såvel medarbejdere som de unge og målet er at skabe en ramme for et fællesskab mellem de unge. Mødestedet etableres på og sammen med Svendborg Ungdomsskole, og skal udgøre en tryg base for målgruppen. En base hvor ungetovholdere og målgruppen kan finde sammen om både formelle og uformelle aktiviteter med fokus på fællesskabet. En base som kan danne rammen om f.eks. vejledningsfaglige aktiviteter, fritidsjobvejledning eller andre relevante gruppeforløb i ikke-kommunale rammer. En base som med tiden vil kunne understøtte brobygning over til Ungdomsskolens almene tilbud eller til det øvrige kultur- og fritidsliv.
Investeringen er designet på baggrund af erfaringer fra kommunens tidligere partnerskabsprojekt ”Ung på Vej” samt fra tilgangen motivationspaletten og relationelvelfærd, som både Esbjerg Kommune og Aarhus Kommune har dokumenteret gode resultater med i arbejdet med unge.
Investeringsprojektet forventes etableret med en femårig projektperiode med administrativ forankring hos chefen for Familie, Børn og Unge. Den strategiske styring af projektet vil udgøres af en gennemgående styregruppe med chefer fra de øvrige involverede chefområder, dvs. chefen for Borger og Arbejdsmarked, chefen for Socialområdet, chefen for Skole og Uddannelse samt chefen for Kultur og Fritid. Den operationelle del af projektorganisationen vil blive nærmere fastlagt i en videre dialog med DSI, men forventes aktuelt udgjort af to ungetovholdere samt nødvendig projektledelse.
Administrationen har i den foreløbige projektmodning haft flere dialoger med DSI, om investeringsoplægget. Administrationen har nu brug for en godkendelse til at der kan indledes konkrete forhandlinger med DSI om et muligt fælles socialt investeringsprojekt med afsæt i ideen om ’Fælles om unge’. Det er målet at de konkrete forhandlinger med DSI skal munde ud i en færdig investeringskontrakt, som til foråret vil blive fremsendt til udvalgenes endelige behandling.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
De nærmere økonomiske forhold vil blive klarlagt i næste fase af dialogen med DSI. Der er vedlagt et bilag fra Komponent angående generel beskrivelse af sociale investeringer.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 13-01-2025
Indstillingen godkendt.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 14-01-2025
Orienteringen tages til efterretning og den videre dialog godkendes.
Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 15-01-2025
Taget til efterretning og godkendt.
Karl Magnus Bidstrup (A) deltog i punktet fra kl. 15.50.
Maria Haladyn (A) var fraværende, hvorfor Pia Dam (A) deltog som suppleant.
Beslutning i Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget den 16-01-2025
Godkendt.
Afbud fra Jesper Raymond Larsen (V), Anders Johansson (C) og Maria Haladyn (A). Som suppleant for Maria Haladyn (A) deltog Hanne Klit (A).
Sagsfremstilling
- Orientering fra udvalgsformanden
- Orientering fra udvalgsmedlemmerne
- Orientering fra administrationen
- Mødet med Kommuneudvalget under FH flyttes til 6/3-2025
- Orientering om Økonomiudvalgets beslutning om analyse på sygedagpengeområdet
- Orientering om 37 timers arbejdspligt
- Orientering om besøg fra Formanden for Folketingets beskæftigelsesudvalg g HK Kommunal
Sagen afgøres i
Borger og Arbejdsmarkedsudvalget
Beslutning i Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget den 16-01-2025
Intet.
Afbud fra Jesper Raymond Larsen (V), Anders Johansson (C) og Maria Haladyn (A). Som suppleant for Maria Haladyn (A) deltog Hanne Klit (A).