Erhvervs- og Turismeudvalget
Referat • 10. januar 2024 kl. 15.30
Indhold
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 10-01-2024
Godkendt.
Beslutningstema
Udviklingsplan for Fyn & Øerne er et fælles fynsk initiativ i regi af Destination Fyn, og målet er at styrke udviklingen på turismeområdet. Arbejdet med udviklingsplanen går nu ind i en afgørende fase, hvor planen skal færdiggøres og præsenteres i starten af 2024. I forlængelse af ambitionerne og prioriteringerne i Udviklingsplan for Fyn & øerne skal der bl.a. udmøntes i 5 strategisk-fysiske udviklingsplaner på tværs af Fyn. Det arbejde sættes nu i gang, og Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø Kommuner har udarbejdet en ansøgning om at få lavet en strategisk-fysisk udviklingsplan for Geopark Det Sydfynske Øhav, der kan forløse Geoparkens turismepotentiale og bidrage til, at geoparken bliver et væsentligt fynsk ”reason to go og kan opleves og præsenteres som en unik destination af i international klasse.
Under forudsætning af, at ansøgningen imødekommes, skal Kommunalbestyrelsen godkende at arbejdet med at udarbejde en strategisk-fysisk udviklingsplan i samarbejde med de øvrige tre kommuner i Geopark Det Sydfynske Øhav igangsættes.
Indstilling
Direktionen indstiller, at Plan- og Lokalsamfundsudvalget overfor Kommunalbestyrelsen godkender,
- at arbejdet med den strategisk-fysiske udviklingsplan igangsættes i samarbejde med Ærø, Langeland og Faaborg-Midtfyn kommuner.
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalgets orientering
- at arbejdet med den strategisk-fysiske udviklingsplan igangsættes.
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse,
- at 138.000 kr. af det afsatte budget i 2024 på 150.000 kr. til den strategisk-fysiske udviklingsplan frigives.
Sagsfremstilling
Udviklingsplan for Fyn & Øerne udføres i et samarbejde mellem Destination Fyn, Dansk Kyst- og Naturturisme, Realdania og de fynske kommuner.
Formålet med Udviklingsplan for Fyn & Øerne er at samle de 10 fynske kommuner og turismeerhvervet omkring en fælles indsats for udviklingen af turismen på Fyn og øerne frem mod 2030. Planen skal fungere som et strategisk og retningsgivende værktøj, der samler offentlige og private aktører - på tværs af kommunegrænser- omkring en fælles vision, pejlemærker og en række konkrete indsatser og tiltag. Udviklingsplanen har fokus på den fysiske og erhvervsmæssige planlægning af turismen, og den henvender sig til både offentlige og private aktører.
Det er afgørende, at planen fremadrettet føder ind i det kommunale planstrategiske arbejde; at den integreres i kommunale politikker, indsatser og i lokalplanarbejdet. Samtidig skal planen fungere som rettesnor og inspiration for private turismeaktører ift. udvikling af nye produkter og services.
Kommunerne og Destination Fyn spiller en afgørende rolle som bannerførere og tovholdere på, at udviklingsplanen realiseres og bliver et fælles grundlag, som skaber sikkerhed omkring både offentlige og private investeringer i turismen. Udviklingsplan for Fyn og Øerne bygger videre på eksisterende planer og initiativer i de 10 fynske kommuner og i regi af Destination Fyn. Planen står på skuldrene af erfaringer fra tidligere tværkommunale udviklingsplaner, bl.a. Udviklingsplan for Vestkysten.
Arbejdet med udviklingsplanen går nu ind i en afgørende fase, hvor planen skal færdiggøres. I forlængelse af ambitionerne og prioriteringerne i Udviklingsplan for Fyn & øerne igangsættes nu arbejdet med 5 strategisk-fysiske udviklingsplaner på tværs af Fyn.
De strategisk-fysiske udviklingsplaner skal være politisk forankret i de relevante kommuner og gennemføres i samarbejde med relevante aktører, herunder Destination Fyn, Dansk Kyst- og Naturturisme samt Realdania.
De strategisk-fysiske udviklingsplaner skal ses som åbningstræk under Udviklingsplan for Fyn & øerne, og de skal beskrive og vise vej mod konkrete, strategisk funderede fysiske tiltag, der understøtter udviklingen af turismen lokalt og på Fyn. De strategisk-fysiske udviklingsplaner, som skal sættes i gang i første fase, skal være dem, der bedst understøtter målsætningerne i Udviklingsplan for Fyn & Øerne og bedst eksemplificerer de fremadrettede potentialer, samtidig med ,at de har den rette modenhed og timing.
Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø Kommuner har udarbejdet en ansøgning om at få lavet en strategisk-fysisk plan for Geopark Det Sydfynske Øhav, der skal afsøge, hvordan Geopark Det Sydfynske Øhav kan opleves og præsenteres som en unik destination af international klasse, se bilag 1 (Bilag 1: ansøgning om strategisk-fysisk udviklingsplan for Geopark Det Sydfynske Øhav). Hvordan kan vi skabe og visualisere en samlet fortælling og oplevelse, og hvordan kan vi tilbyde gæsterne helhedsoplevelser med gode overnatningsmuligheder og spisesteder. Den strategisk-fysiske udviklingsplan skal tage afsæt i en potentialeanalyse, som skal hjælpe med at identificere udnyttelsespotentialet i forhold til placering og udvikling af nye og videreudvikling af eksisterende knudepunkter. Analysen skal danne grundlag for en strategisk plan for udviklingen af områdets infrastruktur. Planen skal også danne grundlag for konceptudvikling for kommercialisering af oplevelses- og turistprodukter, overnatningskapacitet og udvikling af spisesteder, som skal bidrage til at øge udbuddet og kvaliteten i den samlede oplevelse for vores turister.
Den strategisk-fysiske udviklingsplan for Geopark Det Sydfynske Øhav skal gennemføres i 2024, men der er fleksibilitet ift. opstartstidspunkt iht. projektets behov, planforløb og politiske beslutningsprocesser.
Budgettet for den strategisk-fysiske plan er som udgangspunkt kr. 900.000 kr., hvoraf kommunerne sammen medfinansierer 300.000 kr. fordelt pr. kommune efter befolkningstal. Den øvrige finansiering tilvejebringes via projektet Udviklingsplan for Fyn & øerne.
Ansøgningen om en strategisk-fysik plan i Geopark Det Sydfynske Øhav er indsendt i december 2023. De fremsendte ansøgninger behandles af og indstilles fra styregruppen for projektet til godkendelse i Borgmesterforum Fyn i januar 2024.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Svendborg Kommune skal bidrage med 137.439 kr. til udviklingsplanen, som svarer til Svendborg Kommunes andel af de 300.000 kr. fordelt efter den i forbindelse med Geopark det Sydfynskeøhavs aftalte fordelingsnøgle, se nedenstående oversigt.
Der er i budget 2024 afsat 150.000 kr. hvoraf 138.000 kr. samtidig frigives til udarbejdelse af en strategisk-fysisk udviklingsplan.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 09-01-2024
Indstillingen anbefales overfor Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 10-01-2024
Indstilles.
Beslutningstema
I foråret 2023 vedtog Kommunalbestyrelsen Svendborg Kommunes Erhvervspolitik 2023 – 2027 samt tilhørende handleplan gældende fra 2023-2025.
Indstilling
Det indstilles, at udvalget tager orienteringen til efterretning
Sagsfremstilling
Baggrund
I foråret 2023 vedtog Kommunalbestyrelsen Svendborg Kommunes Erhvervspolitik gældende fra 2023 – 2027. Erhvervspolitikken og den tilhørende handleplan er bygget op om fem overordnede indsatsområder, der går på tværs af kommunens direktørområder. Hvert indsatsområde er underinddelt i en række mål. Målene og deres udmøntning er samlet i en handleplan gældende for perioden 2023-2025.
Nærværende er en status på målene i Erhvervspolitikkens handleplan pr. december 2023.
De fem indsatsområder er
- Lokal erhvervsservice
- Attraktivt investeringsmiljø
- Kvalificeret arbejdskraft
- Grøn omstilling
- Innovation og iværksætteri
Der bliver arbejdet aktivt med samtlige mål indenfor de fem indsatsområder, og for alle gælder at de enten er ”I gang” eller i ”God fremdrift”.
I det vedhæftede bilag er det muligt at få et overblik over fremdriften, samt en uddybning af tiltagene i forbindelse med målene. Nedenfor er fremhævet nogle af resultaterne.
Lokal erhvervsservice
- Ift. de foreløbige resultater kan fremhæves, at Erhverv og Iværksætteri bidrager til at videreformidle tilbud og viden om erhvervsfremmesystemet samt Erhvervshus Fyn tilbud, og medvirker dermed til, at kendskabsgraden til Erhvervshus Fyn er stigende.
Svendborg Kommunes sagsbehandlingstider ligger fortsat i den bedste tredjedel på landsplan.
Iflg. den seneste måling fra DI ligger Svendborg Kommune i den bedste tredjedel på landsplan, hvad angår formidling, dialog og kommunikation med virksomhederne.
Attraktivt investeringsmiljø
- Befolkningsudvikling i Svendborg Kommune er fortsat positiv, og kommunen har også i 3. kvartal af 2023 haft nettotilflytning.
- Der har været stor aktivitet ift. investordialog i 2023. Dialogen om potentielle udviklingsprojekter har været god og konstruktiv. Desuden er der igangsat et arbejde for at fremme investeringsmiljøet.
Kvalificeret arbejdskraft
- Ift. valg af erhvervsfaglig uddannelse er status primo december 2023, at knap 20%. af de unge vælger en erhvervsfaglig uddannelse. Målet i 2024 er 25%.
- Ift. de øvrige mål under Kvalificeret arbejdskraft herunder virksomhedskontakter, rekrutteringsordrer mm. er samtlige mål nået.
Grøn omstilling
- Erhverv og Iværksætteri er tovholder på en række arrangementer med deltagelse af virksomheder og Erhvervshus Fyn. De er planlagte og afholdes i samarbejde med brancheforeningerne.
- Vurdering af/krav til miljø og klima indgår allerede i dag i alle større udbud og aftaler. I 20222 tiltrådte Svendborg Kommune Partnerskabet for Offentlige Grønne Indkøb (POGI). Samtidig er Svendborg Kommune på vej med en ny Indkøbs- og Udbudspolitik. Politikken forventes vedtaget foråret 2024.
- Svendborg Kommunes Klimahandleplan 2022 har 5 indsatser. Én indsats er, at de fynske affaldsselskaber og de fynske kommuner siden 2020 har arbejdet for etableringen af et fælles fynsk eftersorteringsanlæg til restaffald. Desuden samarbejder de fynske kommuner om andre fælles initiativer med det formål at nedbringe mængden af affald.
Innovation og iværksætteri
- NPS for de fem 'standard-tilbud' er pr december 2023 på 51.Tre af de fem tilbud har en NPS på over 70.
- Det fysiske miljø er etableret på første sal af SME-bygningen. Pr. 1/12 2023 er otte kontorer udlejet til maritime/tech-iværksættere. På samme etage sidder Blue Tech Center, som arbejder på at etablere en national maritim klynge. Erhverv og Iværksætteri samarbejder med BTC, SIMAC, MARS-projektet og lokale virksomheder om det maritime kraftcenter.
Skoleområdet og Erhverv og Iværksætteri driver i fællesskab det fire-årige projekt Inno:Ung, - som underviser 8. klasser i entreprenørskab med henblik på, at flere vælger en erhvervsfaglig uddannelse.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Sagen har de økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser, som er beskrevet i handleplanens foreløbige resultater.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Ikke relevant.
Sagen afgøres i
Erhvervs- og Turismeudvalget
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 10-01-2024
Godkendt.
Beslutningstema
Anlægsbevilling til levetidsforlængelse af færgen Hjortøboen.
Sagen er opdateret med supplerende oplysninger og behandles på ny i Erhverv- og Turismeudvalget, Teknik og Miljøudvalget og Økonomiudvalger inden den endelige behandling i Kommunalbestyrelsen.
Hjortøboen er bygget i 1976 og sejler imellem Svendborg og Hjortø. Grundet slid, ælde og driftstimer på nuværende motorer og andre vitale dele, er der akut behov for udskiftning af motorer og renovering af vitale dele for fortsat at sikre færgens drift. Der er akut fare for at en eller begge motorer bryder sammen.
Indstilling
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget anbefales,
- At der søges en samlet anlægsbevilling på 1.065.000 kr. til levetidsforlængelse af Hjortøboen for at sikre en fremtidig besejling til Hjortø.
- At ambitionen om at erstatte Hjortøboen med en ny elektrisk færge fastholdes i overensstemmelse med Klimahandleplan og ansøgning til ”Pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger II”
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At der bevilges og frigives en anlægsbevilling på 1.065.000 kr. til levetidsforlængelse af færgen Hjortøboen og at anlægsbevillingen finansieres via restbudgettet fra anlægsprojektet Blå Kant, etape 1.
- At ambitionen om at erstatte Hjortøboen med en ny elektrisk færge fastholdes i overensstemmelse med Klimahandleplan og ansøgning til ”Pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger II”
Sagsfremstilling
Økonomiudvalget behandlede sagen d. 12.12.2023 og besluttede at tilbagesende den til Erhvervs- og Turismeudvalget. Sagen fremlægges her med supplerende oplysninger.
Færgen Hjortøboen er bygget på Ejvinds bådeværft i Rantzausminde i 1976. Hjortøboen kan medtage 12 passagerer og 1 bil eller 12 cykler. Hjortøboen sejler imellem Svendborg og Hjortø, hver dag i sommerferien og på bestilling resten af året. Hjortøboen sejler omkring 12.000 sømil og medtager omkring 2.000 passagerer om året. Om sommeren lægger Hjortøboen også til ved Skarø for derved at binde Hjortø sammen med Skarø og Drejø og give mulighed for et Ø-hop.
Færgen nærmer sig nu 50 år og flere vitale dele - motorer og gear - står til en udskiftning eller renovering. Færgen har i sin levetid fået udskiftet motorer ad to omgange. Situationen er nu så kritisk, at der må forventes et nedbrud indenfor en overskuelig fremtid.
Svendborg Kommune har i 2022 søgt og opnået et tilskud på 5.250.000 kr. fra ”Pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger II” til en ny Hjortøbo. Der blev dog ikke afsat midler til rest-finansieringen på ca. 78 % i hverken budget 2023 eller 2024, hvorfor projekt Ny Hjortøbo endnu ikke er realiseret.
JAR Marine Consult, Svendborg har i oktober 2023 udarbejdet en besigtigelsesrapport og oplæg til vurdering for levetidsforlængelse på ca.10 år af færgen, hvori der skitseres tre løsninger:
Model 1:
Komplet fornyelse med nye motorer, gear o.a.
Pris 1.205.000 kr.
Model 2:
Semifornyelse med nye motorer og total overhaling af gear o.a.
Det antages, at stævnrør og skrueaksel kan genbruges.
Pris 875.000 kr.
Model 3:
Udelukkende overhaling af eksisterende motorer og gear.
Pris 385.000 kr.
Model 2 og 3 forventes at kunne udføres primo 2024, indenfor en periode på to uger.
Ved overhaling af eksisterende motorer, model 3, er rederiet og driftssikkerheden sårbar ved nedbrud/skader, da motorerne fortsat er gamle, og der er lang leveringstid på reservedele.
Model 1 har en leveringstid på nyt gear på 6 - 7 måneder.
JAR Marine Consult anbefaler model 2, som samtidig indstilles af administrationen.
JAR Marine Consult har den 19.12.2023 lavet en teknisk redegørelse for valget af motorer, hvori kommercielle oplysninger fra den oprindelige rapport er undladt.
Denne ligger som bilag på sagen.
I rapporten fremgår det bl.a. at:
- Metanoldrift ikke er mulige, da der ikke findes egnede metanolmotorer. Metanolmotorer er kun tilgængeligt til langt større fartøjer.
- De anbefaler dieselmotorer har en tilstrækkelig motoreffekt for at opretholde Hjortøboens nuværende sejlmønster, herindunder effektreserver til vejrlig og evt. motorhavari på den ene motor
- Det er ikke et lovkrav at de anbefalede ønskede motorer skal have katalysatorer
- Det er muligt at sejle på 100% HVO-brændstof. HVO koster ca. det dobbelte af marinediesel og vil kræve en tillægsbevilling til brændstof på kr. 200.000
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Samlet pris for levetidsforlængelse af Hjortøboen ved model 2: 1.065.000 kr.
(Ved model 1: 1.395.000 kr. og ved model 3: 575.000 kr.)
Udspecificering model 2
- Nye motorer: 875.000 kr.
- Slibning og maling af dæk, dørk, samt salon: 100.000 kr.
- Afløserfærge i perioden: 90.000 kr.
Der er efter gældende lånebekendtgørelse automatisk låneadgang til finansiering af nybygning og renovering af færger samt færgefaciliteter ved de i bilaget til bekendtgørelsen nævnte færgeoverfarter. Færgeoverfarten Svendborg-Hjortø er nævnt i bilaget til lånebekendtgørelsen, så det vil være muligt at finansiere anlægsbevillingen på 1.065.000 kr. via optagelse af lån.
Anlægsbevillingen foreslås finansieret via overførsel af restbudget fra anlægsprojektet Blå Kant som udgør 1,5 mio. kr. Der er ligeledes automatisk låneadgang vedr. dette projekt. Der vil således ikke blive tale om yderligere låneoptagelse i forhold til nuværende budget.
Et lån på 1.065.000 kr. vil ved et annuitetslån med 25 års løbetid og en fast rente på 3,76 % give en årlig ydelse på 66.500 kr. De årlige ydelser på lånet vil kunne dækkes af vedtaget budget for 2023.
Hvis der ønskes lån med en variabel rente, udgør renten pt. 3,94 %, og dette giver en årlig ydelse på 84.600 kr. faldende til 44.280 kr. i 2048.
Ønskes sejlads udelukkende på HVO vil en tillægsbevilling til brændstof på kr. 200.000 være nødvendigt.
CO2-Konsekvensvurdering
Der forventes en brændstofbesparelse på 5-7% og dermed en 5-7% reduktion i CO2- udledningerne ved nye motorer ved fortsat brug af marinediesel. Der vil også være en lavere udledning af NOx med de nye motorer. En større reduktion i CO2-udledningen på ca. 45% vil kunne opnås ved sejlads udelukkede på HVO.
Der vil ikke være nogen ændring af CO2-udledningen ved bevarelse af eksisterende motorer.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse
§ 2, stk. 1, nr. 17 i bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier mv.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 06-12-2023
Udvalget indstiller model 2.
Hanne Ringgaard Møller (B) var fraværende. Som stedfortræder deltog Jørgen Lundsgaard (B).
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 07-12-2023
Indstillingerne henholdsvis godkendes og anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Økonomiudvalget den 12-12-2023
Tilbagesendes til fagudvalgene.
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 10-01-2024
Udvalget drøftede sagen igen og fastholder indstillingen af model 2.
Beslutningstema
Den 8. – 9. juni 2024 kommer cykelløbet UCI Gran Fondo til Svendborg. Udvalgene orienteres derfor om afspærringsplan i forbindelse med cykelløbet UCI Gran Fondo Svendborg 2024.
Indstilling
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalget og Teknik- og Miljøudvalget,
- At orienteringen vedr. afspærringsplan for cykelløbet UCI Gran Fondo Svendborg 2024 tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Den 8. – 9. juni 2024 kommer cykelløbet UCI Gran Fondo til Svendborg. Cykelløbet er et kvalifikationsløb til finalen, der afholdes i Aalborg, og er for alle cykelentusiaster; nybegyndere, tidligere eliteryttere, nuværende licensryttere og motionister.
Der forventes, at der vil være op til 200 deltagere på enkeltstarten og op til 800 på linjeløbet. Man forventer dermed, at der i alt vil være op til 1300 deltagere, hvoraf udenlandske deltagere forventes at udgøre 25 – 30 %. Tallene er baseret på tidligere Gran Fondo løb i Danmark.
Afspærring af vejnet i Svendborg Kommune under UCI Gran Fondo Svendborg
I tidsrummet lørdag den 8. juni til søndag den 9. juni vil dele af Svendborg Kommunes vejnet være lukket delvist og helt på grund af cykelløbet.
Det drejer sig om følgende;
Den 8. – 9. juni:
Der skal stilles op til cykelløbet, derfor bliver Centrumpladsen og Skolegade lukket fra lørdag den 8. juni til søndag den 9. juni kl. 20.00. Afspærringsområdet er illustreret på bilag 1 (Bilag 1. Afspærring af Centrumpladsen og Skolegade).
Den 8. juni:
Der køres enkeltstart. Denne rute vil være helt lukket i tidsrummet, hvor løbet foregår. Der forventes 200 deltagere, og derfor vil vejene være lukket i forventeligt 5 timer. Ruten er illustreret på bilag 2 (Bilag 2. Rute for enkeltstart).
Den 9. juni:
Der køres landevejsløb, hvor den første start går kl. 9.00. I den forbindelse vil Vestergade, Fåborgvej og efterfølgende Svendborgvej være lukket i omkring 30 min, og det samme gør sig gældende med Svendborgvej ud til Vester Skerninge, hvor det også forventes at være lukket i 30 min.
Der køres to løb denne dag; den korte og den lange rute. Ruterne er illustreret på bilag 3 og 4 (Bilag 3. Landevejsløb, lang rute og Bilag 4. Landevejsløb, kort rute). Når rytterne nærmer sig Svendborg igen, stilles der kegler op på midten af de samme veje, så rytterne kun bruger højre vognbane. Ved at dele vognbanen på denne måde, er det muligt at ensrette bilkørslen ud af Linkenkærsvej/Ørbækvej. Denne regulering forventes at vare fra kl. 11.00 – 15.00.
Ruten fra rundkørslen Christiansmindevej/Hestehavevej/Skårupøre Strandvej og frem til målstregen på Centrumpladsen er den samme som enkeltstarten. Denne del skal være lukket fra kl. 11.00 – 15.00.
Afspærringen vil have betydning for den kollektive bustrafik. Der vil i samarbejde med FynBus blive udarbejdet en plan for omdirigering af bustrafikken fra lørdag den 8. juni til og med søndag den 9. juni.
Det er nødvendigt at der kommunikeres ofte og tydeligt angående de trafikale forhold. Svendborg Event er ansvarlige for at udarbejde en særskilt kommunikationsplan målrettet borgere, erhvervslivet samt andre, der bliver påvirket af vejlukningerne. Vejlukning sker i samarbejde med Trafik og Infrastruktur.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgifterne til trafikomlægning er indeholdt i CyklingDanmarks budget.
CO2-Konsekvensvurdering
Sagen vurderes ikke at have konsekvenser for CO2-udledningen.
Lovgrundlag
Vejloven
Færdselsloven
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 10-01-2024
Taget til efterretning.
Relaterede bilag
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 10-01-2024
Der blev orienteret om:
EMD24
Arbejdet frem mod afviklingen af EMD d. 30/31- maj skrider planmæssigt frem. Der er åbnet for booking af hoteller i Svendborg. Der åbnes for booking af de ca. 100 messestande. Der har været stor interesse for at afholde en af de 18 workshops på EMD24- over 100 ansøgere fra hele EU konkurrerer om de 18 workshops.
Landevejsprincip
Udvalget blev orienteret om at der med finansloven for 2024 er der for perioden 2024-2027 afsat et ekstra tilskud til et fuldt landevejsprincip for færgetakster på passagerområdet. Sammen med de eksisterende 348 t.kr modtages der yderligere 180 t.kr til at nedsætte persontaksterne. Beslutningen om hvorledes tilskuddet skal anvendes vil blive behandlet i februar 2024 med henblik på at kunne åbne for salg af færgebilletter hurtigst muligt.
Status for standardfærgeprojektet
Aktuelt er leverandørkonsortiet i gang med at udbyde A-komponenterne (kritiske tekniske komponenter som f.eks. fremdriftssystem, batterier etc.) samt gennemføre markedsdialog med relevante værfter forud for udbud af værftskontrakterne. Meldingerne er at projektet fortsat er i god gænge. Når værftsudbuddet er gennemført i Q3, kende den endelige pris på færgen. Det er vores ansvar at etablere ladeinfrastrukturen frem til ladearmen der kobler elnettet på færgen. Det forberedende arbejde er indledt i tæt samarbejde med Trafik & Infrastruktur. Opgaven består i at fremføre tilstrækkelig strøm fra transformerstationen på Abildvej samt etablere en bygning ved færgelejet hvor vekselstrømmen omdannes til jævnstrøm.