Handicaprådet
Referat • 16. august 2021 kl. 16.00
Indhold
Beslutning i Handicaprådet den 16-08-2021
Dagsordenen blev godkendt.
Beslutning i Handicaprådet den 16-08-2021
Intet post til formanden siden sidst.
Beslutningstema
Orientering om ny hjemmeside for Svendborg Kommune.
Sagsfremstilling
Lene Mortensen og Søs Grützmeier deltager med en kort orientering om ny kommunal hjemmeside.
Der er mulighed for, at Handicaprådet kan komme med ønsker.
Der blev bl.a. orienteret om den nedsatte styregruppe og projektgruppen, som er i gang med at indsamle input til det videre arbejde med hjemmesiden. Endvidere blev der orienteret kort om baggrunden for den nye hjemmeside.
Beslutning i Handicaprådet den 16-08-2021
Handicaprådet kom med input til det videre arbejde med ny hjemmeside for kommunen. Søs Grützmeier og Lene Mortensen tager disse input med i projektgruppens videre arbejde.
Beslutningstema
Høring af Ankestatistik 2020 på Børne- og Ungeområdet.
Sagsfremstilling
Børn- og Ungeudvalget orienteres på møde 18. august 2021 om Ankestatistik 2020 på Børne- og Ungeområdet. I den forbindelse sendes ankestatistikken nu i høring hos Handicaprådet.
Mail med orientering/gennemgang af ankestatistikken vedlægges.
DH havde til mødet fremsendt bemærkninger til Ankestatistikken. Christian Reventlow orienterede om DH’s bemærkninger.
Sigrid Andersen uddybede de enkelte punkter i statistikken.
Beslutning i Handicaprådet den 16-08-2021
På baggrund af orienteringen og drøftelserne på mødet tog Handicaprådet Ankestatistikken til efterretning og tiltrådte samtidig DH’s udtalelse.
Høringssvar til Børn og Unge samt DH’s udtalelse vedlægges referatet.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Opfølgning på tidligere afgivne høringssvar og politiske beslutninger.
Sagsfremstilling
- Høringssvar vedrørende etablering af legeplads på torvet – behandlet på Teknik- og Erhvervsudvalgets møde den 22. juni, hvor et flertal besluttede at godkende legepladsforslag 1, med en bemærkning om, at tilgængeligheden ønskes øget yderligere.
- Høringssvar vedrørende høretekniske hjælpemidler. Christian Reventlow har sendt høringssvar/bemærkninger til høringsmaterialet til KomUdbud v/Jakob Bangshøi.
- Høring i forbindelse med udbudsmateriale vedr. ortopædisk fodtøj. Handicaprådet havde ingen bemærkninger til høringsmaterialet.
- Social- og Sundhedsudvalgets behandling af Ankestatistik 2020/Danmarkskortet. Social- og Sundhedsudvalget tog på sit møde den 8. juni Ankestatistikken til efterretning.
Beslutning i Handicaprådet den 16-08-2021
Handicaprådet tog orienteringen til efterretning.
Beslutningstema
Opfølgning på dialogmøde 2020 samt planlægning af dialogmøde 2021.
Sagsfremstilling
- Evaluering af dialogmøde 2020 (afholdt juni 2021 på Grønnemoseværkstederne) med temaet ’Lighed i sundhed’.
- Planlægning af dialogmøde 2021 (afholdes januar 2022), hvor temaet er ’Inddragelse og tillid i mødet mellem kommunerne og borgere med handicap’ – jf. anbefalinger fra DCH.
Beslutning i Handicaprådet den 16-08-2021
Dialogmødet 2020 (afholdt i 2021) havde en relevant deltagerkreds, og oplæggene var spændende.
I forhold til dialogmødet 2021 (afholdes i januar 2022) har Katrine Syppli Kohl fra Vive givet tilsagn om deltagelse. Administrationen arbejder videre med forslag til dato for mødet.
Beslutningstema
Handicaprådet orienteres om handleplanen i forbindelse med BDO-screening.
Sagsfremstilling
Som aftalt på Handicaprådsmødet den 26. maj 2021 orienterer Hasse Jacobsen om handleplanen, som er udarbejdet på baggrund af BDO-screening vedrørende det specialiserede voksenområde.
Beslutning i Handicaprådet den 16-08-2021
Handicaprådet tog orienteringen til efterretning.
Det aftaltes, at Handicaprådet løbende orienteres i forbindelse med, at der 2 gange årligt udarbejdes status til Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutningstema
Orientering om tidsplan og procedure for udpegning af nyt Handicapråd.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune har jf. § 37a i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område nedsat et Handicapråd.
Handicaprådet virker i en 4-årig periode svarende til de kommunale råds valgperiode, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nye medlemmer er udpeget.
Til orientering vedlægges tidsplan for udpegning af nyt Handicapråd for 2022-2025.
Lovgrundlag
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, §37a.
Beslutning i Handicaprådet den 16-08-2021
Handicaprådet godkendte den udarbejdede tidsplan.
I forhold til sammensætningen af Handicaprådets medlemmer blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt de politisk udpegede medlemmer alle skal være medlem af Byrådet. Dette undersøges nærmere.
Sagsfremstilling
Orientering fra kommunen:
- Status Handicapprisen 2021
- Opfølgning vedrørende ridefysioterapi og handicapridning
- Status fra Vand og Affald vil ske på Handicaprådets møde den 29. november
- Status på Cabi-rapport fra Jobcentret vil ske på Handicaprådets møde den 4. oktober.
Orientering fra DH:
- DH havde et ønske om at man havde fået den nye sundhedspolitik i høring inden vedtagelsen. Administrationen tager dette til efterretning.
- DH orienterede om bekymringer i forhold til vederlagsfri fysioterapi.
Sagsfremstilling
Intet under eventuelt.
Sagsfremstilling
Estrid Heldager orienterede om en væsentlig kortere ventetid end først antaget på ny el-kørestol.