Handicaprådet
Referat • 21. januar 2021 kl. 16.00
Indhold
Beslutningstema
Godkendelse af den udsendte dagsorden.
Beslutning i Handicaprådet den 21-01-2021
Godkendt.
Beslutningstema
Post siden sidst til formanden
Beslutning i Handicaprådet den 21-01-2021
Intet.
Beslutningstema
Drøftelse og godkendelse af Handicaprådets årsberetning 2020.
Sagsfremstilling
Formandens udkast til årsberetning for 2020 vedlægges som bilag sammen med status over rådets mødeaktivitet i 2020.
Beslutning i Handicaprådet den 21-01-2021
Godkendt.
Beslutningstema
Høring vedrørende socialfagligt og sundhedsfagligt tilsyn på Socialområdets tilbud i perioden maj til december 2020.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsudvalget orienteres på udvalgsmødet den 9. marts 2021 om socialfagligt og sundhedsfagligt tilsyn gennemført på Socialområdets tilbud i perioden maj til december 2020.
Orienteringen sker som en del af en samlet årsrapport vedrørende tilsyn på Social- Ældre- og Sundhedsområdet.
Socialafdelingens bidrag til den samlede årsrapport sendes derfor nu i høring i Handicaprådet. Handicaprådets høringssvar vil blive vedlagt årsrapporten til Social- og Sundhedsudvalget.
Høringsmaterialet vedlægges som bilag. De enkelte tilsynsrapporter kan rekvireres ved henvendelse til administrationen – pia.holm@svendborg.dk
Høringsfristen er den 15. februar 2021.
På mødet blev Handicaprådet orienteret om Socialtilsyn Syds nye model for tilsynet med Socialområdets tilbud.
Endvidere orienteredes rådet om, at Social- og Sundhedsudvalget fremadrettet én gang årligt orienteres om såvel socialfagligt som sundhedsfagligt tilsyn på hele Ældre-, Sundheds- og Socialområdet.
Sigrid Andersen orienterede om tilsynet på Børn- og Ungeområdet. Den samlede tilsynsrapport fra området vil blive eftersendt til Handicaprådet.
Beslutning i Handicaprådet den 21-01-2021
Handicaprådet tog det fremsendte høringsmateriale vedrørende tilsyn på Socialområdet til efterretning.
Beslutningstema
Opfølgning på afgivne høringssvar og politiske beslutninger.
Sagsfremstilling
- Høring vedrørende tværsektorielle forløb for mennesker med multipel sklerose. Anbefalingerne forventes jf. Høringsportalen at træde i kraft 1. februar 2021. Anbefalingerne vil blive offentliggjort på www.sst.dk
- Høring vedrørende Beskæftigelsesplan 2021. Byrådet vedtog på sit møde den 15. december 2020 Beskæftigelsesplan 2021. Den vedtagne beskæftigelsesplan var vedlagt som bilag til dagsordenen.
Beslutningstema
Handicaprådets årlige dialogmøde med Byrådet – dialogmøde udsat fra november 2020.
Sagsfremstilling
Handicaprådet udsatte på grund af COVID-19 restriktionerne sit årlige dialogmøde med Byrådet i 2020. Mødet skulle have været afholdt i november 2020, men rådet valgte at udskyde dette til starten af 2021.
Der skal således tages stilling til en eventuel ny dato for afholdelse af mødet.
Beslutning i Handicaprådet den 21-01-2021
Handicaprådet besluttede at beholde temaet ”Lighed i sundhed”. Der stiles mod at afholde dialogmødet i slutningen af maj måned. Administrationen udarbejder forslag til program og endelig dato for mødet.
Sagsfremstilling
Orientering fra kommunen:
- Hasse Jacobsen orienterede om status på COVID-19 på Socialområdet. Sigrid Andersen supplerede med en status fra Børn- og Ungeområdet.
- Hasse Jacobsen orienterede om, at der endnu ikke er noget nyt i forhold til Barnets Lov. Så snart der kommer et udspil vil Sigrid Andersen, Christian Reventlow og Hasse Jacobsen sammen udarbejde et oplæg på baggrund af dette til drøftelse i Handicaprådet.
- Hasse Jacobsen orienterede om temaer for inspirationsoplæg. Det aftaltes, at Inge Ahl, Mette Kristensen og Hasse Jacobsen har mulighed for at planlægge oplæg til kommende møder.
Orientering fra DH:
- Birgit Jensen orienterede om, at DH’s årsmøde grundet COVID-19 endnu ikke er afholdt.
Beslutningstema
Orientering om status på arbejdet.
Sagsfremstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tog på møde den 11. januar 2021 nedenstående status på arbejdet med ministermålet ’Flere personer med handicap skal i beskæftigelse’ til efterretning. Handicaprådet orienteres på mødet.
Pjece
Der er udarbejdet og trykt en overskuelig pjece til borgere med handicap, hvoraf der blandt andet fremgår kontaktoplysninger til nøglepersonerne i jobcentrets specialiserede enhed i Virksomhedsservice.
Sparring inden mødet med borger
Jobrådgiverne i jobcentret har mulighed for at hente sparring hos jobcentrets tre nøglepersoner på handicapområdet for at være godt klædt på til mødet med borgeren.
Overdragelsesmøder
Der er arbejdet på at styrkesamarbejde og koordinering mellem Ungekontakten og Jobcentret.
Transport til og fra behandling
En af udfordringerne for borgere med psykisk handicap er, at de ikke kan følge deres behandling f.eks., i psykiatrien, da det er svært og uoverskueligt for handicappede at komme til og fra behandlingsstedet. Det er aftalt, at en borger med handicap i et eksisterende beskæftigelsestilbud kan sikres transport til og fra nødvendig og beskæftigelsesfremmende behandling via konkret aftale med aktøren.
Råd og vejledning og tilbud til døve, borgere med høretab, blinde og svagsynede
For døve, borgere med høretab, blinde og svagsynede findes der en del gode og differentierede tilbud i Svendborg og regionalt. Medarbejdere kan hente sparring hos nøglepersonerne om, hvilket tilbud der er egnet i en konkret sag.
Opkvalificeringsforløb
Jobcenter Svendborg har fået mulighed og takket ja til at deltage i et projekt sammen med i alt 10 kommuner og CABI (Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats), med overskriften ”Projekt vedr. virksomhedsrettede indsatser for personer med kognitive handicaps”. Her har CABI påtaget sig opgaven om at opkvalificere 33 medarbejdere i forhold til arbejdet med borgere med kognitiv funktionsnedsættelse.
Opkvalificeringsforløbet finder sted i perioden fra marts 2021 til januar 2022.
Råd- og vejledning i Jobcafé og Byparken
Lige nu er Jobcaféen - grundet Corona – udfordret; men engang når hverdagen i jobbutik er normaliseret, vil der være muligt for, at borgere med handicap kan møde op til målrettede råd- og vejledningstimer om støttemuligheder for at komme i beskæftigelse.
Det rigtige match
Jobcentret er i løbende kontakt med Dansk Handicapforbund og benytter os af organisationens store specialviden for at udvikle yderligere praksis på handicapområdet. Dansk Handicapforbund ser ikke handicapkompenserende ordninger som de eneste redskaber i værktøjskassen, men har også et fokus på ”Det rigtige match”. Det er tanken her, at begrebet handicap finder form i relation til en konkret funktion, og at netop ”Det rigtige match” vil være et særdeles effektivt redskab til at støtte borgere med handicap til at opnå beskæftigelse.
STU-området (Særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse)
Som bekendt er der en STU- uddannelse, hvor unge med handicap kan opnå en afklaring af arbejdsevne, men også opnå kompetencer indenfor bo, fritid og dannelse. Kun få unge på STU kommer desværre i arbejde efter uddannelsen og endnu færre kommer videre i et ordinært uddannelsesforløb. Tættere samarbejde mellem STU og Jobcenter for 3. års elever kan have betydning for resultaterne. Jobcenteret har siden august 2020 deltaget i forløbsplansmøde og udslusningsmøde.
KLAP
Udvalget har som bekendt indgået en samarbejdsaftale med KLAPjob. KLAPjob er en indsats under foreningen LEV (En forening, der har til formål at forbedre forholdene for udviklingshæmmede), som laver blandt andet skånejob til mennesker med udviklingshandicap og andre kognitive vanskeligheder. Det vil sige job til mennesker, der for eksempel har autisme, ADHD, spasticitet, epilepsi, muskelsvind eller pådraget hjerneskade, der gør, at de har behov for støtte til at komme ind på det ordinære arbejdsmarked. Jobcentret har udpeget en fast kontaktperson.
Kortlægning af jobcentrenes handicapindsats
Jobcenter Svendborg har bidraget med 100 sager, interviews med ledere, fokusinterview med nøglemedarbejdere, borgere og arbejdsgivere til en omfattende kortlægning af jobcentrenes handicapindsats. Resultatet af denne kortlægning er på trapperne.
Vidensdeling på tværs i Svendborg Kommune
Den organisatoriske ramme for stærkere vidensdeling på handicapområdet er på plads. Styregruppe, ledergruppe og medarbejdergruppe er dannet på tværs af organisationen Svendborg Kommune. Dermed er der lagt op til, at medarbejdere fra forskellige afdelinger i Svendborg Kommune - i større grad end før- arbejder sammen om at få flere handicappede i beskæftigelse.
Beslutning i Handicaprådet den 21-01-2021
Handicaprådet drøftede problematikken omkring begrebet ’selvoplevet handicap’. Handicaprådet opfordrede administrationen til at udarbejde lokale kriterier for at måle på den lokale effekt af tiltag for at få flere handicappede i beskæftigelse.
På kommende møde i Handicaprådet gives tilbagemelding, og deltagelse fra Jobcentret planlægges for at uddybe tiltag.
Handicaprådet ønsker at bliver orienteret om resultatet af kortlægningen af Jobcentrets handicapindsats.
Sagsfremstilling
Birthe Stjernegaard spurgte til erfaringerne med tilgængeligheden ift. den nye renovationsordning. Det aftaltes, at Handicaprådet på et senere tidspunkt får en status fra Vand og Affald.
Sagsfremstilling
Hasse Jacobsen fortalte om, at der på vaccinationscentret på Ryttervej havde været overskud af vacciner. Centrets medarbejdere har derfor kontaktet de sociale tilbud i nærheden af centret for at tilbyde vaccination af medarbejdere, da vaccinen ellers ville gå til spilde. Medarbejderne fra tilbuddene bliver således løbende vaccineret, når der er overskud af vacciner.