Handicaprådet
Referat • 27. august 2024 kl. 16.00
Indhold
Beslutningstema
Godkendelse af dagsorden
Beslutning i Handicaprådet den 27-08-2024
Godkendt.
Beslutningstema
Post siden sidst til formanden
Beslutning i Handicaprådet den 27-08-2024
Intet.
Beslutningstema
Handicapprisen 2024 – valg af årets prismodtager
Sagsfremstilling
Handicaprådet beslutter ud fra de indkomne indstillinger, hvem der skal have årets handicappris.
Oversigt over indstillede kandidater fremsendes særskilt til Handicaprådets medlemmer.
Sagen afgøres i
Handicaprådet
Beslutning i Handicaprådet den 27-08-2024
På baggrund af de indkomne indstillinger, var det et enigt Handicapråd, der kunne pege på en modtager af årets Handicappris.
Alle indstillede inviteres til uddeling af prisen, som sker i forbindelse med fejringen af det frivillige område. Administrationen søger for invitationen. Handicaprådets formand/næstformand vil stå for overrækkelse af prisen.
Beslutningstema
På baggrund af en konkret borgerhenvendelse, har administrationen valgt at løfte sagen til Handicaprådet, som skal drøfte, hvorvidt man ønsker en afdækning af, om der på bostederne i socialområdet er et behov for differentierede kostpriser for henholdsvis små og almindelige portioner mad.
Indstilling
Administrationen indstiller
- At Handicaprådet tager stilling til om det over for SSUU skal anbefales, at mulighederne og behovet for at indføre differentierede kostpriser på botilbuddene i socialområdet skal afdækkes.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune har i dag ca. 140 borgere med omfattende funktionsnedsættelse og heraf omfattende behov for støtte og hjælp boende på et af kommunens døgndækkede botilbud (Sydbo, Vestereng, Ryttervej, Søndergade og Skovsbovej 111), hvoraf godt en tredjedel er borgere fra andre kommuner end Svendborg.
Botilbuddene er efter Servicelovens § 107 (midlertidige botilbud), § 108 (længerevarende botilbud) og Servicelovens § 85/Lov om almene boliger § 105. Som en del af deres tilbud er stort set alle borgerne visiteret til madservice jf. Servicelovens § 83 stk. 1., nr. 3.
Der har været en forespørgsel fra en borger på, om det er muligt at indføre ”kost-modellen” fra ældreområdet til socialområdet. Der er to meget forskellige ”kost-modeller” på henholdsvis ældre- og socialområdet.
På socialområdets botilbud er der køkkener med personale, der tilbereder alle måltider. Måltiderne bliver tilpasset beboernes individuelle behov, som for eksempel kan være tykke-synkevenlig kost, energitæt /kaloriefattig kost med videre. Prisen for måltider er den samme uanset om man får specialkost eller ej, og der skelnes ikke mellem små og almindelige portioner. Priserne for de enkelte måltider kan ses i skemaet nedenfor. Kommunalbestyrelsen kan derudover opkræve betaling hos borgerne til dækning af de personaleomkostninger, der er forbundet med madproduktion (forarbejdningstillæg). Den maksimale egenbetaling er lovgivningsmæssigt fastsat. Den mulighed tiltrådte Senior, Social- og Sundhedsudvalget i 2019. Borgernes egenbetaling for kost på bostederne udregnes ud fra en konkret individuel vurdering, hvor der tages stilling til borgerens samlede rådighedsbeløb. Forarbejdningstillægget er på 2.331,70 kr. om måneden. Der kan kun opkræves forarbejdningstillæg fra de borgere, der er visiteret efter §83, stk. 1 nr.3. Hvis borgerne kan deltage i tilberedning af maden, kan der ikke opkræves forarbejdningstillæg. Socialområdets administration opkræver borgerne for egenbetalingen til kost.
Køkkenerne på bostederne anvendes også i det pædagogiske arbejde, blandt andet ved aktiviteter, miljøskifte og til sansestimulering. Botilbuddene oplever, at der generelt er stor tilfredshed blandt beboerne og pårørende for det nuværende tilbud, hvor køkkenerne er en integreret del af tilbuddet.
Det vurderes, at det vil være ressourcemæssigt tungt såvel på det administrative som det pædagogiske plan, hvis borgerne skal have enten små eller almindelige portioner mad serveret. For det første skal borgerne visiteres til om de enten skal have en lille eller almindelig portion. Dernæst er der forskel på, hvordan bostederne serverer måltiderne. På nogle bosteder portionsanrettes måltiderne mens andre bosteder serverer maden som buffet, da der er et lærings- og udviklingsperspektiv i selv at kunne øse sin mad op. Det vurderes, at det ikke vil være muligt at fastholde buffet på bostederne, hvis en model med differentierede kostpriser vælges, da denne forudsætter, at maden portionsanrettes.
I skemaet nedenfor ses priserne for kost i 2023, 2024 og den procentvise stigning fra 2023-2024 for socialområdet.
Kostpriser på egne botilbud efter §§ 105/85, 107 og 108 | 2023 | 2024 | % stigning fra 2023-2024 |
Morgenmåltid | 25,47 | 26,34 | 3,41 % |
Middagsmåltid (frokost) | 50,94 | 52,68 | 3,41 % |
Aftensmåltid | 50,94 | 52,68 | 3,41 % |
Alle måltider inkl. Kaffe, mellemmåltider mv. | 127,35 | 131,69 | 3,41 % |
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
En differentiering af kostpriser på botilbuddene vurderes at kunne få økonomiske konsekvenser både af drifts- og personalemæssige karakterer.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte.
Lovgrundlag
Serviceloven § 83 stk.1., nr. 3 samt §§ 105/85, 107 og 108.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Handicaprådet den 27-08-2024
Udsat til mødet den 24. oktober 2024.
Beslutningstema
Videre drøftelse af tema arrangement.
Sagsfremstilling
På Handicaprådsmødet den 30. maj 2024 havde Handicaprådet og repræsentanter fra Pårørenderådet en drøftelse af temaet ”Inkludering af handicappede i forenings- og fritidsaktiviteter (herunder idræt)”.
Handicaprådet besluttede, at rådet på baggrund af disse drøftelser og input fra Pårørenderådet ønsker at arbejde videre med emnet, herunder mulighederne for et temaarrangement.
Sagen afgøres i
Handicaprådet
Beslutning i Handicaprådet den 27-08-2024
Udsat til mødet den 24. oktober 2024.
Beslutningstema
Orientering om tidligere afgivne høringssvar og politiske beslutninger.
Sagsfremstilling
- Vickie Kramer orienterede fra seneste møde i Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
- Endvidere orienteredes om, at puljen til støtte til frivilligt socialt arbejde nu er åben for ansøgninger.
- Vinnie Elbæk orienterede fra Børne- og Ungeområdet, herunder om ny vedtaget Børne- og Ungepolitik.
- Endvidere orienterede Vinnie om kommende arrangement i samarbejde med LEV. Arrangementet vil komme til at foregå på Byhaveskolen.
Beslutning i Handicaprådet den 27-08-2024
Handicaprådet tog orienteringen til efterretning.
Beslutningstema
Gensidig orientering.
Sagsfremstilling
Orientering fra kommunen:
- Bedre Psykiatris repræsentation i Handicaprådet. Der arbejdes i Bedre Psykiatri på at finde et nyt medlem til Handicaprådet i stedet for Anne Carøe.
- Administrationen vil indstille områdeleder Kristian Nygaard Madsen som suppleant for Vickie Kramer i Handicaprådet. Indstillingen skal behandles politisk i Senior-, Social- og Sundhedsudvalget og efterfølgende i Kommunalbestyrelsen.
Orientering fra DH:
- Frank Edelberg orienterede fra Det Centrale Handicapråds årsmøde.
- Estrid Heldager orienterede om, at DH fortsat arbejder på at få valgt en formand (og dermed også den ene af DH´s pladser i Handicaprådet).
Beslutning i Handicaprådet den 27-08-2024
Handicaprådet tog orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
- Estrid Heldager ønskede punktet ’Beredskabsplaner på Botilbudsområdet’ sat på dagsordenen til det kommende handicaprådsmøde.
Beslutning i Handicaprådet den 27-08-2024
Taget til efterretning.