Kommunalbestyrelsen
Dagsorden • 25. februar 2025 kl. 17.00
Indhold
Beslutningstema
Regionsrådet har den 25. november 2024 besluttet at revidere den gældende Råstofplan 2020. Idéer og forslag til den nye Råstofplan kan indgives til Regionsrådet frem til den 13. marts 2025.
Råstofplanen fastlægger rammerne for og arealerne til den fremtidige råstofindvinding, så som sand, grus og sten. Kommuneplanen er underlagt råstofplanen.
Der skal tages stilling til Svendborg Kommunes høringssvar til Regionsrådet.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalområdeudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales, at
- Det fremlagte forslag til Svendborg Kommunes høringssvar til Region Syddanmark fremsendes.
Sagsfremstilling
Baggrund
Regionerne er ansvarlige for at udarbejde råstofplaner. Planerne sætter rammerne for den fremtidige forsyning med råstoffer via retningslinjer og udpegning af områder, hvor råstofindvinding skal foregå nu (graveområder) og i fremtiden (interesseområder).
Råstofplan 2020’s udpegninger af graveområder og interesseområder i Svendborg Kommune er vist på bilag 1 (Bilag 1. Råstofplan 2020’s udpegninger af grave- og interesseområder i Svendborg Kommune).
Regionsrådet i Region Syddanmark har besluttet at revidere den gældende Råstofplan 2020 og har den 16. januar 2025 indkaldt til idéer og forslag til en ny Råstofplan. Brevet er vedlagt som bilag 2 (Bilag 2. Region Syddanmark indkalder idéer og forslag til ny Råstofplan). I tilknytning har Regionen udarbejdet et debatoplæg. Debatoplægget er vedlagt som bilag 3 (Bilag 3. Indkaldelse af idéer og forslag til ny Råstofplan). Den nye råstofplan forventes udarbejdet i 2026.
Kommuneplanen er underlagt regionens råstofplan, og skal respektere råstofplanens retningslinjer og udpegninger.
Tidligere høringssvar
I forbindelse med sidste revision af råstofplanen besluttede et flertal i Byrådet på møde den 27. april 2021 at fremsende forslag til Region Syddanmark om, at graveområdet ved Jernskovs Hjørne (lille graveområde i tilknytning til den aktive grusgrav Sellebjerg ved Kirkeby Sand) tages ud af råstofplanen af hensyn til det nærliggende værdifulde naturområde Skovholm Mose. Regionen valgte ikke at tage graveområdet ved Jernskovs Hjørne ud, da de vurderede, at screeningen i forbindelse med en konkret ansøgning om gravningen af råstoffet ville afklare problemstillingen. Undersøgelser har siden vist, at forekomsten kan graves uden at påvirke Skovholm Mosen. Administration anbefaler derfor, at ønsket om at tage Jernskovs Hjørne ud af råstofplanen ikke genfremsendes. NCC har trukket ansøgningen om at grave forekomsten tilbage uden begrundelse.
Svendborg Kommune har i august 2024 fremsendt anbefaling til Region Syddanmark om at revidere Råstofplan 2020 bl.a. med henblik på at revurdere de udlagte graveområder for sand, grus og sten samt graveområderne for ler ved Stenstrup. Teknik- og Miljøudvalget blev orienteret om høringssvaret på møde den 15. august 2024.
Forslag til Svendborg Kommunens høringssvar til Region Syddanmark
Svendborg Kommune er grundlæggende enig med Region Syddanmark i at sikre en bæredygtig udnyttelse af råstofferne, og at der bør arbejdes for, at udgravede områder får størst mulig samfundsværdi efterfølgende. Det kan fx være udvikling til næringsfattig natur og rekreative områder.
Svendborg Kommune opfordrer til at udpegningerne af grave- og interesseområderne revurderes. Et af de nuværende graveområder for sand, grus og sten er udgravet (Hulgården syd for Vester Skerninge) og der er kun materiale tilbage til få år i den aktive grav ved Sellebjerg. Der vil i nogle interesseområder komme begrænsninger i forhold til en kommende indvinding på grund af geologiske- og naturinteresser Det gælder blandet andet for interesseområdet ved Lundeborg, hvor der er en forskningsmæssig værdifuld aflejring fra sidste mellemistid, Eem, der også indgår som vigtig lokalitet i Geopark Det Sydfynske Øhav. Derudover gør kommunen opmærksom på, at der er værdifulde naturinteresser i tilknytning til interesseområderne øst for Kirkeby og nordøst for Ballen. Hvis der skal være mulighed for en lokal forsyning med sand, grus og sten i fremtiden, bør der derfor også overvejes at udpege nye områder til råstofindvinding.
Der er udpeget meget store graveområder for ler til mursten ved Stenstrup, som blandt andet skal ses i lyset af, at det lokale teglværk er lukket. Disse udpegninger bør reduceres i forhold til øget national fokus på og muligheder for at etablere vådområder for kvælstoffjernelse og reduktion af udledningen af klimagasser. Svendborg Kommune har tre konkret områder, som ønskes udtaget til vådområdeprojekter.
I høringssvaret angives de konkrete områder og forslag til ændringer begrundes. Forslag til høringssvar til Region Syddanmarks revision af Råstofplan er vedlagt som bilag 4 (Bilag 4. Svendborg Kommunens høringssvar til Region Syddanmark med idéer og forslag til revision af Råstofplan 2020).
Med hensyn til graveområdet ved Jernskovs Hjørne er det i forbindelse med NCC’s undersøgelser med henblik på gravning afklaret, at forekomsten kan indvindes uden påvirkning af vandstanden i Skovholm Mose. Administrationen vurderer derfor, at der ikke længere er grundlag for at foreslå dette området bliver taget ud af planen.
Regionen lægger op til dialog om høringssvaret og eventuelle indkomne ønsker til nye graveområder fra anden side.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Høringen har ingen konsekvenser.
Adgangen til råstoffer lokalt har betydning for byggeanlægsbranchen, og der planlægges derfor med blik for forsyningssikkerhed og begrænset transport såvel som natur- og miljøinteresser.
CO2-Konsekvensvurdering
Høringen har ingen konsekvenser.
Lovgrundlag
Råstofloven.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 04-02-2025
Indstillingen anbefales.
Afbud fra Mette Kristensen (V). Stedfortræder er Birger Jensen (V).
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 06-02-2025
Indstillingen anbefales overfor Kommunalbestyrelsen.
Kristine Andersen (A) deltog ikke i sagens behandling.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Der skal politisk træffes beslutning om frigivelse og fremrykning af anlægsmidler til Geohavneparken
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget
- At orienteringen tages til efterretning
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales
- At fremrykke 1,85 mio. kr. fra anlægspuljen ”Geohavnepark” fra budgettet for 2026 til budgettet for 2025
- At frigive den efterfølgende samlede anlægsramme på 5,05 mio. kr. i 2025.
Sagsfremstilling
Efter at Plan- og Lokalsamfundsudvalget på mødet den 5. november 2024 godkendte Geohavne-parkens overordnede koncept modtog Svendborg Kommune desværre afslag på ansøgning om midler fra Erhvervsfremmebestyrelsens indsats for turismefremme. Da risikoen for et afslag, i lyset af den store efterspørgsel på støttemidlerne, var forudset, indgik der i den på udvalgsmødet præsenterede tidsplan også muligheden for at fortsætte projektet etapevis og med søgning om tilskud fra andre fonde.
Administrationen anviser derfor en tilpasset procesplan samt forslag til håndtering af aktuelle, konkrete opgaver/problemstillinger.
Vand og Affald påregner at afslutte projektet for ny hovedpumpestation ved udgangen af første kvartal 2025. Det ville have været naturligt at igangsætte anlæg af Geohavneparken i umiddelbar forlængelse af hovedpumpestationens færdiggørelse, men langt størsteparten af anlægsmidlerne til Geohavneparken er først afsat på budget 2026. De samlede budgetterede midler til Geohavneparken udgør i alt 22,3 mio. kr., hvoraf 3,2 mio. kr er placeret i 2025 og 18,6 mio.kr i 2026. Derfor indgår det i samarbejdsaftalen med Vand og Affald at de som en ren midlertidig foranstaltning retablerer byggepladsarealerne omkring pumpestationen med cykelsti, midlertidig belysning, græs og asfalt. Dette udgør en nødtørftig forskønnelse af den tidligere byggeplads, men indeholder ikke anlæg af en park med alt hvad dette indebærer af terrænbehandling, beplantninger, permanent belysning, møblering, formidling mv.
Som et integreret projekt i opførelsen af pumpestationen har Svendborg Kommune fået etableret offentlige toiletter og en elevator, der sikrer fremtidig offentlig adgang til taget. I konceptet for Geohavneparken skal pumpestationens tag udformes som et offentligt, rekreativt udsigts- og opholdsareal og som centralt formidlingscenter i den kommende Geohavnepark. Etablering af tagterrassen er således ligesom toiletter og elevator en del af Svendborg Kommunes parkprojekt. Tagterrassen bliver indrettet med forskellige trappe- og siddeniveauer der muliggør en helt særlig udsigt over store dele af havnen. I sin færdige form med formidling af den sydfynske geologi, natur og maritime kulturarv bliver det et spektakulært og anderledes formidlingssted og indgang til UNESCO Geopark Det Sydfynske Øhav.
De afsatte midler for 2025 kan kun finansiere toiletter, elevator og en del af budgettet for tagterrassen. Administrationen anbefaler imidlertid, at etableringen af tagterrassen sker snarest, og helst med ibrugtagning sommer 2025, således at ibrugtagning sker i naturlig forlængelse af færdiggørelse af selve pumpestationen. Herved får både lokale og turister en hurtig rekreativ gevinst selv om selve parken først kan anlægges fra 2026 og i sin fulde omfang forudsætter medfinansiering fra fonde.
Af de afsatte midler for 2025 på 3,2 mio. kr., udgør ca. 2,4 mio. kr. allerede etableret toilet og elevator i pumpestationen. Der resterer således ca. 0,8 mio. kr. af de afsatte 2025-midler. Herudover forventes overført ca. 0,25 mio. kr. fra 2024.
Anlæg af pumpestationens tagetage som udsigts- og rekreativt opholdsareal er overslagsmæssigt beregnet til 2,9 mio. kr., hvilket betyder en manko på 1,85 mio. kr., hvis tagterrassen skal kunne etableres i 2025. Det foreslås derfor at fremrykke 1,85 mio. kr. af budgettet fra 2026 til 2025. Hertil kommer formidlingsprojektet med plancher, model mv som først udvikles i løbet af 2025.
Som Svendborg Kommunes besøgscenter i UNESCO Geopark Det Sydfynske Øhav skal Geohavneparken formidle en 10.000 år historisk udvikling fra istid til nutid med fokus på geologi, klima og maritim kulturarv. En væsentlig epoke er stålskibstiden som formidles i et område i parken afsat til bla boldspilsaktiviteter. Svendborg Kommune har til gennemførelsen heraf opnået et støttetilsagn på 0,3 mio. kr fra Børnebasketfonden, som er finansieret af A.P. Møllerfonden. Støttetilsagnet omfatter etablering af basketkurve på skibsskorstene, der indgår i formidlingen af den maritime historie. Forudsætningen for at kunne modtage donationen er at basketbanen står klar sommer 2025. Hvis ikke dette opfyldes bortfalder donationen. Den kommunale medfinansiering af basketbanen omfatter belægninger, hegn og siddemøbler og udgør ca. 0,5 mio. kr.
Den foreslåede fremrykning af midler omfatter ikke økonomi til etablering af basketbanen, da basketbanens etablering skal ses i sammenhæng med den samlede prioritering af Trafik og Infrastrukturs ressourcer, som drøftes på Kommunalbestyrelsens temamøde i februar. Såfremt det besluttes at prioritere anlæg af basketbanen vil sagen blive behandlet igen til april og anlægsarbejdet kunne startes op umiddelbart derefter.
Med henblik på at realisere det samlede koncept for Geohavneparken i overensstemmelse med PLU’s beslutning fra 5. november 2024, har administrationen nu til hensigt, at igangsætte en konkretisering af parkens enkelte anlægselementer og formidling. Det vil ske i samarbejde med Geoparksekretariatet og Svendborg Museum som partnere og med inddragelse af en række interessenter og borgere i en åben proces. Udviklingsprocessen vil tillige indeholde kontakt og ansøgninger til fonde.
PLU vil få en status på denne udviklingsproces tidligt efterår 2025 med henblik på efterfølgende projektering.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Det samlede anlægsbudget for Geo-Havnepark er på 22,3 mio. kr.
Af den samlede anlægsbevilling på 22,3 mio. kr. er 3,2 mio. kr. placeret i 2025 og 18,6 mio. kr. i 2026. Der forventes overført 0,25 mio. kr. fra 2024 i forbindelse med regnskabet.
Der søges om at fremrykke 1,85 mio. kr. fra 2026 budgettet til 2025 budgettet. Herefter vil budgettet i 2025 være på 5,05 mio. kr. som søges frigivet.
Der resterer herefter 16,75 mio. kr. på Budget 2026.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 04-02-2025
Orienteringen blev taget til efterretning.
Afbud fra Mette Kristensen (V). Stedfortræder er Birger Jensen (V).
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 06-02-2025
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Økonomiudvalget den 18-02-2025
Indstilles.
Afbud fra Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B).
Beslutningstema
Sagen beskriver status på projektudvikling af det kommunale fællesprojekt for kystbeskyttelse på Søndre Havn (etape 1) herunder behov for at fremskynde en etape (etape 3) henover Havnepladsen jf. den politisk vedtagne handleplan. Sagen forelægges med henblik på at der træffes beslutning om den videre proces på baggrund af de nye informationer.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget:
- At orienteringen tages til efterretning
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalget, Teknik- og Miljøudvalget at det over Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales:
- At godkende og fortsætte projektudvikling med etape 1 samt en fremskyndelse af etape 3 (etape 1 + 3 i handleplan)
- At der udarbejdes et anlægstema til Budget 2026
- At godkende fortsat brug af eksterne rådgivere
- At administrationen bemyndiges til at søge den nationale Kystpulje 2025
- At godkende at manglende finansiering søges som lånoptagelse til det samlede og udvidede projekt hos KommuneKredit.
Sagsfremstilling
Søndre Havn projektet er første etape af en handleplan for højvandsbeskyttelse af Svendborg Havn, der blev politisk besluttet i april 2023. Se bilag 04: (Bilag 04 Den Blå Kant handleplan for klimatilpasning 2023). Projektet har til formål at beskytte mod højvandshændelser op til kote 2,5 samt at etablere en ny gangforbindelse over Træskibshavnen. Der er i 2022 udarbejdet beregninger for hvilken risikoreduktion projektet vil skabe. Resultatet er at oversvømmelsesrisikoen fra stormfloder vil reduceres med 5,6 mio.kr/år ved en beskyttelse for Søndre Havn til kote 2,5 m. Dette svarer jf. beregningerne til ca. 1/3 af den samlede oversvømmelsesrisiko fra stormfloder for hele Svendborg Havn. Kommunalbestyrelsen besluttede i november 2023 at fremme projektet og har været i forhøring hos de berørte naboer. I foråret 2024 blev Rambøll valgt som totalrådgiver efter et EU-udbud.
Oprindeligt skitseprojekt
I den første etape af handleplanen for Den Blå Kant var beskyttelsens linjeføring planlagt fra Det Gule Pakhus mod nord forbi Hotel Ærø, langs Havnepladsen og gennem Sankt Peders Stræde. Foran Hotel Ærø og langs Havnepladsen var løsningen tænkt som midlertidige mobile barrierer (f.eks. watertubes), mens beskyttelsen i Sankt Peders Stræde skulle integreres i plankeværker og baggårdsmure.
Udfordringer og kvalificering af projektet
Rambøll har gennemført en kvalificering af det oprindelige skitseprojekt. Se Bilag 01: (Bilag 01 Teknisk Resume - Søndre Havn). Herunder har der været en dialog med Svendborg Spildevand. Dette har givet ny og mere detaljeret viden og afsløret udfordringer ved den oprindelige linjeføring af beskyttelsen. Se bilag 02: (Bilag 02 Teknisk Resume, ledningskrydsninger_Søndre Havn jan 2025). Den oprindelige linjeføring har mange ledningskrydsninger i et komplekst spildevandssystem, der både håndterer spildevand og afvanding i et fællessystem, hvilket medfører følgende udfordringer:
- at højvandsmurens fundamenter skal gennembrydes, hvor der er tværgående ledninger. Dette giver risiko for utætheder og uforudsete udgifter under anlægsarbejdet. Dertil forventes det det at der findes en del ikke registrerede ledninger i området.
- at det beskyttede område oversvømmes af stormflodsvand gennem spildevandssystemet f.eks. via afvandingsriste og utætte brønde med forbindelse til det beskyttede område.
- at krydsning af ledninger vil det kræve tilbagestrømssikringer som vil hindre udledning af spildevand fra den beskyttede zone under en stormflodshændelse.
- At tilbagestrømssikringer vil medføre etablering af pumpestationer til at lede spildevandet væk fra den beskyttede zone. Pumperne vil være en væsentlig investering i midlertidige løsninger, da beskyttelseslinjen i en senere etape jf. handleplanen rykkes.
Forslag til løsning
For at løse disse udfordringer foreslås en ændret linjeføring og en fremrykning af etape 3 fra handleplanen. Se bilag 03: (Bilag 03 Søndre Havn Baggrundsmateriale jan 2025). Dette vil bl.a. reducere antallet af ledningskrydsninger, hvilket vil:
- Minimere tilpasning af højvandsmurens fundamenter ved ledningskrydsninger, herunder mindske risiko for uforudsete ledninger, der skal håndteres under anlægsarbejdet.
- Medvirke til at separere overfladevand fra spildevandssystemet ved at afkoble regnvandsbrønde udenfor den beskyttede zone.
- Sikre, at en eksisterende pumpestation ved Honnørkajen placeres inden for den beskyttede zone, så den kan afhjælpe opstuvning af spildevand under stormfloder og derved undgå behov for etablering af supplerende pumpestationer.
- Der etableres en mere permanent højvandsbeskyttelse, der mindsker mængden af midlertidige løsninger, der senere vil være spildte.
Denne tilgang vil mindske kompleksiteten og styrke projektets effektivitet og robusthed i forhold til at beskytte mod højvandshændelser.
Det oprindelige skitseprojekt med dens linjeføring langs vejen Havnepladsen og ind igennem Sankt Peders Stræde er underestimeret økonomisk ligesom der er sat for få midler af til uforudsete udgifter. Den oprindelige linjeføring kan realiseres, men omkostningerne er vurderet at være meget på samme niveau som en udvidelse af projektet og med væsentligt større risici for uforudsete udgifter og risici for beskyttelsens robusthed. Derudover vil en fastholdelse af linjeføringen etape 1 give betydelige udgifter til de midlertidige dele der senere skal erstattes af de efterfølgende etaper. Derfor frarådes denne linjeføring af såvel Rambøll som Svendborg Spildevand.
En fremrykning af realisering af etape 3 henover Havnepladsen er undersøgt nærmere af rådgiverne. Her er der undersøgt to scenarier for linjeføring: en der går indenom Havnepakhuset med en højvandsmur og en der går udenom Havnepakhuset, hvor højvandsmuren integreres med terrasse, ramper og trapper. Se kort af de to scenarier i bilag 03: (Bilag 03 Søndre Havn Baggrundsmateriale jan 2025).
En beskyttelse indenom Havnepakhuset på Havnepladsen følger den politisk vedtagne handleplan og er den mest enkle løsning anlægsteknisk. Denne løsning er derfor ca. 4,6 mio. kr. billigere end en ydre beskyttelse udenom Havnepakhuset.
Administrationen anbefaler linjeføringen udenom Havnepakhuset i det udvidede projekt og i den tilknyttede økonomi, da denne vil beskytte Havnepakhuset og Havnepladsen 2A. Den ydre beskyttelse vurderes at give den bedste løsning med integrerede opholdsmuligheder set i sammenhæng med indretning af kajarealet og adgang til Havnepakhuset. Derudover er bygningen er bevaringsværdig i kategori 2 og der er investeret betydelig økonomi i renovering af bygningen indenfor de sidste par år, hvilket beskyttes med den ydre løsning.
Administrationen har i processen undersøgt alternative løsninger for at undersøge om projektet kan holdes indenfor den afsatte økonomi.
En kystbeskyttelse med en markant ændret linjeføring langs med havnebassinets indre kant vil ifølge rådgiverne være billigere, men løsningen er ikke beskrevet som mulighed, da denne løsning er udfordret på flere punkter. Løsningen vil kræve ny lokalplan som erstatning for LP 689 - Kullinggade 29. Derudover vil en indre løsning ikke skabe gangforbindelse over vandet. Endeligt strider en indre løsning mod fredningen af Baagøe og Ribers Plads samt de beskrevne værdier i Kommuneplanens udpegede kulturmiljø.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Det oprindelige projekt (etape 1 i handleplan) er ved hjælp fra tidligere eksterne rådgivere vurderet til samlet at koste 43,5 mio. kr. ekskl. moms. Den samlede finansiering udgøres delvist af kommunale anlægsmidler, delvist af midler fra den nationale kystpulje samt af bidrag fra ejere af fast ejendom via bidragsfordeling. Der er afsat en økonomisk ramme på netto 39,2 mio. kr. (2024 niveau) til projektet i det kommunale budget. Herudover er der afsat afledt drift fra 2027.
Det kvalificerede projekt (etape 1 i handleplan) udgør i Rambølls nye anlægsoverslag 58 mio. kr. ekskl. moms. Den store difference skyldes, at Rambøll vurderer at flere væsentlige elementer i det oprindelige projekt var prissat for lavt og at der var afsat for få midler i anlægsoverslaget til usikkerheder projektstadiet taget i betragtning. Eksempler på elementer, der har en væsentlig prisforøgelse, er sluseporte, højvandsmure og gangbro.
En fremskyndelse af etape 3 (etape 3 i handleplan) over Havnepladsen udenom Havnepakhuset er i anlægsoverslaget vurderet til at koste 25,8 mio. kr. ekskl. moms. En alternativ linjeføring af beskyttelsen indenom Havnepakhuset vil være ca. 4,6 mio. kr. billigere end en ydre beskyttelse udenom Havnepakhuset.
Der vil i forbindelse med projektet (etape 1+3) være en række afledte udgifter på 14,2 mio. kr. Det omfatter f.eks. etablering af en ny spuns foran det gule pakhus, omlægning af forsyningsledninger på bl.a. Otte Ruds Vej, diverse bygherreleverancer, rådgivning og landinspektør i forbindelse med bidragsfordeling og administrationsomkostninger.
Derved estimeres de samlede projekt- og anlægsomkostninger for det udvidede projekt (etape 1+3 i handleplan) på 98 mio. kr. ekskl. moms.
Finansieringsmuligheder
Nedenfor skitseres finansieringsmuligheder, der skal afdækkes og kvalitetssikres i anlægstemaet for 2026.
Kystpulje:
Der er opnået tilsagn om støtte fra den nationale kystpulje i 2023. I tilsagnet får projektet et tilskud på 7.59 mio. kr. ekskl. moms. Projektændringer skal godkendes af Kystdirektoratet for at fastholde tilskud.
I 2025 er der i en ny, national pulje afsat godt 82 mio. kr. til statslig medfinansiering af kystbeskyttelse i kommunale fællesprojekter. Ansøgningsfristen er d. 2. maj 2025. Tilskudsprocent til maks. 40 % af de stormflodsbeskyttende tiltag i projektet. Administrationen anbefaler at ansøge puljen for at opnå øget medfinansiering til projektet.
Spildevandsselskab:
Udgiftsfordeling mellem projektejer og spildevandsselskabet til omlægning / ombygning af ledninger skal afklares i det videre arbejde.
Bidragsfordeling:
Der er truffet en principiel, politisk beslutning i januar 2024 om, at ejendomsejerne skal være med til at finansiere beskyttelsen med 10 mio. kr. til anlægget og 325.000 kr. i årlig drift i 25 år. Bidrag fra ejendomsejere vil være en indtægt, der opkræves over en længere periode f.eks. 25 år og kan derfor ikke medregnes som en engangsindtægt i projektet, men vil være en kommunal indkomst over 25 år. Derfor vil det udvidede antal af bidragsydere i det udvidede projekt ikke løse den manglende finansiering i projektet her og nu.
Kommunale midler:
Der er med budget 2025 over en periode afsat et årligt beløb på 10 mio. kr. til ”Pulje til efterslæb på havnens konstruktioner”. Der indgår væsentlige forbedringer af havnens faciliteter i Søndre Havn projektet herunder nye moler, bådepladser, spuns, tætning af kajkanter mv. Derfor kan det overvejes, at en del af den manglende finansiering findes i at allokere f.eks. 10 mio. kr. i 2027 til Søndre Havn projektet fra puljen. Puljen har dog været tiltænkt andre renoveringsprojekter på havnene og disse vil så være underfinansierede med den del der evt. øremærkes til Søndre Havn projektet.
Lånefinansiering
D. 27. juni 2023 fik Svendborg Kommune et forhåndstilsagn fra KommuneKredit om at kunne opnå låneadgang til det oprindelige projekt. Et udvidet projekt kræver ny dialog med KommuneKredit for at afklare mulighed for lånefinansiering til det fulde projekt.
En formel ansøgning om låneadgang for den nye etape kræver godkendelse af Kommunalbestyrelsen, som bedes godkende at denne indsendes.
CO2-Konsekvensvurdering
Anlægsprojektet vil medføre en øget CO2-udledning. Det er på nuværende tidspunkt ikke er muligt at estimere omfanget af CO2-udledningen fra projektet. Det vil være en del af den fremtidige projektering at beregne projektets CO2-udledning og herunder overveje alternative metoder og materialer, der giver et mindre CO2 aftryk.
Lovgrundlag
Kystbeskyttelsesloven
Miljøvurderingsloven
Planloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 04-02-2025
Orienteringen blev taget til efterretning.
Afbud fra Mette Kristensen (V). Stedfortræder er Birger Jensen (V).
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 05-02-2025
Indstilles, idet den endelige økonomi afklares i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2026.
Der var afbud fra Jesper Ullemose (V). Birger Jensen (V) deltog som suppleant.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 06-02-2025
Anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen, idet den endelige økonomi afklares i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2026.
Beslutning i Økonomiudvalget den 18-02-2025
Indstilles.
Afbud fra Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B).
Relaterede bilag
Beslutningstema
Beslutning om placering af et maritimt oplevelsescenter på Svendborg Havn med baggrund i Stålhallen Teaters projekt i Dansk Museum for Lystsejlads’ nuværende bygning på Frederiksø. Udpegning af en ny placering haster for at muliggøre den videre udviklingsproces, herunder fundraising.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Erhvervs- og Turismeudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- at vælge mellem en placering af et maritimt oplevelsescenter i Baagøe & Ribers Pakhuse eller på Østre Havnevej 12.
Sagsfremstilling
Baggrund
Med Budget 2024 blev der afsat 0,3 mio. kr. til arbejdet med etablering af et Maritimt oplevelsescenter i samarbejde mellem Danmarks Museum for Lystsejlads og Svendborg Museum.
Danmarks Museum for Lystsejlads, som i dag er placeret på Frederiksø, skal jf. beslutning om placering af et nyt Stålhallen Teater på stedet, finde ny lokalisering. Samtidig ønsker Svendborg Museum moderne museumsfaciliteter til formidling af byens maritime historie fra kongerne i Gudme over A.P.Møller og stålskibsæraen op til i dag. Af hensyn til at muliggøre transformationen fra lystsejladsmuseum til teater, herunder udpege en alternativ placering for et maritimt oplevelsescenter og herved muliggøre fundraising, lægges der nu op til at træffe beslutning om en placeringsmulighed for et maritimt oplevelsescenter.
Parterne i det maritime oplevelsescenter har for en del af de afsatte midler fået udarbejdet en forundersøgelse vedr. mulige placeringer samt et overslag på budget til ombygning af eksisterende bygninger til formålet, se bilag 1. (Bilag 1: oplæg til et maritimt oplevelsescenter). I materialet er præsenteret tre placeringsmuligheder: pakhusene på Baagøe & Ribers plads, den hvide DLG Silo på Østre Kaj og Petersen og Jensens Pakhus på Østre Kaj. Det bemærkes, at ingen af de nævnte placeringer er kommunal ejendom.
Det skal endvidere bemærkes, at udpegning af en placering på Østre Kaj foregriber beslutning af Kommuneplanen og Udviklingsplan for Fremtidens Havn samt kan få konsekvenser for andre aktører som har fremsat ønske om placering i dette område. Det drejer sig om Center for Tredimensionel Kunst, Sydfyns Forening for Kreativ Bevægele (kropskulturhus) samt Navteam.
Vurdering af placeringsmuligheder for et maritimt oplevelsescenter
I forlængelse af ovenstående har administrationen udarbejdet en vurdering af de tre foreslåede placeringsmuligheder for et maritimt oplevelsescenter samt to yderligere, nemlig Østre Havnevej 12, hvor et tidligere DLG-pakhus netop er nedrevet, samt et areal på Frederiksø, nærmere betegnet Frederiksø 3 umiddelbart nordøst for Frederiksbroen.
Se bilag 2 (Bilag 2: Vurdering af placeringsmuligheder for et maritimt Oplevelsescenter på Svendborg Havn) for en mere detaljeret gennemgang af og vurdering af placeringsmulighederne.
Der foreligger ikke fra museernes side et konkret program for indhold og omfang af et maritimt oplevelsescenter. Vurderingerne i Bilag 2 baserer sig således på parternes overordnede beskrivelse (se bilag 1) af et maritimt oplevelsescenter, som et fælles museumskompleks med udstillinger, særudstillingsrum, åbne værksteder, museumshavn, administration, arkiver og plads til frivillige. Dertil kommer fælles entré, aktivitetsrum, skoletjeneste, foredragssal, museumsbutik osv.
Desuden er det medtaget i vurderingen, at en del af et maritimt oplevelsescenter må indeholde høje bygningsvolumener, som kan rumme både og joller af en vis dimension.
Fem placeringsmuligheder
Følgende muligheder for placering er gennemgået og vurderet:
- pakhusene på Baagøe & Ribers plads (genanvendelse af eksisterende bygninger)
- den hvide DLG Silo på Østre Kaj (genanvendelse af eksisterende bygninger)
- Petersen og Jensens Pakhus på Østre Kaj (genanvendelse af eksisterende bygninger)
- Østre Havnevej 12 (nyt byggeri)
- Areal ved Frederiksbroen, Frederiksø 3 (nyt byggeri)
Kriterier for vurdering af placeringsmulighederne
De forskellige muligheder for placering er gennemgået i forhold til de samme kriterier:
- Understøttelse af Udviklingsstrategi 2023, Udviklingsplan for Fremtidens Havn samt synergier i forhold til byen, bylivet og relevante kulturelle og maritime funktioner
- Planforhold
- Fysisk egnethed af grund og bygninger i forhold til et maritimt oplevelsescenter
- Bevaringsværdi
- Fortælleværdi
- Bæredygtighed
- Adgang til kaj og vand
- Infrastruktur – adgangsforhold og parkering
- Støj og andre miljøudfordringer
- Klimatilpasning
- Konkurrerende ønsker til placering på lokationen
Det er vigtigt at bemærke, at de forskellige kriterier dels er vanskeligt kvantificerbare, ikke nødvendigvis sammenlignelige og ikke kan vægtes 1:1. Vurderingerne herunder må derfor tages med forbehold. I nedenstående skema er de fem placeringsmuligheder sat op overfor rækken af kriterier og tildelt en score ud fra en trafiklysmodel (Se bilag 2).
Samlet vurdering
Det gælder for alle placeringsmuligheder, at de – om end på forskellig vis – understøtter Udviklingsstrategi 2023 og Udviklingsplanen Fremtidens Havn gennem at støtte op om udvikling af havnen som en åben og bæredygtig bydel med rod i den maritime arv. De rummer alle muligheder for synergi med andre erhvervs- og kulturaktiviteter ligesom de alle ligger tæt ved kajer og vand, som – igen på forskellig vis – giver mulighed for etablering af en museumshavn.
Placeringen i Baagøe & Ribers Pakhuse scorer højt på mange parametre, men er dog begrænset af udfordringer pga fredningsstatus, som sammen med bygningernes egnethed indebærer et særdeles udfordrende byggeprojekt. Det vil også være problematisk at sikre tilstrækkelig parkering. Samtidig er det imidlertid et enestående kulturmiljø, med en stærk fortælling – og klimatilpasningen er sikret gennem Søndre Havn-projektet.
De tre placeringsmuligheder på Østre Kaj er alle udfordret af manglende afklaring på en fremtidig klimatilpasning samt at der for alle tre placeringer er konkurrerende interessenter i form af Center for Tredimensionel Kunst og Navteam. Blandt de tre scorer Østre Havnevej 12 højest, men her er udfordringen den ringere bæredygtighed i et nybygget projekt frem for muligheden for renovering og omdannelse i den hvide DLG-silo og Petersen & Jensens Pakhus.
Den umiddelbart bedst scorende placering på Østre Kaj, Østre Havnevej 12, er ganske omvendt ift Baagøe & Ribers Pakhuse. Her er båndene mht byggeri og parkering helt anderledes frie, men en placering her indebærer, at det fremsatte ønske fra virksomheden Navteam om placering her enten tænkes kreativt ind i et samspil med et maritimt oplevelsescenter eller at der findes en alternativ placering i området.
Placeringen på Frederiksø ligger på omtrent samme score som placeringerne på Østre Kaj. De største udfordringer her er klimatilpasningen med en placering i den blå zone, manglende parkeringsmuligheder samt mulige begrænsninger i grundens størrelse. En placering her forudsætter således formentlig, at den udvikles i et tæt samspil med andre virksomheder og aktiviteter på Frederiksø.
Konklusion
Alle fem placeringer rummer potentialer for udvikling af et enestående maritimt oplevelsescenter. En stringent og objektiv sammenligning af de fem placeringsmuligheder er imidlertid vanskelig om ikke umulig. Et valg bør derfor basere sig på, hvor vidt de udpegede udfordringer på de enkelte placeringer er overkommelige set ift de kvaliteter de samme placeringer giver. På den baggrund vurderes det, at en placering i Baagøe & Ribers pakhuse er særdeles udfordrende set ift de åbne muligheder for at opfylde behovene i et nybygget maritimt oplevelsescenter på Østre Havnevej 12. Sidstnævnte mulighed kræver dog, at der tænkes i alternativer for imødekomme Navteams ønske til en placering i dette område.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
De økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser skal vurderes ifm den videre og mere detaljerede projektudvikling.
CO2-Konsekvensvurdering
Konsekvenserne for CO2-udledningen skal vurderes ifm den videre og mere detaljerede projektudvikling.
Lovgrundlag
-
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 03-02-2025
Sagen oversendes til kommunalbestyrelsens beslutning.
Afbud fra Kristine Andersen (A) og Jesper Ullemose (V). Som suppleant for Jesper Ullemose (V) deltog Jesper Larsen (V).
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 04-02-2025
Udvalget valgte at oversende sagen til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen uden nærmere stillingtagen til den endelige beslutning.
Ib Knudsen (Ø) afgav følgende mindretalsudtalelse:
”Enhedslisten kan ikke anbefale et Maritimt oplevelsescenter i Baagøes og Ribers Pakhuse, da de infrastrukturelle forhold ikke kan bære den yderligere trafik fra et oplevelsescenter, det bliver også et center som bliver uden p-pladser, hvilket er helt galt.
Østre Havnevej 12 kan vi heller ikke støtte, da Navteam har ønsket denne placering, hvilket vi mener er meget vigtig, da vi mener, at der skal være plads til maritime virksomheder på Havnen. Vi synes også, at de 2 siloer er fine placeringer.”
Afbud fra Mette Kristensen (V). Stedfortræder er Birger Jensen (V).
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 05-02-2025
Udvalget besluttede at oversende sagen til Kommunalbestyrelsens beslutning, idet udvalget ønsker, at man er særligt opmærksom på konkurrerende ønsker til placeringen.
Der var afbud fra Jesper Ullemose (V). Birger Jensen (V) deltog som suppleant.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 06-02-2025
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler placeringen i Baagøe & Ribers Pakhuse overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Økonomiudvalget den 18-02-2025
Indstillingen fra Teknik- og Miljøudvalget anbefales.
Afbud fra Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B).
Beslutningstema
Svendborg Kommune har mulighed for at ansøge Vejdirektoratet om medfinansiering af cykelstiprojekter jævnfør skrivelsen ”Cykelpulje 2025 i Infrastrukturplan 2035”
Administrationen har på baggrund af Vejdirektoratets materiale udpeget et konkret projekt som ansøgningsemne, en del af strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej.
Der skal politisk tages stilling om man ønsker at ansøge Vejdirektoratet om medfinansiering samt godkendelse af finansiering af cykelstiprojektet.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At administrationen bemyndiges til at ansøge Vejdirektoratets Cykelpulje om statslig medfinansiering på 40% til en del af strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej.
- At brugen af ekstern rådgiver godkendes
- At godkende igangsættelsen af en af nedenstående scenarier:
- Scenarie A - Igangsættelse af strækning 1, af cykelstiprojektet vedr. strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej
- At godkende og frigive en bruttoanlægsbevilling på 3,33 mio. kr. i 2025 og at finansieringen sker ved:
- At hvis der opnås statslig medfinansiering på 1,332 mio. kr. og at Svendborg Kommunes andel på 1,998 mio. kr. finansieres med 1,538 mio. kr. fra anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 og de resterende 0,460 mio. kr. finansieres fra overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel”
- Scenarie A - Igangsættelse af strækning 1, af cykelstiprojektet vedr. strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej
Eller
- At såfremt der ikke opnås statslig medfinansiering finansieres cykelprojektet på 3,33 mio. kr. indenfor anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 på 1,538 mio. kr., en delfremrykning af anlægspuljen ”Cykelstier” i 2026 på 0,538 mio. kr. samt overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel” på 1,254 mio. kr.
- Scenarie B - Igangsættelse af strækning 3 og 4, af cykelstiprojektet vedr. strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej
- At godkende og frigive en bruttoanlægsbevilling på 3,57 mio. kr. i 2025 og at finansieringen sker ved:
- At hvis der opnås statslig medfinansiering på 1,428 mio. kr. og at Svendborg Kommunes andel på 2,142 mio. kr. finansieres med 1,538 mio. kr. fra anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 og de resterende 0,604 mio. kr. finansieres fra overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel”
Eller
- At såfremt der ikke opnås statslig medfinansiering finansieres cykelprojektet på 3,57 mio. kr. indenfor anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 på 1,538 mio. kr., en delfremrykning af anlægspuljen ”Cykelstier” i 2026 på 0,778 mio. kr. samt overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel” på 1,254 mio. kr.
Sagsfremstilling
Vejdirektoratet har fremsendt materiale vedrørende statslig medfinansiering af cykelstiprojekter jævnfør ”Cykelpulje 2025 i Infrastrukturplan 2035”. Af materialet fremgår det, at et kommunalt cykelstiprojekt kan få en tilskudsprocent på 40%. Ansøgningsguiden er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Guide om tilskud fra Pulje til cykelprojekter 2025).
Vejdirektoratet modtager ansøgningsemner fra kommunerne frem til og med den 31. marts 2025. Efter ansøgningsfristen udvælger Vejdirektoratet de ansøgningsemner, der bedst matcher de fastlagte kriterier og temaer.
Administrationen har undersøgt, hvilke strækningerne i Svendborg Kommune som kunne være relevante for etablering af cykelstier, som ligeledes matcher de fastlagte kriterier og temaer jf. cykelpuljen.
I den forbindelse har administrationen set nærmere på strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej, der også fremgår af Svendborg Kommunes Cykelruteplan fra 2014, side 15, jf. bilag 2 (Bilag 2. Cykelruteplan 2014). Strækningen betjener desuden nærområdets skolesøgende til Vestre Skole og Rantzausminde Skole, bilag 3 (Bilag 3. Skolevej)
Strækningen vurderes derfor at honorere flere af ansøgningskriterierne, såsom bedre fremkommelighed på (nye) cykelstier, styrke cykelpendling samt forbedring af trafiksikkerhed og sammenhæng på skolevejsnet.
Projektet
Strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej består af fire delstrækninger jf. bilag 4 (Bilag 4. Projekt Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej).
Delstrækning 1 til 3 består af strækningen fra Skovvej til Ryttervej. På strækningen skal der etableres en enkeltrettet fællessti i begge vejsider (fortovsdel og cykelstidel afskærmet fra kørebanen med kantsten).
Delstrækning 4, fra Voldgade til Skovvej, skal der etableres 2-1 vej, hvilket er en afmærkningsløsning med en dobbeltrettet vognbane. Ved mødesituationer benytter bilerne vigespor til højre for deres færdselsretning. Bilister skal påse, at benyttelse af vigesporet ikke bliver til fare for lette trafikanter. Når der ikke er mødesituationer vil vigesporet være anvendeligt som visuelt afskærmet færdselsareal til lette trafikanter.
Administrationen har foretaget nye beregninger for hele strækningen, som vil have en samlet anlægsudgift på 8,41 mio. kr.
Selv hvis Svendborg Kommune opnår tilsagn fra Vejdirektoratet om statslig medfinansiering af cykelstiprojektet, vil det derfor ikke være muligt at anlægge hele strækningen. Administrationen indstiller på den baggrund til, at Svendborg Kommune ansøger om statslig medfinansiering af delstrækning 1 eller delstrækning 3 og 4.
Afhængigt af det valgte scenarie vil den eller de tilbageværende delstrækninger, sammen med delstrækning 2, på et senere tidspunkt blive fremlagt til politisk prioritering. Dette skal sikre, at hele strækningen, såfremt der opnås politisk prioritering, på sigt kan etableres i overensstemmelse med Cykelruteplanen.
Strækningen har tidligere været prioriteret af Teknik- og Erhvervsudvalget den 6. maj 2021 som en del af den fremadrettede plan for cykelfremme i Svendborg Kommune. Cykelprojektets midler blev efterfølgende tilbagekaldt og allokeret til andre formål.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
I budgetrammen for 2025 er der afsat 1,538 mio. kr. til etablering af cykelstier i 2025.
Herudover overføres et mindreforbrug på ca. 1,254 mio. kr. fra ”Almen Skolekørsel 2024” til anlæg. Overførslen fra regnskab 2024 sker på baggrund af Teknik- og Erhvervsudvalgets beslutning den 9. maj 2019, hvor det blev besluttet at anvende eventuelle besparelser på driftskontoen ”Almen Skolekørsel” til at forbedre elevers vej til skolen.
Strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej har en samlet anlægsudgift på 8,41 mio. kr., som fordeler sig jf. nedenstående på de fire strækninger:
- Strækning 1: 3,33 mio. kr.
- Strækning 2: 1,52 mio. kr.
- Strækning 3: 3,33 mio. kr.
- Strækning 4: 0,23 mio. kr.
Administrationen indstiller til, at der ansøges om statslig medfinansiering til enten scenarie A eller B.
Scenarie A - Igangsættelse af strækning 1
Der søges en anlægsbevilling på 3,33 mio. kr. i 2025
Anlægsbevilling på 3,33 mio. kr. i 2025 ønskes finansieret ved:
- At hvis der opnås statslig medfinansiering på 1,332 mio. kr. og at Svendborg Kommunes andel på 1,998 mio. kr. finansieres med 1,538 mio. kr. fra anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 og de resterende 0,460 mio. kr. finansieres fra overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel”
Eller
- At såfremt der ikke opnås statslig medfinansiering finansieres cykelprojektet på 3,33 mio. kr. indenfor anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 på 1,538 mio. kr., en delfremrykning af anlægspuljen ”Cykelstier” i 2026 på 0,538 mio. kr. samt overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel” på 1,254 mio. kr.
Scenarie B – Igangsættelse af strækning 3 og 4
Der søges en anlægsbevilling på 3,56 mio. kr. i 2025
Anlægsbevilling på 3,57 mio. kr. i 2025 ønskes finansieret ved:
- At hvis der opnås statslig medfinansiering på 1,428 mio. kr. og at Svendborg Kommunes andel på 2,142 mio. kr. finansieres med 1,538 mio. kr. fra anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 og de resterende 0,604 mio. kr. finansieres fra overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel”
Eller
- At såfremt der ikke opnås statslig medfinansiering finansieres cykelprojektet på 3,57 mio. kr. indenfor anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 på 1,538 mio. kr., en delfremrykning af anlægspuljen ”Cykelstier” i 2026 på 0,778 mio. kr. samt overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel” på 1,254 mio. kr.
CO2-Konsekvensvurdering
Sagen vurderes ikke at have betydning for CO2-udledningen.
Lovgrundlag
Vejloven
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 06-02-2025
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen,
- At administrationen bemyndiges til at ansøge Vejdirektoratets Cykelpulje om statslig medfinansiering på 40% til en del af strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej.
- At brugen af ekstern rådgiver godkendes
- At godkende igangsættelsen af en af nedenstående scenarier:
- Scenarie A - Igangsættelse af strækning 1, af cykelstiprojektet vedr. strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej
- At godkende og frigive en bruttoanlægsbevilling på 3,33 mio. kr. i 2025 og at finansieringen sker ved:
- At hvis der opnås statslig medfinansiering på 1,332 mio. kr. og at Svendborg Kommunes andel på 1,998 mio. kr. finansieres med 1,538 mio. kr. fra anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 og de resterende 0,460 mio. kr. finansieres fra overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel”
- Scenarie A - Igangsættelse af strækning 1, af cykelstiprojektet vedr. strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej
Sagen fremlægges til fornyet stillingtagen, hvis der ikke opnås statslig medfinansiering.
Beslutning i Økonomiudvalget den 18-02-2025
Indstilles.
Afbud fra Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B).
Relaterede bilag
Beslutningstema
Opgørelse over udbetalt vederlag og honorar for 2024 forelægges til efterretning og offentliggørelse.
Indstilling
Direktionen indstiller oversigten til efterretning.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen skal jf. styrelseslovens § 16 e offentliggøre størrelsen af udbetalt vederlag eller honorar til kommunalbestyrelsesmedlemmer, som efter valg eller forslag af kommunen, udfører andre erhverv end medlemskab af kommunalbestyrelsens udvalg eller underudvalg.
Tilsvarende gælder for ansatte i den kommunale administration, som efter valg eller forslag af kommunen, udfører et sådan hverv.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Lovgrundlag
Styrelseslovens § 16 e.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.