Kommunalbestyrelsen
Referat • 27. august 2024 kl. 17.00
Indhold
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-08-2024
Der var ingen spørgsmål.
Afbud fra Pia Dam (A), Jørgen Lundsgaard (B), René Haahr (V), Arne Ebsen (F) og Johan Weltzin Kristensen (Ø). Som suppleanter er indkaldt Claus Krossteig (A), Allan Østergaard (B), Käthe Lund (F) og Malene kallan (Ø). Kommunalbestyrelsen godkendte dette.
Dagsorden godkendt.
Beslutningstema
Regionsrådet skal beslutte om den gældende Råstofplan 2020 skal revideres i 2026. Til brug for vurderingen har Regionsrådet udarbejdet Redegørelse for råstofområdet i Region Syddanmark, juni 2024. Redegørelsen er sendt i høring frem til den 6. september 2024.
Der orienteres om Svendborg Kommunes høringssvar til Regionsrådet. Råstofplanen anbefales revideret.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Kommunalbestyrelsen anbefales, at
- Orientering om Svendborg Kommunes høringssvar til Region Syddanmark om, at Råstofplan 2020 bør revideres, tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Baggrund
Regionerne er ansvarlige for at udarbejde råstofplaner. Planerne sætter rammerne for den fremtidige forsyning med råstoffer via retningslinjer og udpegning af områder, hvor råstofindvinding skal foregå nu og i fremtiden. Hvert fjerde år gennemgår Regionsrådet råstofplanen og vurderer, om der er behov for at revidere den gældende plan.
Region Syddanmark besluttede i 2023 at forlænge Råstofplan 2020, og at spørgsmålet om revision af råstofplanen skulle tages op igen i 2024.
Til brug for vurderingen om, hvorvidt råstofplanen skal revideres i 2026, har Regionen udarbejdet en redegørelse for råstofområdet i Region Syddanmark. Redegørelsen er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Redegørelse for råstofområdet i Region Syddanmark). Redegørelsen beskriver den aktuelle situation og regionens tiltag på råstofområdet siden vedtagelsen af Råstofplan 2020.
Redegørelsen er sendt i høring frem til den 6. september 2024. Høringssvar vil indgå i Regionsrådets beslutning om, hvorvidt Råstofplan 2020 skal revideres.
Beslutter Regionsrådet at revidere råstofplanen, vil kommunen på ny blive hørt og bedt om at komme med idéer og forslag til en ny råstofplan.
Kommuneplanen er underlagt regionens råstofplan og skal respektere råstofplanens retningslinjer og udpegninger.
Tidligere høringssvar
Teknik- og Miljøudvalget har i 2022 anbefalet Regionen at revidere råstofplanen med henblik på en revurdering af de udlagte graveområder for sten, grus og sand i Svendborg Kommune.
Høringssvar til Redegørelse for råstofområdet i Region Syddanmark, juni 2024
Det er administrationens vurdering, at Svendborg Kommune overordnet set kan tilslutte sig Regionsrådets redegørelse.
Det er dog samtidigt administrationens vurdering, at Regionsrådet bør igangsætte en revision af Råstofplanen. Dette er begrundet i det følgende.
Administrationen vurderer, at der er behov for en revurdering af graveområderne for sten, grus og sand i Svendborg Kommune. Selvom Sellebjerg grusgrav bliver udvidet med området ved Jernskovs Hjørne, vil grusgravningen her have en udløbsdato. Der er stor aktivitet inden for byggebranchen i Svendborg Kommune, og Vejdirektoratet har haft et større projekt med cykelsti ved Hvidkilde. Derudover er Vejdirektoratet ved at planlægge endnu et projekt med omlægning af store dele af hovedvejen over Tåsinge.
De nuværende graveområder udgøres af den gamle grusgrav ved Hulgården, som nu er put and take sø og nogle mindre områder vest for Gudbjerg, som der ikke har været udvist erhvervsmæssig interesse i at indvinde.
Inden for en mindre del af graveområdet for rødbrændende ler ved Stenstrup bør afgrænsningen revurderes i forhold til den nationale interesse for vådlægning af kulstofholdige jorde (herunder Grøn Trepart), da vådlægning af disse jorde reducerer frigivelsen af CO2 til atmosfæren og næringsstoffer til vandmiljøet. Dette skal også ses i lyset af, at der for rødbrændende ler på Fyn, er en forsyningshorisont på 46 år, og at teglværket Wienerberger i Stenstrup pt. er lukket på ubestemt tid.
Derudover bør et interesseområde udlagt syd for Hulgården revurderes, idet området kan have betydning for opretholdelse af et meget værdifuldt mose-/kildeområde.
Svendborg Kommune vil gerne indgå i dialog med Regionen om udpegningerne.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Høringen har ingen konsekvenser.
CO2-Konsekvensvurdering
Høringen har ingen konsekvenser.
Lovgrundlag
Råstofloven.
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 15-08-2024
Indstillingen anbefales overfor Kommunalbestyrelsen.
Afbud: Kristine Andersen (A). Stedfortræder: Hanne Klit (A).
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-08-2024
Godkendt.
Afbud fra Pia Dam (A), Jørgen Lundsgaard (B), Arne Ebsen (F), René Haahr (V), Johan Weltzin Kristensen (Ø). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A), Allan Østergaard (B), Käthe Lund (F), Malene Kallan (Ø).
Beslutningstema
Ærø Kommunes planer om indkøb af nye, eldrevne færger med forøget kapacitet vil påvirke anvendelse og indretning af Havnepladsen ift. nuværende funktioner samt fremtidig trafikafvikling, klimatilpasning og byrum. Det betyder, at snitflader til flere igangværende udviklingsprojekter i området skal afklares og koordineres for at sikre en god helhedsløsning. Kommunalbestyrelsen skal med denne sag træffe principbeslutning om Ærø Kommunes forslag til de overordnede rammer for en fremtidig indretning af Havnepladsen i Svendborg kan godkendes.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Erhvervs- og Turismeudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales:
- At de overordnede rammer i Ærø Kommunes forslag til ny indretning af Havnepladsen som beskrevet i sagsfremstillingen godkendes.
- At Svendborg Kommunes administration bemyndiges til at indgå i den videre dialog med Ærø Kommune i forbindelse med den videre projektudvikling med udgangspunkt i de i sagsfremstillingen oplistede opmærksomhedspunkter og de oprindeligt vedtagne pejlemærker for den mulige indretning af Havnepladsen.
Sagsfremstilling
Ærø Kommune ønsker at udskifte de nuværende dieselfærger med to el-færger (forventeligt L69,5 m x B17 m), hvor bilkapaciteten øges fra 42 til ca. 67. Besejlingsfrekvensen fastholdes. Deres ønsker omfatter bl.a. et større opmarchareal, en udvidelse af kajarealet ud i søterritoriet, et nyt færgeleje, nye fenderfundamenter, ladetårn, ladehus og en transformerstation. Det er ikke et endeligt og detaljeret projekt, men giver et overblik over de overordnede forandringer og tilføjelser, som projektet omfatter. Se forslag i bilag 01 (Bilag 01: Svendborg Havn, forslag til indretning), bilag 02 (Bilag 02: Indretningsforslag på Svendborg Havn, notat fra Ærø Kommune), bilag 03 (Bilag 03 Situationsplan med signaturforklaring) og bilag 04 (Bilag 04: Visualiseringer af forslag til Havnepladsen).
Ærø Kommunes ønsker til de fremtidige færger samt til større opmarcharealer på Svendborg Havn er første gang beskrevet i en orienteringssag i Kommunalbestyrelsen d. 30/1 2024. Den 19/3 2024 godkendte Kommunalbestyrelsen i Svendborg en række pejlemærker for Ærøs arbejde med udarbejdelsen af et forslag til den fremtidige indretning af Havnepladsen i Svendborg i forbindelse med de nye Ærøfærger. Ærø Kommunes forslag følger de politisk vedtagne pejlemærker. Se bilag 05 (Bilag 05: Oversigtskort over Havnepladsen med pejlemærker 220224)
Svendborg Kommune arbejder også med en udskiftning af Højestenefærgen til en el-dreven færge. Den nye Højestenefærge bliver med samme bilkapacitet som den nuværende færge og det nye færgeleje og opmarcharealer placeres samme sted, som de nuværende forhold. Svendborg Kommunes færgeprojekt omfatter, ligesom Ærø Kommunes projekt, en ny transformerstation og et ladetårn, der skal placeres på Honnørkajen og er ikke vist i forslaget fra Ærø Kommune.
Ærø Kommunes projekt til Havnepladsen er et skitseforslag, hvor mange forhold mangler detaljering og afklaring. Ærø Kommune ønsker en politisk beslutning i Svendborg Kommune vedrørende de overordnede rammer, inden de går videre i en omkostningstung projektering og miljøvurdering.
Ærø Kommunes forslag til den fremtidige indretning er en markant ændring af Havnepladsen. De store tekniske anlæg vil være indgribende i det eksisterende havne- og kulturmiljø. Derudover må projektet forventes at have trafikale konsekvenser med øget biltrafik på havnen.
Administrationen vurderer, at det vil kræve ny lokalplan og kommuneplantillæg at realisere projektet.
Nedenfor er opstillet en række opmærksomhedspunkter, som skal undersøges nærmere og tilpasses i det videre med miljøvurdering og projektudvikling. Hvert tema er beskrevet nærmere i det vedlagte bilag 06 (Bilag 06: Fremtidig indretning af Havnepladsen i forbindelse med nye færger – opmærksomhedspunkter).
Listen er ikke udtømmende, men det er administrationens forventning at størstedelen kan løses eller mindskes i den videre detaljering af projektet.
Opmærksomhedspunkter som skal undersøges nærmere i projektering og miljøvurdering:
- Havnens drift:
- afklaring af om udbygning af færgeleje og større færger begrænser anvendelsen af kajer og besejlingsmuligheder
- afklaring af om større færger begrænser skibstrafikken i Svendborgsund med særligt fokus på Højesteneløbet
- Trafikale forhold
- øget trafik på Havnepladsen og det omkringliggende vejnet påvirker havnemiljøet og vil begrænse pladsmuligheder for at skabe forbedrede forhold for bløde trafikanter over havnepladsen i fremtiden
- opmarch- og betalingsanlæg kan skabe kødannelse mod offentlig vej
- afklaring af om adgang for lastbiler fra Brogade til Ærøfærgen ikke er mulig pga. for snæver svingkurve
- afklaring af om adgang for lastbiler fra Jessens Mole til Højestenefærgen ikke er mulig pga. for snæver svingkurve
- afklaring af om der skal etableres lysregulering ved Brogade eller forkørselsret fra Ærøfærgen for at sikre den bedste trafikafvikling
- Planforhold
- Projektet kræver ny planlægning – lokalplan og kommuneplantillæg
- Kulturmiljø
- projektet konflikter med de bærende værdier i kulturmiljøet ”Færgehavn på Havnepladsen” i kommuneplanen bl.a. ved at forringe udsigten til sundet fra forpladsen og tilføre ny bebyggelse og tekniske anlæg
- kajareal udvides med store tekniske anlæg på kajen, hvilket ændrer og skaber barrierer i de visuelle kig på tværs af havnen
- afklaring af muligheder for at begrænse størrelse på transformerstation og ladehus og tilpasse facader så de giver en rekreativ og æstestik værdi f.eks. ved at indrette siddemuligheder eller udadvendte funktioner i kanten
- Den Blå Kant
- afklaring af, hvordan Den Blå Kant højvandsbeskyttelse og en fremtidig, rekreativ havnepromenade kan realiseres langs Havnepladsen i sammenhæng med færgeprojekterne
- afklaring af, hvordan fremtidige højvandshændelser håndteres med beredskabsløsninger i Søndre Havn projektet på tværs af vejen. (Beredskabsløsninger vil evt. lukke for den kørende trafik til og fra færgerne, måske før færgeafgangene normalt ville være aflyst)
Ved en afvejning af Ærø Kommunes behov for at fremtidssikre færgedriften på den ene side og de udfordringer, der er ved projektet på Havnepladsen på den anden side, anbefaler administrationen, at de overordnede rammer principielt godkendes jf. indstillingen:
- Kajudvidelse ca. 55 m. forlængelse af Honnørkajen og en udvidelse på ca. 1.185 m2 ud i søterritoriet syd for Havnepladsen
- Nyt betalingsanlæg ved indkørsel til Ærøfærgens opmarchareal med 2. stk. ca. 3 m høje betalingsautomater
- Udvidet opmarchareal mod syd med plads til ca. 68 personbil enheder
- 6 stk. fenderfundamenter ca. 2,5 m i bredde og ca. 2,5 m. høje langs kajen mod færgelejet
- Nyt ladetårn ved siden af færgelejet ca. 11 m. højt
- Nyt ca. 100 m2 ladehus ca. 4,5 m højt ved siden af færgelejet
- Ny ca. 240 m2 transformerstation ca. 4 m. høj placeret nær Højestenefærgens fremtidige transformerstation på Honnørkajen
- Ny duc d’albe ca. 2,5 m. højde over kaj i vandet ved Ærøfærgernes nye færgeleje
Den videre proces
Ærø Kommunalbestyrelse behandler ligeledes forslag til indretning af havnearealer i Ærøskøbing og Svendborg Havn i august 2024. Ærø Kommunes færgeprojekt har fået tilsagn om tilskud fra Trafikstyrelsens pulje til indenrigsfærger. Det er absolut nødvendigt for at få tilskuddet, at projektet er afsluttet i september 2027. Derfor igangsætter Ærø Kommune miljøvurderingsarbejdet i august 2024 og forventes at vare 12 måneder. Det er Trafikstyrelsen, der vil være den overordnede myndighed for miljøvurderingsprocessen. Svendborg Kommune vil være høringspart i miljøvurderingen. Se bilag 07 (bilag 07 tidsplan for de nye Ærøfærger)
Sagen fremsendes til politisk orientering i Svendborg Kommune, når der er udarbejdet et mere detaljeret forslag for Ærø Kommune, medmindre forslaget er markant ændret i forhold til de overordnede rammer. I det tilfælde fremlægges sagen igen til politisk beslutning i Svendborg Kommune.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ærø og Svendborg Kommuner har indhentet en juridisk vurdering af modtagepligten i Havneloven. Her er konklusionen, at ”Modtagepligten i havnelovens § 5 indebærer ikke, at Svendborg Kommune er forpligtet til at foretage en udvidelse af faciliteterne, herunder afholde omkostningerne forbundet hermed, da modtagepligten som nævnt kun retter sig mod havnens eksisterende forhold. Se Bilag 08 (Bilag 08 Notat om arealanvendelse og modtagepligt - Svendborg Havn 040124) Svendborg og Ærø Kommuner har derfor aftalt, at Ærø Kommune har ansvar for at drive det videre arbejde med at udarbejde forslag til de nye Ærøfærgers ændringer på Havnepladsen og at eksterne rådgivere derfor er hyret og finansieret af Ærø Kommune. Det vil ligeledes være Ærø Kommune, der skal afholde udgifterne til at realisere diverse anlæg i deres forslag.
Det kan i den videre proces blive aktuelt at overveje om Svendborg Kommune skal finansiere tilpasninger ift. byrum, forbindelser og trafikafvikling. Der vil være dele af projektet, som ikke er direkte nødvendige for Ærø Kommunes færgeprojekt, men som bør planlægges i sammenhæng med dette og evt. anlægges på samme tid.
Ejer- og lejeforhold, vilkår, og finansiering af anlæg afgøres endeligt ved udarbejdelsen af en opdateret aftale for færgeanløb mellem Svendborg og Ærø Kommuner, der erstatter den nuværende aftale fra 2018.
CO2-Konsekvensvurdering
Udskiftningen af Ærøs nuværende diesel-færger til el-drevne færger har til formål at bidrage til Ærøs klimamål om at 100% af Ærøs færger skal være emmisionsfri i 2035. En mere dybdegående CO2 konsekvensvurdering vil blive belyst i en fremtidig sag, når der er gennemført konkrete forslag til en fremtidig indretning af færgehavnen.
Lovgrundlag
Havneloven, Vejloven, Miljøvurderingsloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 13-08-2024
Indstillingen anbefales.
Afbud: Torben Frost (A). Stedfortræder: John Arly Henriksen (A).
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 14-08-2024
Indstilles.
Hanne Ringgaard Møller (B) var fraværende.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 15-08-2024
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Afbud: Kristine Andersen (A). Stedfortræder: Hanne Klit (A).
Beslutning i Økonomiudvalget den 20-08-2024
Indstilles.
Afbud fra Flemming Madsen (A) og Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleanter deltog Torben Frost (A) og Hanne Ringgaard Møller (B).
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-08-2024
Godkendt, idet parkeringsforholdene på Jessens Mole indgår som et opmærksomhedspunkt.
Afbud fra Pia Dam (A), Jørgen Lundsgaard (B), Arne Ebsen (F), René Haahr (V), Johan Weltzin Kristensen (Ø). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A), Allan Østergaard (B), Käthe Lund (F), Malene Kallan (Ø).
Relaterede bilag
Beslutningstema
De kommunale bygninger på Frederiksø udlejes i dag primært til kulturelle formål. Som led i arbejdet med den ny udviklingsplan for Fremtidens Havn, hvor Frederiksø udgør et delområde, er der udarbejdet en analyse af den nuværende organisering, anvendelse og de kommunale bygningers tilstand. Analysen har afledt behov for at genbesøge den nuværende organisationsmodel med hensyn til både bygningsdrift og lejevilkår, således at Frederiksøs potentiale som attraktion fastholdes og udvikles.
Indstilling
Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At oversende budgetforslaget vedr. brand, statik, kloak og fremtidig drift og vedligehold af Frederiksøs bygninger til kulturelle formål til budgetforhandlingerne vedrørende budget 2025.
- At godkende at arbejdet med scenarie 2 – foreningsmodellen – iværksættes
- At oversende budgetforslaget til implementering af den valgte model samt fremadrettet understøttelse til forhandlingerne vedrørende budget 2025.
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Frederiksø indgår i Udviklingsplanen for Fremtidens Havn 2014, som et område til kultur og erhverv. Kommunalbestyrelsen besluttede den 28. marts 2023 at igangsætte en opdatering og udvidelse af Udviklingsplanen for Fremtidens Havn, 2014.
Samtidig med ankomsten af nye aktører på Frederiksø i form Svendborg Event, der lejer Rundbuehallen, og Teater Stålhallen, som skal etableres i de kommende år, giver dette anledning til at evaluere og genoverveje strategien for, hvordan anvendelse, drift og vedligehold af de kommunale bygninger til kulturelle formål håndteres og understøttes fremadrettet.
Der er derfor udarbejdet en analyse, som indeholder en række mulige scenarier for en fremtidig organisering, se bilag 1 (bilag 1: Scenarier for Fremtidens Frederiksø).
Scenarierne ligger i forlængelse af Kulturkajsstudiet fra 2015 bilag 2 (bilag 2: – Kulturkajsstudiet 2015) og spænder fra et scenarie uden koordinering og facilitering og uden budget til vedligehold og drift af bygninger, hvor de kulturelle lejere betaler husleje med værdiskabende aktiviteter, til et scenarie der er fuldt kommercielt, hvor lejerne betaler husleje med kr./øre.
Undervejs i arbejdet med scenarierne har administrationen undersøgt bygningernes stand samt de juridiske vilkår for de nuværende lejere, da dette har væsentlig betydning for valget af et realiserbart scenarie. To ud af de tre opstillede scenarier vil kræve en opsigelse af og/eller en ny aftale med de nuværende lejere, hvilket erhvervslejelovens bestemmelser sætter klare rammer for.
Juridiske forhold
Alle erhvervslejemål som kommunen udlejer administreres gennem en erhvervslejekontrakt. De kulturelle lejere på Frederiksø har som bilag til kontrakten en partnerskabsaftale, hvori deres husleje med åbne og værdiskabende aktiviteter bestemmes og forhandles årligt. Se bilag 3 (bilag 3: Partnerskabsaftale 2024_skabelon).
Efter Kommunalbestyrelsens beslutning af den 30. april 2019, blev de midlertidige prøvehandlinger på Frederiksø administreret med tidsbegrænsede lejekontrakter for de kulturelle lejere. Modellen med tidsbegrænsning gav dog udfordringer i forhold til b.la. at fundraise til projekter, hvorfor man indledte dialog med lejerne om ny model.
På baggrund af denne dialog vedtog Kommunalbestyrelsen d. 31. marts 2020, at lejemålene skulle administreres efter løbende lejekontrakter med to års opsigelsesvarsel.
Det betyder, at både kommercielle lejere samt kulturelle lejere har en erhvervslejekontakt, som sætter klare begrænsninger for, hvornår kommunen kan opsige en lejer. Som udgangspunkt kan lejere ikke opsiges, og som udlejer påhviler der kommunen en række forpligtelser i forhold til vedligeholdelse af bygningernes stand.
Opsigelse af de nuværende lejere kan kun ske, hvis der er nogle særlige betingelser til stede:
- At kommunen som organisation selv skal anvende bygningerne
- At bygningerne skal gennemgå væsentlig ombygning/nedrivning
- At der er anden tvingende nødvendighed til stede
- At lejer misligholder sin aftale
Ændring af de nuværende vilkår for lejemålene vil derfor kræve løbende tilpasning af de juridiske aftaler ved en lejeres fraflytning, f.eks. ved ændring fra kulturel lejer til kommerciel lejer eller ved indgåelse af frivillige aftaler.
Et scenarie hvor alle lejemål på Frederiksø udlejes på kommercielle vilkår, se bilag 1, side 15 (bilag 1: Scenarier for Fremtidens Frederiksø), vil derfor kun kunne realiseres over en længere periode i takt med, at de nuværende lejere selv ønsker at overgå til kommercielle vilkår, opsiger et lejemål, eller at en lejer misligholder sin aftale i en sådan grad, at denne opsiges.
Bygningsmæssige forhold
Udover de juridiske bindinger, er det en forudsætning for valg af scenarie, at der prioriteres midler til udbedring af kritiske forhold i bygningerne, som skal gennemføres for at bygningerne lovmæssigt og fortsat kan danne ramme om udlejning, uanset hvilken lejeform, der er tale om.
Der blev i september i 2023 igangsat undersøgelser af forholdene for bygningerne på Frederiksø, herunder forhold vedr. brand, statik, kloak og rotter, ligesom det blev undersøgt, hvor stort et efterslæb der er på drift og vedligehold. De endelige resultater forelå i slutningen af juli 2024, og viser, at hvis ikke udbedringen af kritiske forhold vedr. brand, statik, kloak og rotter sker, og hvis ikke der afsættes et fast drifts-og vedligeholdelsesbudget, kan kommunen ikke overholde sine forpligtelse som udlejer.
Uanset hvilket scenarie der vælges, er kommunen altså forpligtet til at sikre, at bygningerne overholder lovgivningens minimumskrav. Se bilag 4 (bilag 4: Bygningsoverblik_lejere på Frederiksø).
Fordele ved partnerskabsmodellen
Siden 2014 er der sket meget på Frederiksø. I et samarbejde mellem Svendborg Kommune og de kulturelle lejere, er de gamle værftsbygninger aktiveret og der er etableret nye byrum, som har bidraget til at indfri visionerne om liv, åbenhed og tilgængelighed.
Kommercielle og kulturelle aktører, foreninger og erhvervsturisme opererer side om side og skaber og faciliterer mange forskelligartede tilbud for en meget bred vifte af borgere og turister. Området er et stærkt brand for Svendborg, som både formidler maritim kulturarv og erhverv, samt kulturel mangfoldighed, bæredygtighed, deltagelse, fordybelse og oplevelser.
Der er i dag indgået partnerskabsaftaler med 21 kulturelle lejere, som sammen med de kommercielle lejere, hver især skaber månedlige aktiviteter og events for byens borgere og turister. Se bilag 4 (bilag 4: Bygningsoverblik_lejere på Frederiksø) Samtidig er op mod 700 borgere medlemmer, eller på anden vis aktive, i de kulturelle lejeres foreninger og lejemål.
Udfordringer ved partnerskabsmodellen
På trods af de gode historier og mange indfriede visioner for Frederiksø, rummer partnerskabsmodellen for de kulturelle lejere også en del udfordringer. Udfordringerne findes dels i aftalegrundlaget for de kulturelle lejere, som på trods af store forskelle i organisering, alle er underlagt samme vilkår. Altså skal lejeren levere det samme, uanset om der er tale om en lejer, der er alene i sit lejemål, eller hvis lejer er en forening med +200 medlemmer. Det giver mulighed for sammenligning og en manglende følelse af retfærdighed, hvilket ikke fordrer samskabelse, samarbejde og fællesskab, der sammen med åbne aktiviteter, også er en del af kravene i partnerskabsaftalen. Se bilag 3 (bilag 3: Partnerskabsaftale_skabelon 2024).
Derudover findes udfordringerne også i bygningernes stand, som i nogle tilfælde begrænser brugen af lejemålene, hvilket udmønter sig i mindre aktivitet.
Analyse og scenarier for Fremtidens Frederiksø
Med baggrund i evalueringer, analyser samt interviews med nuværende og kommende lejere på Frederiksø, har administrationen med ekstern bistand udarbejdet et notat til inspiration for den videre udvikling af Frederiksø kunst og kultur. Se bilag 1 (bilag 1: Scenarier for Fremtidens Frederiksø).
Formålet med analysen har været at udarbejde et bredt spænd af scenarier, som både viser forskellige organiseringsformer, type af mulige lejere, samt potentialer og konsekvenser for hver model, både juridisk, økonomisk og i forhold til fortsat – og måske i endnu højere grad - at leve op til visionerne for Fremtidens Havn.
Resultaterne af analysen
Der er nu udarbejdet en liste med 6 mulige scenarier for den videre understøttelse og drift, samt fremadrettet organisering af de kulturelle lejere se bilag 1, side 8 (bilag 1: Scenarier for Fremtidens Frederiksø). De 6 scenarier er undervejs i processen blevet snævret ind til tre scenarier, som er blevet yderligere analyseret med fordele og konsekvenser for hvert scenarie. Se bilag 1, side 12 (bilag 1: Scenarier for Fremtidens Frederiksø).
Scenarie 0 – Partnerskabsmodel uden koordinator
Den midlertidige projektansættelse af en koordinator ophører, men Frederiksø Kunst og Kultur skal jf. lejekontrakterne fortsat administreres gennem individuelle partnerskabsaftaler.
Det betyder at ressource til koordinator skal tilvejebringes via eksisterende midler. Konsekvensen vil derfor være et ressourcetræk på løsning af andre opgaver, der igangsættes ikke andre initiativer for at udvikle Frederiksø Kunst og Kultur, og de nuværende udfordringer med partnerskabsmodellen afhjælpes ikke. Se bilag 1 side 13 (bilag 1: Scenarier for Fremtidens Frederiksø).
Scenarie 2 – Kunst og kulturhus drevet gennem en forening
Målet er at skabe en enklere model for et mangfoldigt, levende og handlekraftigt Frederiksø Kunst og Kultur, med henblik på at skabe en tydeligere ramme for aktørerne og de besøgende. En paraplyforening skal overtage ansvaret for organiseringen, hvor lejerne indgår som medlemmer. Det vil være op til foreningen selv at organisere sig, ligesom det også vil være foreningens ansvar at sikre, at alle aktører lever op til kravene for at indgå som medlem og lejer. Kommunen skal sikre, at foreningen samlet set understøtter ambitionen om liv, tilgængelighed og åbenhed på Frederiksø ved at monitorere og stille krav til foreningen gennem partnerskabsaftalen. Se bilag 1, side 14 (bilag 1: Scenarier for Fremtidens Frederiksø).
Scenarie 4 – 100 pct kommerciel
I en 100 procent kommerciel model overgår lejemålene på Frederiksø til erhvervslejemål på samme vilkår som de øvrige kommercielle lejere på øen og jf. rammer for anvendelse i lokalplanen for Frederiksø. Kommunen vil have individuelle aftaler med hver lejer, men ellers ikke indgå i en aktiv faciliterende rolle. Se bilag 1, side 15 (bilag 1: Scenarier for Fremtidens Frederiksø).
Administrationens anbefaling
Med den væsentlige viden vedr. de juridiske bindinger samt de bygningsmæssige forhold, understreges behovet for at udvikle en bæredygtig organisering af de kulturelle lejere og nødvendige drift af bygningerne. Scenarie 2 tilgodeser visionerne i Udviklingsplanen om liv på havnen, åbenhed og tilgængelighed og lægger op til en model, hvor de kulturelle lejere under en samlet forening indgår en aftale med kommunen. Dette scenarie vurderes mindre administrativ tungt end den nuværende praksis, samtidig med at lejerne får mere ansvar og flere muligheder for at udvikle Frederiksø Kunst og Kultur i en retning der både tilgodeser lejernes forskellighed, og som bidrager til et mere sammenhængende og lettere afkodeligt Frederiksø.
Der vil dog fortsat være behov for understøttelse ved implementering af scenarie 2, dvs. facilitering af processen med lejerne, herunder dialog/genforhandling af eksisterende aftaler og vilkår, etablering af forening, indgåelse af aftale med forening samt i en overgangsperiode fortsat at håndtere de eksisterende aftaler, der ikke frivilligt ønskes ændret.
Administrationen har siden etableringen af Frederiksø Kunst og Kultur, understøttet de kulturelle lejere med facilitering, organisering, lejekontrakter, samskabelse samt genforhandling og sikring af overholdelse af partnerskabsaftaler. Understøttelsen har årligt udgjort ca. 1 årsværk, som ophører med udgangen af 2024.
Det er administrationens vurdering, at de særlige aftale- og bygningsvilkår på Frederiksø fordrer et uomgængeligt behov for understøttelse, som adskiller sig fra det behov der almindeligvis er for foreningsunderstøttelse i Svendborg Kommune. Behovet er sammenligneligt med tilsvarende konstruktioner i andre kommuner, fx Polymeren i Faaborg Midtfyn Kommune.
På baggrund af de begrænsede muligheder for opsigelse af de eksisterende lejere jf. erhvervslejelovens bestemmelser herfor og med viden om standen på Frederiksøs bygninger, anbefaler administrationen at;
- Der afsættes økonomi til lovliggørelse og løbende vedligehold af bygningerne foreløbig fra 2025 – 2028
- Der afsættes økonomi til understøttelse af de kulturelle lejere i form af projektledelse i 2025 samt overslagsårene 2026-2028
- Arbejdet vedr. implementering af scenarie 2 iværksættes
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
For at understøtte realiseringen af Scenarie 2 på Frederiksøen vil det være nødvendigt med administrativ understøttelse. Udgifterne omfatter blandt andet lønninger, udgifter forbundet med faciliteringen, forhandlinger, etablering af forening, kommunikation, juridisk rådgiver bistand mm. Der søges en årlig driftsramme på 0,8 mio. kr. til dette.
En undersøgelse af forholdene for bygningerne på Frederiksøen forelå juli 2024. Resultatet af denne viser behovet for en anlægsinvestering på 9,186 mio. kr. til udbedringen af kritiske forhold vedr. efterslæb, brand, statik, kloak og rotter. Se bilag 4 (bilag 4: Bygningsoverblik_lejere på Frederiksø).
Hertil kommer nødvendigheden for en fast årlig driftsramme på 3,199 mio. kr. til generel vedligeholdelse af bygningerne på Frederiksøen.
Det skal i forbindelse med frigivelsen af midlerne i de enkelte år undersøges og politisk behandles, hvorvidt det vil være muligt at lånefinansiere dele af udgifterne, via energiinvesteringer i bygningsmassen.
Beskrevet i anlægstema, se bilag 5 (bilag 5: Anlægstema vedr. Frederiksø til budget 2025)
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 13-08-2024
Udvalget besluttede at oversende budgetforslagene til budgetforhandlingerne med bemærkning
om at udgifter til bygningsvedligeholdelse skal præciseres. Udvalget besluttede samtidig at afvente
valg af scenarier til budgetforhandlingen er afsluttet ønsker, ligesom scenarierne skal vurderes ift.
den ny havneudviklingsplan.
Afbud: Torben Frost (A). Stedfortræder: John Arly Henriksen (A).
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 14-08-2024
Taget til efterretning.
Hanne Ringgaard Møller (B) var fraværende.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget 15-08-2024
Udvalget anbefaler den protokollerede tekst fra Plan- og Lokalsamfundsudvalget overfor
Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Afbud: Kristine Andersen (A). Stedfortræder: Hanne Klit (A).
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget 15-08-2024
Udvalget tilslutter sig beslutningen fra Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Kristine Andersen (A) var fraværende.
Beslutning i Økonomiudvalget den 20-08-2024
Indstilles med udvalgenes bemærkninger, idet valg af scenarier for organisering dermed afventer resultatet af budgetforhandlingerne.
Afbud fra Flemming Madsen (A) og Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleanter deltog Torben Frost (A) og Hanne Ringgaard Møller (B).
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-08-2024
Godkendt.
Afbud fra Pia Dam (A), Jørgen Lundsgaard (B), Arne Ebsen (F), René Haahr (V), Johan Weltzin Kristensen (Ø). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A), Allan Østergaard (B), Käthe Lund (F), Malene Kallan (Ø).
Relaterede bilag
Beslutningstema
Orientering om hjemmel i lovgivningen til at stille særkrav i forbindelse med planlægning og prioritering af VE-anlæg. Dette inkluderer kriteriet om, at opstillere af VE-anlæg skal tilbyde minimum 40 % lokalt medejerskab som andele i forbindelse med planlægningen af vedvarende energianlæg (VE-anlæg).
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen, at:
- Orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Der har i forbindelse med den landsdækkende udbygning af VE-anlæg i de seneste år været en stigende interesse for, hvordan VE-anlæg kan opnå større lokal opbakning og understøtte lokal udvikling.
Kommunalbestyrelsen besluttede den 20. december 2022 at præcisere kriterierne for lokalt medejerskab så opstillere af VE-anlæg som minimum skal tilbyde 40 % andele til lokalt medejerskab.
Den 1. juli 2024 trådte lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi i kraft, hvor der i bemærkningerne til loven står skrevet:
”Der er desuden konstateret en praksis, hvor visse ansøgere om plangrundlag for VE-projekter i forbindelse med den kommunale sagsbehandling af planlægning, tilladelser og/eller prioritering af VE-projekter, mødes af et kommunalt pres eller krav om at levere en modydelse. En modydelse kan bestå i, at opstiller eksempelvis skal indbetale et beløb til en lokal fond eller skal udbyde ejerandele til lokalområdet. En sådan praksis gør VE-godkendelsesprocessen uigennemsigtig for opstillere og borgere. I værste fald kan en sådan praksis udgøre et ulovligt forhold”.
Ankestyrelsen har den 12. juli 2024 offentliggjort en tilsynsudtalelse om særkrav ved prioritering af vedvarende energiprojekter i Tønder Kommune. Ankestyrelsen fastslog blandt andet, at:
- Økonomiske hensyn kan ikke anses som relevante planlægningsmæssige hensyn.
- Planlovens regler finder også anvendelse, når kommunalbestyrelsen træffer beslutninger om at igangsætte og prioritere planlægning af nye vedvarende projekter.
- Der ikke er hjemmel til at stille særkrav i forbindelse med planlægning og prioritering af vedvarende energiprojekter.
På baggrund af Ankestyrelsens udtalelse og VE-lovens bemærkninger har administrationen fået udarbejdet en intern juridisk vurdering af lovmedholdeligheden af kriteriet om minimum 40 % medejerskab. Denne vurdering konkluderer, at Kommunalbestyrelsen hverken kan forvente eller kræve lokalt medejerskab.
Svendborg Kommune har dermed ikke hjemmel til at fastholde kriteriet om minimum 40 % medejerskab og opstillere, der ønsker at etablere vedvarende energi i Svendborg Kommune, har ikke pligt til at indfri kriteriet om minimum 40 % medejerskab.
Administrationen vil på den baggrund orientere opstillerne for igangværende VE-anlæg om, at kriteriet om minimum 40 % lokalt medejerskab ikke lovligt kan fastholdes på trods af et politisk ønske herom.
Ændringerne i VE-loven betyder dog ikke, at privatretslige aftaler om lokalt medejerskab ikke kan indgås, men sådanne aftaler er udelukkende et forhold mellem naboer og opstiller og Svendborg Kommune kan ikke stille krav i den forbindelse.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Planloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 13-08-2024
Orienteringen tages til efterretning, idet udvalget bemærker, at Kommunalbestyrelsen ved etablering af VE-anlæg bør have fokus på, hvordan lokalområdet inddrages i processen og sikres bidrag til at styrke lokal udvikling.
Afbud: Torben Frost (A). Stedfortræder: John Arly Henriksen (A).
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 15-08-2024
Orienteringen tages til efterretning, idet udvalget tilslutter sig bemærkningerne fra Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Afbud: Kristine Andersen (A). Stedfortræder: Hanne Klit (A).
Beslutning i Økonomiudvalget den 20-08-2024
Taget til efterretning med udvalgenes bemærkninger.
Afbud fra Flemming Madsen (A) og Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleanter deltog Torben Frost (A) og Hanne Ringgaard Møller (B).
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-08-2024
Godkendt.
Afbud fra Pia Dam (A), Jørgen Lundsgaard (B), Arne Ebsen (F), René Haahr (V), Johan Weltzin Kristensen (Ø). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A), Allan Østergaard (B), Käthe Lund (F), Malene Kallan (Ø)
Beslutningstema
Af brandsikkerhedsmæssige hensyn er det nødvendigt at gennemføre byggetekniske udbedringer på Thurøhus Plejecenter, så bygningerne fortsat kan anvendes af personer, som ikke er selvhjulpne. De byggetekniske tiltag skal ikke foretages i beboernes boliger, men alene på fællesarealer.
I forbindelse med de lovpligtige brandsikkerhedsmæssige udbedringer anbefales det samtidig at gennemføre øvrige tiltag for at vedligeholde bygningsmassen. Dvs. udskiftning af varmtvandsbeholder, brugsvandsanlæg, reparation af elevator og murværk samt efterfølgende renoveringer.
Der skal tages beslutning om anlægsbevilling til gennemførsel af de nødvendige udbedringer samt finansieringen heraf. Udbedringerne medfører en huslejestigning på mindre end 5 %.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget anbefales,
- At der søges en samlet anlægsbevilling på 3,6 mio. kr. til Thurøhus Plejecenter, hvoraf 2,0 mio. kr. vedrører vedligehold og 1,6 mio. kr. vedrører brandsikring
- At godkende, at der anvendes ekstern rådgiver
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At der bevilliges og frigives en samlet anlægsbevilling på 3,6 mio. kr. i 2024, hvoraf 2,0 mio. kr. vedrører vedligehold og 1,6 mio. kr. vedrører brandsikring
- At anlægsbevillingen finansieres via.;
- Lånefinansering på 2,6 mio. kr. til beboerdelen, som betales af over lejen i en periode på 30 år og
- Den kommunale andel finansieres dels via anlægspuljen til ”Vedligeholdelse af den kommunale bygningsmasse” med 0,6 mio. kr. og dels via Risikopuljen med 0,4 mio. kr.
- At godkende, at der optages et lån på 2,6 mio. kr. med en maksimal løbetid på 30 år.
Sagsfremstilling
Baggrund for nødvendige brandsikkerhedsmæssige udbedringer
Svendborg Kommune igangsatte som følge af daværende transport-, bygnings- og boligministers hyrdebrev af 24. september 2018 om brandsikkerhed i plejeboliger, en brandteknisk gennemgang af relevante plejehjem, herunder Thurøhus Plejecenter. Den brandtekniske rapport fra Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (herefter DBI) afdækkede forskellige bygningsmæssige udfordringer i forhold til sikring mod brand.
DBI anførte bl.a. i rapporten: ”Det er på baggrund af en samlet vurdering af byggeriet, at DBI vurderer byggeriet egnet til anvendelse for ikke-selvhjulpne personer som plejehjem eller lignende (anvendelseskategori 6), men der er samtidig behov for at der gennemføres en række afhjælpende foranstaltninger i forhold til personsikkerheden i byggeriet […]”.
På baggrund af den brandtekniske rapport fra DBI blev der udarbejdet en handleplan, som skulle sikre, at de nødvendige udbedringer gennemføres. På Social- og Sundhedsudvalgsmøde den 8. juni 2021 tog udvalget orienteringen om handleplanen til efterretning.
DBI anbefalede i sin rapport en nærmere byggeteknisk gennemgang af plejecenteret for at dokumentere den brandtekniske kvalitet af bygningens brandadskillende bygningsdele, samt øvrige brandtekniske forhold som registreres i forbindelse med en bygningsgennemgang. Administrationen har bedt rådgivningsvirksomheden 360 om en sådan gennemgang, som indeholder udbedringsforslag, så Thurøhus Plejecenter kan fortsætte med at være plejecenter for ikke-selvhjulpne personer (BR18 anvendelseskategori 6). Der skal bl.a. udføres brandmæssig sikring og brandtætning omkring installationsgennemføringer, kælderetagen skal opdeles i brandsektioner og der skal udføres brandsikring af tagudhæng, hvor brandsektionsvægge er ført frem til facader.
Nødvendige lovpligtige investeringer – brandsikkerhedsmæssige udbedringer (Løsning 1)
Øget brandsikring, herunder også brandsikring, der følger af ufravigelige lovkrav, anses for en forbedring af ejendommen. Forbedringer af kommunalt ejede plejeboliger kan finansieres via lånoptagelse jf. gældende lånebekendtgørelse. Der er dog ikke låneadgang til den del af renoveringen, som vedrører servicearealerne. Efter fordelingsnøglen for ejendommen udgør den kommunale andel 0,4 mio. kr. ekskl. moms og beboerandelen 1,2 mio. kr. inkl. moms.
Økonomisk betydning for beboerne ved brandsikkerhedsmæssige udbedringer
Beboernes andel af renoveringen finansieres via optagelse af et lån. Ydelserne på lånet skal indregnes i den fremtidige husleje. Se en mere detaljeret oversigt for huslejestigninger ved forskellige formuer og boligstørrelser samt estimeret boligydelse i bilag 1 (Bilag 1. Oversigt over økonomiske konsekvenser for beboerne). Som det fremgår af bilaget, så forventes det, at huslejestigningen i mange tilfælde vil blive udlignet af en stigning i boligydelsen. Da bruttohuslejen vil ikke stiger mere end 5 % kræver forhøjelsen ikke kommunalbestyrelsens godkendelse.
Baggrund for andre vedligeholdelsesopgaver
Elevatoren på Thurøhus Plejecenter er af ældre dato og skal have udskiftet en del mekanik for at den også fremadrettet lovmæssigt må anvendes. Varmtvandsbeholderen, brugsvandsanlægget og pumperne er ligeledes af ældre dato, og skal skiftes. Herudover trænger murværket til at blive repareret, senest er en støttemur f.eks. faldet sammen. I forbindelse med de brandsikkerhedsmæssige udbedringer skal rørføringerne brandsikres.
Hertil kommer et behov for at foretage istandsættelser af f.eks. maling, tagrender og inddækninger ved vinduer, som har afventet brandsikringsprojektet.
Det vurderes mest hensigtsmæssigt at udføre vedligeholdelsesarbejderne samtidig med de brandsikkerhedsmæssige udbedringer, idet der i modsat fald vil skulle godkendes endnu et låneoptag i nær fremtid.
Økonomisk betydning for beboerne ved andre vedligeholdelsesopgaver
Ny varmtvandsbeholder, brugsvandsanlæg, pumper samt tekniske udbedringer af elevatoren er vedligeholdelse af bygningen, som lejerne finansierer igennem deres husleje. Det anbefales, at disse udbedringer finansieres sammen med de brandsikkerhedsmæssige udbedringer ved låntagning. Ved det samlede projekt inklusive brandsikring vil den kommunale andel efter fordelingsnøglen udgør 0,6 mio. kr. ekskl. moms og beboerandelen 1,4 mio. kr. inkl. moms.
Økonomisk betydning for beboerne ved brandsikkerhedsmæssige udbedringer og andre vedligeholdelsesopgaver (Løsning 1+)
Ved at samle projektet vil den kommunale andel efter fordelingsnøglen udgør 1,0 mio. kr. ekskl. moms og beboerandelen 2,6 mio. kr. inkl. moms.
Efter boligydelse vil huslejestigningen være forøget med maksimalt 82 kr./månedligt for beboere med en formue på 2 mio. kr. eller derover. Se en mere detaljeret oversigt for huslejestigninger ved forskellige formuer og boligstørrelser samt estimeret boligydelse i bilag 2 (Bilag 2. Oversigt over økonomiske konsekvenser for beboerne – brandsikring, elevator, varmtvandsbeholder og renovering).
Huslejen vil stadig være på et niveau, som er genkendeligt fra andre plejecentre. Se nedenstående oversigt.
Oversigt af huslejeniveauet ved en formue på 0,5 mio. kr.
Plejecenter | Boligens størrelse | Husleje | Boligydelse | Husleje efter boligydelse |
Thurø Plejecenter – efter brandsikring og vedligeholdelse | 67 | 6.500 | 4.868 | 1.632 |
Ollerup – efter brandsikring | 66 | 7.969 | 6.190 | 1.506 |
Trollemose | 64 | 6.387 | 4.956 | 1.431 |
Tåsinge | 64 | 5.524 | 4.093 | 1.431 |
Beboerdemokrati
I forhold til den forestående brandsikring, skal der afholdes et ekstraordinært beboermøde, hvor personalet på Thurøhus Plejecenter orienterer lejere og deres pårørende.
Der vil ske en løbende inddragelse af beboerdemokratiet for at sikre et så åbent, konstruktivt og ærligt samarbejde under hele processen. Efter loven om almene boliger afholdes et ekstraordinært beboermøde efter godkendelsen af låneoptaget, hvor beboerne har mulighed for at stemme om forbedringerne og den medfølgende huslejestigning. I tilfælde af, at beboerne skulle stemme imod forbedringerne, vil der blive forelagt et dagsordenspunkt herom.
Tidsplan
De lovpligtige brandsikkerhedsmæssige udbedringer skal foretages hurtigst muligt. Udbedringer foretages i etaper og forventes påbegyndt i efteråret 2024. Ved opstart i 2024 forventes det, at de nødvendige udbedringer er afsluttet medio 2025. Da arbejdet med brandsikring ikke skal foretages i lejemålene, vil det ikke være nødvendigt at genhuse beboerne.
Ekstern rådgiver
Arbejderne med brandsikring af plejecenteret betyder, at der skal anvendes ekstern rådgiver. Omkostningerne hertil forventes at overstige 0,15 mio. kr., hvorfor det skal godkendes.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
I det nedenstående gives en oversigt af udgifterne for henholdsvis Svendborg Kommune og lejerne ved løsningen, hvor der brandsikres (løsning 1), udføres yderligere vedligehold og det samlede projekt (løsning 1+).
Udgifter for Svendborg Kommune
I mio. kr. | Brandsikring (ekskl. moms) | Yderligere vedligehold (ekskl. moms) | Samlet (ekskl. moms) |
Løsning 1 | 0,4 | 0 | 0,4 |
Løsning 1 + | 0,4 | 0,6 | 1,0 |
Udgifter for lejerne
I mio. kr. | Brandsikring (inkl. moms) | Yderligere vedligehold (inkl. moms) | Samlet (inkl. moms) |
Løsning 1 | 1,2 | 0 | 1,2 |
Løsning 1 + | 1,2 | 1,4 | 2,6 |
Ved realisering af løsning 1+:
Svendborg Kommunes andel er på 1,0 mio. kr. ekskl. moms og søges finansieret med 0,6 mio. kr. via anlægspuljen til ”Vedligeholdelse af den kommunale bygningsmasse og 0,4 mio. kr. fra Risikopuljen.
Lejernes andel på 2,6 mio. kr. inkl. moms finansieres via optagelse af et 30-årigt realkreditlån. Den årlige ydelse på dette lån udgør 0,15 mio. kr. og det vil blive indregnet i den fremtidige husleje.
En realisering af løsning 1+ vil betyde at den månedlige husleje stiger med maksimalt 301,8 kr. svarende til ca. 4,9 %.
En realisering af løsning 1 vil betyde at den månedlige husleje stiger med maksimalt 140,42 kr. svarende til ca. 2,3 %.
Lejerne vil dog som hovedregel have mulighed for at få ekstra boligydelse, hvorfor netto huslejen for langt de fleste lejere ved projektet, hvor der både brandsikres og vedligeholdes, ikke stiger. 25% af den ekstra boligydelse finansieres af Svendborg Kommune, den endelige størrelse på udgiften kendes ikke på nuværende tidspunkt.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Lånebekendtgørelsen
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 13-08-2024
Udvalget tilslutter sig indstillingen.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 15-08-2024
Anbefalingen fra Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkendes og den øvrige del af indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Afbud: Kristine Andersen (A). Stedfortræder: Hanne Klit (A).
Beslutning i Økonomiudvalget den 20-08-2024
Indstilles.
Afbud fra Flemming Madsen (A) og Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B).
Birger Jensen (V) var fraværende.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-08-2024
Godkendt.
Afbud fra Pia Dam (A), Jørgen Lundsgaard (B), Arne Ebsen (F), René Haahr (V), Johan Weltzin Kristensen (Ø). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A), Allan Østergaard (B), Käthe Lund (F), Malene Kallan (Ø)
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen besluttede den 19. september 2023, at igangsætte den ufravigelige brandsikring af dagcenter og demensboligerne i blok 8 på Aldersro Plejecenter. Dette arbejde afsluttes primo 2026.
På baggrund af anbefalingerne i DBI’s rapport vedr. dagcenteret og demensboligerne har administrationen anmodet Rambøll om en gennemgang af ældreboligerne som ligger i forbindelse med plejecentret. Rapporten fra Rambøll viser, at der af brandsikkerhedsmæssige hensyn skal gennemføres byggetekniske forbedringer på de 58 ældreboliger og personalefaciliteterne i blok 2, 4, 6 og 10.
I forbindelse med udførelsen af de brandsikkerhedsmæssige udbedringer anbefales det samtidig at gennemføre andre nødvendige tiltag for at vedligeholde bygningerne. Dvs. udskiftning af kældervinduer i alle blokkene, udskiftning af tag samt omfugning af murværk.
Der skal tages beslutning om bevilling til gennemførsel af de nødvendige udbedringer samt finansieringen heraf. Udbedringerne medfører en huslejestigning på mere end 5% og skal derfor godkendes af kommunalbestyrelsen. Opgaven finansieres ved lånoptag i foreningen og en mindre andel kommunal medfinansiering jf. fordelingen mellem boligarealer og servicearealer.
Herudover skal brugen af ekstern rådgiver godkendes.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social-, og Sundhedsudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget anbefales,
- At der søges en samlet anlægsbevilling på 27,3 mio. kr. til Aldersro Plejecenter blok 2, 4, 6 og 10, hvoraf 14,5 mio. kr. vedrører vedligehold og 12,8 mio. kr. vedrører brandsikring
- At godkende brugen af ekstern rådgiver
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At der søges en samlet anlægsbevilling på 27,3 mio. kr. i 2026, hvoraf 14,5 mio. kr. vedrører vedligehold og 12,8 mio. kr. vedrører brandsikring
- At anlægsbevillingen finansieres via.;
- Lånefinansering på 23,1 mio. kr. til beboerdelen, som betales af over lejen i en periode på 30 år og
- Den kommunale andel finansieres dels via anlægspuljen til ”Vedligeholdelse af den kommunale bygningsmasse” med 1,8 mio. kr. og dels via indarbejdelsen af en negativ anlægspulje på 2,4 mio. kr.,
- At finansieringen af den negative anlægspulje på 2,4 mio. kr. oversendes til budgetforhandlingerne for 2025.
- At godkende at der optages et lån på 23,1 mio. kr. med en maksimal løbetid på 30 år.
- At godkende den månedlige huslejestigning på 22,4 %, der følger af låneoptagelsen.
Sagsfremstilling
Baggrund for nødvendige brandsikkerhedsmæssige udbedringer
Svendborg Kommune igangsatte som følge af den daværende Transport-, Bygnings- og Boligministers hyrdebrev af 24. september 2018 om brandsikkerhed i plejeboliger, en brandteknisk gennemgang af relevante plejehjem, herunder Aldersro Plejecenter. Den brandtekniske rapport fra DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, afdækkede forskellige bygningsmæssige udfordringer i forhold til sikring mod brand.
Kommunalbestyrelsen besluttede den 19. september 2023, at iværksætte brandsikkerhedsmæssige tiltag på dagcenteret og demensboligerne. Denne del af Aldersro er Plejeboliger er for ikke selvhjulpne borgere (anvendelseskategori 6), og omfattet af hyrdebrevet.
Den øvrige del af Aldersro Plejecenter, der består af 3 stk. 4 etagers bygninger med 58 ældreboliger og lokaler til personalefaciliteter, blev ikke analyseret i første omgang, idet disse ikke er omfattet af hyrdebrevet, da borgerne her er mere selvhjulpne (anvendelseskategori 4).
Administrationen har på baggrund af anbefalingerne i DBI’s rapport vedrørende dagcenteret og demensafsnittet, anmodet Rambøll om en gennemgang af den resterende del af plejecenteret med henblik på at få afdækket, om denne del af plejecenteret har samme brandmæssige udfordringer, som plejehjemsdelen. Der foreligger nu et notat, bilag 1 (Bilag 1. Brandteknisk notat - Aldersro Plejecenter, Rambøll).
Nødvendige investeringer – brandsikkerhedsmæssige udbedringer (Løsning 1)
Rapporten fra Rambøll viser, at der skal laves brandtekniske tætninger ved rørgennemføringer i alle bygningerne og etablering af dørhul i kælderen i bygning 6 samt nødvendigt malerarbejde som følge af brandsikringstiltagene.
Øget brandsikring, anses for en forbedring af ejendommen. Forbedringer af kommunalt ejede plejeboliger finansieres via låneoptagelse jf. gældende lånebekendtgørelse. Der er dog ikke låneadgang til den del af renoveringen, som vedrører servicearealerne.
I forbindelse med udbedringen af de brandsikkerhedsmæssige forhold vil det være nødvendigt at genhuse beboerne i de berørte boliger, i den periode arbejdet står på. I byggeperioden vil det ikke være muligt at opkræve husleje og lejlighederne vil derfor være i tomgang. Der er tale om 58 lejemål som vil blive berørt, hvilket betyder en tomgangsleje i byggeperioden på ca. 1 mio. kr. Det er ikke muligt at pålægge disse udgifter projektet, hvorfor der er tale om en ren kommunal udgift og tillægs den kommunale andel i projektet.
Efter fordelingsnøglen for ejendommen udgør den kommunale andel 2,4 mio. kr. ekskl. moms og beboerandelen 10,4 mio. kr. inkl. moms.
Økonomisk betydning for beboerne ved brandsikkerhedsmæssige udbedringer
Beboernes andel af renoveringen finansieres via optagelse af et lån. Ydelserne på lånet skal indregnes i den fremtidige husleje. Se en mere detaljeret oversigt for huslejestigninger ved forskellige formuer og boligstørrelser samt estimeret boligydelse i bilag 2 (Bilag 2. Oversigt over økonomiske konsekvenser for beboerne). Som det fremgår af bilaget, så forventes det, at huslejestigningen i mange tilfælde tilnærmelsesvist vil blive udlignet af en stigning i boligydelsen. Den højeste stigning berører borgere med en formue på 2 mio. kr. eller derover. Da bruttohuslejen vil stige mere end 5 % kræver forhøjelsen dog kommunalbestyrelsens godkendelse.
Baggrund for andre vedligeholdelsesopgaver
Udover de brandsikkerhedsmæssige forhold, som skal udbedres, er der en række vedligeholdelsesarbejde, som vurderes nødvendige at få udført samtidig. Det drejer sig for alle bygningernes vedkommende om udskiftning af tag, udskiftning af kældervinduer samt omfugning af murværket. I tilfælde af, at vedligeholdelsesarbejderne ikke udføres samtidig med de brandsikkerhedsmæssige forhold, vil der inden for en kortere årrække skulle tages stilling til endnu et låneoptag.
Økonomisk betydning for beboerne ved andre vedligeholdelsesopgaver
Udskiftning af tag, kældervinduer og omfugning af murværket er vedligeholdelse af bygningen, som lejerne finansierer igennem deres husleje. Det anbefales, at disse udbedringer finansieres sammen med de brandsikkerhedsmæssige udbedringer ved låntagning. Efter fordelingsnøglen udgør 1,8 mio. kr. ekskl. moms og beboerandelen 12,7 mio. kr. inkl. moms.
Økonomisk betydning for beboerne ved brandsikkerhedsmæssige udbedringer og andre vedligeholdelsesopgaver (Løsning 1+)
Ved at samle projektet vil den kommunale andel efter fordelingsnøglen udgøre 4,2 mio. kr. ekskl. moms og beboerandelen 23,1 mio. kr. inkl. moms.
For beboere med en formue på 2 mio. kr. eller derover, vil huslejestigningen efter boligstøtte udgøre 397 kr./månedligt for en lejlighed på 71 m². Se en mere detaljeret oversigt for huslejestigninger ved forskellige formuer og boligstørrelser samt estimeret boligydelse i bilag 3, (Bilag 3. Oversigt over økonomiske konsekvenser for beboerne – brandsikring, kældervinduer, tag og omfugning af murværk). I beregningerne indgår både brandsikringen af dagcenteret og demensboligerne samt den kommende brandsikring og vedligehold af de 58 ældreboliger.
Huslejen vil stadig være på et niveau, som er genkendeligt fra andre plejecentre. Se nedenstående oversigt.
Oversigt af huslejeniveauet ved en formue på 0,5 mio. kr.
Plejecenter | Boligens størrelse | Husleje | Boligydelse | Husleje efter boligydelse |
Aldersro – efter brandsikring og vedligeholdelse | 62 | 6.056 | 4.609 | 1.447 |
Ollerup – efter brandsikring | 66 | 7.969 | 6.190 | 1.506 |
Trollemose | 64 | 6.387 | 4.956 | 1.431 |
Tåsinge | 64 | 5.524 | 4.093 | 1.431 |
Beboerdemokrati
I forhold til den forestående brandsikring og genhusning, skal der afholdes et ekstraordinært beboermøde, hvor personalet på Aldersro Plejecenter orienterer lejere og deres pårørende.
Der vil ske en løbende inddragelse af beboerdemokratiet for at sikre et så åbent, konstruktivt og ærligt samarbejde under hele processen. Efter loven om almene boliger afholdes et ekstraordinært beboermøde efter godkendelsen af låneoptaget, hvor beboerne har mulighed for at stemme om forbedringerne og den medfølgende huslejestigning. I tilfælde af, at beboerne skulle stemme imod forbedringerne, vil der blive forelagt et dagsordenspunkt herom.
Tidsplan og genhusning
Administrationen vurderer, at anlægsarbejdet kræver genhusning. Der vil blive lagt en nærmere plan for genhusningen. Økonomien afhænger af den valgte model, da der kan blive tale om merudgifter til genhusning samt en mindreindtægt i form af tabt huslejeindtægter i ombygningsperioden. Udbedringerne foretages i etaper og forventes påbegyndt medio 2025 i forlængelse af det igangværende projekt. Ved opstart i 2025 forventes det, at de nødvendige udbedringer er afsluttet i ultimo 2027.
Ekstern rådgiver
Til projektet er det nødvendigt at anvende ekstern rådgiver, hvilket vil overstige 0,15 mio. kr.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
I det nedenstående gives en oversigt af udgifterne for henholdsvis Svendborg Kommune og lejerne ved en løsning, hvor der alene brandsikres (løsning 1), samt en løsning hvor der udføres brandsikring og yderligere nødvendigt vedligehold (løsning 1+).
Udgifter for Svendborg Kommune
I mio. kr. | Brandsikring (ekskl. moms) | Yderligere vedligehold (ekskl. moms) | Samlet (ekskl. moms) |
Løsning 1 | 2,4 | 0 | 2,4 |
Løsning 1 + | 2,4 | 1,8 | 4,2 |
Udgifter for lejerne
I mio. kr. | Brandsikring (inkl. moms) | Yderligere vedligehold (inkl. moms) | Samlet (inkl. moms) |
Løsning 1 | 10,4 | 0 | 10,4 |
Løsning 1 + | 10,4 | 12,7 | 23,1 |
Løsning 1+:
Svendborg Kommunes andel er på 4,2 mio. kr. ekskl. moms, hvoraf 1,8 mio. kr. søges finansieret via anlægspuljen til ”Vedligeholdelse af den kommunale bygningsmasse”, og de resterende 2,4 mio. kr. finansieres ved indarbejdelsen af en negativ anlægspulje.
Finansieringen af den negative anlægspulje oversendes til budgetforhandlingerne for 2025.
Lejernes andel på 23,1 mio. kr. inkl. moms finansieres via optagelse af et 30-årigt realkreditlån. Den årlige ydelse på dette lån udgør 1,3 mio. kr. og det vil blive indregnet i den fremtidige husleje.
En realisering af løsning 1+ vil betyde at den månedlige husleje stiger med maksimalt 1.266,95 kr. svarende til ca. 22,4%.
Løsning 1:
En realisering af løsning 1 vil betyde at den månedlige husleje stiger med maksimalt 569,15 kr. svarende til ca. 10 %.
Lejerne vil dog som hovedregel have mulighed for at få ekstra boligydelse, hvorfor netto huslejen for langt de fleste lejere ved projektet, hvor der både brandsikres og vedligeholdes, ikke stiger. 25% af den ekstra boligydelse finansieres af Svendborg Kommune, den endelige størrelse på udgiften kendes ikke på nuværende tidspunkt.
En stor del af lejlighederne på Aldersro 8 anvendes som gæsteboliger, hvor udgiften til husleje afholdes af Svendborg Kommune. Hvis den månedlige husleje for den enkelte gæstebolig stiger med 1.266,95 kr., vil den samlede kommunale udgift stige med samlet ca. 0,4 mio. kr. om året ved projektets færdiggørelse. Denne merudgift søges finansieret ved de kommende budgetforhandlinger.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Lånebekendtgørelsen
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 13-08-2024
Udvalget tilslutter sig indstillingen.
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 15-08-2024
Anbefalingen fra Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkendes og den øvrige del af indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Afbud: Kristine Andersen (A). Stedfortræder: Hanne Klit (A).
Beslutning i Økonomiudvalget den 20-08-2024
Indstilles.
Afbud fra Flemming Madsen (A) og Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B).
Birger Jensen (V) var fraværende.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-08-2024
Godkendt.
Afbud fra Pia Dam (A), Jørgen Lundsgaard (B), Arne Ebsen (F), René Haahr (V), Johan Weltzin Kristensen (Ø). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A), Allan Østergaard (B), Käthe Lund (F), Malene Kallan (Ø)
Relaterede bilag
Beslutningstema
Bestyrelsen for den selvejende institution Hesselager har besluttet at opsige deres driftsoverenskomst med Svendborg Kommune og nedlægge den selvejende institution pr. 31. maj 2025. Kommunalbestyrelsen skal godkende, at den selvejende institution Hesselager Plejecenter nedlægges pr. 31. maj 2025. Der orienteres om den videre proces for Hesselager Plejecenter.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales:
- at godkende, at den selvejende institution Hesselager Plejecenter nedlægges pr. 31. maj 2025 og at Svendborg Kommune i forlængelse heraf pr. 1. juni 2025 overtager driften af Hesselager Plejecenter.
- at godkende at eventuel formue i den selvejende institution anvendes til et tilsvarende socialt eller sundhedsmæssigt formål.
- at godkende, at eventuelt merforbrug på driften videreføres til Svendborg Kommune.
Sagsfremstilling
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget besluttede på møde den 13. september 2022 at omdanne Hesselager Plejecenter til et tilbud på det specialiserede socialområde. Det skyldes, at den lovmæssige brandsikring af bygningerne i forhold til at fortsætte som plejecenter ville beløbe sig på ca. 17 mio. kr. Senior-, Social- og Sundhedsudvalget har på den baggrund besluttet, at Hesselager Plejecenter skal lukkes senest sommeren 2026.
Bestyrelsen for den selvejende institution Hesselager Plejecenter har besluttet at opsige deres driftsoverenskomst med Svendborg Kommune og nedlægge den selvejende institution pr. 31. maj 2025 (bilag 1). Det sker samtidig med, at leder af Hesselager Plejecenter Jytte Jørgensen har valgt at opsige sin stilling pr. 31. maj 2025
Ift. driftsoverenskomsten er der 1 års opsigelse af aftalen, medmindre andet aftales. Administrationen har i forbindelse med modtagelsen af opsigelsen fra bestyrelsen på den selvejende institution tilkendegivet, at administrationen på baggrund af situationen er indstillet på at acceptere en kortere tidsfrist for opsigelse af driftsoverenskomsten.
Pr. 1. juni 2025 vil Svendborg Kommune dermed skulle overtage driften af Hesselager Plejecenter ift. borgere og medarbejdere og indtræde i den selvejende institutions forpligtelser overfor ejeren af bygningerne (Boligselskabet Sydfyn) jf. den indgåede lejekontrakt mellem ejeren af bygningerne og bestyrelsen. Ligesom Svendborg Kommune vil skulle overtage andre forpligtigelser fra bestyrelsen, fx i forhold til personale.
Ved driftsoverenskomstens ophør tilfalder alt løsøre/inventar, der er finansieret over kommunens budget, kommunen.
Bestyrelsen og administrationen er i tæt dialog og vil udarbejde en aftale, der i detaljer regulerer, Svendborg Kommunes overtagelse af driften af Hesselager Plejecenter pr. 1. juni 2025.
Der har været afholdt to personaleorienteringer på Hesselager Plejecenter hhv. den 3. juli og den 22. juli 2024 med deltagelse af kommunens ældrechef. Her er personalet på Hesselager Plejecenter blevet orienteret om sagen og det Svendborg Kommune nu ved om den videre proces.
Kommunalbestyrelsen skal godkende, at den selvejende institution Hesselager Plejecenter nedlægges pr. 31. maj 2025, så Svendborg Kommune overtager driften frem til nedlukning.
Administrationen er i dialog med OK-Fonden om at omdanne plejecentret til et tilbud på det specialiserede socialområde fra sommeren 2026.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
I forbindelse med beslutningen om nedlæggelse af den selvejende institution, skal eventuel formue med godkendelse fra Svendborg Kommune anvendes til et tilsvarende socialt eller sundhedsmæssigt formål, jævnfør driftsoverenskomsten.
Ubrugte kommunale driftstilskud betragtes ikke som formue, men tilbageføres til kommunen.
Eventuelt merforbrug på driften videreføres til Svendborg Kommune. Regnskab 2023 viste et merforbrug på 1,1 mio. kr. En økonomisk handleplan er sat i værk for at indhente merforbruget inden udgangen af 2026.
Lovgrundlag
Serviceloven (lovbekendtgørelse nr. 170 af 24/01/2022) m.fl.
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 13-08-2024
Udvalget godkender indstillingen.
Rettelse til sagsfremstillingen: ”Regnskab 2023 viser et merforbrug på kr. 1,1 mio”. rettes til ”regnskab 2023 viste et merforbrug på kr. 0,4 mio”.
Beslutning i Økonomiudvalget den 20-08-2024
Indstilles.
Afbud fra Flemming Madsen (A) og Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B).
Birger Jensen (V) var fraværende.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-08-2024
Godkendt.
Afbud fra Pia Dam (A), Jørgen Lundsgaard (B), Arne Ebsen (F), René Haahr (V), Johan Weltzin Kristensen (Ø). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A), Allan Østergaard (B), Käthe Lund (F), Malene Kallan (Ø)
Beslutningstema
Beslutning om endelig vedtagelse af lokalplan og kommuneplantillæg for nyt bofællesskab i Vejstrup, på baggrund af den offentlige høring.
Indstilling
Direktionen indstiller, at Plan- og Lokalsamfundsudvalget overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefaler,
- At indkomne høringssvar behandles som foreslået i den vedlagte hvidbog
- At lokalplan og kommuneplantillæg vedtages endeligt med de anbefalede tilpasninger
Sagsfremstilling
Baggrund
Plan- og Lokalsamfundsudvalget igangsatte den 8. november 2022 udarbejdelse af lokalplan og kommuneplantillæg for et nyt alment bofællesskab i Vejstrup, med udgangspunkt i en konkret placering på matrikel 2d, Vejstrupgård. Der blev i den forbindelse igangsat en forudgående høring af planerne, og afholdt et lokalt borgermøde.
På baggrund af den forudgående høring, besluttede Kommunalbestyrelsen den 22. februar 2023 at fortsætte arbejdet med den aktuelle placering, og samtidig fastsætte følgende principper for den videre planlægning:
- At bebyggelsen maksimalt må opføres i 1 etage
- At der maksimalt må opføres 24 boliger
- At bebyggelsen skal udformes, så der sikres kig, brudte forløb og variation i
bebyggelsens placering, udformning og udtryk
- At det levende hegn bevares mest muligt og at der sikres grønne kvaliteter og
biodiversitet i området
- At området skal indrettes, så der skal sikres åbenhed og god sammenhæng til
Lokalområdet
Kommunalbestyrelsen besluttede den 19. marts 2024 at sende forslag til lokalplan og kommuneplantillæg i offentlig høring.
Forslag til lokalplan fremgår af bilag 1 (Bilag 1: Forslag til Lokalplan 684) og forslag til kommuneplantillæg fremgår af bilag 2 (Bilag 2: Forslag til kommuneplantillæg 2021.10).
Offentlig høring
På baggrund af Kommunalbestyrelsens beslutning om at offentliggøre forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, har der været afholdt offentlig høring fra den 03. april 2024 - 29. maj 2024.
Der blev afholdt borgermøde i Vejstrup Forsamlingshus den 02. maj 2024.
Der er i høringsperioden indkommet 14 høringssvar. Heraf er 12 høringssvar fra borgere, mens der er kommet ét høringssvar fra henholdsvis Svendborg Andels-Boligforening og ét fra den tilknyttede beboergruppe.
Resumé af høringssvarene og den administrative besvarelse heraf fremgår af bilag 3 (Bilag 3: Hvidbog, offentlig høring).
Høringssvarene fremgår i deres fulde længde i bilag 4 (Bilag 4: Høringssvar i fuld længde).
Som det fremgår af hvidbogen, er der fortsat en lokal bekymring for projektets påvirkning af lokalområdet. Høringssvarene dækker over følgende temaer:
- Bygningshøjde og etageantal
- Bæredygtighed herunder tagmateriale
- Bebyggelsens tæthed, længde og afstande
- Trafik og vejadgang
- Sammenhæng med Vejstrup
- Borgerinddragelse
- Inddragelse af åbent land/nærområdets påvirkning
Administrative tilpasninger
På baggrund af den offentlige høring har administrationen gennemgået planforslagene og foretaget en faglig vurdering af, hvor der vurderes at være behov for at foretage tilpasninger, og samtidig sikre, at de overordnede politiske principper og projektets væsentlige aspekter fastholdes.
Det vurderes, at de foreslåede lyskviste på tagfladen kan undlades og erstattes af tagvinduer, hvilket reducerer den maksimale bygningshøjde på boligerne fra 7 til 6 meter. På den måde fastholdes muligheden for en hems, da den giver en øget boligkvalitet til de små boliger. Gulvkoten og rumhøjden for fælleshuset kan samtidig sænkes, sådan at den samlede højde sænkes med 1 meter.
De tilpassede højder fremgår af landskabssnit i bilag 5 (Bilag 5: Landskabssnit)
Derudover er der foretaget mindre tilpasninger, som fremgår af hvidbogen, som ikke vurderes at ændre væsentligt på planernes formål og principper.
Øvrige politiske tilpasningsmuligheder
Som det fremgår af hvidbogen anbefales det ikke administrativt at fjerne muligheden for hems i boligbebyggelsen, da et boligbyggeri med en maksimal bygningshøjde på 6 meter, vurderes at være indenfor de politiske besluttede principper for 1 etage. Såfremt man fjerner muligheden for hems, kan den maksimale bygningshøjde, med fastholdelse af saddeltag, reduceres til omkring 5,3 meter. Dette vurderes at give en væsentlig forringelse af boligkvaliteten.
Den maksimale bygningshøjde for fælleshuset kan reduceres yderligere, såfremt man ændrer taghældningen, rumhøjden og muligheden for opbevaring på pulterkammeret under tagryggen. Dette vurderes at give en væsentlig forringelse af kvaliteten på fælleshuset.
Det er ikke muligt at øge afstanden på placeringen af boligbebyggelsen fra skel, da dette vil skubbe den samlede dispositionsplan for området, og dermed vil der ikke kunne udformes et sammenhængende område med fælleshus og fælles opholdsarealer. Byggefelterne er placeret med afstand på minimum 7 meter mod skel til henholdsvis Brudagervej og Egemosevej.
Bebyggelsen kan ikke placeres på den sydligste del af grunden, da det vil give udfordringer i forhold til afledning af spildevand og håndtering af regnvand.
Byggeretten jf. Byggeloven fastlægger en mindste afstand til skel på 2,5 meter mod vej, en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter og en maksimal bebyggelsesprocent på 40, hvis en lokalplan, eller en byplanvedtægt eller en reguleringsplan fastsætter andre bestemmelser om de pågældende forhold.
En opgørelse over afstanden fra den nye bebyggelse og nærmeste naboer er illustreret i bilag 6 (Bilag 6: afstand til nabobebyggelse).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgifterne i forbindelse med planlægningen og udarbejdelse af plangrundlaget afholdes indenfor den eksisterende driftsramme for Byg og Byudvikling.
Etablering af det nye boligområde forventes at medføre en øget bosætning i lokalområdet og vil bidrage til at skabe en positiv flyttebevægelse i lokalområdet.
Svendborg Kommune bidrager med grundkapitalindskud på 4,0 mio. kr. som vedtaget ved budgetforliget for 2023.
CO2-Konsekvensvurdering
Størstedelen af lokalplanområdet ligger udenfor kollektivt varmeforsyningsområde i gældende varmeplan. Der forventes at blive etableret bæredygtig varmeforsyning ind i form af jordvarme, varmepumper, solceller og lignende.
Lokalplanen stiller krav om, at det primære facademateriale, for størstedelen af området, skal være af træ. Der må ikke benyttes plast- eller kompositmaterialer på bygningsdel.
Lovgrundlag
Planloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 13-08-2024
Indstillingen anbefales.
Afbud: Torben Frost (A). Stedfortræder: John Arly Henriksen (A).
Beslutning i Økonomiudvalget den 20-08-2024
Indstilles.
Afbud fra Flemming Madsen (A) og Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B).
Birger Jensen (V) var fraværende.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-08-2024
Godkendt.
Afbud fra Pia Dam (A), Jørgen Lundsgaard (B), Arne Ebsen (F), René Haahr (V), Johan Weltzin Kristensen (Ø). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A), Allan Østergaard (B), Käthe Lund (F), Malene Kallan (Ø)
Relaterede bilag
Beslutningstema
Kommuner med færgeforbindelse til små øer modtager hvert år et tilskud fra staten til nedsættelse af taksterne for hhv. godstransport og transport af biler samt passagerer. Kommunalbestyrelsen skal godkende redegørelsen for anvendelse af de to tilskud samt anvendelse af det forhøjede generelle tilskud til kommuner med små øer. Redegørelserne er samlet i et indberetningsskema, som er vedlagt som bilag.
Indstilling
Direktionen indstiller, at Erhvervs- og Turismeudvalget overfor Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelsen anbefaler, at:
- Godkende redegørelserne for anvendelse af hhv. tilskud til nedsættelse af takst for godstransport og tilskud til nedsættelse af takst for biler og passagerer.
- Godkende redegørelsen for anvendelse af det forhøjede andel af § 20-tilskud til kommuner med små øer.
Sagsfremstilling
Redegørelse for anvendelse af tilskud til nedsættelse af takster for passagerer og biler:
For 2023 har staten ydet et tilskud på 336.000 kr. til nedsættelse af taksten for passagerer og biler. Der er desuden overført en restpulje vedr. tilskud for 2022 på 121.790 kr. Den samlede pulje har således udgjort 457.790 kr.
Tilskuddet er anvendt til nedsættelse af taksterne for passagerer og cykler på færgerne M/F Højestene (ruten Svendborg – Skarø/Drejø) og M/F Hjortøboen (ruten Svendborg – Hjortø). Der er ikke ydet tilskud til nedsættelsen af taksten for personbiler, fordi man ikke ønsker at bidrage til at forøge biltrafikken på øerne. Takstnedsættelsen har været gældende hele året på nær skolernes sommerferie (perioden 24.6.2023-13.8.2023).
Af den samlede pulje for 2023 er der anvendt i alt 348.633 kr. Det tildelte tilskud for året 2023 er dermed anvendt, men det har ikke været muligt at bruge den overførte restpulje fra 2022. Der overføres således en restpulje på 109.157 kr. fra 2023 til 2024. Hovedårsagen til at det ikke har været muligt at anvende den samlede tilskudspulje for 2023 kan henføres til fordelingen af passagerer i og udenfor skolernes sommerferie, da billetpriserne ikke har været nedsat i skolernes sommerferie. Der har således ikke været nok passagerer med færgerne i de perioder, som ligger uden for skolernes sommerferie.
Redegørelse for anvendelse af tilskud til nedsættelse af takster for gods:
For 2023 har staten ydet et tilskud til nedsættelse af taksterne for gods og erhvervskøretøjer på 240.000 kr. Der er i 2023 givet en samlet takstreduktion på 407.475 kr. for billetkategorier omfattet af tilskuddet. Det konstateres derfor, at hele det afsatte tilskud for 2023 er anvendt.
Ovenstående redegørelser skal indberettes til Sundheds- og Indenrigsministeriet på et standardiseret skema, som ledsages af kommunalbestyrelsens påtegning. Skemaet fremgår af Bilag 1- Tilskud i 2023 til nedsættelse af færgetakster samt øvrige ø- og færgetilskud.
Tilskud i henhold til § 20, stk. 1 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud:
Jf. § 7 i ”Bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer” (Bek. nr. 991 af 28.6.2023) påhviler det kommunalbestyrelsen i kommuner med mindre øer hvert år at redegøre for hvorledes kommunens andel af det generelle tilskud i henhold til § 20, stk. 1 i Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner er anvendt i regnskabsåret.
Svendborg Kommunes andel af det forhøjede § 20-tilskud for 2023 udgør 1,103 mio. kr. Det er jf. ordningen forudsat, at kommunen bærer en del af både drifts- og investeringsudgifterne ved færgetrafikken.
Bilag 2 – Anvendelse af forhøjet § 20-tilskud viser hvorledes kommunens andel af det forhøjede § 20-tilskud er anvendt for regnskabsåret 2023.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Sagens økonomiske konsekvenser fremgår af sagsfremstillingen.
Det ikke forbrugte tilskud til nedsættelse af takster for passagerer mv. foreslås jf. gældende praksis anvendt til nedsættelse af taksterne for 2024. På kommunalbestyrelsens møde den 19. marts 2024 er der taget stilling til hvorledes tilskud til nedsættelse af færgetakster for 2024 skal anvendes. Se Bilag 3 – Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 19.3.2024.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Bekendtgørelse nr. 991 af 28.6.2023 (bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer
Bekendtgørelse nr. 992 af 28.6.2023 (bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer mv. til og fra visse øer.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Erhvervs- og Turismeudvalget den 14-08-2024
Indstilles.
Hanne Ringgaard Møller (B) var fraværende.
Beslutning i Økonomiudvalget den 20-08-2024
Indstilles.
Afbud fra Flemming Madsen (A) og Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B).
Birger Jensen (V) var fraværende.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-08-2024
Godkendt.
Afbud fra Pia Dam (A), Jørgen Lundsgaard (B), Arne Ebsen (F), René Haahr (V), Johan Weltzin Kristensen (Ø). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A), Allan Østergaard (B), Käthe Lund (F), Malene Kallan (Ø)
Relaterede bilag
Beslutningstema
Vedtagelse af nye forpligtende aftaler for perioden 2024 – 2027 med Ærø og Langeland kommuner.
Indstilling
Direktionen indstiller til Kommunalbestyrelsen at:
- Aftaleudkast vedrørende forpligtende samarbejder mellem Ærø og Svendborg Kommuner godkendes
- Aftaleudkast vedrørende forpligtende samarbejder mellem Langeland og Svendborg Kommuner godkendes.
Sagsfremstilling
I forbindelse med opgave- og strukturreformen i 2007 blev kommunerne større. Men en række kommuner fik lov til at fortsætte som selvstændige kommuner under forudsætning af, at en række specialiserede opgaver løses af en eller flere af de nærliggende kommuner. I den forbindelse blev Svendborg Kommune pålagt at løse disse specialiserede opgaver som er beskrevet i loven for Ærø og Langeland kommuner. De to kommuner har mulighed for at søge dispensation for de generelle bestemmelser, hvilket både Ærø og Langeland kommuner har benyttet sig af.
Formålet med aftalerne er at beskrive, hvilke opgaver der skal løses og hvordan det forpligtende samarbejde mellem Ærø, Langeland og Svendborg kommuner tilrettelægges, således at opgaverne fortsat løses i et godt, åbent og konstruktivt samarbejde.
Aftalerne erstatter tidligere aftaler, der gjaldt for årene 2019 – 2022. Af aftalerne fremgår at de løber videre indtil fornyelse.
Administrationen fra de tre kommuner har gennemført drøftelser med henblik på at nå frem til en opdatering af aftalerne og tilpasning af aftalerne, så de afspejler de nuværende forhold.
Der vil i løbet af perioden kunne ske tilpasninger såfremt at Ærø kommune eller Langeland kommune får nye dispensationer.
Aftalerne giver mulighed for at aftale forskellige serviceniveauer, endvidere tilstræbes det forsat at forenkle aftaler indholds- og formuleringsmæssigt.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen i forhold til tidligere, Ærø og Langeland kommuner betaler for ydelsen
Lovgrundlag
Lov om forpligtende samarbejder.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Økonomiudvalget den 20-08-2024
Indstilles.
Afbud fra Flemming Madsen (A) og Jørgen Lundsgaard (B). Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B).
Birger Jensen (V) var fraværende.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-08-2024
Godkendt.
Afbud fra Pia Dam (A), Jørgen Lundsgaard (B), Arne Ebsen (F), René Haahr (V), Johan Weltzin Kristensen (Ø). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A), Allan Østergaard (B), Käthe Lund (F), Malene Kallan (Ø)
Relaterede bilag
Beslutningstema
Kulturfolkemøde i Svendborg og lokalområderne 2025 og fremadrettet.
Indstilling
Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler, at Kommunalbestyrelsen godkender visionen for Kulturfolkemøde i Svendborg og lokalområderne 2025 og fremadrettet.
Sagsfremstilling
Formanden har bedt om dagsordenssættelse af dette punkt til politisk beslutning med følgende ordlyd:
For første gang i Svendborgs historie er der udarbejdet en fælles vision for kommunens Kultur- folkemøde i samarbejde med interne kulturaktører og eksterne kulturaktører. Visionen er udarbejdet på baggrund af et grundigt vidensarbejde og en bred inddragelse af aktører.
I kommunens kulturstrategi; Kulturløftet Fantastiske Fornemmelser tages der afsæt i det fælles kulturgrundlag, som vores historie, den samfundsmæssige udvikling og produktet af, hvad tidligere kultur planer har tilført os. I spændingsfeltet mellem forankring og forandring har vi tilegnet os nye måder at se, bruge og udvikle kulturen på. Ønsket om et mangfoldigt kulturliv i en naturlig balance mellem det lokale og det globale gør, at der politisk er ønsker om en fortsat dynamisk kulturstrategi som grundlag for at sikre det gode liv. Strategien er beskrevet og et af temaerne/målene i kulturløftet er at skabe Danmarks unikke og folkelige kulturmøde (Bilag 1). Det samme gør sig gældende i Svendborg kommunes udviklingsstrategi, hvor kultur, bevægelse, det maritime, natur og uddannelse er en del af strategien. I udviklingsstrategien står blandt andet;
”Vores status som Cittaslow-kommune betyder, at vi allerede udvikler med tanke for kvalitet og omhu og tager afsæt i lokale særpræg og samarbejder. Fundamentet er lagt. Nu skal vi være bedre til at udnytte vores fordele fokuseret og bæredygtigt. Der er fem styrker, som vi i kommunalbestyrelsen er enige i, at vi skal arbejde videre med. Natur: Svendborgs unikke istidslandsskab, det smukke øhav og naturen i byerne. Naturen giver os rige muligheder for at være aktive i det fri og til at finde ro til fordybelse – til det gode liv. Vi sikrer en god balance mellem at bruge naturen og beskytte naturen ved at give naturen mere plads og øge biodiversiteten. Det maritime: Svendborgs direkte adgang til Øhavet giver exceptionelle muligheder for at kickstarte eller forfine særlige ekspertiser i maritimt erhverv og iværksætteri eller specialisere sig i en maritim uddannelse. Kultur og bevægelse: Svendborg bliver kendt som Danmarks bedste kulturegn med et mangfoldigt kultur- og foreningsliv i hele kommunen. Vores lokale og nationale kulturarv er med til at danne grundlaget for en fælles identitet. Borgere og turister i alle aldre introduceres til vores rige historie og får gode muligheder for at vedligeholde kendskabet til den. Uddannelse: Svendborg som Danmarks bedste by for det gode studieliv: under uddannelsen, i fritiden, på vej ind på arbejdsmarkedet. Turisme: Vores gæster har lyst til at besøge Svendborgs attraktioner og forrygende outdoor-oplevelser hele året rundt. Vi tilbyder både kendte og alternative overnatningsmuligheder og er kendt som fremragende værter.”
Svendborgs kultur- og fritidsliv er mangfoldigt og af høj kvalitet. Hvad end, man søger fordybelsen i den lokale læseklub, fællesskaberne i idrætsforeninger, intimiteten i koncerten under åben himmel eller vil lade sig rive med af ny scenekunst med store armbevægelser. Kultur- og fritidslivet drives og udvikles i vid udstrækning af frivillige ildsjæle. I de senere år har den samtidig gennemgået en professionalisering der viser, at her er der gode vilkår for at leve af sit kunstneriske virke. Derudover er vækstlaget enestående i Svendborg. Mange talenter klækkes i Svendborg, hvor der er rige muligheder for at forløse sit fulde potentiale. Der er både plads til at eksperimentere med sin niche og rejse hele festivaler for specifikke kunstarter eller genrer (Bilag 2).
Tanken i forhold til Kulturfolkemødet er at forene de 5 styrkepositioner og flere af signaturprojekterne.
Noget af det, der karakteriserer Svendborg Kommune er, at kunst og kultur har stor betydning for det liv, der udfolder sig i byerne og på landet. Kultur er det prisme, som mange ser og forstår verden igennem. Dette afspejles i den store mangfoldighed og variation i udbuddet af kulturtilbud. Kunst og kultur har stor værdi i sig selv. Kunst og kultur udvikler og præger os som mennesker og som samfund. Gennem kunst og kultur får det enkelte menneske redskaber til at forstå, fortolke, kommunikere og ytre sig. Dette er en forudsætning for det demokratiske samfund. Et rigt kunst- og kulturliv er til gavn og inspiration for alle. Denne hverdag, der eksisterer i Svendborg kommune i fællesskabets ånd, vil vi gerne løfte ind i fremtidens Kulturfolkemøde/Kulturfestival og dele med andre regionalt, nationalt og på sigt internationalt.
Formål
- Formålet med Kulturfolkemøde/Kulturfestival er at understøtte det demokratiske engagement, kulturel nysgerrighed og udbredelse af kulturtilbud af høj kvalitet indenfor scenekunst, det maritime, det billedkunstneriske, det litterære, det musiske, det kulturbærende i naturen og bevægelsen, blandt borgere i Danmark og internationalt og at styrke fællesskabsfølelsen via iværksættelse af kulturelle initiativer
Vision for det årlige Kulturfolkemøde i Svendborg og lokalområderne
- at iværksætte markante tiltag i form af talks, fortællinger, litteratur, koncerter, maritime events/åben Ø, gadeteater, innovative shows, korhappenings, kunstudstillinger, kultur og natur oplevelser, dans/bevægelse i et årligt tilbagevendende kulturfolkemøde, der er forandringsskabende og tilfører kommunen og den deltagende og den udøvende kunstner nye markante aftryk og samarbejder af regional, national og international relevans
- at styrke erhverv og turisme gennem den kultur, som Svendborg kommune i dag er en magnet for
- at udfolde kulturelle initiativer, der fremmer folkesundheden
- at styrke dannelsesperspektivet, som Svendborg kan levere gennem sin åndelige kulturforståelse
- uddannelsesperspektivet vil få en særlig rolle i forbindelse med samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne
Navn
Der er afholdt møder med styregruppen for Resonans og enighed om, at Resonans indgår i konceptet, da Resonans er et særligt kendetegn i og udenfor kommunens grænser, der skal værnes om.
Indhold
Borgerne der møder op til Kulturfolkemødet i Svendborg kommune skal have mulighed for:
- at opleve og deltage i demokratiske og inkluderende aktiviteter og initiativer, hvor de involverede føler et medejerskab, opnår nye kompetencer og sociale relationer, samt får mulighed for at udtrykke sig gennem skabende kunst og kultur
- at opleve kultur indenfor litteratur/fortælling, dans/bevægelse, musik/sang, teater og kunst, natur/kultur/, maritime kultur
- at opleve kulturtilbud, der kan tiltrække nye målgrupper, som fx børn og børnefamilier
- at opleve for eksempel kultur- og naturoplevelser og/eller bevægelses- og sundhedsfremmende aktiviteter
- at borgere, der normalt står uden for kulturfællesskabet, herunder mennesker med en psykisk lidelse, inkluderes i fællesskaber i Kulturfolkemøde/Kulturfestivalt
Ramme
Svendborg Kulturfolkemøde afholdes for borgere lokalt, nationalt, og Kulturfolkemøde inviterer flere oplægsholdere/kunstnere til at sætte spot på et aktuelt, relevant tema til inspiration for, hvordan vi i fællesskab kan udvikle kulturløftet og sætte mål for kulturindsatserne generelt. Kulturfolkemødets format og bredde er ikke fastlagt. Milepæle og fokuserede målgrupper skal beskrives. Dette vil ske i en dialog med styregruppe, kultur og fritidsudvalget, kulturinstitutionerne m.fl. og fremlægges på oktober mødet. Vi forestiller os en begivenhed, som vil have en tilbagevendende karakter ca. hvert eller hvert andet år fx ultimo maj, som EMD, Europæiske maritime dage/Åben Ø i 2024. Vi ønsker, at kulturen bliver repræsenteret i forskellige afskygninger over dagene med, kunst, litteratur, fortælling, dans, scenekunst, bevægelse, musik, sang, maritime events etc.
Kulturfolkemødet afholdes første gang i foråret / sommeren 2025 og mødet bygges op trinvis:
2025, første afholdelse/Step 1: Åben Ø med maritime aktiviteter, Litteraturevents, 10 koncerter, Korevents fx i Rundbue hallen, Gadeevents, Kulinarisk Sydfyn evt.
2026, anden afholdelse/Step 2 Åben Ø med øgede maritime aktiviteter, Litteratur events, 20 koncerter, korevents, yoga-/danse-/bevægelsesevent, naturevents mv.
2025 ultimo maj: Kulturfolkemøde premiere
Ca. 20-25 kulturaktører/organisationer er værter for forskellige kulturelle genrer(Brechts Hus, Kirkerne, Rytmisk Råstof, Borgerforeningen Svendborg Teater, Baggårdteatret, Biblioteket – ”det er for børn”, sART danseteater, Svendborg operaforening, Yoga-studios, Gademusikanter, Kulturninjaer, Undergrunden, SAK, FLUK, Kor/Sang foreningerne med organisering, Sydfyns Museum, højskolerne, efterskolerne, Musikudvalget, Lundeborg som kultur landsby, Vester Skerninge Kulturhus, Stenstrup/Kirkeby Kultur, Åben Ø konceptet med udvidet fokus på det maritime, Kostumariet, SAK, gallerier, dannelsesfestivalen Resonans som fortællende aktør om deres koncept m.fl. fx Kultur på recept/Kulturrum, Hvidkilde Gods, Valdemars Slot, Broholm Gods m.fl.
Varighed 2-3 dage
Foreløbige lokationer
- Svendborg, Lundeborg, Vester Skerninge / Ulbølle, Stenstrup/Kirkeby
- Borgerforeningen Svendborg Teater
- Ribers Gård/Harders/Rytmisk Råstof
- 3-5 kirker
- Rundbuehallen
- Maritimt Center
- Torvet
- Oure Højskole, Ollerup Efterskole, Gymnastikhøjskolen i Ollerup
- Baggårdteatret
- Naturama
- Svendborg Musikskole
- Arena Svendborg
- SG Huset
- Frederiksø
- Museerne i Svendborg
- Biblioteket
- SAK
- Hvidkilde Gods, Valdemars Slot, Broholm Gods
- Forsamlingshuse
- Øvrige mindre lokationer efter aftale.
2026 Samme koncept incl Resonans, hvis aftale indgås
2027 Samme koncept – justeret efter evalueringer
2028 Samme koncept etc
Organisering
Kulturmødet organiseres i en styregruppe med tæt samarbejde med de interne og udvalgte eksterne kulturaktører. Styregruppen består af Svendborg event 1 person, Kultur og Fritid 1-2 personer, 2 politikere, 3 interne kulturaktører, 3 eksterne. Derudover vil de faste kulturaktører/øvrige konsulenter organiseres, som et advisoryboard/konsulent team.
Der er aktuelt afholdt 1 møde med 25 kulturaktører og der afholdes et nyt møde/workshop 29.08.24, hvor aktørerne byder ind med fortsatte ideer, som styregruppen organiserer ud fra.
Kultur og Fritidsudvalget er værter for Kulturbegivenheden.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Økonomien og rammen kvalificeres og forelægges på oktober mødet.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 15-08-2024
Udvalget anerkender visionen for et kulturfolkemøde og ønsker, at administrationen kvalificerer udkastet og udarbejder forskellige scenarier for afholdelse af et kulturfolkemøde med opstart i 2025. Sagen lægges op til ny behandling i udvalget.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-08-2024
Liste C foreslog, at sagen blev tilbagesendt til udvalget. Kommunalbestyrelsen godkendte dette.
Afbud fra Pia Dam (A), Jørgen Lundsgaard (B), Arne Ebsen (F), René Haahr (V), Johan Weltzin Kristensen (Ø). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A), Allan Østergaard (B), Käthe Lund (F), Malene Kallan (Ø)
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-08-2024
Intet.
Afbud fra Pia Dam (A), Jørgen Lundsgaard (B), Arne Ebsen (F), René Haahr (V), Johan Weltzin Kristensen (Ø). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A), Allan Østergaard (B), Käthe Lund (F), Malene Kallan (Ø)