Kommunalbestyrelsen
Referat • 29. oktober 2024 kl. 17.00
Indhold
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 29-10-2024
Der var spørgsmål fra Mathias Sophus Emil Mølmand Thorsen, Ulrich Mieth og Daniel Sørensen.
Afbud fra Per Nykjær Jensen (LA). Som suppleant er indkald Freja Blemholm Hansen (V). Kommunalbestyrelsen godkendte dette.
Dagsorden godkendt.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsesmedlem Jesper Kiel (Ø) ønsker på vegne af Enhedslistens kommunalbestyrelsesgruppe følgende optaget på kommunalbestyrelsens dagsorden den 29. oktober 2024:
” Der indføres et generelt forbud mod indkøb af såkaldte turbokyllinger, der er produceret under forhold, hvor den ekstremt hurtige vækst gør, at kyllingens organer og ben ikke kan følge med vægten. Forbuddet skal gælde for kommunens køkkener.
Enhedslisten foreslår:
- Forbuddet realiseres ved at udbrede mindstekrav til indkøb af slagtekyllinger. Mindstekravet indebærer, at alle indkøbte ikke-økologiske slagtekyllinger skal have mindst to hjerter i det statslige dyrevelfærdsmærke for at sikre, at disse kyllinger er langsommere voksende racer og har mere plads samt miljøberigelse.
Begrundelse:
I Svendborg Kommune er der med beslutningen om at nedbringe CO2-udslip fra kommunens køkkener lagt op til at bruge mindre oksekød og dermed formodentlig mere kyllingekød. Det er godt for klimaet, men det er vigtigt, at det ikke går ud over dyrevelfærden. Det er vigtigt at kommunen agerer foregangsbillede og ikke går på kompromis med dyrevelfærd.
I kommunens køkkener har vi kun valgt at kræve økologisk bronzemærke (30-60 % økologi). Økologiske kyllinger lever op til at få 3 hjerter i dyrevelfærdsmærket, men en del af de kyllingerne, der serveres fra de kommunale køkkener er formodentlig ikke økologiske. Derfor er det vigtigt at stille krav til dyrevelfærden.
Produktion af turbokyllinger har i flere år været udsat for massiv kritik, fordi kyllingernes organer og ben ødelægges, og ikke kan følge med vægten under den forcerede produktionsform. Det gør, at kyllingernes korte liv bliver ekstremt smertefuldt og har karakter af dyremishandling.
Både på EU-plan og på nationalt plan er et forbud mod produktion og handel med turbokyllinger på dagsordenen. I mellemtiden har flere af de største detailkæder af egen drift besluttet at stoppe salget ud fra dyreetiske hensyn. Det gælder for eksempel Rema 1000, Salling Group og Dagrofa.
Enhedslisten finder det vigtigt, at Svendborg Kommune ikke er med til at legitimere en åbenlyst kritisk produktionsform. I stedet bør vi i vores indkøb fremme et levedygtigt landbrug. ”
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 29-10-2024
Sagen oversendes til behandling i Økonomiudvalget.
Afbud fra Per Nykjær Jensen (LA). Som suppleant deltog Freja Blegholm Hansen (V).
Beslutningstema
Valg af bestyrelsesmedlem for fjernvarmeselskabet Ollerup – Vester Skerninge - Ulbølle
Indstilling
Direktionen indstiller til Økonomiudvalget, at det overfor Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At der fra Kommunalbestyrelsen udpeges et medlem til bestyrelsen for fjernvarmeselskabet Ollerup – Vester Skerninge – Ulbølle.
Sagsfremstilling
Af fjernvarmeselskabet Ollerup – Vester Skerninge – Ulbølle s godkendte vedtægter §7 bestyrelse fremgår:
7.1. Selskabets bestyrelse består af 7 medlemmer, hvoraf mindst 6 skal være andelshavere.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen men kan genvælges.
Der afgår skiftevis 3 bestyrelsesmedlemmer på lige år og 4 bestyrelsesmedlemmer på ulige år.
Derudover kan kommunalbestyrelsen udpege et yderligere bestyrelsesmedlem, såfremt kommunen har ydet kommunegaranti for selskabets lån.
Svendborg Kommune stiller garanti for fjernvarmeselskabet.
I Svendborg Fjernvarme er udpeget repræsentanter fra Kommunalbestyrelsen og Direktionen indstiller derfor, at denne praksis fastholdes i forhold til den nye bestyrelse.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Økonomiudvalget den 22-10-2024
Fremsendes til kommunalbestyrelsens behandling.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 29-10-2024
Karl Magnus Bidstrup blev udpeget.
Afbud fra Per Nykjær Jensen (LA). Som suppleant deltog Freja Blegholm Hansen (V).
Beslutningstema
Af brandsikkerhedsmæssige hensyn er det nødvendigt at udføre byggetekniske udbedringer på Stenstrup Plejecenter, så bygningerne fortsat kan anvendes af personer, som ikke er selvhjulpne.
Herudover skal der foretages en række vedligeholdelsesarbejder på plejecenteret. De omhandlende vedligeholdelsesarbejder vedrører et rørprojekt, som er nødvendigt at udskifte i køkken og dagcenter, udskiftning af ventilation og reparation af elevator.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget anbefales,
- At der søges en anlægsbevilling på 2,81 mio. kr. til Stenstrup Plejecenter, hvoraf 1,68 mio. kr vedrører vedligehold og 1,13 mio. kr. vedrører brandsikring
- At godkende brugen af ekstern rådgiver
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At der bevilliges en samlet anlægsbevilling på 2,81 mio. kr., hvoraf der indarbejdes et rådighedsbeløb på 1,13 mio. kr. i 2024 og 1,68 mio. kr. i 2025
- At anlægsbevillingen finansieres via.;
- Lånefinansiering på 1,94 mio. kr. til beboerdelen, som betales af over lejen i en periode på 30 år, og
- Den kommunale andel finansieres via anlægspuljen til ”Vedligeholdelse af den kommunale bygningsmasse” med 0,87 mio. kr.
- At godkende, at der optages et lån på 1,94 mio. kr. med en maksimal løbetid på 30 år.
- At frigive rådighedsbeløbet i 2024 på 1,13 mio. kr.
Sagsfremstilling
Baggrund for nødvendige brandsikkerhedsmæssige udbedringer
Svendborg Kommune igangsatte som følge af daværende transport-, bygnings- og boligministers hyrdebrev af 24. september 2018 om brandsikkerhed i plejeboliger, en brandteknisk gennemgang af relevante plejehjem, herunder Stenstrup Plejecenter. Den brandtekniske rapport fra Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (herefter DBI) afdækkede forskellige bygningsmæssige udfordringer i forhold til sikring mod brand.
DBI anførte bl.a. i rapporten: ”Det er på baggrund af en samlet vurdering af byggeriet, at DBI vurderer byggeriet egnet til anvendelse for ikke-selvhjulpne personer som plejehjem eller lignende (anvendelseskategori 6), men der er samtidig behov for at der gennemføres en række afhjælpende foranstaltninger i forhold til personsikkerheden i byggeriet […]”.
DBI anbefalede i sin rapport en nærmere byggeteknisk gennemgang af plejecenteret for at dokumentere den brandtekniske kvalitet af bygningens brandadskillende bygningsdele, samt øvrige brandtekniske forhold som registreres i forbindelse med en bygningsgennemgang. Administrationen har bedt rådgivningsvirksomheden 360 om en sådan gennemgang, som indeholder udbedringsforslag, så Stenstrup Plejecenter kan fortsætte med at være plejecenter for ikke-selvhjulpne personer (BR18 anvendelseskategori 6). Der skal bl.a. udføres brandmæssig sikring af loftet ved indgangen til administrationen, bade/vaskerum og et enkelt toilet. Herudover skal der ske brandsikring i tagrummene, hvor sektionsvæggene skal brandsikres.
Den samlede udgift hertil udgør 1,13 mio. kr. og efter fordelingsnøglen for ejendommen udgør den kommunale andel 0,34 mio. kr. ekskl. moms og beboerandelen 0,79 mio. kr. inkl. moms.
Baggrund for andre vedligeholdelsesopgaver
Elevatoren på Stenstrup Plejecenter er af ældre dato og skal have udskiftet en del mekanik for at den også fremadrettet lovmæssigt må anvendes. Rørene til brugsvandsanlægget er nødtørftigt blevet repareret de sidste par år og skal nu udskiftes. Det drejer sig om rørudskiftning i køkken og dagcenteret. Ventilationsanlægget er ligeledes af ældre dato, og skal også skiftes.
Det vurderes mest hensigtsmæssigt at udføre vedligeholdelsesarbejderne samtidig med de brandsikkerhedsmæssige udbedringer, idet der i modsat fald vil skulle godkendes endnu et låneoptag i nær fremtid.
Øget brandsikring, herunder også brandsikring, der følger af ufravigelige lovkrav, anses for en forbedring af ejendommen. Rørudskiftningen til brugsvandsanlæg og tekniske udbedringer af elevatoren er vedligeholdelse af bygningen, som lejerne finansierer igennem deres husleje
Forbedringer af kommunalt ejede plejeboliger kan finansieres via lånoptagelse jf. gældende lånebekendtgørelse. Der er dog ikke låneadgang til den del af renoveringen, som vedrører servicearealerne. Den samlede udgift udgør 1,68 mio. kr. og efter fordelingsnøglen for ejendommen udgør den kommunale andel 0,53 mio. kr. ekskl. moms og beboerandelen 1,15 mio. kr. inkl. moms.
Beboernes andel af renoveringen finansieres via optagelse af et lån. Ydelserne på lånet skal indregnes i den fremtidige husleje. Se en mere detaljeret oversigt for huslejestigninger ved forskellige formuer og boligstørrelser samt estimeret boligydelse i bilag 1 (Bilag 1. Oversigt over økonomiske konsekvenser for beboerne ved brandsikring og vedligehold af Stenstrup Plejecenter). Som det fremgår af bilaget, så forventes det, at huslejestigningen i mange tilfælde vil blive udlignet af en stigning i boligydelsen.
Efter boligydelse vil huslejestigningen være forøget med maksimalt 88 kr./månedligt for beboere med en formue på 2 mio. kr. eller derover.
Huslejen vil stadig være på et niveau, som er genkendeligt fra andre plejecentre. Se nedenstående oversigt.
Oversigt af huslejeniveauet ved en formue på 0,5 mio. kr.
Plejecenter | Boligens størrelse | Husleje | Boligydelse | Husleje efter boligydelse |
Stenstrup Plejecenter – efter brandsikring og vedligeholdelse | 73 | 7.426 | 5.174 | 2.252
|
Ollerup – efter brandsikring | 66 | 7.969 | 6.190 | 1.506 |
Trollemose | 64 | 6.387 | 4.956 | 1.431 |
Tåsinge | 64 | 5.524 | 4.093 | 1.431 |
Beboerdemokrati
I forhold til den forestående brandsikring, skal der afholdes et ekstraordinært beboermøde, hvor personalet på Stenstrup Plejecenter orienterer lejere og deres pårørende.
Der vil ske en løbende inddragelse af beboerdemokratiet for at sikre et så åbent, konstruktivt og ærligt samarbejde under hele processen. Efter loven om almene boliger afholdes et ekstraordinært beboermøde efter godkendelsen af låneoptaget, hvor beboerne har mulighed for at stemme om forbedringerne og den medfølgende huslejestigning. I tilfælde af, at beboerne skulle stemme imod forbedringerne, vil der blive forelagt et dagsordenspunkt herom.
Tidsplan
De lovpligtige brandsikkerhedsmæssige udbedringer skal foretages hurtigst muligt. Udbedringer foretages i etaper og forventes påbegyndt i efteråret 2024. Ved opstart i 2024 forventes det, at de nødvendige udbedringer er afsluttet medio 2025. Da arbejdet med brandsikring ikke skal foretages i lejemålene, vil det ikke være nødvendigt at genhuse beboerne.
Ekstern rådgiver
Arbejderne med brandsikring af plejecenteret betyder, at der skal anvendes ekstern rådgiver. Omkostningerne hertil forventes at overstige 0,15 mio. kr., hvorfor det skal godkendes.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Den samlede udgift udgør 2,81 mio. kr., hvoraf 1,68 mio. kr vedrører vedligehold og 1,13 mio. kr. vedrører brandsikring.
Svendborg Kommunes andel udgør 0,87 mio. kr. ekskl. moms og søges finansieret via anlægspuljen til ”Vedligeholdelse af den kommunale bygningsmasse”.
Beboernes andel på 1,94 mio. kr. inklusive moms finansieres via optagelse af en 30-årigt realkreditlån. Den årlige ydelse på dette lån udgør 0,1 mio. kr. og vil blive indregnet i den fremtidige husleje.
Den månedlige husleje stiger med maksimalt 164 kr. svarende til en stigning på ca. 2,22 %.
Lejerne vil dog som hovedregel have mulighed for at få ekstra boligydelse, hvorfor netto huslejen for langt de fleste lejere ved projektet, hvor der både brandsikres og vedligeholdes, ikke stiger. 25% af den ekstra boligydelse finansieres af Svendborg Kommune, den endelige størrelse på udgiften kendes ikke på nuværende tidspunkt.
Stigningen vil betyde en øget udgift til de kommunale gæsteboliger på ca. 0,01 mio. kr. som afholdt indenfor eksisterende budget.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Styrelsesvedtægten
Lov om almene boliger
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 24-09-2024
Udvalget tilslutter sig anbefalingerne.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 03-10-2024
Anbefalingen fra Senior-, Social-, og Sundhedsudvalget godkendes og den øvrige del af indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Afbud: René Haahr (V).
Beslutning i Økonomiudvalget den 22-10-2024
Indstilles.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 29-10-2024
Godkendt.
Afbud fra Per Nykjær Jensen (LA). Som suppleant deltog Freja Blegholm Hansen (V).
Beslutningstema
Svendborg Vand A/S har fremsendt en anmodning om, at Kommunalbestyrelsen beslutter at give påbud om beskyttelse af dele af matrikelnummer 1b og 28a Skårup By, Skårup, hvis der ikke bliver indgået en frivillig aftale om beskyttelse af to af Skovmølleværkets sårbare boringsnære beskyttelsesområder (BNBO’er).
Med vedtagelse af dagsordenspunktet sikres det, at erstatningen ved den frivillige aftale kan være på ekspropriationslignende vilkår, og dermed kan være omfattet af skattefritagelse.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- at beslutte, at grundvandet skal beskyttes med et påbud efter miljøbeskyttelseslovens §§ 24 og 24 a om pesticidfri og gødningsfri drift, hvis der ikke indgås en frivillig aftale om beskyttelse af de aftalte arealer af matrikelnummer 1b og 28a Skårup By, Skårup.
Sagsfremstilling
Et BNBO er det område omkring en vandværksboring, hvor grundvandet løber frem til boringen indenfor et år. Når der indvindes vand, vil der komme en sænkning i vandstanden omkring boringen. Hvis der ikke er et tykt beskyttende lerlag, vil sænkning i vandstanden give en øget nedsivning omkring boringen, hvorved blandt andet pesticider og nitrat kan følge med ned i grundvandet.
Aftaleparterne bag Pesticidstrategi 2017-21 vedtog den 11. januar 2019 en tillægsaftale, der blandt andet sagde, at der så vidt muligt, skal indgås frivillige aftaler om beskyttelse af sårbare BNBO’er.
I juli 2024 trådte den nye lovgivning vedrørende akutplan for beskyttelse af de sårbare BNBO’er i kraft. Dermed blev påbudshjemlen i Miljøbeskyttelsesloven udvidet med § 24 a, som specifikt går på pesticidbeskyttelse af BNBO’et.
Fristen for at indgå frivillige aftaler er udgangen af 2024, når der er tilbudt en erstatning.
Sagen:
Rådgiverfirmaet NIRAS har på vegne af lodsejer og Svendborg Vand A/S sendt en anmodning til Kommunalbestyrelsen om at tilkendegive, at der vil blive givet påbud om rådighedsindskrænkelse på matrikelnummer 1b og 28a Skårup By, Skårup, efter miljøbeskyttelseslovens §§ 24 og 24 a, hvis der ikke bliver indgået en frivillig aftale.
Lodsejer har betinget sig, at erstatningen bliver på ekspropriationslignede vilkår. Ejer påberåber sig ekstensionsretten jævnfør vejlovens § 104, stk. 1 og 4.
Administrationen har vurderet, at BNBO’erne til alle boringer omkring Skovmølleværket er sårbare overfor anvendelsen af både pesticider og gødskning. Risikovurderingen for Skovmølleværkets boringer er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. BNBO-risikovurdering for Skovmølleværkets boringer). På bilag 2 (Bilag 2. Kort over aftaleområdet) ses et kort med matrikelnummer 1b og 28a Skårup By, Skårup med de områder, som skal beskyttes. Bilag 3 (Bilag 3. Dyrkningsdeklaration) viser udkastet til deklaration om pesticid- og gødningsfri drift, der bliver tinglyst.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Beslutningen har umiddelbart ingen økonomiske konsekvenser for Svendborg Kommune. Erstatningerne afholdes af Svendborg Vand A/S.
CO2-Konsekvensvurdering
Det vurderes ikke at have konsekvenser for CO2-udledningen.
Lovgrundlag
Vandforsyningsloven § 13 e og § 13 f.
Miljøbeskyttelsesloven §§ 24 og 24 a.
Vejloven § 104.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 03-10-2024
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Afbud: René Haahr (V).
Beslutning i Økonomiudvalget den 22-10-2024
Indstilles.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 29-10-2024
Godkendt.
Afbud fra Per Nykjær Jensen (LA). Som suppleant deltog Freja Blegholm Hansen (V).
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 29-10-2024
Der blev orienteret om:
- Eventuel henvendelse til ministeren for grøn trepart
- Temamødet for kommunalbestyrelsen den 1.4 fremrykkes.
Afbud fra Per Nykjær Jensen (LA). Som suppleant deltog Freja Blegholm Hansen (V).