Kultur- og Fritidsudvalget
Dagsorden • 3. februar 2025 kl. 16.30
Indhold
Beslutningstema
Godkendelse af dagsorden.
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalgets mødetidspunkt i 2025.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Udvalget beslutter mødetidspunkt i 2025.
Sagsfremstilling
Kultur- og Fritidsudvalget drøftede på seneste møde, at udvalget på nærværende møde vil drøfte og beslutte, hvorvidt der er stemning for at rykke udvalgsmøderne frem til tidligere start end 16.30.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relvant
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Udmøntning af puljemidler 2025 fra Kulturregion Fyn som følger:
165.000 kr. til Kultur på recept-lignende indsatser.
135.000 kr. frie midler til kulturelle formål.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- udvalget træffer beslutning i sagen.
Sagsfremstilling
Udvalget blev på mødet 13. januar 2025 orienteret om, at Kulturregion Fyns politiske styregruppe i forbindelse med prioriteringen af Kulturregionens midler for 2025 har besluttet, at hver kommune i samarbejdet får 165.000 kr. til Kultur på recept-lignende tiltag under kulturregionens indsatsområde Kultur og Sundhed samt 135.000 kr. til kulturelle formål efter kommunens egen prioritering.
Puljen på 165.000 kr. vil derfor være at tilføre indsatsen Kulturrum under Unges mentale Sundhed. Se dagsordenspunktet om en fælles fynsk ansøgning om kulturpas-midler.
Puljen på 135.000 kr. foreslår administrationen disponeret til de på udvalgets møde den 13. januar 2025 prioriterede fokusområder Udbredelse af Kulturarven samt Kultur og Natur. Der er endnu ikke udarbejdet projektbeskrivelse samt budget for disse fokusområder. Det foreslås derfor, at udmøntningen af midlerne besluttes i forbindelse med udvalgets godkendelse af projektbeskrivelserne.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er i 2025 overførte midler til Kulturpuljen på 500.000 kr. disponeret til Kulturløftets fokusområder. Heraf er på udvalgets møde den 2. december 2024 besluttet anvendelse af 400.000 kr. til Kulturdage i Svendborg 2025. Der resterer herefter 100.000 kr. af de overførte midler øremærket fokusområderne, hvilket sammen med puljen på 135.000 kr. vil give en samlet ramme på 235.000 kr.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Administrationen bemærker, at sagen er oversendt til relevante fagudvalg efter Teknik- og Miljøudvalgets behandling af sagen den 16.januar 2025 Teknik- og Miljøudvalgets beslutning fremgår sidst i sagen.
Administrationen præsenterer her forslag til revision af ’Natur og Friluftsliv i Svendborg Kommune - Strategi og handlinger 2019-2030’ (Bilag 1). Revisionen omfatter, hvilke nye handlinger der skal igangsættes i forlængelse af den gældende strategi. Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte, om det kan godkende forslaget og igangsætte en offentlig høring.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget
- At godkende fremlagte revisionsforslag ’Natur og Friluftsliv i Svendborg Kommune – Strategi og handlinger 2019-2030. Nye handlinger 2025-2036’.
- At godkende at forslaget sendes i offentlig høring i fire uger.
- At forslaget sendes til Plan- og Lokalsamfundsudvalget , Erhvervs- og Turismeudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget for deres eventuelle bemærkninger.
Sagsfremstilling
Baggrund
Formålet med strategien for Natur og Friluftsliv er at samle og sætte retning for naturindsatserne i Svendborg Kommune.
Den første plan for Svendborg Kommunes Natur og Friluftsliv blev vedtaget i 2013. I 2018 blev ’Natur og Friluftsliv i Svendborg Kommune – Strategi og handlinger 2019-2030’ vedtaget, se bilag 2 (Bilag 2. ’Natur og Friluftsliv i Svendborg Kommune – Strategi og handlinger 2019-2030’). Derudover blev naturområdet fremhævet som en bærende styrkeposition i Svendborg Kommunes udviklingsstrategi 2023 – 2035.
Strategien indeholder et baggrundsafsnit med beskrivelser af naturgrundlaget og naturens samfundsværdier. Herefter følger syv indsatsområder med redegørelser, målsætninger og handlinger for naturen og friluftslivet i Svendborg Kommune. Strategien omhandler både handlinger på private arealer og på kommunens egne arealer.
Indsatsområderne i strategien er:
- Naturpleje
- Biodiversitet og sammenhængende natur
- Skove
- Blå natur
- Bynatur
- Friluftsliv
- Formidling
Friluftsliv er forstået som aktiviteter, der foregår i naturen, og hvor naturkvaliteten har betydning for oplevelsen.
Handlingerne er delt op i henholdsvis handlinger, som er sat i gang og nye handlinger. Nogle handlinger kan gennemføres umiddelbart, mens andre har en længere tidsramme og modningstid. Realisering af handlingerne er baseret på frivillige aftaler med lodsejerne.
Gennemførte handlinger foretaget i den forudgående planperiode er listet op til sidst i strategien.
Beslutning om revision
Teknik- og Miljøudvalget besluttede på mødet den 9. november 2023 at gennemføre en mindre revision af strategien for Natur og Friluftsliv med fokus på handlingerne. Beskrivelserne er stadig aktuelle og mange af de medtagne handlinger er fortsat relevante. Revisionen skal være i tråd med og understøtte:
- Kommunens Udviklingsstrategi
- Udviklingsplanen for Geopark Det Sydfynske Øhav
- Udviklingsplan for Fyns Turisme
Derudover skal revisionen indarbejde ny viden fra undersøgelsen af kommunens biodiversitet (udført af det rådgivende firma WSP i 2022) og relevante elementer fra Klimahandleplanen.
Inddragelse af Det Grønne Råd
Det Grønne Råd har været inddraget i processen gennem to workshops, hvor rådet kom med anbefalinger til hvilke ’nye handlinger’, der skal videreføres.
Medlemmerne får igen mulighed for at give deres mening tilkende i forbindelse med den offentlige høring.
Forslag til ’Nye handlinger 2025-2030’
Ud fra en ressourcemæssige betragtning og set i lyset af det kommende arbejde med Grøn Trepart og den fælles kommunale beslutning på Fyn om at udarbejde en fælles biodiversitetsstrategi i det fælles LIFE-Ring projekt, foreslår administrationen, at revisionen af ’Natur og Friluftsliv’ alene omfatter handlingerne. Og at ’Nye handlinger 2025-2030’ indsættes i den gældende strategi med tilføjelsen: ’Nye handlinger 2025-2036’.
Den videre proces
Første kvartal 2025: Revisionsforslag: ’Natur og Friluftsliv i Svendborg Kommune – Strategi og handlinger 2019-2030. Nye handlinger 2025-2036’ sendes i offentlig høring. Høringssvar behandles og revisionsforslaget tilrettes.
Andet kvartal 2025: Tilrettet revisionsforslag ’Natur og Friluftsliv i Svendborg Kommune – Strategi og handlinger 2019-2030. Nye handlinger 2025-2036’ forelægges Kommunalbestyrelsen til endelig godkendelse.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Revisionen af selve strategien har ingen økonomiske konsekvenser for kommunen, men gennemførelsen af nogle af handlingerne kan have afledte konsekvenser.
CO2-Konsekvensvurdering
Strategien har i sig selv ingen indvirkning på CO2-udledningen. Gennemførelse af nogle af handlingerne vil have en positiv effekt.
Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 16-01-2025
Indstillingen godkendes, og forslaget fremsendes til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Erhvervs- og Turismeudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget for deres eventuelle bemærkninger.
Birger Jensen (Liste V) forlod mødet efter behandlingen af punkt 3 i den ordinære dagsorden.
Beslutningstema
Beslutning om placering af et maritimt oplevelsescenter på Svendborg Havn med baggrund i Stålhallen Teaters projekt i Dansk Museum for Lystsejlads’ nuværende bygning på Frederiksø. Udpegning af en ny placering haster for at muliggøre den videre udviklingsproces, herunder fundraising.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Erhvervs- og Turismeudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
at vælge mellem en placering af et maritimt oplevelsescenter i Baagøe & Ribers Pakhuse eller på Østre Havnevej 12.
Sagsfremstilling
Baggrund
Med Budget 2024 blev der afsat 0,3 mio. kr. til arbejdet med etablering af et Maritimt oplevelsescenter i samarbejde mellem Danmarks Museum for Lystsejlads og Svendborg Museum.
Danmarks Museum for Lystsejlads, som i dag er placeret på Frederiksø, skal jf. beslutning om placering af et nyt Stålhallen Teater på stedet, finde ny lokalisering. Samtidig ønsker Svendborg Museum moderne museumsfaciliteter til formidling af byens maritime historie fra kongerne i Gudme over A.P.Møller og stålskibsæraen op til i dag. Af hensyn til at muliggøre transformationen fra lystsejladsmuseum til teater, herunder udpege en alternativ placering for et maritimt oplevelsescenter og herved muliggøre fundraising, lægges der nu op til at træffe beslutning om en placeringsmulighed for et maritimt oplevelsescenter.
Parterne i det maritime oplevelsescenter har for en del af de afsatte midler fået udarbejdet en forundersøgelse vedr. mulige placeringer samt et overslag på budget til ombygning af eksisterende bygninger til formålet, se bilag 1. (Bilag 1: oplæg til et maritimt oplevelsescenter). I materialet er præsenteret tre placeringsmuligheder: pakhusene på Baagøe & Ribers plads, den hvide DLG Silo på Østre Kaj og Petersen og Jensens Pakhus på Østre Kaj. Det bemærkes, at ingen af de nævnte placeringer er kommunal ejendom.
Det skal endvidere bemærkes, at udpegning af en placering på Østre Kaj foregriber beslutning af Kommuneplan og Udviklingsplan for Fremtidens Havn samt kan få konsekvenser for andre aktører som har fremsat ønske om en placering i dette område. Det drejer sig om Center for Tredimensionel Kunst, Sydfyns Forening for Kreativ Bevægelse (kropskulturhus) samt Navteam.
Vurdering af placeringsmuligheder for et maritimt oplevelsescenter
I forlængelse af ovenstående har administrationen udarbejdet en vurdering af de tre foreslåede placeringsmuligheder for et maritimt oplevelsescenter samt to yderligere, nemlig Østre Havnevej 12, hvor et tidligere DLG-pakhus netop er nedrevet, samt et areal på Frederiksø, nærmere betegnet Frederiksø 3 umiddelbart nordøst for Frederiksbroen.
Se bilag 2 (Bilag 2: Vurdering af placeringsmuligheder for et maritimt Oplevelsescenter på Svendborg Havn) for en mere detaljeret gennemgang af og vurdering af placeringsmulighederne.
Der foreligger ikke fra museernes side et konkret program for indhold og omfang af et maritimt oplevelsescenter. Vurderingerne i Bilag 2 baserer sig således på parternes overordnede beskrivelse (se bilag 1) af et maritimt oplevelsescenter, som et fælles museumskompleks med udstillinger, særudstillingsrum, åbne værksteder, museumshavn, administration, arkiver og plads til frivillige. Dertil kommer fælles entré, aktivitetsrum, skoletjeneste, foredragssal, museumsbutik osv.
Desuden er det medtaget i vurderingen, at en del af et maritimt oplevelsescenter må indeholde høje bygningsvolumener, som kan rumme både og joller af en vis dimension.
Fem placeringsmuligheder
Følgende muligheder for placering er gennemgået og vurderet:
- pakhusene på Baagøe & Ribers plads (genanvendelse af eksisterende bygninger)
- den hvide DLG Silo på Østre Kaj (genanvendelse af eksisterende bygninger)
- Petersen og Jensens Pakhus på Østre Kaj (genanvendelse af eksisterende bygninger)
- Østre Havnevej 12 (nyt byggeri)
- Areal ved Frederiksbroen, Frederiksø 3 (nyt byggeri)
Kriterier for vurdering af placeringsmulighederne
De forskellige muligheder for placering er gennemgået i forhold til de samme kriterier:
- Understøttelse af Udviklingsstrategi 2023, Udviklingsplan for Fremtidens Havn samt synergier i forhold til byen, bylivet og relevante kulturelle og maritime funktioner
- Planforhold
- Fysisk egnethed af grund og bygninger i forhold til et maritimt oplevelsescenter
- Bevaringsværdi
- Fortælleværdi
- Bæredygtighed
- Adgang til kaj og vand
- Infrastruktur – adgangsforhold og parkering
- Støj og andre miljøudfordringer
- Klimatilpasning
- Konkurrerende ønsker til placering på lokationen
Det er vigtigt at bemærke, at de forskellige kriterier dels er vanskeligt kvantificerbare, ikke nødvendigvis sammenlignelige og ikke kan vægtes 1:1. Vurderingerne herunder må derfor tages med forbehold. I nedenstående skema er de fem placeringsmuligheder sat op overfor rækken af kriterier og tildelt en score ud fra en trafiklysmodel (se bilag 2).
Samlet vurdering
Det gælder for alle placeringsmuligheder, at de – om end på forskellig vis – understøtter Udviklingsstrategi 2023 og Udviklingsplanen Fremtidens Havn gennem at støtte op om udvikling af havnen som en åben og bæredygtig bydel med rod i den maritime arv. De rummer alle muligheder for synergi med andre erhvervs- og kulturaktiviteter ligesom de alle ligger tæt ved kajer og vand, som – igen på forskellig vis – giver mulighed for etablering af en museumshavn.
Placeringen i Baagøe & Ribers Pakhuse scorer højt på mange parametre, men er dog begrænset af udfordringer pga fredningsstatus som sammen med bygningernes egnethed indebærer et særdeles udfordrende byggeprojekt. Det vil også være problematisk at sikre tilstrækkelig parkering. Samtidig er det imidlertid et enestående kulturmiljø, med en stærk fortælling – og klimatilpasningen er sikret gennem Søndre Havn-projektet.
De tre placeringsmuligheder på Østre Kaj er alle udfordret af manglende afklaring på en fremtidig klimatilpasning samt at der for alle tre placeringer er konkurrerende interessenter i form af Center for Tredimensionel Kunst og Navteam. Blandt de tre scorer Østre Havnevej 12 højest, men her er udfordringen den ringere bæredygtighed i et nybygget projekt frem for muligheden for renovering og omdannelse i den hvide DLG-silo og Petersen & Jensens Pakhus.
Den umiddelbart bedst scorende placering på Østre Kaj, Østre Havnevej 12, er ganske omvendt ift Baagøe & Ribers Pakhuse. Her er båndene mht byggeri og parkering helt anderledes frie, men en placering her indebærer at det fremsatte ønske fra virksomheden Navteam om placering her enten tænkes kreativt ind i et samspil med et maritimt oplevelsescenter eller at der findes en alternativ placering i området.
Placeringen på Frederiksø ligger på omtrent samme score som placeringerne på Østre Kaj. De største udfordringer her er klimatilpasningen med en placering i den blå zone, manglende parkeringsmuligheder samt mulige begrænsninger i grundens størrelse. En placering her forudsætter således formentlig, at den udvikles i et tæt samspil med andre virksomheder og aktiviteter på Frederiksø.
Konklusion
Alle fem placeringer rummer potentialer for udvikling af et enestående maritimt oplevelsescenter. En stringent og objektiv sammenligning af de fem placeringsmuligheder er imidlertid vanskelig om ikke umulig. Et valg bør derfor basere sig på hvor vidt de udpegede udfordringer på de enkelte placeringer er overkommelige set ift de kvaliteter de samme placeringer giver. På den baggrund vurderes det at en placering i Baagøe & Ribers pakhuse er særdeles udfordrende set ift de åbne muligheder for at opfylde behovene i et nybygget maritimt oplevelsescenter på Østre Havnevej 12. Sidstnævnte mulighed kræver dog, at der tænkes i alternativer for imødekomme Navteams ønske til en placering i dette område.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
De økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser skal vurderes ifm den videre og mere detaljerede projektudvikling.
CO2-Konsekvensvurdering
Konsekvenserne for CO2-udledningen skal vurderes ifm den videre og mere detaljerede projektudvikling.
Lovgrundlag
-
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutningstema
Orientering om Kulturregion Fyns fælles ansøgning om kulturpasforløb.
Indstilling
Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget og Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Regeringen og forligspartierne SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet indgik i november 2024 en aftale om forsøg med Kulturpas til unge. Aftalen om kulturpas understøttes med 65 mio. kr. årligt på finansloven i 2025 og 2026. Målet er at øge trivsel og understøtte uddannelse og beskæftigelse gennem deltagelse i kultur- og fritidsaktiviteter for de cirka 43.000 unge i alderen 15-24 år uden for uddannelse og beskæftigelse samt de 8000 unge, der er indskrevet på forberedende grunduddannelse (FGU).
Kulturpas-aftalen fordeler sig på to forsøg:
- 1.Digitalt Kulturpas – hvor der afsættes et årligt beløb pr. ung, som kan bruges til deltagelse i udvalgte kultur-, bevægelses- og idrætsaktiviteter. Ordningen udarbejdes og administreres af et nationalt partnerskab af repræsentanter fra kultur-, fritids- og idrætssektoren.
- Længerevarende kulturforløb – med det formål at styrke unges trivsel og understøtte muligheden for at begå sig i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Der udbydes og udvælges 15 af disse forløb, der kan søges gennem open call af kommuner, organisationer og diverse typer af partnerskaber.
Formål og kriterier for forsøg to lægger op til enten at opfinde nye eller videreudvikle afprøvede forløb med fokus på at understøtte unges deltagelse i kultur- og fritidsfællesskaber med henblik på at øge trivsel og kvalificere dem til uddannelse og job.
Flere fynske kommuner har ligesom Svendborg Kommune haft gode erfaringer med Kultur på Recept-lignende forløb, og derfor har Kulturregion Fyn taget initiativ til at lave en fælles ansøgning på vegne af de interesserede fynske kommuner, hvor det fælles erfaringsgrundlag er Kultur på Recept.
Det fælles fynske udspil tager udgangspunkt i erfaringer og format fra Kultur på Recept, men videreudvikler forløbet, så det i endnu højere grad lægger vægt på at kvalificere de unge til at tage ansvar og understøtte deres vej til job og uddannelse. I projektet vil nogle kommuner lave forløb, hvor unge både har mulighed for at deltage i et gruppebaseret kultur- og fritidsforløb og i praktik eller kulturjob. Andre kommuner vil fortsætte udviklingen af Kultur på Recept ved at bygge videre på de tidligere erfaringer og ved bl.a. forsøge sig med længere forløb, nye målgrupper, nye partnerskaber og idrætsaktiviteter.
I Svendborg Kommune vil administrationen med projektet gerne bygge videre på erfaringer fra Fynsk Kultur på Recept og KulturRum, og kombinere dette med en nyudvikling i form af frivilligjob (med honorar) i kultur- og fritidslivet.
Den fælles ansøgning er udarbejdet af Kulturregion Fyn på vegne af og i et samarbejde med de fynske kommuner - Faaborg-Midtfyn, Nordfyn, Nyborg, Kerteminde, Odense, Assens og Svendborg. Projektansøgning med budgetramme er vedhæftet som bilag. Projektet vil blive udmøntet i et samarbejde mellem Kultur og Fritid og Familie, Børn og Unge med Kultur og Fritid som projektstyrende ift. Svendborg Kommunes andel.
Ansøgningsfristen er den 23. januar 2025. Svar på ansøgningen kan forventes senest ultimo april.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Den samlede budgetramme for den fælles fynske projektansøgning er ca. 8,3 mio. kr. Svendborg Kommunes budgetramme i projektet udgør 1.286.624 mio. kr., hvoraf 165.000 kr. finansieres via midler fra Kulturregion Fyn til kultur på receptlignende tiltag. I Svendborg Kommunes lokale projekt vil der bl.a. være udgifter til en central tovholder, aktørhonorar, honorar til unge i frivillig job, materialeudgifter, kommunikationsudgifter mv.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Orientering om tilkendegivelse fra Svendborg Kommune til DBU om at være Team Basecamp dvs. vært for et landshold og stille træningsfaciliteter til rådighed i forbindelse med EM for kvindefodbold (WEURO i 2029)
Indstilling
Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget,
- at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Det Danske Fodboldforbund (DBU) indgiver sammen med det svenske fodboldforbund (SvFF) i marts 2025 en ansøgning om at være vært for Europamesterskaberne i kvindefodbold i juni/juli 2029 (WEURO 2029).
Mesterskaberne afvikles på 8 kampstadions, og værtskabet skal stille 16 såkaldte Team basecamps eller træningslejre til rådighed for de deltagende landshold. Det centrale i en basecamp er en træningsbane af høj kvalitet samt et spillerhotel. Dertil kommer en række mindre krav til parkering, behandler- og presserum samt træningsfaciliteter.
Svendborg Kommune har meldt ind at være interesseret i at være Team Basecamp. Det betyder, at vi indgår i en dialog med DBU og det europæiske fodboldforbund (UEFA), der skal vurdere standarden på baner og faciliteter og på den baggrund udvælge de basecamps, der kommer til at indgå i turneringsprogrammet, såfremt Danmark og Sverige tilkendes værtskabet.
At være Team Basecamp giver mulighed for at være en synlig og aktiv del af EM-festen og for at booste lokalfodbolden og i særlig grad pige-/kvindefodbolden med besøg af landsholdsstjerner og adgang til åbne træninger. Impactundersøgelser fra tidligere basekampværtskaber viser, at det ikke giver et nævneværdigt økonomisk afkast, men at det mobiliserer og samler frivillige, øger interessen for breddefodbold og er en mulighed for synliggørelse og positiv omtale af værtskommunen.
En udvælgelse som Team Basecamp vil understøtte den indsats for styrkelsen af pige-/kvindefodbolden i breddeidrætten, som Svendborg Kommune gennem en årrække har arbejdet med gennem Velfærdsallianceaftalen med DBU.
Svendborg Kommune er desuden som en del af Team Danmark-samarbejdet også i gang med at styrke talentmiljøet i pigefodbold i et samarbejde med Oure Idrætsefterskole og Fortuna Svendborg.
Det er juridisk uforpligtende at tilkendegive interesse for at være Team Basecamp. Hvis Danmark og Sverige får værtskabet, går en proces i gang, der skal afdække og vurdere faciliteter og eventuelle udgifter forbundet med en optimering af de krævede faciliteter.
Værtskabet offentliggøres i december 2025.
Først i slutningen af 2028 start 2029 skal interesserede basecampbyer tage forpligtende stilling til, om de vil indgå i turneringsprogrammet og kan matche kriterierne. Hvis UEFA vurderer, at Svendborg Kommune kan matche kriterierne til en Team Basecamp, og når udgifterne hertil er klarlagt, lægges en sag op til beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgifterne ved at etablere Team Basecamp i Svendborg afdækkes i løbet af 2026-2027, såfremt Danmark og Sverige får værtskabet.
CO2-Konsekvensvurdering
Intet at bemærke
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Drøftelse og beslutning om eventuelle institutions- og foreningsbesøg i 2025.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Udvalget godkender oplæg til besøgssteder i 2025.
Sagsfremstilling
Kultur- og Fritidsudvalget har i årene 2022, 2023 og 2024 besøgt en del institutioner og foreninger uden dog, listen over ønsker/invitationer til besøg endnu ikke er effektueret fuld ud.
Oplægget er derfor, at udvalget i 2025 prioriterer at besøge Valdemars Slot, Egense Rantzausminde Idrætsforening (ERI), Naturama, Fortuna/Oure, Seniorværkstederne, Taasinge Museum, Get2sport/FC Kurant og Christiansmøllen eller Vejstrup Forsamlingshus.
Herudover vil der være det årlige frokostmøde i april med bestyrelsen for Borgerforeningen, Svendborg Teater.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Eventuelle udgifter afholdes af pulje under Økonomiudvalget.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Meddelelser og orientering til udvalget.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- *at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Udvalgsformanden:
Udvalgsmedlemmer:
Direktøren: