Kultur- og Fritidsudvalget
Referat • 6. november 2023 kl. 15.30
Beslutningstema
Godkendelse af dagsorden.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-11-2023
Godkendt.
Beslutningstema
Orientering om European Maritime Day
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Projektleder Nadja Larsen fra Svendborg Event orienterer om European Maritime Day og status på planlægningen.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-11-2023
Orienteringen taget til efterretning.
Beslutningstema
Budgetforlig for 2024 på Kultur- og Fritidsudvalgets område
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At orienteringen om budgetforligets betydning tages til efterretning.
- At der tages stilling til, hvorledes udvalgets disponible ramme udmøntes.
Sagsfremstilling
Budgetforliget for budget 2024 blev indgået fredag den 22. september 2023 og 2. behandlet af Kommunalbestyrelsen den 10. oktober 2023.
Udvidelser
Der er afsat budget til afledt drift af Stålhallen på 0,5 mio. kr. i 2026 stigende til 0,9 mio. kr. i 2027, hvor teatret ventes at være i fuld drift.
Vedrørende eksekvering af eventet European Maritime Day i 2024, havde DG MARE vurderet et yderligere behov for finansiering, hvorfor der under Økonomiudvalget er tilført 0,6 mio. kr.
Under Anlæg er der afsat 0,3 mio. kr. i 2024 til arbejdet med etablering af et maritimt oplevelsescenter i samarbejde mellem Museet for Lystsejlads og Svendborg Museum.
Under Anlæg er der desuden afsat 7,5 mio. kr. i 2026 til medvirken til realisering af visionen for det nye Ribers Gård.
Endelig pågår et stort arbejde med at realisere etableringen af et center for tredimensionel kunst, hvor Svendborg Kommune tidligere har tilkendegivet, at man er indstillet på at stille en grund til rådighed på havnearealerne, såfremt det lykkes at rejse finansiering til projektet.
Besparelser
Der blev udarbejdet besparelseskatalog på serviceudgifter for hele Svendborg Kommune på 60 mio. kr. i 2024. Det blev imidlertid muligt at reducere besparelseskravet til 42 mio. kr.
Kultur- og Fritidsudvalgets endelige selektive besparelser er dermed reduceret fra 1,8 mio. kr. til 1,3 mio. kr., som er besluttet fordelt således:
Budgetpost | 2024 | 2025 | 2026 | 2027 |
Kultur: |
|
|
|
|
SAK – reduceret tilskud |
|
|
| -30 |
Naturama – Reduceret tilskud | -15 | -150 | -215 | -215 |
Svendborg Teater (bygningen) | -20 | -20 | -20 | -20 |
Musikpuljen | -10 | -10 | -10 | -10 |
Kulturpuljen | -40 | -40 | -40 | -40 |
Forsamlingshuspuljen (renovering) | -100 | -100 | -100 | -100 |
Borgerforeningen Svendborg Teater |
|
| -50 | -75 |
Svendborg Børnebilledskole | -3 | -3 | -3 | -3 |
Kunstpiloterne | -3 | -3 | -3 | -3 |
Brechts Hus (bygningen) | -5 | -5 | -5 | -5 |
Det fælles fynske kultursamarbejde (kulturegionen) | -9 | -9 | -9 | -9 |
Folkeoplysning og Fritidsaktiviteter: |
|
|
|
|
Lokaletilskud - harmonisering | -45 | -45 | -45 | -45 |
Kultur og Fritidsafdelingen |
|
|
|
|
Adm. Besparelse Kultur og Fritid |
| -28 | -100 | -128 |
Biblioteket |
|
|
|
|
Kontingent Danmarks Biblioteksforening | -90 | -90 | -90 | -90 |
Ophør med bogopsættere | -87 | -87 | -87 | -87 |
Adm. Besparelse Biblioteket | -180 | -180 | -180 | -180 |
Reducere udbud vedr. digitale tjenester | -254 | -254 | -254 | -254 |
Reducere betjening mandage | -472 | -472 | -472 | -472 |
Reducere betjening hverdage kl. 8-10 | -295 | -295 | -295 | -295 |
Reducere udbuddet af fysiske tidsskrifter og aviser |
| -26 | -35 | -75 |
Reduceret besparelse biblioteket | 450 | 350 | 250 | -18 |
Ungdomsskolen |
|
|
|
|
Adm. Besparelse Ungdomsskolen | -30 | -30 | -30 | -30 |
KFU Disponibel ramme | -122 | -17 | 56 | 253 |
Derudover er der truffet beslutning om, at der udmøntes effektivisering på alle områder svarende til 0,3 pct. Dette medfører en samlet reduktion af Kultur- og Fritids budgetramme på 0,3 mio. kr. i budget 2024, som er fordelt på alle konti.
Under hvert udvalg er der indarbejdet en disponibel ramme, som giver udvalget mulighed for at reducere omfanget af besluttede besparelser. For Kultur- og Fritidsudvalget er der dog tale om, at der yderligere skal reduceres med 122 tkr. i 2024 faldende til 17 tkr. i 2025. Det skyldes, at de foreslåede besparelser vedrørende Folkeoplysningen, Ungdomsskolen samt de små teaterforeninger blev annulleret og omfanget af det reducerede krav ikke var nok til at udligne dette. Udvalget skal derfor beslutte, hvorledes det overskydende besparelseskrav udmøntes i 2024 og 2025, samt hvilke besparelser, der eventuelt tilbagekøbes i 2026 og 2027.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Netto for Kultur- og Fritidsudvalgets driftsramme betyder det en reduktion på 1,6 mio. kr. i 2024.
CO2-Konsekvensvurdering
Fremgår under de enkelte beskrivelser jf. katalog.
Lovgrundlag
Lov om Kommunernes Styrelse
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-11-2023
Orienteringen taget til efterretning.
Den disponible ramme udmøntes af Folkeoplysningsudvalgets ramme i forbindelse med regnskabsafslutning for 2023.
Beslutningstema
Orientering om konkret udmøntning af bibliotekets besparelser i 2024 samt overslagsår. Beslutning om at holde lukket tre dage.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At plan for udmøntning af besparelser på biblioteket tages til efterretning.
- At der som følge af yderligere besparelseskrav på biblioteket indføres tre lukkedage.
Sagsfremstilling
Budgetforlig for budget 2024 er netop indgået og blev 2. behandlet på Kommunalbestyrelsens møde den 10. oktober 2023. Under den politiske behandling af de besparelsesforslag, som vedrører biblioteket, blev det på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 4/9 2023 besluttet at fremsende alle forslag vedrørende biblioteket til de politiske forhandlinger. Dertil besluttede udvalget, at der kunne ske en gradvis indfasning af besparelserne, således er besparelserne reduceret i 2024-2026 med hhv. 450.000 kr., 350.000 kr. og 250.000 kr. Dette giver mulighed for en gradvis indfasning af besparelserne.
I budgetoverslagsåret 2027 er alle besparelser fuldt indfaset, og der skal dertil yderligere findes besparelser for 18.000 kr. Biblioteket har i forbindelse med høringen, som fandt sted i perioden 15/8 -30/8 2023, modtaget høringssvar fra personalet, hvori ønsket om at holde helt lukket fredag og lørdag efter Kr. Himmelfart samt den 23. december blev nævnt. Set i lyset af relativt færre besøgende på de nævnte dage holdt op mod tilsvarende ugedage, forslås det at holde lukket de pågældende tre dage jf. ønsket fra personalet og således give mulighed for at indhente besparelsen på 18.000 kr.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er besluttet besparelser på biblioteket på i alt:
2024 | 2025 | 2026 | 2027 |
928 | 1.054 | 1.163 | 1.471 |
Hele tusinder
Besparelserne forslås udmøntet jf. vedlagte bilag.
CO2-Konsekvensvurdering
På lukkedage, vil der være mindre brug af el og varme og dermed mindre udledning af co2.
Lovgrundlag
Lov om Kommunernes Styrelse.
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-11-2023
Indstillingen blev godkendt.
På lukkedage vil borgerne kunne gøre brug af lokalbibliotekerne og udvalget er opmærksom på bibliotekernes fremtid.
Beslutningstema
Budgetopfølgning for 3. kvartal.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At budgetopfølgningen tages til efterretning
- At der søges tillægsbevilling på 66.000 kr. vedrørende tilretning af budget til ”Musik til Svend” samt tillægsbevilling på 75.000 kr. vedrørende Ungdomsskolens varetagelse af opgaven med Sprogklassen. Begge tillægsbevillinger er neutral på kassen, da der er tale om et opgaveflyt mellem udvalg.
Sagsfremstilling
Der er foretaget budgetopfølgning pr. 3. kvartal. Budgetopfølgningen for Kultur- og Fritidsudvalget indgår i den samlede Koncernrapport for Svendborg Kommune.
Budgetopfølgningen viser et forventet mindreforbrug på 3,7 mio. kr.
Der søges en tillægsbevilling til ”Musik til Svend” på 66.000 kr. Tillægsbevillingen skyldes en tilretning af det budget, som blev flyttet til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget i forbindelse med, at Musik til Svend blev forankret under Dagtilbudsområdet i 2022.
Der søges tillige en tillægsbevilling på 75.000 kr., som vedrører Ungdomsskolens varetagelse af opgaver i forhold til Sprogklassen med sendt ankomne unge.
Direktionens anbefaling:
Økonomiudvalget har besluttet gældende fra regnskabsår 2022, at rammestyringen udmøntes ved at evt. merudgifter inden for et budgetområde søges finansieret indenfor det pågældende fagudvalg. Evt. merudgifter ved regnskabsafslutningen inden for fagudvalget overføres til fagudvalget til efterfølgende regnskabsår.
Overskridelse af servicerammen medfører sanktionsrisiko og presser kommunens likviditet på sigt, der også belastes af ekstraordinære anlægsbevillinger i 2023. Set i lyset af udviklingen i det forventede regnskab vedr. serviceudgifter anbefaler direktionen, at der fortsat arbejdes med tiltag til forbedring af det forventede regnskabsresultat vedr. serviceudgifter frem mod det endelige regnskab, herunder udvise tilbageholdenhed med brug af overførsler fra 2022
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Fremgår af vedlagte bilag.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Lov om Kommunernes Styrelse.
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-11-2023
Indstillingen blev godkendt.
Beslutningstema
Udviklingsstrategien blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen i august 2023 og skal nu over en længere periode omsættes i konkrete handlinger. For at igangsætte dette arbejde skal henholdsvis Erhvervs- og Turismeudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Plan- og Lokalsamfundsudvalget samt Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget udpege et mindre antal signaturprojekter, som prioriteres igangsat før de øvrige af Udviklingsstrategiens signaturprojekter. På den baggrund vil administrationen konkretisere de udvalgte signaturprojekter med henblik på udvalgenes videre drøftelse heraf.
Indstilling
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalget,
- At signaturprojekterne 5 (Svendborg/Sydfyn som Maritimt Kraftcenter), 15 (Sæsonudvidelse via mere kultur- og erhvervsturisme) samt 17 (Sydfyn som et mekka for kulinarisk turisme) konkretiseres af administrationen med henblik på fornyet politisk behandling.
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At signaturprojekt nr. 2: ”Udvikling af Landskabsringen ved Tankefuld” konkretiseres af administrationen med henblik på fornyet politisk behandling.
Direktionen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget,
- At signaturprojekt nr. 8 ”Det nye Ribers Gård” og nr. 10: ”Kultur-Caminoens mangfoldige oplevelser” konkretiseres af administrationen med henblik på fornyet politisk behandling.
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget,
- At signaturprojekt nr. 18: ”Svendborgs maritime kulturarv og en grøn Geo-havnepark” konkretiseres af administrationen med henblik på fornyet politisk behandling.
Direktionen indstiller til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget,
- At signaturprojekt nr. 11 ”Danmarks bedste studieby” samt nr. 19 ”Musik til Svend” konkretiseres af administrationen med henblik på fornyet politisk behandling.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen vedtog i august 2023 Svendborg Kommunes Udviklingsstrategi 2023-2035 – jf. bilag ” Svendborg Kommunes Udviklingsstrategi 2023 - 2035 - Godkendt august 2023”. Strategien præsenterer Kommunalbestyrelsens ambitioner og ønsker for Svendborgegnens langsigtede udvikling og kan bruges som politisk værktøj til at navigere i beslutninger herom.
Kommunalbestyrelsens ambitioner bygger på:
- Svendborg Kommune, som Cittaslow-kommune med værdier som kvalitet, omtanke og lokale særpræg i centrum
- En vision om, at gøre det ”vigtigste bedre i stedet for at stræbe efter mere, større, flere og hurtigere”
og tager afsæt i dét, Svendborg-egnen allerede er – eller har potentiale til at blive – rigtig gode til:
- Naturen - som ramme om det gode liv
- Det maritime - som både erhverv og kulturarv
- Kultur og bevægelse - som en integreret del af det gode liv
- Uddannelse - som giver plads til udsyn og indsigt
- Turisme - som porten til øhavet.
Strategien er udarbejdet i samarbejde med lokale aktører, der har medvirket i borgermøde og workshops. Strategien har desuden været i 8 ugers høring i foråret 2023.
Strategiens handlingsrettede del omfatter 17 signaturprojekter, der med årene forventes igangsat. Kommunalbestyrelsen kan løbende justere signaturprojekterne og som minimum gøre det i takt med den lovpligtige revision af strategien hvert fjerde år.
I august 2023 vedtog Kommunalbestyrelsen også, at den løbende opfølgning på projekterne skal indgå i kommunens normale økonomistyring, herunder budgetprocesser og -opfølgninger, koncernrapporter mv.
Med afsæt i en samlet vurdering af allerede igangsatte projekter og ressourcetræk i fagområderne, bedes udvalget derfor udpege et begrænset antal signaturprojekter, som administrationen kan konkretisere yderligere med hensyn til indhold, økonomi, synergieffekter, m.v. Beskrivelsen forelægges efterfølgende til udvalgenes beslutning om igangsættelse, udarbejdelse af budgettema til budget 2025, udsættelse eller lignende.
Udvalgenes signaturprojekter er:
Styrke | Udvalg | Nr. | Signaturprojekt |
Natur | Teknik- og Miljøudvalget | 1 | Udvidelse af og sammenbinding af naturen |
2 | Udvikling af Landskabsringen ved Tankefuld | ||
3 | Genåbning af Kobberbækken | ||
4 | Udvikling af besøgsområde ved Klintholm Kalkgrave | ||
Det maritime | Erhvervs- og Turismeudvalget | 5 | Svendborg/Sydfyn skal være maritimt kraftcenter |
6 | Grøn autonomi skal binde øhavet sammen | ||
Kultur og Bevægelse | Kultur- og Fritidsudvalget | 7 | Kunst, kultur og natur i det åbne rum |
8 | Det nye Ribers Gård | ||
9 | Kultur-erhvervs-kaj på Østre Kaj | ||
10 | Kultur-Caminoens mangfoldige oplevelser | ||
Uddannelse | Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget | 11 | Danmarks bedste studieby |
12 | Udvikling af Svendborg Natur- og Miljøskole | ||
Turisme | Erhvervs- og Turismeudvalget | 13 | Det gode værtskab – turisten i fokus |
14 | Havnene som turismemæssige knudepunkter | ||
15 | Sæsonudvidelse via mere kultur- og erhvervsturisme | ||
16 | Udvidelse af overnatningskapacitet | ||
17 | Sydfyn som et mekka for kulinarisk turisme | ||
Tværgående | Plan- og Lokalsamfundsudvalget | 18 | Svendborgs maritime kulturarv og en grøn Geo-havnepark |
Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget | 19 | Musik til SVEND |
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Sagen har ikke direkte økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser, men skal belyses i det videre arbejde med konkretiseringen af signaturprojekterne.
CO2-Konsekvensvurdering
Sagen vurderes ikke at have konsekvens for CO2-udledningen.
Lovgrundlag
Planloven
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-11-2023
Indstillingen blev godkendt.
Udvalget er samtidig opmærksom på Svendborg Museums og Museets for Lystsejlads´ udviklingstiltag.
Beslutningstema
Orientering om overordnet handle-og tidsplan for fokusområderne i Kulturløftet vers. 3.0.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- udvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Administrationen vil på mødet fremlægge og gennemgå den overordnede tids-og handleplan for arbejdet med de 13 besluttede fokusområder i Kulturløfte vers. 3.0. Planen vil blive fulgt op af projektbeskrivelser for de enkelte fokusområder, som senere fremlægges til politisk drøftelse og prioritering af indsatser.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er i budget 2026 afsat 7,5 mio. kr. vedr. Ribers Gård.
I 2023 op til 150.000 kr. til undersøgelse af bibliotekets fremtidige funktion.
I budget 2024 afsat 148.000 kr. til Kulturkalenderen.
Herudover er der på nuværende tidspunkt ikke afsat midler til fokusområdernes gennemførelse.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-11-2023
Indstillingen blev godkendt.
Beslutningstema
Faste årlige bevillinger fra Kulturpuljen samt disponibel ramme til at kunne imødekomme ansøgninger på baggrund af årets 3 ansøgningsrunder.
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Udvalget drøfter sagen og træffer beslutning i forhold til de faste årlige bevillinger.
Sagsfremstilling
Kulturpuljens ramme er i 2024 på 1.051.018 kr.
Af puljen er pr. dato jfr. nedenfor og vedlagte bilag disponeret 532.440 kr.
Ikke disponerede midler i 2024 er herefter 518.578 kr.
Det disponerede beløb kan specificeres som følger:
- Faste årlige bevillinger på samlet 101.040 kr.
På baggrund af politiske beslutninger for år tilbage er der tale om bevillinger til Foreningen Norden, Bunkermuseet i Ollerup, Street Art, Musikskolens nytårskoncert, Skarø Beboerforening, Drejø Beboerforeningen samt prisfesten og senest Christians møllens Laug.
Disse tilskud bliver ikke p/l fremskrevet, men er i samme niveau, som da de blev bevilget.
- Flerårige bevillinger på samlet 45.000 kr.
DHF Barteraftale på 30.000 kr. jfr. beslutning på KFU 6/3-2023
Fotokonkurrence på 15.000 kr. jfr. tidligere politisk beslutning
- Honorarstøtte 2024 på samlet 386.400 kr.
Beslutning på KFU 4/9-2023
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Det p.t. ikke disponerede beløb på Kulturpuljen er på 519.000 kr. Hertil kommer eventuelle overførsler fra 2023.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Kommunalfuldmagten
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-11-2023
Udvalget ønsker en sag forelagt med henblik på stillingtagen til tilskud fra 2025 og fremadrettet for modtagere af faste årlige bevillinger. Endvidere ønskes en beskrivelse af fotokonkurrencen, hvor der er afsat en årlig ramme.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Meddelelser og orientering til udvalget.
Sagsfremstilling
Formanden:
- Orientering fra Kulturcafémødet 30/10-23
- Julefrokost afholdes efter udvalgsmødet den 4. december 2023
- Henvendelse fra TV 2 vedr. tilskud til handicap idræt
Udvalgsmedlemmer:
Direktøren:
- Status på projekt Culturel Pearls
- Status på revision af idrætspolitikken
- Status på ansættelse af kultur- og fritidschef
- Henvendelse fra Svendborg Kroket Klub
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 06-11-2023
Orienteringen taget til efterretning.