Plan- og Lokalsamfundsudvalget
Referat • 5. november 2024 kl. 14.30
Indhold
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 05-11-2024
Godkendt.
Beslutningstema
Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til kriterier og proces for planlægning for nye vindmøller og solcelleanlæg i Svendborg Kommune.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- at godkende kriterier for ny ansøgningsrunde for vindmølle og solenergiplanlægning/hybridprojekter.
- at godkende proces for indkaldelse af ansøgninger til vindmølle- og solenergi/hybridprojekter.
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- at orienteringen om sagen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Den 25. juni 2024 besluttede Kommunalbestyrelsen, at planlægningen for vedvarende energianlæg (VE-anlæg) i form af sol- og vindenergi frem mod 2030 skal være mere ambitiøs.
Etablering af flere eller mere effektive VE-anlæg er et led i den grønne omstilling. Det danske elnet er dog endnu ikke udbygget til at kunne håndtere al den elektricitet, som i fremtiden skal transporteres fra der, hvor strømmen produceres på markerne, og ud til forbrugerne. Derfor skal de vedvarende energianlæg placeres med omtanke, så en udbygning af elnettet kan udnyttes bedst muligt til gavn for forbrugeren og samfundsøkonomien. Administrationen anbefaler derfor, at større solcelleparker i Svendborg Kommune fremadrettet skal placeres sammen med vindmøller i såkaldte hybridprojekter, så der er flere typer af vedvarende elproduktion. Det vil sikre en større spredning af grøn strøm fordelt hen over døgnets timer. En solenergipark indrettes, så den kan håndtere en max-produktion; typisk midt på dagen om sommeren. Og det er altså kun hér, at den fulde kapacitet i anlægget udnyttes. Det kan opvejes ved at kombinere med vind, da vinden blæser på alle tider af døgnet året rundt – også når det er mørkt. Forbruget er størst om morgenen og aftenen. Og store dele af året producerer solenergianlæg ikke strøm på disse tidspunkter.
Derudover er interesserne til det danske arealforbrug under stort pres, og en opgørelse fra 2017 (Prioritering af Danmarks areal i fremtiden, Teknologirådet) viser, at der var arealinteresser for 140% af Danmark. Med det seneste krav om udtagning af lavbundsjorde, ønsket om mere natur og dermed omlægning af landbrugsjordens udnyttelse, er kompleksiteten i arealforvaltningen ikke blevet mindre. Det vil stille krav til, at alle kommuner planlægger arealerne med flere funktioner for øje og samtidig tager hensyn til den landskabelige helhed.
Der er siden seneste igangsættelse af planlægning for et større VE-anlæg udstedt ny bekendtgørelse for Planlægning for lokalplanpligtige solenergianlæg (BEK nr. 440 af 03/05/2024). Kommuneplanen skal fremover indeholde en række mere præcise retningslinjer for fremtidige solenergianlæg. Mange af disse hensyn varetager Svendborg Kommune i forvejen, men de vil nu også blive indarbejdet i kommuneplanen.
I forlængelse af fælles temadrøftelse i Plan- og Lokalsamfundsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationen derfor disse kriterier for fremtidig planlægning af VE-anlæg:
- at der fremover kun planlægges for større solenergianlæg i kombination med vindmølleprojekter (hybridprojekter). Vindmøller kan opstilles uden at indgå i et hybridprojekt
- at et projekt i udgangspunktet skal rumme mindst 2-3 vindmøller
- at VE-anlæg skal understøtte og fremme multifunktionel anvendelse
- at VE-anlæg skal udformes med afsæt i en landskabsarkitektonisk helhedsplan
- at anbefalede afstandskrav til naboer fra solenergibekendtgørelsen som udgangspunkt skal overholdes
- at der løbende igangsættes VE-planlægning uden en øvre ramme for andel solenergi og vindmøller. Der kan arbejdes med tre VE-projekter ad gangen med forskudte tidsplaner
- at inddragelse af borgere og nærmeste naboer sker inden politisk igangsættelse
- at der fortsat kan planlægges mindre borgerdrevne VE-anlæg (under 10 ha) - også rene solenergianlæg.
Disse kriterier er sammenfaldende med de kriterier og retningslinjer, som har været drøftet på politisk temamøde og som administrationen forventer at anbefale vedtaget i forbindelse med den kommende kommuneplanrevision. Det forventes fremsat omkring årsskiftet 2024/2025. Øvrige anbefalede kriterier for placering af anlæg og udformning af projektområde i forlængelse af hidtidig praksis fremgår af bilag 1 (Bilag 1, planlægning for VE).
Proces
Administrationen anbefaler, at der igangsættes en åben ansøgningsrunde, hvor ansøgere for vindmølle- og hybridprojekter kan indsende ansøgninger. Se forslag til proces for ny ansøgningsrunde i bilag 2 (Bilag 2, proces for VE-ansøgningsrunde).
Det foreslås, at ansøgningsrunden har frist den 31. januar 2025. Alle ansøgere skal udfylde ansøgningsskemaet, som fremgår af bilag 3 (Bilag 3, VE-ansøgningsskema 2025).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
I henhold til §14 i Lov om fremme af vedvarende energi skal opstillere af VE-anlæg indbetale et beløb til en kommunal Grøn pulje. Opstiller skal indbetale 313.000 kr. pr. MW. for landvindmøller og 125.000 kr. pr. MW for solceller. Midlerne fra Grøn Pulje skal fortrinsvist støtte projekter ansøgt af nære naboer til det vedvarende energianlæg samt projekter, der fremmer grønne tiltag i kommunen.
CO2-Konsekvensvurdering
Nye og store anlæg til produktion af vedvarende energi vil reducere CO2-udledningen fra elforbruget væsentligt.
Lovgrundlag
Planloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 05-11-2024
Udvalget godkendte kriterierne for ny ansøgningsrunde og processen for indkaldelse af ansøgninger.
Liste I og Liste V kunne ikke tilslutte sig indstillingen og afgav følgende mindretalsudtalelse:
”Venstre og Liberal Alliance kan ikke støtte indstillingen, idet Svendborg Kommune allerede med den nuværende politisk vedtagne ramme opfylder regeringens beslutning om at firdoble etablering af landbaserede VE-anlæg. Således lever Svendborg Kommune allerede op til Regeringens forventninger til kommunerne på landsplan. Det vil desuden kræve en væsentlig udvidelse af administrative ressourcer til sagsbehandling. Kommunalbestyrelsen er tidligere blevet oplyst, at området og landskaberne i Svendborg Kommune ikke er særlig egnet til opstilling af større energianlæg og vindmølleprojekter. Med nærværende forslag til udvidelse af rammen lægges der op til etablering af et ubegrænset antal energianlæg samt ubegrænset højde på vindmøller og størrelse på solcelleanlæg. Dermed efterlades alle kommunens borgere, uanset hvor man bor, i uvished om volumen af et eventuelt VE-anlæg i nærområdet.”
Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 07-11-2024
Orienteringen tages til efterretning.
Beslutningstema
Udmøntning af ikke disponerede midler for 2024 og frem.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets godkendelse,
- At udvalget tager stilling til, hvordan både de resterende midler for 2024 og 2025, og de negative rammer for 2026 og 2027 udmøntes.
Sagsfremstilling
I forbindelse med budgetforliget 2024, blev der udarbejdet et besparelseskatalog på serviceudgifter på 60 mio. kr., for hele Svendborg Kommune.
Af de 60 mio. kr. havde Plan- og Lokalsamfundsudvalget et samlet besparelseskrav jf. nedenstående:
I tusinde kr. | 2024 | 2025 | 2026 | 2027 og frem |
Besparelseskrav | 501 | 817 | 1.135 | 1.392 |
Da det i budgetprocessen blev muligt at reducere det samlede besparelseskrav til ca. 42 mio. kr. var det muligt for Plan- og Lokalsamfundsudvalget at tilbagekøbe besparelser i de enkelte år, jf. nedenstående:
I tusinde kr. | 2024 | 2025 | 2026 | 2027 og frem |
Pulje til tilbagekøb | 227 | 310 | 402 | 494 |
Plan | 0 | -117 | -507 | -636 |
Lokalsamfundsmidler | -120 | -120 | -120 | -120 |
Ikke/for mange disponerede midler | 107 | 73 | -225 | -262 |
Ovenstående beløb tager udgangspunkt i budgetforliget 2024. Beløbene fra 2025 og frem er efterfølgende fremskrevet til 2025-priser, se det giver 75. t.kr. i 2025, -232 t.kr. i 2026 og -270 t.kr. i 2027 og frem.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Plan- og Lokalsamfundsudvalget besluttede på mødet den 7. november 2023, at man senere ville tage stilling til, hvordan de resterende ikke disponerede midler fra 2024 og 2025 skulle udmøntes, og tilsvarende pege på finansiering af de negative rammer for 2026 og 2027.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Lov om Kommunernes styrelse.
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 05-11-2024
Midler fra 2024 på 107.000 kr. overføres til 2025.
Sagen forelægges til udvalgets genbehandling inden udgangen af 2025.
Beslutningstema
Udvalget skal træffe beslutning om endelig vedtagelse af kommuneplantillæg 2021.18, Lokalplan 686 - Svendborg Bycenter samt udbygningsaftale, på baggrund af den offentlige høring.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales at godkende,
- At indkomne høringssvar behandles som foreslået i den vedlagte hvidbog.
- At kommuneplantillæg 2021.18 og lokalplan 686 – Svendborg Bycenter vedtages endeligt med de anbefalede tilpasninger.
- At udbygningsaftalen vedtages endeligt.
Sagsfremstilling
Baggrund
Kommunalbestyrelsen igangsatte den 28. februar 2023 en ny planlægning for Svendborg Bycenter. Plangrundlaget skal muliggøre en om- og tilbygning til Svendborg Bycenter, så det kan rumme det eksisterende butikscenter i stueplan, op til 110 etageboliger, en ny større dagligvarebutik, et integreret parkeringshus samt erhvervsarealer.
Kommunalbestyrelsen besluttede den 25. juni 2024 at offentliggøre forslag til kommuneplantillæg 2021.18, lokalplan 686 – Svendborg Bycenter samt udbygningsaftale. Planforslagene er vedlagt som bilag 1 og bilag 2 (Bilag 1. Forslag til kommuneplantillæg 2021.18 og Bilag 2. Forslag til lokalplan 686 – Svendborg Bycenter).
Offentlig høring
Planforslag og udkast til udbygningsaftalen har været i offentlig høring i perioden 28. juni til og med 1. september 2024. Der blev i forbindelse med høringen afholdt et borgermøde 12. august 2024 med ca. 30-40 deltagere.
Der er i høringsperioden modtaget i alt 7 høringssvar, heraf 6 høringssvar fra borgere og ét høringssvar fra bygherre.
Høringssvarene fra borgerne omhandler:
- Bebyggelsens omfang er for stort og voldsomt, og bygningshøjden ønskes sænket,
- For mange boliger,
- Skyggegener,
- Parkeringsnormen for biler er for lav,
- Ensretning og nedlæggelse af korttidsparkeringspladser langs Tinghusgade,
- Bekymring for afledt trafik i Bagergade,
- Ønske om inddragelse af lokalområdet ved arbejdet med løsninger for trafikale forhold, når udbygningsaftalen skal realiseres,
- Et fortsat ønske om bevaring af baghuset og baggården i Vestergade 24 og 26,
- At områdets kulturtilbud forringes.
Bygherre har fremsendt et ønske om, at man genovervejer de skærpede krav til cykelparkering som i stedet foreslås, fastholdt i overensstemmelse med kommuneplanens krav om 2 cykelparkeringer pr. 100 m².
Høringssvarene foreslås besvaret som angivet i hvidbogen som er vedlagt som bilag 3 (Bilag 3. Hvidbog Svendborg Bycenter). De fulde høringssvar er vedlagt som bilag 4 og bilag 5 (Bilag 4. Samlede høringssvar Svendborg Bycenter og Bilag 5. Bilag til høringssvar fra bygherre).
Cykelparkering
Ved behandlingen i Kommunalbestyrelsen den 25. juni 2025 blev det ved et ændringsforslag politisk besluttet at skærpe kravet til cykelparkering fra 2 cykelparkeringspladser pr. 100 m² til 4 cykelparkeringspladser pr. 100 m².
Bygherre har i deres høringssvar foreslået, at man fastholder det oprindelige parkeringskrav i overensstemmelse med kommuneplanens krav om 2 cykelparkeringer pr. 100 m². Dette begrundes bl.a. med, at en fordobling af kravet til cykelparkering ændrer grundlæggende på forudsætning for projektets disponering af arealer, hvilket kan betyde, at der går areal fra de grønne opholdsarealer.
Administrationen er enig i, at en fordobling af cykelparkeringsnormen vil medføre et pres på disponeringen af arealer – herunder også opholdsarealerne på tagfladen, som er en afgørende væsentlig kvalitet for hele byudviklingsprojektet.
Administrationen vurderer, at der ikke er indikationer om et øget behov for cykelparkering ved Svendborg Bycenter. Dette er uanset, at planlægningen for Bycentret tager forskud på en reduceret bilparkeringsnorm, som forventes implementeret i den kommende Kommuneplan 2025.
På den baggrund anbefaler administrationen at imødekomme bygherres ønske om fjerne det øgede cykelparkeringskrav og erstatte det med kommenplanens gældende norm på 2 cykelparkeringspladser pr. 100 m². Kravet i lokalplanen om, at etablering af pladser til ladcykel/specialcykel til etageboliger opretholdes.
Herudover giver høringssvarene ikke anledning til ændringer.
Udbygningsaftale
Som en del af lokalplanen er der indgået en frivillig udbygningsaftale med bygherre om at tilpasse Tinghusgade nær bycentret. Udkastet til udbygningsaftalen har været i høring sammen med planforslagene.
De indkomne høringssvar i relation hertil omhandler ensretning og nedlæggelse korttidsparkering langs Tinghusgade. Særligt er der bekymring for afledt trafik langs Bagergade. Derudover er der udtrykt et ønske om inddragelse af lokalområdet når der skal findes konkrete løsninger for de trafikale forhold på Tinghusgade og det omkringliggende område.
Udbygningsaftalen giver mulighed for at nedlægge korttidsparkering i nødvendigt omfang. Dette skal sikre plads til fortov og cykelsti med henblik på at fremme forholdende for cyklister og gående. Det forventes at et mindre antal pladser til korttidsparkering kan opretholdes.
Det er også en del af udbygningsaftalen, at udviklingen af trafikken på Bagergade følges og hvis trafikken stiger væsentligt, er der krav om, at der etableres fartdæmpende foranstaltninger på Bagergade. Eventuelle foranstaltninger på Bagergade vil følge den vanlige administrative proces og eventuelle parter og lokalområdet vil blive inddraget i sagsbehandlingen.
Udbygningsaftalen er underskrevet og godkendt af bygherre, se bilag 6 (Bilag 6. Underskrevet udbygningsaftale for Svendborg Bycenter). Til orientering er der gule markeringer under udbygningsaftalens bilag C og D, som sætter rammerne for sikkerhedsstillelse. Sikkerhedsstillelsen vil først blive aftalt endeligt senere i processen, når byggeriet ønskes realiseres af bygherre.
Udbygningsaftalen anbefales derfor endeligt vedtaget.
Proces
Ved beslutning om endelig vedtagelse af kommuneplantillæg 2021.18, lokalplan 686 – Svendborg bycenter, samt udbygningsaftalen vil planforslag og udbygningsaftale blive offentliggjort med en klagefrist på 4 uger.
Afsendere af høringssvar vil blive besvaret som angivet i hvidbogen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Bygherre har betalt for konsulentbistand til udarbejdelse af lokalplanen, øvrige udgifter i forbindelse med planlægningen og udarbejdelse af plangrundlaget er afholdt indenfor den eksisterende driftsramme for Byg og Byudvikling.
Bygherre har tilbudt at indgå en frivillig udbygningsaftale, for at skabe den nødvendige plads til varelevering til butik(ker) med indgang fra Tinghusgade samt afhentningsareal for renovationskørertøjer. Det betyder, at bygherre har ansvar for at etablere og bekoste en ombygning af Tinghusgade. Svendborg Kommune vil stå for den fremtidige drift og vedligehold, som forventes at være uændret sammenlignet med i dag.
Lokalplanen indeholder bestemmelser om, at forhusene inden for delområde II ikke må nedrives uden kommunalbestyrelsens tilladelse. Hvis en sådan tilladelse nægtes, kan ejeren af ejendommen forlange den overtaget mod erstatning. Ifølge planlovens § 49 er der dog bestemte forudsætninger, som skal være opfyldt, før dette krav kan gøres gældende.
CO2-Konsekvensvurdering
Realiseringen af byggeriet vil have en CO2 påvirkning alt efter, hvilken konstruktion og materialeanvendelse, der vælges. Bebyggelse i træ og biogene materialer har potentiale for at nedbringe CO2-udledningen, så byggeriet falder ind under byggelovens lavemissionsklasse, der skal fremme interessen for at begrænse klimapåvirkningen fra bygninger (BR18).
Lokalplanen indeholder mulighed for en omdannelse og en fortætning af et eksisterende byområde, derudover stiller lokalplanen krav om, at stueetagen af det eksisterende bycenter genanvendes. Sammenholdt med nybyggeri på bar mark, i samme omfang, vil planerne giver anledning til en mindre CO2 påvirkning.
Planloven giver ikke mulighed for at stille krav til ny bebyggelses CO2 påvirkning, men byggeloven stiller krav til ny bebyggelses forbrug af CO2-ækvivalenter. Lokalplanområdets stationsnære beliggenhed forventes at mindske den fremtidige CO2 udledning fra transport.
Lovgrundlag
Planloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 05-11-2024
Flemming Madsen (A) stillede følgende ændringsforslag:
- At Hvidbogen godkendes uden at imødekomme bygherres ønsker til reduceret cykelparkering, jf. punkt 6.1. i Hvidbogen.
- At Kommuneplantillæg og lokalplan godkendes uden yderligere tilpasninger.
Man stemte om ændringsforslaget:
For stemte 2 medlemmer: Flemming Madsen (A), Ib Knudsen (Ø).
Imod stemte 4 medlemmer: Pia Dam (A), Mette Kristensen (V), Torben Frost (A), Arne Ebsen (F).
Per Nykjær Jensen (I) undlod at stemme.
Hermed faldt forslaget.
Man stemte herefter om indstillingen:
For stemte 4 medlemmer: Pia Dam (A), Mette Kristensen (V), Torben Frost (A), Arne Ebsen (F).
Imod stemte 2 medlemmer: Per Nykjær Jensen (I), Ib Knudsen (Ø).
Flemming Madsen (A) undlod at stemme.
Indstillingen blev hermed godkendt.
Liberal Alliance afgav følgende mindretalsudtalelse:
”LA kan ikke følge indstillingerne i dagsordenens punkt 4 om endelig godkendelse af kommuneplantillæg og udbygningsaftale for Bycenteret. LA finder det problematisk, at Bycenterets forslag til en udbygningsaftale til regulering af Tinghusgade, primært er baseret på Bycenterets interne interesser. Derudover vil udbygningsaftalen, i mange år frem, risikere at blokere for valg af bedre løsninger i en kommende mobilitetsplan.”
Enhedslisten afgav følgende mindretalsudtalelse:
”Enhedslisten stemmer for, at der bliver lavet en ny lokalplan for bycentret, som også åbner op for boliger inden for lokalplanen.
Men Enhedslisten kan ikke stemme for den plan, som nu foreligger. Da vi finder byggeriet for højt og massivt, og vil generere endnu mere trafik i midtbyen.
Parkeringsnormen bliver for lav, og det skærpede krav til cykelparkering bortfalder.Lokalplanen er med til, at kulturmiljøet i baghusene i Vestergade 24-26 forsvinder.”
Relaterede bilag
Beslutningstema
Sager til orientering.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Udvalgsformanden:
Udvalgsmedlemmer:
Administrationen:
- Orientering vedr. testforsøg i Hesselager
I forbindelse med områdefornyelsen i Hesselager, blev der fra den 8. august til den 9. september 204 gennemført et testforsøg på ensretning af Østergade og Højdevej. Administrationen har modtaget godt 60 input til testforsøget, hvoraf 56 kan ses på deltag.svendborg.dk. Grundet de mange input og sagens kompleksitet er der behov for en grundig evaluering, hvor administrationen også ser et behov for at gå i supplerende dialog med forskellige parter i området forud for en politisk behandling. Sagen er dermed forsinket, men ventes forelagt primo 2025, således at et vejprojekt kan gennemføres i 2025.
Kommende større sager:
Forventede sager til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets møde den 3. december 2024:
- Forslag til lokalplan til solcelleanlæg ved Gudbjerg
- Forslag til lokalplan for Sydfyns Fri- Fag- og Efterskole
- Endelig vedtagelse af lokalplan for Kullinggade 29
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 05-11-2024
Orienteringen blev taget til efterretning.
Beslutningstema
Budgetopfølgning pr. 30. september 2024 for Plan- og Lokalsamfundsudvalgets område.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget,
- At budgetopfølgningen for Plan- og Lokalsamfundsudvalget tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Der er udarbejdet budgetopfølgning pr. 30. september 2024. Opfølgningen indgår i kommunens samlede koncernrapport, som forelægges Økonomiudvalget den 19. november 2024.
Regnskabet forventes pr. 30. september 2024 at udgøre ca. 22,4 mio. kr. Holdt op mod korrigeret budget på ca. 22,4 mio. kr. betyder det, at området netto forventes at gå i 0.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der henvises til vedlagte bilag (Bilag1. Budgetopfølgning pr. 30. september 2024 - drift).
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Den kommunale styrelseslov.
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 05-11-2024
Orienteringen blev taget til efterretning.
Beslutningstema
Budgetforligets betydning for Plan- og Lokalsamfundsudvalgets område.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets godkendelse,
- At orienteringen om budgetforligets betydning for Plan- og Lokalsamfundsudvalget tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Budgetforliget for budget 2025 blev indgået fredag den 20. september 2024 og 2. behandlet af Kommunalbestyrelsen den 8. oktober 2024.
Drift:
På udvalgets område, blev der i budgetforliget afsat 0,3 mio. kr. i 2025, stigende til 0,6 mio. kr. i 2028 til drift af projekter affødt af områdefornyelse og borgerbudgetter. Disse er efterfølgende flyttet administrativt til Teknik- og Miljøudvalget, da det er administrationen her, som skal udmønte det i praksis.
Igennem de senere år har kommunens afdelinger og institutioner været underlagt et årligt effektiviseringskrav. Forligspartierne har aftalt, at effektiviseringskravet videreføres i 2025-28 og fastsættes uændret til 0,3 procent. De 0,3 procent svarer til ca. 0,06 mio. kr. i budget 2025 for Plan- og Lokalsamfundsudvalgets, som er fordelt ud på alle konti.
Anlæg:
Ovenstående er de anlæg som vedrører udvalget og favner bredt lige fra en periodisering af Søndre Havn over midler som kan medgå som medfinansiering af den statslige Landsbyfornyelsespulje til deltagelse i processen om en 5-årig udviklingsstrategi for vækst og samarbejde i Svendborg midtby.
Af øvrige tiltag, blev forligsparterne enige om, at der frem imod næste års budgetlægning skal skabes overblik over iværksatte analyser og udviklingsprojekter med henblik på en prioritering af disse.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Påvirkning af de enkelte års rammer fremgår af ovenstående økonomi oversigter.
CO2-Konsekvensvurdering
Fremgik under de enkelte temabeskrivelser.
Lovgrundlag
Lov om Kommunernes Styrelse.
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 05-11-2024
Orienteringen blev taget til efterretning.
Beslutningstema
Der skal navngives en ny vej inden for lokalplan 684 Nyt boligområde i Vejstrup. Sagen forelægges til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets beslutning i forbindelse med valg af nye vejnavne.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets godkendelse,
- at der oprettes et nyt vejnavn Tisenlund.
Sagsfremstilling
Lokalplan 684 omhandler et fællesskabsorienteret boligområde med tæt-lav boligbebyggelse i et område mellem Brudagervej og Egemosevej i det vestlige Vejstrup.
Ejer af ejendommen er blevet spurgt om ønske til vejnavn for bebyggelsen. SABs organisationsbestyrelse har ønsket navnet Tisenlund, som et navn, der både har historisk resonans (Tisen) og understreger et af de centrale greb i lokalplansarbejdet – nemlig bevarelse af det markante levende hegn omkring bebyggelsen (Lund). Kort fortalt er ”Tisen” muligvis dialekt-forskydning, hvor oprindelsen formentlig stammer tilbage fra guden Tyr, der i hedenold bar navnet ”Ti”. Længe før Vejstrupgård erhvervede jorden i området, har jorden angiveligt tilhørt Tiselholt (der jo staves uden ”d”), der har sin oprindelse fra ”Tisholt” og ”Tisenholt”, inden det blev til ”Tiselholt”. I nogle sammenhænge/fortolkninger forstås guden Tyr også som gud for retfærdighed og fællesskabet omkring tingstedet.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Bekendtgørelse om vejnavne og adresser: BEK nr 271 af 13/04/2018
Kommunalbestyrelsen er adressemyndighed og har ansvaret for kommunens samlede bestand af vejnavne og adresser.
Sagen afgøres i
Plan og Lokalsamfundsudvalget.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 05-11-2024
Indstillingen blev godkendt.
Beslutningstema
Administrationen er i gang med at planlægge og igangsætte realisering af en ny park omkring Vand og Affalds nye Hovedpumpestation på Svendborg Havn. Ambitionen er, at parken skal rumme Svendborg Kommunes formidling af Geopark det Sydfynske Øhav omkring temaerne geologi, natur og maritim kulturarv. Deraf navnet Geohavneparken. Der ønskes en stillingtagen til det overordnede koncept for disponering og tematisering af Geohavneparken.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget ,
- at godkende det overordnede koncept for disponering og tematisering af Geohavneparken.
Sagsfremstilling
I Udviklingsplan for Fremtidens Havn, 2014 , indgår der en havnepark nord for Toldboden. Rammerne for parken er efterfølgende fastlagt i lokalplan nr. 666 for et område til offentlig havnepark og teknisk anlæg i form af pumpestation, vedtaget i 2022. Geohavneparken er samtidig et af Svendborgs Kommunens signaturprojekter fra Udviklingsstrategi 2023 - fra mere til bedre.
I forbindelse med Budget 2022 blev der afsat 20 mio. kr. til realisering af Geohavneparken. I forbindelse med Budget 2024 blev anlægsmidlerne omprioriteret, så de frigives fra 2025 og frem.
Budget til Geohavneparken omfatter etablering af selve parken samt besøgsfaciliteter i tilknytning til ny hovedpumpestation, mens de særlige elementer til formidling af Geopark det Sydfynske Øhav er afhængige af supplerende fondsmidler.
Administrationen har i tæt samarbejde med Svendborg Museum og Geopark det Sydfynske Øhavs sekretariat udarbejdet skitseforslag til koncept og udformning af parken mhp. ansøgning om fondsmidler til Erhvervsfremmebestyrelsen i 2023 og EUI i 2024. Kommunalbestyrelsen blev i den forbindelse orienteret om materialet i april 2023. Svendborg Kommune modtog afslag på begge ansøgninger, men har udarbejdet en fornyet ansøgning til Erhvervsfremmebestyrelsen i august 2024. Afgørelse herom forventes i november 2024.
Udformningen af selve hovedpumpestationen er sket i samarbejde med Vand og Affald, idet parterne ønsker et samspil mellem anlæggene både ift. praktiske forhold og formidling. Derfor rummer hovedpumpestationen et offentligt toilet, en elevator og en tagflade, der kan anvendes som udsigtsplatform og formidling. Disse elementer finansieres af Svendborg Kommunes budget til udvikling af Geohavneparken.
Hovedpumpestationen er under opførelse og står færdig ultimo 2024, hvorefter området reetableres med græs, grus.
Herudover har administrationen været i dialog med Børnebasketfonden, som ønsker at etablere og finansiere en basketbane i Svendborg. Både midlertidige og permanente løsninger er afsøgt og der arbejdes nu på en permanent etablering af basketbanen som første etape af den samlede park.
Administrationen foreslår, at etablering af Havneparken fortsætter ud fra det skitserede, overordnede koncept. Parkens koncept er præsenteret i Bilag1. Geohavnepark visualisering af konceptet. Konceptet blev tidligere præsenteret for Teknik- og Miljøudvalget, Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Erhvervs- og Turismeudvalget i forbindelse med fondsansøgningen i 2023. Konceptet er udarbejdet i samarbejde med Svendborg Museum og Geopark det Sydfynske Øhavs Sekretariat. Administrationen planlægger involvering af udvalgte nøgleaktører, foreninger m.fl. i udvikling og udformning af de konkrete etaper samt en mere generel kommunikation til borgere om det samlede koncept
Administrationen foreslår, at etablering af Havneparken realiseres i etaper efter tidsplanen fra Bilag 2. Geohavnepark tids- og procesplan november 2024. Den udarbejdede tidsplan er afhængig af supplerende fondsmidler fra Erhvervsfremmebestyrelsen. Hvis der ikke opnås (tilstrækkelige) supplerende fondsmidler vil der være behov for at søge midler fra andre fonde for at realisere parkens formidlingselementer. Dette vil ske i en længere periode, og etablering af selve parken vil tage mere tid.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der fremlægges en selvstændig sag med henblik på frigivelse af anlægsmidler primo 2025.
CO2-Konsekvensvurdering
Projektet medfører en øget CO2-udledning primært ifm opførelsen af Vand og Affalds Hovedpumpestation. Dertil kommer CO2-udledning ved anlægsarbejder ifm parken. På sigt indebærer parken optagelse af CO2 gennem beplantninger.
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 05-11-2024
Liste V og Liste Ø stillede følgende ændringsforslag:
”Liste V og Ø foreslår en større del af området disponeres til et grønt område med mere grøn belægning således at dele af området indrettes som grøn parkområde fremfor, at hele området belægges med beton og asfalt”
Man stemte om ændringsforslaget:
For stemte: Mette Kristensen (V) og Ib Knudsen (Ø)
Imod stemte: Pia Dam (A), Torben Frost (A), Per Nykjær Jensen (I), Flemming Madsen (A) og Arne Ebsen (F).
Hermed faldt forslaget.
Man stemte herefter om indstillingen:
For stemte: Pia Dam (A), Torben Fros t(A), Per Nykjær Jensen (I), Flemming Madsen (A) og Arne Ebsen (F) og Ib Knudsen (Ø)
Imod stemte: Mette Kristensen (V).
Indstillingen blev herefter godkendt.