Plan- og Lokalsamfundsudvalget
Referat • 6. februar 2024 kl. 14.30
Indhold
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 06-02-2024
Pkt. 4 vedr. Stiprojekt i Hesselager udsættes med baggrund i de indkomne indsigelser. Der indgås dialog med de berørte lodsejere.
Dagsordenen blev herefter godkendt.
Beslutningstema
Der er fra juni 2023 gennemført en 15 ugers offentlig høring af forslag til kommuneplantillæg nr. 2021.01, forslag lokalplan 658, samt udkast til §25-tilladelse med tilhørende miljøvurderinger for tre vindmøller ved Broholm. Plan- og Lokalsamfundsudvalget skal beslutte at vedtage Kommuneplantillæg nr. 2021.01 og lokalplan 658 med tilhørende miljøvurdering og sammenfattende redegørelse, samt godkende at høringssvar behandles som foreslået i hvidbogen. Miljø- og Teknikudvalget skal beslutte at vedtage §25-tilladelse til projektet med tilhørende miljøvurdering, og at høringssvar behandles som foreslået i hvidbogen.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelse anbefales, at
- indkomne høringssvar behandles som foreslået i hvidbogen
- vedtage kommuneplantillæg 2021.01 - vindmøller øst for Broholm, og
- vedtage lokalplan 658 - vindmøller øst for Broholm, med tilhørende miljøvurdering for planerne og en sammenfattende redegørelse.
Direktionen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelse anbefales, at
- indkomne høringssvar behandles som foreslået i hvidbogen
- vedtage §25-tilladelse med tilhørende miljøvurdering til tre vindmøller øst for Broholm
Sagsfremstilling
Broholm Gods og Fuglehavegård ansøgte i maj 2018 om at etablere tre vindmøller øst for Broholm. Vindmøllerne ønskes etableret med en totalhøjde på 149,9 m, med tilhørende tekniske installationer, teknikbygninger, adgangsveje og arbejdsarealer. Placeringen af de ansøgte vindmøller fremgår af bilag 4 (Bilag 4. Oversigtskort med placering af vindmøller ved Broholm).
Kommuneplantillæg 2021.01
Kommuneplantillægget udlægger en ny ramme til teknisk anlæg i form af vindmøller. Rammen giver mulighed for at etablere op til tre vindmøller på maksimalt 149,9 m med tilhørende tekniske installationer, teknikbygninger, adgangs- og arbejdsarealer. Kommuneplantillæg fremgår af bilag 5 (Bilag 5. Kommuneplantillæg 2021.01 – vindmøller øst for Broholm). Miljørapport for planer fremgår af bilag 8 (Miljørapport, Miljøvurdering af Kommuneplantillæg 2021.01 og Lokalplan 658 for Vindmøller øst for Broholm).
Lokalplanforslag 658
Lokalplanen giver, i overensstemmelse med kommuneplantillægget, mulighed for at etablere tre vindmøller med en maksimal højde på 149,9 m med tilhørende tekniske installationer, teknikbygninger, adgangs- og arbejdsarealer, der er nødvendige for driften. Lokalplan fremgår af bilag 6 (Bilag 6. Lokalplan 658, vindmøller øst for Broholm).
§25-tilladelse
Tilladelsen sætter rammer for driften af møllerne f.eks. er der fastsat vilkår, der sikrer, at
- støjgrænser overholdes
- ingen boliger udsættes for skyggekast, der er større end de anbefalede værdier
- Flagermus beskyttes med vindmøllestop i særlige perioder.
- Jord, grundvand og drikkevand beskyttes
- Uheld forebygges
- Vilkår om vindmøllestop overvåges
- Møllerne mv. håndteres og fjernes et år efter driften er ophørt
§25-tilladelsen fremgår af bilag 12 (Bilag 12, §25-tilladelse til vindmøller øst for Broholm). Miljøvurdering af projektet fremgår af bilag 9 (Bilag 9, Vindmøller ved Broholm, Svendborg Kommune, Miljøkonsekvensrapport april 2023), og bilag 9a (Bilag 9a. Rettelsesark til Miljøkonsekvensrapport, april 2023) samt tilhørende bilag 10a-d og Bilag 11 (Bilag 10a-d, Vindmøller ved Broholm, Svendborg Kommune, Bilag 7 – Visualiseringer, fotopunkt 1-47), (Bilag 11, Vindmøller ved Broholm, Svendborg Kommune, bilag 8-15 – Natur).
Indkomne høringssvar
Kommunalbestyrelsen besluttede den 30. maj 2023 at sende følgende dokumenter i 15 ugers offentlig høring fra den 7. juni 2023 til og med den 21. september 2023:
- Forslag til kommuneplantillæg 2021.01 for vindmøller øst for Broholm
- Lokalplanforslag nr. 658 for vindmøller øst for Broholm
- Miljørapport, miljøvurdering af forslag til kommuneplantillæg nr. 2021.01 og forslag til lokalplan nr. 658 for vindmøller øst for Broholm
- Udkast til § 25-tilladelse til vindmøller øst for Broholm
- Miljøkonsekvensrapport, Vindmøller ved Broholm, Miljøkonsekvensrapport april 2023.
Der blev den 23. august afholdt borgermøde i Gudmehallen med ca. 100 deltagere.
Svendborg Kommune har i høringsperioden modtaget 41 høringssvar. Af de 41 høringssvar er 37 af dem fra borgere.
Alle høringssvarene findes i deres fulde længde i bilag 3 (Bilag 3, Samlede høringssvar 2023). Overordnet omhandler høringssvarene nedenstående temaer:
- Placering, herunder manglende vind i området.
- Støj, herunder de gennemførte støjberegninger.
- Sundhed, herunder negative helbredsmæssige konsekvenser.
- Natur, herunder fugle og flagermus.
- Landskab, herunder kulturarv og visuel påvirkning.
- Jord, Grundvand og drikkevand, herunder risiko for forurening med mikroplast og miljøfremmede stoffer f.eks. PFAS.
- Lys og skygger, herunder vindmøllernes skyggekast.
- Socioøkonomiske forhold, herunder påvirkning af lokalsamfundet.
- Planlægning, herunder placering i kystnærhedszonen og den politiske proces.
- Ejendomsret, herunder værdiforringelse af ejendomme.
- Habilitet ved Kommunalbestyrelse, Klagenævn mv.
- Positiv tilkendegivelse overfor projekt.
De indkomne høringssvar er gennemgået og vurderet, og høringssvar om påvirkning af fugle har givet anledning til, at ansøger har fremlagt et rettelsesark til miljøkonsekvensrapporten – se bilag 9a (Bilag 9a. Rettelsesark til Miljøkonsekvensrapport, april 2023). Med udgangspunkt i rettelsesarket er der foretaget tilretninger i Kommuneplantillæg, Lokalplan, Miljørapport og §25-tilladelsen. Rettelsesarket fremlægger supplerende og mere præcise data om udviklingen i bestande af fugle, idet de oprindelige data er baseret på tilfældige registreringer af fugle. De supplerende oplysninger ændrer ikke grundlæggende på begrundelsen om, at fugle ikke påvirkes af planlægningen.
Derudover er der i §25-tilladelsen foretaget en mindre tilretning af vilkår om driftsstop af flagermus sådan, at vilkåret nu følger ordlyden i forvaltningsplan for flagermus.
Ingen af de gennemførte rettelser ændrer projektet eller rammerne for planlægningen. Miljøvurderingernes konklusioner er uændret, og der er ikke opstået behov for yderligere afværge- eller overvågningsforanstaltninger. Rettelserne medfører ikke, at der skal gennemføres en ny offentlig høring.
Sammenfattende redegørelse til miljørapporten
I forbindelse med den endelige vedtagelse af kommuneplantillægget og lokalplanen er der udarbejdet en sammenfattende redegørelse af miljørapporten. I den sammenfattende redegørelse, redegøres der blandt andet for miljøvurderingens indvirkning på planerne.
Den sammenfattende redegørelse kan findes i bilag 13 (Bilag 13, Sammenfattende redegørelse).
Videre forløb
Ved beslutning om endelig vedtagelse af kommuneplantillæg 2021.01 – Vindmøller øst for Broholm samt lokalplan 658 – Vindmøller øst for Broholm, med tilhørende miljøvurdering og sammenfattende redegørelse samt §25-tilladelse for projektet med tilhørende miljøvurdering offentliggøres alle dokumenter, og der er herefter en klagefrist på 4 uger.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgifter i forbindelse med udarbejdelse af forslag til kommuneplantillæg og lokalplan afholdes af Svendborg Kommune indenfor Byg & Byudviklings eksisterende rammer.
Udgifter i forbindelse med miljøvurdering af planer, udkast til § 25-tilladelse og kvalitetssikring af miljøkonsekvensrapport varetages af ekstern rådgiver for Svendborg Kommune via tidligere afsatte midler hertil. Der har på nuværende tidspunkt været et merforbrug hertil på ca. 36.000 kr. som er afholdt indenfor Byg og Byudviklings eksisterende rammer.
Derudover har der været udgifter i forbindelse med ekstern juridisk kvalitetssikring af miljøvurderinger og § 25-tilladelse på ca. 200.000-235.000 kr. som er afholdt indenfor Byg & Byudviklings eksisterende rammer.
CO2-Konsekvensvurdering
Vindmøllerne vil bidrage til at reducere mængden af CO2. Det er beregnet, at der kan opnås en reduktion på 4.758 ton CO2 pr. år i forhold til et gennemsnit for el leveret til forbrug i Danmark (- det vil sige en blanding af fossile brændsler og vedvarende energikilder). Reduktionen opnås i den situation, hvor der ikke er tale om støjreduceret drift, og svarer til CO2-udledningen fra ca. 206 husstande. I den periode, hvor der er behov for støjreduceret drift, vil der kunne opnås en reduktion på 4.392 tons CO2 pr. år, hvilket svarer til CO2-udledningen fra ca.190 husstande.
De tre vindmøller ved Broholm har en samlet kapacitet på ca. 12,5 MW med en årlig elproduktion på ca. 39 mio. kWh, svarende til 9.000-9.750 husstandes årlige elforbrug.
Lovgrundlag
Miljøvurderingsloven
Planloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 06-02-2024
Man stemte om indstillingen:
For stemte Liste A, Liste F og Liste Ø.
Imod stemte Liste I og liste V.
Indstillingen blev herefter anbefalet.
Liste I afgav følgende mindretalsudtalelse:
”Liberal Alliance stemmer imod alle tre punkter i indstillingen, idet man ikke ønsker store vindturbiner placeret i beboede områder og slet ikke i områder, hvor ydermere følsom natur påvirkes. Vindturbiner er i dag så store, at de kun giver mening på havet.”
Liste V afgav følgende mindretalsudtalelse:
”Venstre kan ikke støtte forslaget om tre vindmøller ved Broholm Gods på grund af placeringen i et herregårdslandskab og i et vindfattigt område. Der henvises i øvrigt til de i miljøvurderingen nævnte afværgeforanstaltninger, som vil være nødvendig for vindmøllernes lovformelige drift, hvilket tydeliggør at møllernes størrelse og nytteeffekt vil stå i misforhold til deres negative påvirkning af mennesker, natur og landskabsudtryk.”
Relaterede bilag
Beslutningstema
Udvalgsformanden.
Sagsfremstilling
På initiativ ved Formanden ønskes følgende drøftet på Plan- og Lokalsamfundsudvalgets møde den 6. februar 2024:
”Der er givet et varsel om et administrativt påbud på ejendommen Kirkestræde 16 på Thurø. Jeg ønsker, at udvalget får mulighed for at drøfte og afgøre, om der er politisk vilje til at fastholde påbuddet”.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 06-02-2024
Udvalget beder administrationen belyse sagens sammenhæng på næstkommende møde i udvalget.
Beslutningstema
I forbindelse med områdefornyelsen i Hesselager er der udarbejdet et lokalt stiprojekt, som ønskes realiseret og indviet i 2024.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget godkendelse,
- At det forelagte stiprojekt i Hesselager godkendes med henblik på realisering i første halvår af 2024.
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget anbefales,
- At driftsudgifter afholdes indenfor Teknik- og Miljøudvalgets budget i 2024, og at der udarbejdes et budgettema vedrørende udgiften for budgetår 2025 og frem.
Sagsfremstilling
Plan- og Lokalsamfundsudvalget godkendte den 12. juni 2023 områdefornyelsesprogrammet for Hesselager. I programmet indgår indsatsområdet ”Den grønne tråd”, hvor der er fokus på at skabe en sammenhængende ringsti, som giver lokale mulighed for at gå en længere tur i deres nærområde. Stien fremkom som et stort ønske under det indledende KICK OFF-møde i Hesselager i januar 2023. Tanken er, at stien over tid bliver understøttet af grønne nedslagspunkter, hvor folk kan mødes under åben himmel.
Lokalt er der nedsat en arbejdsgruppe bestående af 10 lokale medlemmer, som har arbejdet aktivt på at realisere ringstien. Arbejdsgruppen har blandt andet i april måned afholdt et indledende fællesmøde med grundejere, der potentielt kunne blive direkte berørt af stiprojektet. På mødet skulle det afklares, hvor der var villighed til at indgå frivillige aftaler om stiadgang på privat jord. På baggrund af mødet har arbejdsgruppen efterfølgende arbejdet videre med et stiforløb, hvor der er tilsagn om frivillige aftaler med menighedsrådet samt to private grundejere, som sikrer adgang på kirkens jord samt på landbrugsjorde på den vestlige side af Stokkebækken mellem Vormark og Møllevej. Aftalerne er bindende i minimum 5 år. Stiprojektet fremgår af vedlagt bilag (Bilag 1. ”Stiprojekt i Hesselager”).
Det samlede stiforløb er på knap 7 kilometer, dels på eksisterende veje og stier, herunder eksisterende stiforløb på en tidligere jernbanedæmning, dels i form af 1,6 kilometer nye trampestier. Stien er rettet mod gående, og cykling vil ikke være tilladt på de nye trampestier. Stiprojektet omfatter skiltning af hele stiforløbet, rydning til nye trampestier samt opgradering af Møllestien herunder nye planker på bro over Stokkebækken. Herudover bliver der udarbejdet informationsmateriale om stien for at sikre kendskab til projektet.
Stien realiseres indenfor afsatte midler til områdefornyelsen. Der er ikke afsat midler til afledt drift, men administrationen anbefaler, at kommunen påtager sig vedligeholdelsen af stien for at sikre en kontinuerlig og ensartet drift med tilsyn samt klipning af trædestier 2-3 gange om året.
Stiprojektet har mødt modstand fra to grundejere, som har jorde, der støder op til det planlagte stiforløb mellem Vormark og Møllevej. Kommunens projektleder og tovholder på den lokale arbejdsgruppe har været i dialog med grundejerne og også afholdt møde i marken, hvor de udtrykte stor bekymring for forstyrrelser fra gående og hunde, der vil skræmme vildtet væk samt forstyrre privatlivets fred. De to grundejere har efterfølgende indsendt indsigelser, som er vedlagt som bilag (Bilag 2. Indsigelser mod stiprojekt langs Stokkebækken). På baggrund af første indsigelse har administrationen gennemført en vurdering af det samlede stiprojekts naturmæssige konsekvenser, se bilag (Bilag 3. Vurdering af naturmæssige forhold, stiprojekt i Hesselager). Vurderingen omfatter Natura 2000, beskyttede naturtyper og dyrearter, diger samt fredninger. Konklusionen er, at projektet har en karakter og et forløb, som ikke er til gene for naturen i området, hvorfor der ikke er er behov for yderligere miljøvurdering af projektet.
Den første indsigelse fra de to grundejere har været drøftet i den lokale arbejdsgruppe. De ønsker fortsat stiforløbet gennemført, men for at imødekomme de to grundejeres bekymringer har arbejdsgruppen anmodet kommunen om, at hunde forbydes adgang på stistrækningen mellem Vormark og Møllevej. Det beskrevne stiprojekt tager højde for dette.
Administrationen anbefaler, at stiprojektet trods indsigelserne realiseres og indvies i første halvår af 2024, så stien kommer byen til glæde hurtigst muligt.
Til orientering arbejder den lokale arbejdsgruppe videre med at realisere de grønne nedslagspunkter langs stien, herunder på det kommunalt ejede areal på Østergade 30 samt ved gadekæret, og der arbejdes på at knytte lokale fortællinger til stien via en App.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Anlægsomkostninger til stiprojektet i form af skiltning, opgradering af Møllestien, rydning til trampestier samt udarbejdelse af informationsmaterialer beløber sig til omkring 330.000 kroner. Omkostningerne dækkes af allerede afsatte og frigivne midler på 11,56 mio.kr. til områdefornyelsen i Hesselager, hvoraf 1 mio. kroner er øremærket indsatsområdet ”Den grønne tråd”.
Den afledte drift er skønnet til 16.000 kr. årligt og afholdes foreløbigt indenfor eksisterende driftsramme for de grønne arealer indenfor Teknik- og Miljøudvalgets budget. Administrationen vil dog i forbindelse med kommende budgetforhandlinger for 2025 forelægge sag om forventninger til den samlede afledte drift i Hesselager, som følge af områdefornyelsen i byen. Dette sker med henblik på at få afsat en samlet budgetpost til afledt drift for at sikre at projekter under områdefornyelsen også kan driftes fremover.
CO2-Konsekvensvurdering
Projektet afføder ikke anlæg, som har mærkbar betydning for CO2 udledningen.
Lovgrundlag
Lov om byfornyelse og udvikling af byer.
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 06-02-2024
Sagen blev udsat.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Det ønskes at nedlægge de reserverede vejnavne Hadriansvej, Faustinavej og Trajansvej, som blev godkendt i forbindelse med vedtagelse af lokalplan 641, Lundeborg Badehotel. Vejnavnene er ikke og ønskes ikke taget i brug. Sagen forelægges til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets beslutning.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at
- reservation af vejnavnene Hadriansvej, Faustinavej og Trajansvej i Danmarks Adresseregister ophæves.
Sagsfremstilling
Ved vedtagelse af lokalplan 641 i 2020 blev vejnavnene Hadrians-, Faustina- og Trajansvej godkendt af Teknik- og Erhvervsudvalget. Vejnavnene skulle bruges til de interne veje ved Lundeborg Badehotel. Vejnavnene blev reserveret i Danmarks Adresseregister, så de kunne tages i brug, når byggeriet skulle påbegyndes. Efterfølgende er en anden investor kommet på projektet. Nuværende investor har ønske om at adressere de kommende ferieboliger til Gl. Lundeborgvej, så ferieboligerne bevarer en tilknytning til Lundeborg. Da der er ledige husnumre på Gl. Lundeborgvej, kan investors ønske imødekommes. Det foreslås derfor at nedlægge reservationen af de tre vejnavne i Danmarks Adresseregister.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse om vejnavne og adresser: BEK nr. 426 af 05/05/2014
Kommunalbestyrelsen er adressemyndighed og har ansvaret for kommunens samlede bestand af vejnavne og adresser.
Sagen afgøres i
Plan og Lokalsamfundsudvalget
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 06-02-2024
Indstillingen blev godkendt.
Beslutningstema
Sager til orientering.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Udvalgsformanden:
Udvalgsmedlemmer:
Administrationen:
Der er ansøgt om udlæg til sommerhusområder i forbindelse med Planstrategien.
Der er udarbejdet og afsendt ansøgning til Erhvervsstyrelsens nationale forsøgsordning for kyst- og naturturisme for Valdemars Slot.
Kommende større sager:
Forventede sager til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets møde den 5. marts 2024:
Temamøde om kommuneplan for det åbne land med invitation til Teknik- og Miljøudvalget
Status og evaluering af lokalsamfundsmidler
Disponering af lokalsamfundsmidler
Evaluering af dialogmøder mellem lokalområder og Kommunalbestyrelsen.
Torsdag den 7. marts temamøde vedr. kommende ansøgning om udvidelse af biogasanlæg på Sydtåsinge fælles med Teknik- og Miljøudvalget.
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 06-02-2024
Orienteringen blev taget til efterretning.