Plan- og Lokalsamfundsudvalget
Referat • 14. januar 2025 kl. 14.30
Indhold
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-01-2025
Godkendt, idet punkt 4 behandles efter punkt 1.
Beslutningstema
Plan- og Lokalsamfundsudvalget besluttede i september 2022 retningslinjer for Grøn Pulje i Svendborg Kommune. Efter beslutningen i 2022 er VE-loven (bekendtgørelse af lov om fremme af vedvarende energi) revideret og satserne for indbetaling til Grøn Pulje øget. Derudover har Energistyrelsen i 2024 udarbejdet en vejledning til administration, inspiration og udmøntning af Grøn Pulje.
Plan- og Lokalsamfundsudvalget skal træffe beslutning om revidering af retningslinjerne for Grøn Pulje i Svendborg Kommune.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget,
- At godkende de reviderede generelle retningslinjer for Grøn Pulje
- At godkende, at der oprettes særskilte Grøn Pulje retningslinjer for hvert nyt VE-projektområde
Sagsfremstilling
Grøn Pulje har til hensigt at øge accepten og engagementet i udbygningen af vedvarende energianlæg (VE-anlæg). Når VE-anlæg tages i brug, er opstillere forpligtet til at indbetale et beløb til Grøn Pulje.
I 2024 blev VE-loven revideret og satserne for indbetaling af midler til Grøn Pulje øget fra 40.000 kr. pr. MW til 125.000 kr. pr. MW for solceller og fra 125.000 kr. pr. MW til 313.000 kr. pr. MW for landvindmøller. Energistyrelsen har i 2024 udarbejdet en vejledning til inspiration, administration og udmøntning af Grøn Pulje. Vejledning om Grøn Pulje fremgår af bilag 1 (Bilag 1, Vejledning om Grøn Pulje).
Generelle retningslinjer for Grøn Pulje
På baggrund af revideret lovgivning og den nye vejledning forslår administrationen en revidering af de generelle retningslinjer for Grøn Pulje i Svendborg Kommune. Forslag til generelle retningslinjer fremgår af bilag 2 (Bilag 2, Generelle retningslinjer for Grøn Pulje 2025).
Hovedpunkterne i forslaget til de nye retningslinjer:
- at der for hvert VE-projekt oprettes en særskilt Grøn Pulje, med hver sine specifikke retningslinjer for hvordan ansøgte projekter prioriteres
- beskrivelse af anvendelsesmuligheder for midler fra Grøn Pulje f.eks. projekter der afhjælper gener for nærmeste naboer, fremmer biodiversiteten, den grønne omstilling eller fællesskabsorienterede projekter
- hvem og hvordan der kan søges om Grøn Pulje
- at projekterne minimum skal søge om 50.000 kr.
- at der afholdes lokale informationsmøder når Grøn Pulje midlerne indbetales, hvor borgere, naboer og foreninger orienteres om retningslinjer og ansøgningsfrister.
I de nuværende retningslinjer for Grøn Pulje fra 2022 fremgår det, at administrationen udvælger hvilke projekter der skal have tilsagn, se bilag 3 (Bilag 3 - Retningslinjer for Grøn Pulje 2022). Eftersom midlerne i Grøn Pulje bliver væsentligt forhøjet foreslår administrationen at Plan- og Lokalsamfundsudvalget fremover træffer den endelige beslutning om tilsagn.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ikke relevant
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Lov om fremme af vedvarende energi
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-01-2025
Venstre og Liberal Alliance stillede følgende ændringsforslag:
”At prioritering nr. 3 (projekterne fra den øvrige del af Svendborg Kommune) udgår, for at sikre, at midlerne 1:1 målrettes initiativer og projekter i det specifikke lokalområde, hvor VE-anlægget etableres. Status for udmøntningen af puljen fremlægges det politiske niveau inden ubrugte midler sendes retur til staten.”
Man stemte om forslaget:
For stemte 2 medlemmer: Mette Kristensen (V) og Per Nykjær Jensen (I)
Imod stemte 5 medlemmer: Flemming Madsen (A), Torben Frost (A), Pia Dam (A), Arne Ebsen (F), Ib Knudsen (Ø),
Hermed faldt forslaget.
Man stemte herefter om indstillingen:
Imod stemte 1 medlem: Mette Kristensen (V)
For stemte 6 medlemmer: Flemming Madsen (A), Torben Frost (A), Pia Dam (A), Arne Ebsen (F), Ib Knudsen (Ø), Per Nykjær Jensen (I).
Indstillingen blev herefter godkendt.
Beslutningstema
Med afsæt i Udviklingsstrategi 2023 – Fra mere til bedre og beslutningen i Kommunalbestyrelsen den 29. august 2023 er der udarbejdet et forslag til Kommuneplan 2025-2037. Der skal træffes beslutning om at sende kommuneplanforslaget i offentlig høring.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse anbefales,
- at godkende forslag til Kommuneplan 2025-2037 med tilhørende miljøvurdering og sende forslaget i 8 ugers offentlig høring.
Direktionen indstiller til Borger- og Arbejdsmarkedsudvalget, Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, Erhvervs- og Turismeudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Senior-, Social- og Sundhedsudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget
- at orienteringen om sagen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Baggrund
Kommuneplanen er en fysisk plan for kommunens udvikling de næste 12 år. Med kommuneplanen fastlægger Kommunalbestyrelsen hvilke konkrete mål og retningslinjer, der er for kommunens fysiske udvikling og samtidig fastlægges rammer for lokalplanlægning for hvordan byer og landområder må anvendes og bebygges.
Udviklingsstrategi 2023, som også er kommunens planstrategi, danner grundlag for forslaget til Kommuneplan 2025-2037.
I den nye kommuneplan er der således arbejdet med at sikre de fysiske rammer for at understøtte udviklingen inden for de i udviklingsstrategiens udpegede styrker: Naturen, Det maritime, Turisme, Uddannelse, Kultur og bevægelse. Derudover er der arbejdet med temaerne Klima og Byudvikling og bosætning, da de også er afgørende temaer for den fysiske udvikling i Svendborg Kommune.
Indhold og væsentlige ændringer
Kommunalbestyrelsen besluttede samtidig med udviklingsstrategien den 29. august 2023, at der skulle gennemføres en delvis revision af kommuneplanen. Følgende temaer er revideret:
- Byudvikling og bosætning
- Erhverv
- Detailhandel
- Bevaringsværdige bygninger
- Turisme og Fritid
- Kysten og det åbne land
- Klima
- Teknik og miljø
- Generelle rammebestemmelser
En redegørelse for hvilke ændringer der er foretaget i kommuneplanens temaafsnit og generelle bestemmelser for lokalplanlægning fremgår af Bilag 2 (Bilag 2. Redegørelse for ændringer i temaafsnit). Redegørelse for ændringer af kommuneplanrammer for lokalplanlægning fremgår af Bilag 3 (Bilag 3. Redegørelse for ændrede kommuneplanrammer).
Inden for de reviderede temaer er der fortaget følgende væsentlige ændringer:
Byudvikling og bosætning
- Ændringer i bymønster og landsbyafgrænsninger, som er styrende for hvilken udvikling der kan være i kommunens byer.
- Boligrækkefølgeplanen er tilpasset således, at udnyttede områder er taget ud. Nye områder er lagt ind og enkelte steder er der foretaget en omprioritering i rækkefølge 1 og 2.
- Svendborg Havn som prioriteret byudviklingsområder er opdateret jf. Udvilklingsplan for Fremtidens Havn 2025 og rammerne for Svendborg Havn er ligeledes ændret.
- Nye retningslinjer og udpegninger for bynatur
- Der er udlagt tre nye arealer til boligområder og der er tilsvarende udtaget arealer til boligformål i tre rammer.
- Fem rammer er ændret til centerformål fra andre tidligere anvendelser.
- Tre rammer til offentlige formål er udvidet.
Erhverv
- Erhvervsområde ved Ny Fåborgvej er udpeget som produktionserhverv
- Nye retningslinjer for og udpegninger af færge- og erhvervskaj samt havneerhverv
- Udpegning af en risikovirksomhed (biogasanlægget på Tåsinge).
- Tre rammeområder til erhvervsformål er reduceret.
Detailhandel
- Lokalcenter Vindeby er udvidet geografisk
- Skårup Bymidte er konverteret til et lokalcenter
Bevaringsværdige bygninger
- Inden for kulturmiljøet i Hesselager er der udpeget 50 bevaringsværdige bygninger.
- På Svendborg Havn er der udpeget 114 bevaringsværdige bygninger.
Turisme og Fritid
- Nye turistpolitiske overvejelser
- Udpegning af et nyt turistcenter ved Valdemars Slot
- Nye udpegninger for rekreative stier
- Mulighed for campingpladser til autocampere i tre lystbådehavne
- Der er udlagt fire nye rammer til rekreative formål
- En rekreativ ramme er reduceret, mens en rekreativ ramme er aflyst.
Kysten og det åbne land
- Større ændringer i udpegningen af Grønt Danmarkskort, herunder flere udpegninger af fremtidig natur samt udpegninger af potentielle strandenge
- Nye udpegninger af lavbunds- og vådområder.
- Ny udpegning af større sammenhængende landskaber
Klima
- Opdatering af indsatsområder samt nye retningslinjer og udpegninger for byudvikling og anlæg i områder, der oversvømmes med nedbør
- Opdatering af indsatsområder samt nye retningslinjer og udpegninger for byudvikling og anlæg i områder der oversvømmes med havvand
- Nye retningslinjer og udpegninger for byudvikling og anlæg i områder der er påvirket af terrænnært grundvand
Teknik og miljø
- Opmærksomhedszone omkring eksisterende fjernvarmeanlæg samt retningslinjer for varmepumper
- Opmærksomhedszone omkring eksisterende hovedtransformerstationer
- En udpegning til fælles biogasanlæg er udtaget.
- Opdaterede retningslinjer for vindmøller og solenergianlæg
Generelle rammebestemmelser for lokalplanlægning
- Der er tilført tre nye boligtypologier for kompakte boligområder
- Nyt krav om maks. grundstørrelser for åben-lav boliger
- Parkeringsnormen er nedsat for boliger inden for en udpeget stationnærhedszone
- Parkeringsnormen er generelt nedsat for tæt-lav boliger
- Cykelparkeringsnormen er sat op for etageboliger
- Der er nye krav til bynatur
- Der er nye krav til en biofaktor, som er differentieret på anvendelsestyper.
For de øvrige temaafsnit er der foretaget en teknisk ajourføring og tilpasning jf. ny lovgivning.
Miljøvurdering
Der er udarbejdet en miljøvurdering af forslaget til kommuneplanen. Miljøvurderingen offentliggøres samtidig med forslag til kommuneplan. Miljøvurderingen fremgår af Bilag 5 (Bilag 5. Miljøvurdering af forslag til Kommuneplan 2025-2037).
I miljøvurderingen undersøges den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet som planen kan give anledning til. I miljøvurderingen konkluderes det, at planforslaget ikke medfører væsentlige miljøpåvirkninger, og at der ikke vil være behov for afværgeforanstaltninger.
En miljøvurdering følger det planmæssige hierarki, og da kommuneplanen er en overordnet plan, der sætter overordnede rammer for udviklingen, er miljøvurderingen af planen også gennemført på et overordnet niveau. Når der efterfølgende udarbejdes lokalplaner og konkrete projekter, vil der kunne gennemføres mere konkrete vurderinger af påvirkningen af miljøet.
Proces og offentlig høring
Kommunalbestyrelsen har indkaldt idéer og forslag til kommuneplanarbejdet i en forudgående høring i perioden fra den 17. april til den 12. juni 2023. Og særligt for detailhandelstemaet i perioden 7. juni til og med den 23. juni 2024. Kommunalbestyrelsen besluttede den 29. august 2023, hvilke idéer og forslag der skulle indgå i det videre arbejde med kommuneplanen og som administrationen skulle undersøge nærmere. For detailhandelstemaet besluttede Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 13. august 2024 hvilke idéer og forslag der skulle indgå i det videre arbejde kommuneplanen og som administrationen skulle undersøge nærmere.
Hvidbogen som fremgår af Bilag 4, Hvidbog - forslag til Kommuneplan 2025-2037, indeholder et kort referat af de indsendte idéer og forslag, som Kommunalbestyrelsen og udvalget har ønsket der skulle arbejdes videre med.
Af hvidbogen fremgår administrationens vurdering af om ønsket skal indgå i forslag til Kommuneplan 2025-2037, og hvad der konkret er indarbejdet i forslag til Kommuneplan 2025-2037. De idéer og forslag som Kommunalbestyrelsen og udvalget har besluttet ikke skulle indgå i det videre arbejder, fremgår ikke i hvidbog.
Det anbefales at kommuneplanforslaget fremlægges i en offentlig høring i 8 uger. I høringsperioden vil der blive afholdt ét fysisk borgermøde den 11. marts 2025. Derudover vil der evt. blive afholdt et webinar. Administrationen vil deltage i relevante rådsmøder og der vil blive kommunikeret om kommuneplanforslaget i diverse medier.
Kommunalbestyrelsen forventes at få fremlagt et kommuneplanforslag til endelig vedtagelse i juni 2025. I den forbindelse får kommunalbestyrelsen også fremlagt de indkomne høringssvar og kan beslutte at ændre i kommuneplanen inden den endelige vedtagelse.
En digital kommuneplan
Forslag til Kommuneplan 2025-2037 fremgår af Bilag 1 (Bilag 1. Forslag til Kommuneplan 2025-2037).
Kommuneplanen er digital og kan læses på https://kommuneplan25.svendborg.dk/. Det anbefales at læse kommuneplanforslaget online, da den er sat op til det digitale medie. En væsentlig del af en kommuneplan er kortmateriale. Det findes i den digitale kommuneplan som digitale zoombare kort under hvert tema.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udarbejdelse af forslag til kommuneplan med tilhørende miljøvurdering afholdes inden for Byg og Byudviklings økonomiske ramme.
Udmøntning af kommuneplanen vil medføre afledte udgifter til lokalplanlægning, planlægning for naturprojekter og ny infrastruktur. Omfanget af udgifter til udmøntning af kommuneplanen kendes ikke. Af Bilag 3 (Bilag 3. Redegørelse for ændrede kommuneplanrammer), fremgår det ved de enkelte kommuneplanrammer, om ændringerne forventes at give anledning til kommunale udgifter til infrastruktur.
CO2-Konsekvensvurdering
Miljøvurderingen af forslaget til kommuneplanen indeholder en overordnet vurdering af planens miljømæssige konsekvenser. Disse, herunder udledning af CO2, vil blive nærmere belyst i forbindelse med konkret lokalplanlægning og realisering af bygge- og anlægsprojekter.
Lovgrundlag
Planloven
Miljøvurderingsloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 13-01-2025
Taget til efterretning.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-01-2025
Indstillingen anbefales overfor Kommunalbestyrelsen.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Med Budget 2025 er der afsat kommunal medfinansiering, som muliggør udnyttelse af resterende tilsagn om statslig støtte fra Landsbyfornyelsespuljen 2023 og 2024. Administrationen fremlægger anbefalinger til prioritering af midlerne.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets godkendelse,
- At udvalget udnytter den resterende del af den statslige ramme til Landsbyfornyelsespuljen 2023 og 2024 svarende til et bruttoanlægsbudget på i alt 9,807 mio. kr. og foretager en prioritering af midler svarende til nedenstående punkter.
- At 2,631 mio. kr. fra Landsbyfornyelsespuljen 2023 tilgår områdefornyelsen i Lundby og Landet som supplement til de allerede afsatte 7,375 mio. kr.
- At 2,5 mio. kr. fra Landsbyfornyelsespuljen 2023 og 4,676 mio. kr. fra Landsbyfornyelsespuljen 2024 reserveres til bygningsfornyelse, renovering af forsamlingshuse og nedrivninger.
- At vurdering og udbetaling af støttebeløb på baggrund af de beskrevne kriterier delegeres til administrationen.
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At prioriteringen af de resterende midler fra Landsbyfornyelsespuljen 2023 og 2024 tages til efterretning.
- At der bevilliges og frigives en tillægsbevilling på 2,631 mio. kr. i 2025 og at dette finansieres med 1,579 mio. kr. fra den statslige Landsbyfornyelsespulje og 1,052 mio. kr. fra anlægspuljen ”Rådighedsbeløb til By- og Områdefornyelse”.
- At der bevilliges en samlet bruttoanlægsramme på 7,176 mio. kr. til ”Bygningsfornyelse, renovering af forsamlingshuse og nedrivning” og at bruttoanlægsrammen fordeles og finansieres med,
- 3,432 mio. kr. i 2025 som frigives og at dette finansieres med 2,059 mio. kr. fra den statslige Landsbyfornyelsespulje og 1,373 mio. kr. fra anlægspuljen ”Rådighedsbeløb til By- og Områdefornyelse”.
- 3,744 mio. kr. i 2026 og at dette finansieres med 2,246 mio. kr. fra den statslige Landsbyfornyelsespulje og 1,498 mio. kr. fra anlægspuljen ”Rådighedsbeløb til By- og Områdefornyelse”.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune har ansøgt og fået tilsagn om en statslig ramme på omkring 3,724 mio. kr. for Landsbyfornyelsespuljen 2023 og 2,806 mio. kr. for Landsbyfornyelsespuljen 2024. Tilsagnet er betinget af kommunal medfinansiering på 40 %, hvormed det samlede bruttoanlægsbudget for Landsbyfornyelsespuljen 2023 og 2024 er på 10,882 mio. kr.
Plan- og Lokalsamfundsudvalget har på møde den 2. april 2024 truffet beslutning om disponering af 1,075 mio. kr. af Landsbyfornyelsespuljen 2023. Hermed resterer der et bruttoanlægsbudget på i alt 9,807 mio. kr. Heraf skal resterende midler fra Landsbyfornyelsespuljen 2023 på 5,131 mio.kr. være disponeret senest den 30. juni 2025, for at kommunen kan opnå del i den statslige refusion. Midler fra Landsbyfornyelsespuljen 2024 på 4,676 mio. kroner skal være disponeret senest den 28. februar 2026.
Grundet den korte tidshorisont for disponering af retsmidler fra Landsbyfornyelsespuljen 2023 anbefaler administrationen at 2,631 mio. kr. tilgår den igangsatte områdefornyelse i Lundby og Landet, hvor et områdefornyelsesprogram forelægges til politisk godkendelse i februar 2025. De ekstra midler kan bidrage til et yderligere løft af de to landsbyer.
Administrationen foreslår at de øvrige retsmidler på i alt 7,176 mio. kr. reserveres til støtte til renovering af private boliger, istandsættelse af forsamlingshuse og nedrivning af nedslidt byggeri. Støtten kan søges af ejere i hele Svendborg Kommune, dog alene i det åbne land og i bysamfund med mindre end 4.000 indbyggere. Formålet er at understøtte en positiv udvikling i landsbyer og landdistrikter, hvor støtte til fx renovering af bebyggelsers udvendige bygningsdele er til glæde for den enkelte ejer såvel som for lokalmiljøet og det samlede bybillede.
Kriterier for støtte til renovering af private boliger, forsamlingshuse og nedrivning af nedslidt byggeri fremgår af vedlagte bilag. Hvis ikke vilkårene overholdes kan tilsagn om støtte blive trukket tilbage.
For at opnå tilskud til renovering af boliger og forsamlingshuse skal istandsættelsen være i overensstemmelse med bygningens oprindelige arkitektoniske byggestil og håndværksmæssige tradition. Administrationen anbefaler, at støtteandelen udgør maksimalt 50 % for alle typer af byggeri og at der er et loft for kommunal støtte på 200.000 kr. for den enkelte ejendom. Dette skal sikre, at flest mulige boliger kan få andel i støttemidlerne.
For at opnå tilskud til nedrivning af skæmmende ejendomme skal boligen være opført før 1960. Støtte til nedrivning er betinget af en synlig effekt i lokalsamfundet og skal forbedre oplevelsen af et område for andre end ejeren selv. Byggeri der ønskes nedrevet skal derfor som udgangspunkt være synligt fra offentligt befærdet vej. Ved nedrivning af nedlagte erhvervsbygninger og skæmmende boliger vurderer Svendborg Kommune tilskuddets størrelse fra sag til sag, men som udgangspunkt støttes 50 % af nedrivningsudgifterne. Ejer skal selv varetage nedrivningen.
Se bilag for flere kriterier.
Administrationen anbefaler tre ansøgningsrunder i henholdsvis maj 2025, september 2025 og november 2025, så at statslige frister for landsbyfornyelsespuljerne kan overholdes.
Administrationen foreslår, at kompetencen til at vurdere ansøgninger og størrelse på støttebeløb
delegeres til administrationen inden for de beskrevne rammer for at effektivisere sagsbehandlingen. Hvis der i særlige tilfælde er ønske om at fravige rammerne, vil den konkrete
sag blive forelagt til politisk behandling.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Den statslige og kommunale andel til finansiering af Landsbyfornyelsespuljen 2023 og 2024 fremgår af nedenstående skema, hvor staten bidrager med 60 % og kommunen med 40 %.
Beløbene er udtryk for den resterende maksimale ramme for landsbyfornyelsesmidler efter Plan- og Lokalsamfundsudvalgets beslutning og disponering på mødet den 2. april 2024.
Den resterende bruttoanlægsramme på 9,807 mio. kr. ønskes disponeret ud på både områdefornyelsen i Lundby og Landet og en pulje til bygningsfornyelse, renovering af forsamlingshuse og nedrivninger i 2025 og 2026 som følgende.
Svendborg Kommunes egenfinansiering på 40% finansieres af anlægspuljen ”Rådighedsbeløb til By- og Områdefornyelse” på 2,425 mio. kr. i 2025 og 1,498 mio. kr. i 2026. Disponeringen af 2026 midlerne nu, skyldes primært den korte tidsfrist for indberetning, for at få del i den statslige refusion.
Den kommunale medfinansiering er hidtil blevet tilvejebragt ved 95 % lånefinansiering.
Anlægspuljen ”Rådighedsbeløb til By- og Områdefornyelse” er efterfølgende på 0,338 mio. kr. i 2026 og 1,5 mio. kr. årligt fra 2027 og frem.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Lov om byfornyelse og udvikling af byer
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-01-2025
Indstillingens første del godkendes og indstillingens andel del anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Beslutningstema
Plan- og Lokalsamfundsudvalget skal tage stilling til en tilpasset model for administration og uddeling af borgerbudget til projekter på øerne Hjortø, Drejø og Skarø. Ø-udvalget anbefaler en model, hvor der ikke oprettes et lokalråd for øerne, men hvor borgerbudgetprocessen i stedet gennemføres i et samarbejde mellem Ø-udvalget, de tre beboerforeninger og kommunens administration.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets godkendelse
- At følge Ø-udvalgets anbefaling af en tilpasset model for uddeling af borgerbudget-midler på øerne Hjortø, Drejø og Skarø uden oprettelse af et lokalråd.
Sagsfremstilling
Baggrund - lokalråd og borgerbudget
Svendborg Kommune er inddelt i 10 lokalområder udenfor Svendborg by, herunder øerne Hjortø, Drejø og Skarø, som betragtes som et af lokalområderne. I de øvrige 9 lokalområder er der oprettet lokalråd, som er lokale foreninger med demokratisk valgte bestyrelser. Rammerne og forventningerne til lokalrådene er beskrevet i en samarbejdsmodel, som Plan- og Lokalsamfundsudvalget vedtog i august 2022. Lokalrådene modtager hvert år et driftstilskud på 15.000 kr. samt 100.000 kr. til uddeling til borgerprojekter via et borgerbudget.
Lokalrådene har ansvaret for udmøntningen af borgerbudgettet, herunder fastsættelse af lokale kriterier, indsamling af forslag og afholdelse af den lokale afstemning om valg af projekterne. Udover uddeling af midler er formålet med borgerbudgettet at fremme det lokale engagement, danne netværk og skabe en følelse af medansvar for lokalområdet.
I 2024 har administrationen, i samarbejde med repræsentanter fra øerne Hjortø, Drejø og Skarø, arbejdet på at etablere et fælles lokalråd for de tre øer. På nuværende tidspunkt har ø-repræsentanterne dog vurderet, at der ikke er tilstrækkelige frivillige kræfter til at oprette et lokalråd og det ekstra foreningsarbejde, det ville medføre. Derfor foreslås en alternativ model, som beskrives nedenfor.
Model for borgerbudget på øerne
Da der ikke oprettes et lokalråd for øerne, foreslås det, at uddelingen af borgerbudgettet håndteres i et samarbejde mellem Ø-udvalget, kommunens administration og de tre beboerforeninger.
Arbejdsdelingen mellem de tre parter er beskrevet herunder:
- Administrationens opgaver:
- Opretter en hjemmeside om øernes borgerbudget, hvor der bl.a. vil være information om kriterier, ansøgningsskema og ansøgningsfrist.
- Vejleder ansøgere ved behov og modtager ansøgningerne.
- Udfører en intern screening af ansøgningerne for at sikre, at de lever op til kriterierne og de nødvendige regler og myndighedskrav.
- Udarbejder en samlet fremstilling til Ø-udvalget, herunder en vurdering af, hvilke projekter der kan realiseres.
- Beboerforeningernes opgaver:
- Annoncerer borgerbudgettet og opfordrer beboerne til at ansøge. Dette indebærer som minimum digital og fysisk kommunikation, men kan også omfatte afholdelse af idé- og projektmøder, hvor beboerne kan netværke og udveksle idéer.
- Kommunikerer til lokalområdets beboere, hvilke ansøgninger der har modtaget bevilling, efter at beslutningen er truffet.
- Ø-udvalgets opgaver:
- Behandler ansøgningerne på baggrund af administrationens indstilling og fordeler midlerne. Dette indebærer at beslutte, hvilke ansøgninger der skal modtage bevilling, og hvilke der skal afslås, samt at give begrundelser for beslutningerne.
Tidsplan og behandling
Ø-udvalget ønsker at gennemføre ansøgningsprocessen i foråret 2025 med behandling af ansøgningerne på mødet i maj 2025.
Minimumskriterier for borgerbudget
De første ansøgninger behandles ud fra de minimumskriterier, som Plan- og Lokalsamfundsudvalget har fastsat for alle borgerbudgetter. Kriterierne er:
- Projekterne skal være af almennyttig karakter og komme en bred gruppe borgere til gode.
- Projekterne må ikke inkludere løbende midler til drift eller aflønning.
- Projekterne må ikke medføre afledte kommunale udgifter til drift eller finansiere kommunale driftsopgaver.
- Projekterne skal forankres i en lokal forening.
- Der kan ikke udbetales midler direkte til borgere.
- Overskydende midler fra et borgerbudget kan højst overføres til næste års borgerbudget i samme område. Midler, der ikke bliver udmøntet, tilbageføres til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets disposition.
Evaluering og justering
Ø-udvalget kan, baseret på erfaringerne fra den første ansøgningsrunde, beslutte at tilføje nye kriterier eller justere den eksisterende model.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-01-2025
Indstillingen godkendes.
Beslutningstema
På initiativ af Arne Ebsen (Liste F): Anmodning om orientering fra administrationen vedrørende bestemmelser i Lokalplan 562 om bebyggelsens udseende, herunder solceller.
Sagsfremstilling
Udvalgsformand Arne Ebsen (Liste F) anmoder om, at følgende drøftes på Plan- og Lokalsamfundsudvalgets møde den 14. januar 2025:
” En gruppe borgere med ejendomme i Tved indenfor Lokalplan 562, har fremsendt et ønske om ændring af Lokalplan 562 til Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Ønsket skyldes, at der er flere grundejere, som har lagt solceller på taget efter husene oprindeligt, blev bygget. Solcellerne er monteret ovenpå taget i strid med lokalplanen, og grundejerne har derfor modtaget et påbud om lovliggørelse fra byggesagsafdelingen.
Indstilling:
Liste F indstiller til Plan- og Lokalsamfundets godkendelse, at administrationen anmodes om, at
- give en orientering om bestemmelserne i lokalplanen og baggrunden for disse
- belyse politiske handlemuligheder på baggrund af borgernes henvendelse. ”
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-01-2025
Indstillingen godkendes.
Beslutningstema
Forslag til kommuneplantillæg og lokalplan for Sydfyns Fri Fag- og Efterskole i Skårup, skal godkendes til offentlig høring.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales at godkende,
- at forslag til kommuneplantillæg og lokalplan sendes i 8 ugers offentlig høring,
- at der ikke afholdes borgermøde i høringsperioden.
Sagsfremstilling
Baggrund
I april 2021 blev sagen administrativt opstartet ved en orienteringssag i Teknik- og Erhvervsudvalget for at give mulighed for udvidelse af de fysiske rammer.
Fra 2021 og frem har arbejdet i perioder været sat i bero, der er samtidig kommet flere ønsker til planlægningen. På den baggrund blev det vurderet at kræve en ny politisk igangsætning samt et kommuneplantillæg. I juni 2023 blev planlægningen politisk igangsat af Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
De nye ønsker til planlægningen indeholder mulighed for en udvidelse af rammeområdet mod nord, udstykning af en mindre del af området til boliger samt opstilling af et solcelleanlæg på op til 1 ha på terræn. Disse tiltag skal være med til at fremtidssikre skolens udvikling og grønne omstilling.
Sydfyns Fri Fag- og Efterskole
I 2024 blev skolen udvidet med en efterskoleafdeling og derfor har skolen nu navnet Sydfyns Fri Fag- og Efterskole. Undervisningen består i dag af teoretisk og praktisk læring. Skolens praktiske undervisning har et særligt behov for pladskrævende læringsmiljøer, herunder f.eks. bygninger og faciliteter ifm. skolens ride- og hesteaktiviteter.
Skolen har behov for fysiske udvidelser, som planlægningen giver mulighed for, så skolen kan rumme de mange aktiviteter der ønskes. Skolen modtog i juni 2024 en større donation fra A.P. Møller Fonden. Hvilket skal være med til at finansiere en større samlings- og idrætshal, undervisningslokaler og en udvidelse af skolens spisesal.
Kommuneplantillæg
Forslaget til kommuneplantillæg indeholder tre ændringer i forhold til den nuværende kommuneplanramme:
- At skolens område inddeles i tre særskilte rammeområder, hvor anvendelsen og bebyggelsesprocenten tilpasses de enkelte områder.
- Skolens område mod nord udvides. Området bruges til hestefolde og græsslåning. Derudover gives der mulighed for placering af et solcelleanlæg på maksimalt 1 ha med tilhørende afskærmende beplantning.
- Skolens område mod syd udlægges i en ny ramme, hvor der gives mulighed for placering af boliger i form af åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse. Området skal understøtte skolens mulighed for at bygge boliger til lærer og elever eller alternativt at frasælge. Forslag til kommuneplantillægget fremgår af bilag 1 (Bilag 1: Forslag til kommuneplantillæg 2021.13)
Lokalplangrundlag
Lokalplanforslaget inddeler området i tre delområder med forskellige anvendelsesmuligheder. Et område til skolens centrale bebyggelse, et område til skolens rekreative landskabsbælte samt et område til boliger. Boligområdet kan være med til at understøtte skolens ældste elever, ved at de kan bo i tilknytning til skolen og i et mere roligt og trygt tempo lære at klare sig selv. Alternativt kan skolen sælge boliggrundene.
Det er lokalplanens formål at skabe rammerne for den fortsatte udvikling af uddannelsesinstitutionen Sydfyns Fri Fag- og Efterskole. Skolen har som formål at rumme mangfoldigheden og denne tilgang afspejler sig i områdets tilbud og anvendelsesmuligheder.
Lokalplansforslaget giver mulighed for en udbygning af skolen i tæt nærhed til den eksisterende bebyggelse, herunder med samlingshal og udbygning af spisesal. Planforslaget friholder de eksisterende landskabsområder mod vest og nord samt skolens grønne fælles opholdsareal.
Derudover giver planforslaget mulighed for at understøtte skolens grønne energiforbrug, ved at give mulighed for opstilling af et solcelleanlæg på terræn på op til 1 ha med tilknyttet afskærmende beplantning. For at bevare udsigten fra skolen ud over de åbne marker, placeres solcellerne i to byggefelter med en afstand imellem, der bevarer et landskabeligt udkig.
Hele området har hidtil været beliggende i landzone, men med lokalplanen vil skolens centrale bebyggelse og boligområdet fremover overgå til byzone. Forslag til lokalplan 667, fremgår af bilag 2 (Bilag 2: Forslag til lokalplan 667 - Sydfyns Fri Fag- og Efterskole)
Borgermøde
Skolen ligger i den nordlige udkant at Skårup, med marker til tre sider og nærmeste naboer er langs Nørremarken. Skolens udbygninger vurderes ikke at påvirke naboomgivelser i høj grad, da nyt byggeri sker i forbindelse med skolens eksisterende bygninger samt langs Nørremarken. Boligerne vurderes ikke at være væsentligt anderledes end de eksisterende boliger langs Nørremarken. Der vurderes derfor ikke behov for et borgermøde. Planforslagene vil blive sendt i offentlig høring, hvor nærmeste naboer ligeledes vil modtage forslagene via E-boks.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgifter i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanen er afholdt indenfor Byg og Byudviklings eksisterende budget.
Ved en udvidelse af skolens mulighed for bebyggelse, gives der mulighed for at skolen kan vokse og derved understøtte et større antal elever fremover.
CO2-Konsekvensvurdering
Der gives mulighed for nyt byggeri til at understøtte skolen samt ny boligbebyggelse. Al nyopførsel har en øget CO2-udledning i forbindelse med byggeriet.
Planlægningen er med til at understøtte skolens energiforsyning ved at give mulighed for placering af et solcelleanlæg på op til 1 ha. Dette vil forventeligt minimere skolens varige CO2 udledning og understøtte selvforsyningsgraden.
Lovgrundlag
Planloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-01-2025
Indstillingen anbefales over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.
Beslutningstema
Plan- og Lokalsamfundsudvalget besluttede den 13. august 2024 at offentliggøre forslag til lokalplan 643 for et nyt boligområde mellem Walkendorffsvej og Ørbækvej. Udvalget skal træffe beslutning om endelig vedtagelse af lokalplan 643 på baggrund af den offentlige høring.
Indstilling
Direktionen indstiller, at Plan- og Lokalsamfundsudvalget godkender, at:
- Indkomne høringssvar behandles som foreslået i den vedlagte hvidbog.
- Anbefalede tilpasninger omkring afskærmning af naboer mod Walkendorffsvej og placering af stien mod nordvest, samt mindre redaktionelle rettelser, indarbejdes i den endelige lokalplan.
- Lokalplan 643 vedtages endeligt.
Sagsfremstilling
Baggrund
Plan- og Lokalsamfundsudvalget besluttede den 13. august 2024 at offentliggøre forslag til lokalplan 643 for et nyt boligområde i Tved mellem Walkendorffsvej og Ørbækvej. Lokalplanforslaget er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Lokalplanforslag 643).
Offentlig høring
Lokalplanforslag 643 har været i offentlig høring i perioden 11. oktober til og med 14. november 2024. Der blev i forbindelse med høringen afholdt et borgermøde 31. oktober 2024 med ca. 40 deltagere.
Der er i høringsperioden modtaget i alt 7 høringssvar.
Høringssvarene omhandler:
- At placeringen af adgangsvejen til området er uhensigtsmæssig,
- Bekymringer omkring afledt trafik til Tved, samt betydning for Lille Byhavevej,
- Bemærkninger om, at ændringer til Ørbækvej kræver ekspropriation og at der ikke er fremlagt en udbygningsaftale,
- Indsigelser ift. indbliksgener og afskærmning mod naboer vest for området, samt fra stien mod nordvest,
- Forslag om sti mod sydvest til Karen Skramsvej,
- Spørgsmål omkring fremtidig byzoneafgrænsning,
- Bekymring omkring håndtering af overfladevand.
- Bemærkninger om højden på støjafskærmningen,
- At stor vandsalamander er observeret i en have nord for området,
- Indsigelse over klagefristen for miljøscreeningen,
Høringssvarene foreslås besvaret som angivet i hvidbogen, som er vedlagt som bilag 2 (Bilag 2. Lokalplan 643 – Hvidbog). De fulde høringssvar er vedlagt som bilag 3 (Bilag 3. Lokalplan 643 – Samlet høringssvar).
Afskærmning af naboer på Walkendorffsvej
En række høringssvar omhandler bekymring omkring indbliksgener til naboejendommen vest for lokalplanområdet. Der fremsættes forskellige ønsker om afskærmning.
I naboskellet mod vest er der i dag et eksisterende stendige som ifølge en privatretlig deklaration skal bevares. Påtaleretten tilkommer bygherre og stendiget er ikke omfattet af en beskyttelse efter Museumsloven. Stendiget kan derfor ændres eller fjernes efter aftale med bygherre.
Eksisterende afskærmning består af en blanding af levende hegn, faste hegn, sparsom beplantning, større krat/buske og sekundær bebyggelse placeret i naboskellet.
Administrationen foreslår, at lokalplanen tilrettes, så der gives muligheder for at etablere afskærmning i form af enten levende eller faste hegn med en højde på maksimalt 1,8 m.
Indbliksgener fra sti mod nordvest
Der er modtaget høringssvar omkring indbliksgener fra den kommende gang- og cykelsti mod nordvest.
Lokalplanen stiller krav om, at der skal anlægges en sti som skal forbinde området med Walkendorffsvej. Administrationen foreslår, at lokalplanen tilrettes, så der stilles krav om, at stien skal anlægges med en minimumsafstand til naboskel på 2,5 m og at der skal etableres et beplantningsbælte med en bredde på mindst 1 m som afskærmning mod indbliksgener.
Sti mod sydvest
Der er modtaget flere ønsker om, at der også anlægges en gang- og cykelsti mod sydvest som kan forbinde området med Karen Skramsvej.
En stiforbindelse til Karen Skramsvej vil skulle anlægges over to private ejendommen, som er placeret udenfor lokalplanens område. De to ejendomme er ejet af hhv. Svendborg Spildevand og af Naturstyrelsen, og begge ejendomme er omfattet af lokalplan 99.
Lokalplan 643 kan kun regulere forhold indenfor lokalplanens område, hvorfor det ikke er muligt med lokalplanen at udlægge en sti over de to ejendomme mod syd.
Både Lokalplan 643 og lokalplan 99 giver mulighed for anlæg af stier, hvorfor det er muligt at etablere en sti, hvis en privat aftale mellem bygherre og de private ejendomsejere kan opnås. Placeringen af en mulig stiforbindelse er dog ikke fastlagt, hvorfor det anbefales at dette præciseres i bestemmelserne og på kortbilag 2 til Lokalplan 643.
Redaktionelle rettelser
Der er derudover foretaget en mindre redaktionel ændring omkring et træ ved Walkendorffsvej, som har vist sig at være fældet, men som har fremgået af lokalplanforslaget ved en fejl. Herudover er der sket en administrative præcisering af § 7.9 om, at det kun er altaner, som ikke må understøttes af søjler.
Videre proces
Ved beslutning om endelig vedtagelse af lokalplan 643 for et boligområde mellem Walkendorffsvej og Ørbækvej vil den vedtagne lokalplan med de foreslåede ændringer blive offentliggjort med en klagefrist på 4 uger.
Afsendere af høringssvar vil blive besvaret som angivet i hvidbogen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgifter i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanen er afholdt indenfor Byg og Byudviklings eksisterende budget.
For at realisere vejadgang fra Ørbækvej, vil der være behov for at foretage trafikmæssige foranstaltninger på den offentlige vej, i form af f.eks. venstresvingsbaner, indslusningsanlæg eller lignende. Ved ansøgning om adgang til lokalplanområdet kan ejere pålægges helt eller delvist at betale omkostningerne til de nødvendige trafikale foranstaltninger på den offentlige vej.
CO2-Konsekvensvurdering
Lokalplanområdet ligger udenfor kollektiv varmeforsyning i gældende varmeplan. Dette betyder, at der skal laves individuel varmeforsyning i form af varmepumper eller lignende. Lokalplanen giver desuden mulighed for solceller på tagene.
Hele området vil bestå af nyopførte bygninger, hvilket vil få en konsekvens for udledningen af CO2 i forbindelse med opførelsen af byggeriet.
Lovgrundlag
Planloven
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-01-2025
Sagen blev udsat.
Beslutningstema
UNESCO Global Geopark - Det Sydfynske Øhav søger et INTERREG projekt, benævnt "NuNa". Det handler om at udvikle regenerative turismeprodukter på tværs af Slesvig-Holsten og UNESCO Global Geopark - Det Sydfynske Øhav.
Denne sag omhandler en stillingtagen til om Svendborg Kommune skal være partner i projektet sammen med Faaborg-Midtfyn Kommune, Ærø Kommune og Langeland Kommune.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget samt Erhvervs- og Turismeudvalget at det overfor Økonomiudvalget anbefales
- At deltage i ansøgningen til projektet ”Nuturing Nature” (NuNa)
- At deltagelsen er betinget af at både Faaborg-Midtfyn Kommune, Ærø Kommune og Langeland Kommune deltager
- At deltage med to projekter/lokaliteter
- At ressourceanvendelse holdes inden for de eksisterende rammer
Sagsfremstilling
Bestyrelsen for Geopark Det Sydfynske Øhav, har i en længere periode, bl.a. gennem forprojektet preNuNa, arbejdet på at UNESCO Global Geopark - Det Sydfynske Øhav søger finansiering gennem INTERREG til projektet Nuturing Nature "NuNa", som er et 3-årigt projekt ( august 2025- juli 2028) på tværs af Slesvig- Holsten og UNESCO Global Geopark - Det Sydfynske Øhav.
Bestyrelsen bekræftede på bestyrelsesmødet den 26. august 2024, at indsende ansøgning med frist den 13. januar 2025. Faaborg-Midtfyn Kommune, Ærø Kommune og Langeland Kommune har politisk besluttet at deltage med forbehold for at alle fire kommuner deltager.
INTERREG projekt NuNa handler om at udvikle regenerative turismeprodukter på tværs af Slesvig-Holsten og Geopark Det Sydfynske Øhav.
Projektet tager udgangspunkt i konkrete lokaliteter og indebærer udviklingsarbejde, som involverer lokale turismeaktører, lokalsamfund og naturgenopretningsprojekter.
Målet er, at der i løbet af projektperioden udvikles og afprøves en række regenerative turismeprodukter, som udbydes af lokale turismeaktører og som indeholder naturgenopretningsaktiviteter i samarbejde med lokalsamfund.
I projektansøgningen defineres regenerativ turisme som:
”Regenerativ turisme skaber positive effekter på miljøet og de lokale samfund ved at fokusere på genopretning af økosystemer, bevarelse af kulturel og naturlig arv samt forbedring af samfundets trivsel. Denne tilgang opmuntrer både turister og lokale til at deltage, hvilket fremmer lokal forvaltning og tilknytning til destinationen. Målet er at skabe en situation, hvor natur og samfund trives sammen med turismen”
Et væsentligt element er tilhørende ny branding og markedsføring, som især henvender sig til Visit Denmarks ”ansvarlige familier” segment.
Som partner i projektet deltager Geopark kommuner i princippet på lige fod med projektets øvrige danske og tyske partnere, men i praksis vil Geopark kommunerne deltage tæt koordineret med Geopark Sekretariatet
Der er midler i projektet til at opbygge de samarbejder der skal til, for at løfte et område, men de konkrete aktiviteter samarbejdet medfører skal finansieres af aktørerne kommercielt eller via fondsmidler.
Der er 4 delmål i projektet:
- Delmål 1 "projektadministration" indebærer løbende projektkoordinering, kommunikation og evaluering fordelt over hele projektperioden.
- Delmål 2 "metodeudvikling og facilitatortræning" indebærer kompetenceløft for en eller flere medarbejdere, som deltager i et 75-timer uddannelsesforløb omkring facilitering af co-creation workshops.
- Delmål 3 "udvikling af regenerative turismeprodukter" tager udgangspunkt i konkrete lokaliteter, hvortil der gennemføres netværksopbygning, udviklingsworkshops og afprøvningsforløb. Hver kommune skal tage stilling til, hvor mange lokaliteter, som kommer i spil, idet der er budgetteret med et antal medarbejdertimer per lokalitet.
- Delmål 4 "innovativ markedsføring" ligger overvejende hos destinationsselskaberne, men kommuner og sekretariat deltager i udvikling af markedsføringsmaterialer samt integration på egne platforme.
Projektperioden er angivet til tre år med start i august 2025 og slut i juli 2028.
Svendborg Kommune vil skulle deltage i alle projektets fire delmål, men det primære ressourcetræk ligger i delmål 1 og 3 henholdsvis "projektadministration" og "udvikling af regenerative turismeprodukter”.
I projektansøgningen kan antallet af projekter der skal arbejdes med fastlægges. Svendborg Kommune kan deltage med op til 4 projekter/lokaliteter, hvor det anbefales at deltage med 2 projekter/lokaliteter
Svendborg Kommune skal identificere de konkrete projekter/lokaliteter i løbet af 2025, således at de i videst mulige omfang modsvarer eksisterende eller allerede planlagte indsatser.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Svendborg Kommune medfinansierer projektet gennem medarbejdertimer.
To medarbejdere deltager i træningsforløbet i delmål 2, og to lokaliteter bringes i spil.
Det giver et samlet ressourcetræk over hele periode på ca. 1030 timer, hvilket med INTERREGs timesatser, modsvarer en medfinansiering svarende til 385.202 kr.
Baseret på en gennemsnitlig beregning af den samlede lønomkostning inkl. INTERREG gearing, genereres i alt kr. 154.080 kr i overhead. Heraf disponerer Svendborg Kommune selv over minimum en fjerdedel svarende til kr. 38.520 kr. til at dække egne projektomkostninger som møde- og rejseudgifter.
Det resterende overhead bidrager både til Geoparkens samlede medfinansiering og til overordnede projektomkostninger vedr. f.eks. afholdelse af netværksmøder og udvikling og produktion af markedsføringsmaterialer ved eksterne leverandører. Fordelingen af overhead skal vedtages af projektpartnerne.
Ressourcetrækket holdes inden for eksisterende budget.
Der gøres dog opmærksom på, at projektet vil medføre, at andre opgaver, som varetages overfor lokalråd og lokalsamfund og opgaver indenfor natur- og miljøområdet må nedprioriteres/bortfalde i den 3-årige projektperiode. Det er derudover uvist om det i projektet angivne ressourcetræk er realistisk, for eksempel i forhold til de afledte myndighedsopgaver indenfor natur- og miljøområdet.
CO2-Konsekvensvurdering
Kan ikke opgøres på nuværende tidspunkt
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Erhvervs- og Turismeudvalget
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-01-2025
Man stemte om indstillingen:
Imod stemte 3 medlemmer: Mette Kristensen (V) og Per Nykjær Jensen (I) og Ib Knudsen(Ø).
For stemte 4 medlemmer: Flemming Madsen (A), Torben Frost (A), Pia Dam (A) Arne Ebsen (F).
Indstillingen blev herefter godkendt.
V, Ø og I afgav følgende mindretalsudtalelse:
”Venstre, Liberal Alliance og Enhedslisten kan ikke støtte, at der igangsættes nye omfattende Interreg-projekter på bekostning af opgaver, som varetages overfor lokalråd og lokalsamfund samt indenfor natur- og miljøområdet. Disse opgaver vil blive nedprioriteret og bortfalde, hvilket bl.a. vil gå ud over den støtte og opbakning kommunens lokalområder og lokalråd har brug for i forbindelse med udviklingsprojekter og udmøntning af borgerbudgetter og områdefornyelsesprojekter.”
Beslutningstema
Sager til orientering.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Udvalgsformanden:
- Orientering om borgermøde i Skårup
- Orientering om dialogmøde med DN vedr. grøn trepart
- Orientering om dialogmøde i Lundeborg vedr. ny planlægning
- Orientering om dialog med Lakkendrup Bylaug.
Udvalgsmedlemmer:
Administrationen:
- Orientering om planklagenævnsafgørelse i Vindeby.
Kommende større sager:
Forventede sager til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets møde den 4. februar 2025:
- Disponering af borgerbudgetmidler 2025
- Områdefornyelsesprogram Lundby og Landet
- Evaluering af testforsøg, trafik Hesselager
- Igangsættelse af lokalplan for Svendborg Sygehus
- Status på udviklingsstrategiens signaturprojekter inden for udvalgets område
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-01-2025
Taget til efterretning.
Beslutningstema
Sagen fremlægges med henblik på udvalgets godkendelse af forslag til årshjul for 2025.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget,
- At årshjul for 2025 godkendes.
Sagsfremstilling
Administrationen har udarbejdet årshjul for 2025 for Plan- og Lokalsamfundsudvalget med større
emner og temaer, der skal udvalgsbehandles i løbet af kalenderåret, jfr. Bilag 1. (Bilag 1. Udkast
årshjul 2025 Plan- og Lokalsamfundsudvalget).
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Beslutning i Plan- og Lokalsamfundsudvalget den 14-01-2025
Indstillingen blev godkendt.