Senior- Social- og Sundhedsudvalget
Referat • 2. april 2024 kl. 15.30
Indhold
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Godkendt.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Beslutningstema
Regnskab 2023, herunder udvalgets bidrag til årsberetning.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget,
- At udvalgets bidrag til regnskab og årsberetning 2023 fremsendes til endelig godkendelse i Kommunalbestyrelsen.
Sagsfremstilling
Udvalgets bidrag til årsberetningen for 2023 er udarbejdet.
Årsberetningen indeholder økonomiske oversigter med bemærkninger på politikområdeniveau samt beskrivelser, nøgletal og ”hvad nåede vi i 2023”.
Serviceudgifter:
Regnskabet for serviceudgifterne udgør 1.160,7 mio. kr., hvilket i forhold til korrigeret budget på 1.151,3 mio. kr. svarer til et merforbrug på 9,3 mio.kr., der dog reelt reduceres til 0,1 mio. kr., når merindtægt vedr. refusion særligt dyre enkeltsager medregnes.
Resultatet er følgende, fordelt på politikområder:
Ældre 4,1 mio. kr.
Social -2,9 mio. kr. incl. refusion særligt dyre enkeltsager
Sundhed -1,0 mio. kr.
I alt 0,1 mio. kr. incl. refusion særligt dyre enkeltsager
Overførselsudgifter:
Regnskabet for overførselsudgifterne udgør 198,8 mio. kr., hvilket i forhold til korrigeret budget på 208,0 svarer til en merindtægt på 9,2 mio. kr. vedr. særligt dyre enkeltsager, se også ovenfor under serviceudgifter.
Overførsler mellem regnskabsår:
Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen forventes at godkende overførsel af mer- og mindreudgifter til efterfølgende regnskabsår henholdsvis den 12. og 19. marts 2024. På ældreområdet lukkes merforbrug vedr. hjælpemidler og sygeplejedepot på 2,7 mio. kr. ved regnskabsafslutningen, mens alle øvrige områders mer-/mindreforbrug overføres til 2024. Derudover afsættes der i forbindelse med regnskabsafslutningen 1,0 mio. kr. til Svendborg Kommunes andel af merforbrug i 2023 i §60-selskabet Det Gode Madhus I/S, der primært skyldes øgede råvare- og el-priser samt udgifter, herunder forsikring, der følger af selskabsdannelsen.
På overførselsområdet medgår merindtægten vedr. særligt dyre enkeltsager, jf. overførselreglerne, i udvalgets overførsler til 2024, mens et lille mindreforbrug på kontante ydelser tilgår kassen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udvalget bidrag til regnskab 2023 og overførsler jævnfør overførselsreglerne indgår i kommunens samlede regnskab 2023.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse.
Svendborg Kommunes bevillingsregler.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Fremsendes.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Relaterede bilag
Beslutningstema
Drøftelse af budget 2025
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
- At udvalget drøfter eventuelle temaer og udfordringer til budget 2025.
Sagsfremstilling
På møde i Senior-, Social- og Sundhedsudvalget den 5. marts blev udvalget orienteret om principper og pejlemærker i den overordnede budgetproces for budget 2025. Udvalgets egen budgetproces blev godkendt.
På møderne i april-juni 2024 drøftes eventuelle temaer og udfordringer til budget 2025, inklusiv finansiering. Der må til budgetforhandlingerne, jævnfør processen, fremsendes op til tre temaer/udfordringer på serviceområderne. Temaer/udfordringer fremsendes til budgetforhandlingerne senest på udvalgets møde i juni.
På baggrund af udvalgets drøftelser på dagens møde, foretages nærmere beskrivelser af
eventuelle udfordringer samt temaer til behandling på møderne i maj/juni
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Vil fremgå af de enkelte temabeskrivelser.
CO2-Konsekvensvurdering
Vil fremgå af de enkelte temabeskrivelser.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Drøftet.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Beslutningstema
Fastsættelse af fritvalgstakster for 2024 for praktisk hjælp og personlig pleje.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At de vejledende takster vedrørende praktisk hjælp og personlig pleje for 2024 godkendes.
Sagsfremstilling
I henhold til lov om social service skal priserne for praktisk hjælp og personlig pleje beregnes på baggrund af kommunens gennemsnitlige langsigtede omkostninger. Der skal som minimum beregnes timetakster for praktisk hjælp og personlig pleje på henholdsvis hverdag og ubekvemme tidspunkter.
Svendborg kommunes fritvalgstakster for 2024 er beregnet på baggrund af regnskab 2023 samt visiterede timer i 2023 i fritvalgssektionerne i den kommunale hjemmepleje, der leverer ydelserne i kommunalt regi.
I Svendborg Kommune beregnes timetakster for praktisk hjælp, som leveres på hverdage, og for personlig pleje om dagen på hverdage og i weekender/på helligdage samt om aftenen og om natten. Dette giver en hensigtsmæssig styringsmulighed og en mere korrekt afregning.
I forbindelse med beregningen opgøres en eventuel efterregulering af de private leverandører for 2023, jf. kontrakterne, således at afregningen for 2023 efterreguleres til de faktisk beregnede 2023-takster (se efterkalkulerede takster herunder), dog kun såfremt disse ændrer sig i opadgående retning.
Beregningen af taksterne for 2024 er foretaget ved at indregne besparelser besluttet i forbindelse med budgetforliget for 2024 i de efterkalkulerede takster, dvs. mindre vejtid (omlægning af pauser) og mindre dokumentationstid (effektivisering). Desuden er taksterne fremskrevet til 2024-prisniveau, jf. seneste pris- og lønskøn fra KL, dog korrigeret for effektivisering på 0,3% besluttet ifm. budgetforliget. I lønskønnet er indregnet lønstigning til SOSU-personalet som følge af trepartsaftalen fra december 2023.
Kommunale leverandører. Timepris for 2023 (vejledende og efterkalkuleret) samt vejledende timepris gældende fra 1. januar 2024.
Kommunal pris | 2023-takster (vejledende) 2023-niveau | 2023-takster efterkalkuleret 2023-niveau | 2024-takster (vejledende) 2024-niveau |
Praktisk hjælp | 303 | 327 | 333 |
Personlig pleje dag - hverdag | 361 | 390 | 398 |
Personlig pleje dag – weekend | 498 | 538 | 549 |
Personlig pleje aften | 531 | 544 | 571 |
Personlig pleje nat | 739 | 812 | 852 |
Private leverandører. Timepris for 2023 (vejledende og efterkalkuleret) samt vejledende timepris gældende fra 1. januar 2024.
Privat pris (excl. moms) | 2023-takster (vejledende) 2023-niveau | 2023.takster efterkalkuleret 2023-niveau | 2024-takster (vejledende) 2024-niveau |
Praktisk hjælp | 380 | 415 | 424 |
Personlig pleje dag - hverdag | 438 | 478 | 489 |
Personlig pleje dag – weekend | 575 | 626 | 640 |
Personlig pleje aften | 608 | 631 | 662 |
Personlig pleje nat | 816 | 900 | 943 |
Forskellen på den kommunale pris og den private pris er fællesudgifter og overhead.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Efterreguleringen af de private leverandører vedrørende 2023 udgør ca 425.000 kr. for 12.195 visiterede timers praktisk hjælp i 2023. Udgiften finansieres af fritvalgspuljen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Lov om social service.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Godkendt.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Beslutningstema
Drøftelse af muligheder for opførelse af skæve boliger til socialt udsatte borgere
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Senior-, Social- og Sundhedsudvalget drøfter behovet for at opføre skæve boliger samt at genopføre to boliger på Tipsvænget.
Sagsfremstilling
Socialafdelingens bolighandlingsplan har de seneste år vist et behov for boliger til socialt udsatte borgere. Regeringens hjemløsereform, der trådte i kraft 1. oktober 2023, har stillet tydeligere krav til kommunerne om at finde passende og egnede boligløsninger til alle borgere, der kommer i en hjemløshedssituation. Dette understøttes af væsentligt ændrede refusionsregler samt af de støttemetoder, der kan anvendes i relation til borgere i hjemløshed.
I 2023 støttede og betalte Svendborg Kommune for 146 borgere, som havde ophold på forsorgshjem. Det er en stigning fra 2022 og 2021, hvor hjælpen omfattede henholdsvis 105 og 93 borgere. Langt de fleste af disse borgere havde behov for hjælp til at finde en bolig. En mindre andel har behov for at bo i såkaldte skæve boliger.
Skæve boliger oprettes som permanente boliger. Målgruppen til skæve boliger er typisk borgere, som har svært ved at bo i tætte beboelsesområder på grund af komplekse sociale og psykiske problemstillinger. Grundet borgernes adfærd og i nogle tilfælde ønske om at have et frirum omkring boligen, er andre boligtyper ikke egnede.
Behovet for skæve boliger kan imødekommes ved to forskellige anlægsprojekter. Det ene projekt indebærer genopførsel af to nedbrændte boliger på Tipsvænget. Genopførslen vil betyde, at der igen er seks boliger på denne matrikel. Boligerne ejes af Svendborg Kommune og skal derfor finansieres af Svendborg Kommune. Der er en forsikringssum fra branden, men summen dækker ikke anlægsudgiften. Det vurderes, at forholdene omkring matriklen betyder, at seks boliger er en passende mængde.
Som følge af hjemløsereformen er der etableret en pulje under Social- og Boligstyrelsen, hvor boligorganisationer kan søge om tilskud gennem kommunalbestyrelsen til etablering af skæve boliger. Puljen kan søges løbende og ikke forbrugte midler er hidtil blevet overført mellem budgetårene. Tilskuddets størrelse er op til 0,5 mio. kr. pr. bolig i et projekt. Erfaringen fra andre byer viser, at skæve boliger koster 1-1,3 mio.kr. pr. bolig. Prisen er afhængig af mange faktorer, herunder prisen på byggegrunde, antal boliger samt materialer. Administrationen vurderer, at 8 boliger i et projekt vil være passende, set ud fra det aktuelle behov samt hvor mange boliger en matrikel kan bære. Vurderingen er baseret på nuværende behov, men hjemløsereformens betydning på længere sigt kan betyde en ændring i behovet. Administrationen anbefaler at benytte en kommunalt ejet grund, gerne uden for bymidten. Administrationen har været i dialog med de store almene boligforeninger i Svendborg Kommune, som gerne vil tage del i et projekt med skæve boliger.
Beboerklagenævnet har fremsendt en henvendelse til Svendborg Kommune med opfordring til at undersøge behovet for at etablere skæve boliger. Desuden har Svendborg Andelsboligforening afgivet et høringssvar til Kommuneplan 2024, hvori der peges på et behov for skæve boliger. Begge dele er vedlagt som bilag.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Endnu ukendte.
CO2-Konsekvensvurdering
Ukendt.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Udvalget bad administrationen udarbejde forslag til budgettema på henholdsvis de to boliger i ’Hyttebyen’ og boliger der kan søges tilskud til.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Beslutningstema
I forbindelse med tilbygningen på Ollerup Plejecenter, skal skema A godkendes, herunder indskud af kommunal grundkapital. Endvidere skal det godkendes, at administrationen bemyndiges til efterfølgende at godkende skema B og C.
Herudover skal tildelingskriterierne for udbud af totalentreprise godkendes, og administrationen skal bemyndiges til at godkende valg af totalentreprenør i forbindelse med afslutningen på udbuddet.
Endeligt skal der ske godkendelse af salg af grund, huslejefastsættelse samt tillægsbevilling.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget anbefales,
- At godkende tildelingskriterier til totalentreprise
- At bemyndige administrationen til at godkende valg af totalentreprenør efter endt udbud
- At godkende brugen af ekstern rådgiver
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget at det overfor Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At der bevilges en samlet nettotillægsbevilling på 1,924 mio. kr., så den samlede nettoanlægsbevilling for projektet er 27,0 mio. kr.
- At nettotillægsbevillingen på 1,924 mio. kr. finansieres ved en yderligere låneoptagelse på 1,354 mio. kr. og 0,57 mio. kr. fra anlægspuljen ”Bolighandlingsplan”.
- At den samlede nettoanlægsbevilling på 27,0 mio. kr. fordeles med et rådighedsbeløb på 2,5 mio. kr. i 2024 og 24,5 mio. kr. i 2025.
- At nettoanlægsbevillingen for 2024 frigives.
- At der optages et lån på 88 % af boligdelens samlede udgifter med en maksimal løbetid på 30 år.
- At godkende den årlige husleje på 1.322 kr. pr. m2.
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalget, at det overfor Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At godkende salg af kommunalt ejet areal
- At bemyndige administrationen til at gennemføre handlen på Kommunalbestyrelsens vegne
Direktionen indstiller til Økonomiudvalget, at det overfor Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At Skema A for boligdelen med en samlet anskaffelsessum på 24,189 mio. kr. godkendes
- At Skema A for serviceareal med en samlet anskaffelsessum på 1,667 mio. kr. godkendes
- At der indskydes grundkapital på 2,419 mio. kr. til etablering af 12 nye almene ældreboliger på Ollerup Plejecenter.
- At godkendelse af Skema B (endeligt anlægsbudget på baggrund af licitation) og Skema C (byggeregnskab) delegeres til administrationen, og påtegning af krav om kommunegaranti sker administrativt.
- At der opkræves gebyr for kommunal sagsbehandling på 2,5 promille af anskaffelsessummen ekskl. gebyrer svarende til 0,06 mio. kr.
Sagsfremstilling
I forbindelse med etableringen af erstatningspladser for Hesselager Plejecenter blev det på Kommunalbestyrelsens møde den 31. oktober 2023 besluttet, at der skal laves en tilbygning på Ollerup Plejecenter. Tilbygningen indeholder 12 nye plejeboliger, hvor det sikres, at de ældrefaglige kriterier overholdes. Se bilag 1 (Bilag 1. Skema A ansøgning).
Salg af kommunalt areal
For at imødekomme reglerne om støttet byggeri, skal den del af grunden, hvorpå den nye tilbygning opføres, sælges til Den almene boligorganisation (Svendborg Kommune). Der er tale om en grund på 444 m2, og salgsprisen udgør 0,05 mio. kr. incl. moms.
Udbudsform og tildelingskriterier
Tilbygningen vil blive opført som en totalentreprise, hvor kontrakten tildeles den tilbudsgiver, der tilbyder det økonomisk mest fordelagtige tilbud, der identificeres på grundlag af tildelingskriterierne ”Pris”, ”Kvalitet” og ”Proces”.
Til identificering af det økonomisk mest fordelagtige tilbud, vil bygherre lægge følgende underkriterier til grund for tildeling af kontrakten:
Underkriterie | Vægtning |
A. Pris | 60 % |
B. Kvalitet | 20 % |
C. Proces | 20 % |
Som følge af projektets omfang har det vist sig nødvendigt at øge parkeringskapaciteten for at imødekomme det fremtidige behov. Det er således nødvendigt at der tilføres yderligere anlægsmidler til projektet, hvorfor der søges en tillægsbevilling.
Ekstern rådgiver
Til brug for udarbejdelse af skema A og udbudsmaterialet anvendes ekstern rådgiver. Rådgiver forestår blandt andet udarbejdelse af vægtningsskema på baggrund af tildelingskriterier.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Salg af kommunalt areal
Jf. sagsfremstillingen er salgsprisen fastsat til 0,05 mio. kr. inklusive moms.
Tillægsbevilling
Kommunalbestyrelsen godkendte den 31. oktober 2023 en samlet nettoanlægsbevilling på 25,076 mio. kr. i 2025, til boligdelen og servicearealet.
Der er efterfølgende sket reguleringer af blandt andet arealerne mellem boligdelen og servicearealet, den forventede salgsindtægt for det kommunale areal samt at udgifterne til udearealerne er større end først antaget. Herudover er den kvadratmeterpris, som man maksimalt må bygge boligdelen for, reguleret til 2024-satser.
For at kunne realisere projektet er det derfor nødvendigt med en samlet nettoanlægsbevilling på 27,0 mio. kr. til boligdelen og servicearealet.
Der søges på den baggrund en nettotillægsbevilling på 1,924 mio. kr., som finansieres ved yderligere låneoptagelse på 1,354 mio. kr. og 0,57 mio. kr. fra anlægspuljen ”Bolighandlingsplan”.
Budgetudviklingen er illustreret i nedenstående tabeller.
Det anbefales at den samlede nettoanlægsbevilling på 27,0 mio. kr. fordeles med 2,5 mio. kr. i 2024 og 24,5 mio. kr. i 2025.
Af den samlede nettoanlægsbevilling på 27,0 mio. kr., udgør de 5,714 mio. kr. Svendborg Kommunes udgift i projektet.
Brugen af eksterne rådgivere vil overstige den politisk besluttede grænse på 0,15 mio. kr., hvorfor der søges om godkendelse.
Skema A
Ældreboligerne på Ollerup Plejehjem er kommunalt ejet og drives efter bestemmelser i Lov om almene boliger dvs. der er tale om almene ældreboliger. Den eksisterende afdeling består af 42 ældreboliger og et serviceareal.
Skema A-ansøgningen vedrører et projekt, hvor der etableres 12 nye almene ældreboliger fordelt på to etager i et punkthus med tilhørende servicearealer som en tilbygning til det eksisterende Ollerup Plejecenter. Boligerne erstatter delvist de plejehjemspladser, som skal nedlægges på Hesselager Plejecenter senest i 2026.
Tilbygningen udgør i alt 888 m2 og består af 12 stk. ældreboliger på hver 74 m2 samt et serviceareal på 32 m2.
Den samlede anskaffelsessum for boligdelen udgør 24,189 mio. kr. inkl. moms og den samlede anskaffelsessum for servicedelen udgør 1,667 mio. kr.
Anskaffelsessummen for boligdelen er beregnet ud fra gældende maksimumbeløb for almene ældreboliger i provinsen i 2024. Anskaffelsessummen vil i forbindelse med Skema B blive reguleret jf. det senest offentliggjorte maksimumbeløb for alment boligbyggeri for ældreboliger.
Ud fra oplysningerne i Skema A er den årlige husleje opgjort til 1.322 kr. pr. m2 hvilket svarer til en månedlig husleje på 8.155 kr. ved en gennemsnitlig lejlighed på 74 m2. Med boligstøtte vil nettohuslejen beløbe sig på ca. 2.430 kr. for en enlig folkepensionist med en formue på 0,5 mio. kr.
CO2-Konsekvensvurdering
Ifølge BR18 må tilbygningen maksimalt anvende 36.408 KwH/år. Det betyder, at CO2- belastningen maksimalt må udgøre 4,9 ton CO2/år for de 888 m2 tilbygning. Indtil Hesselager Plejecenter er helt fraflyttet, vil Svendborg Kommunes CO2-udledning dermed øges.
Lovgrundlag
Styrelsesvedtægten
Lov om almene boliger
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Indstillingerne godkendt.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Relaterede bilag
Beslutningstema
Beslutning om forberedelse af budgettema vedr. Hesselager Plejecenter
Indstilling
Direktionen indstiller, at
- Senior-, Social- og Sundhedsudvalget anmoder administration om at udarbejde et budgettema til budgetforhandlingerne for 2025 vedr. køb af Hesselager Plejecenter.
Sagsfremstilling
På baggrund af lukningen af Hesselager PC har Kommunalbestyrelsen den 31. oktober 2023 bemyndiget administrationen til at opsige driftsoverenskomsten mellem den selvejende institution Hesselager Plejecenter og Svendborg Kommune. Aftalen kan opsiges med et års varsel og opsigelsen skal derfor ske, så det passer med planerne for fremtidig anvendelse.
Beslutningen er truffet på baggrund af forhold vedr. brandsikkerhed, herunder udgifterne forbundet med at opdatere forholdene. Kommunalbestyrelsen har besluttet, at pladserne erstattes ved at bygge 12 nye boliger på Ollerup Plejecenter samt ved at ommærke og ombygge 10 ældreboliger til demensboliger på Bryghuset Plejecenter.
De nuværende brandforhold på Hesselager Plejecenter er godkendt af myndighederne frem til sommeren 2026.
Hesselager Plejecenter ejes af Boligselskabet Sydfyn. Svendborg Kommune har 100 % anvisningsret til lejemålene og hæfter for huslejen i tomme lejemål. Når alle boliger er tomme, medfører det en årlig udgift på 1,6 mio. kr. for Svendborg Kommune. Dertil kommer årlig leje af serviceareal på 0,4 mio. kr. I alt udgifter på 2 mio. kr. årligt.
OK-Fonden har vist interesse for at oprette et botilbud i Hesselager Plejecenter. Senior-, Social- og Sundhedsudvalget besluttede den 13. september 2022, at administrationen skulle indgå aftale med OK-Fonden om at omdanne plejecenteret til et botilbud. Dette indebærer, at OK-Fonden skal købe ejendommen. OK-Fonden ønsker ikke at overtage ejendommen som almene boliger, da denne boligtype ikke kan anvendes til den type botilbud, som de ønsker at oprette.
Når en boligorganisation skal afhænde en ejendom, skal Kommunalbestyrelsen godkende salget. Hvis ejendommen efter overtagelsen ikke længere skal anvendes som almene boliger, skal Social- og Boligstyrelsen også godkende salget. Det må forventes, at denne proces tager ca. 1 år.
Det skal desuden afklares, om den eksisterende lokalplan rummer muligheder for et botilbud.
Dialogen med OK-Fonden er endnu ikke afsluttet, og det er derfor uvist, hvornår en aftale er endelig. Ansøgningen til Social- og Boligstyrelsen kan først afsendes, når aftalen er indgået.
For at imødekomme muligheden for udgifter til tomgang i 2026 kan Svendborg Kommune købe Hesselager Plejecenter af Boligselskabet Sydfyn. Udgifter til tomgang overstiger udgifter til afdrag på gælden i ejendommen.
Boligselskabet Sydfyn har tilkendegivet, at de ikke er interesserede i at omlægge boligerne til almene familieboliger. Omlægningen vil kræve en større investering, og boligselskabet vurderer samtidig, at der ikke vil være efterspørgsel på almene familieboliger i Hesselager på dette niveau. Boligselskabet har tilkendegivet, at de gerne vil sælge bygningen, så længe det ikke indebærer et økonomisk tab.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Køb af ejendommen vil medføre overtagelse af restgæld på 7,8 mio. kr. hvoraf 0,7 mio. kr. udgør omkostninger forbundet med køb. Afdragene på lånene ændres over årene og er ca. på 0,8-0,9 mio. kr. Dette skal ses i forhold til en årlig udgift på 2 mio. kr. til tomgangshusleje (beregnet helårseffekt).
Der er ikke drøftet salgssum med OK-Fonden.
Den samlede økonomi uddybes og kvalitetssikres ifm budgettemabeskrivelsen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Kommunen kan overtage ejendommen som almennyttige boliger efter godkendelse fra Kommunalbestyrelsen, jf. § 27 i Almenboligloven.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Indstilling godkendt.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Beslutningstema
Drøftelse af fem indkomne høringssvar modtaget i forbindelse med høring af masterplan for det sociale område.
Indstilling
Direktionen indstiller:
- at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget drøfter de fem indkomne høringssvar og beslutter, hvilke bemærkninger der skal indarbejdes i masterplanen.
Sagsfremstilling
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkendte en høringsversion af masterplanen på udvalgsmødet den 9. januar 2024, som efterfølgende blev sendt i offentlig høring i perioden fra den 15. januar til den 22. februar 2024.
Generelt om høringen
- Høringsversionen af masterplanen er offentliggjort på Svendborg Kommunes hjemmeside.
- Afdelingslederne i Socialafdelingen har informeret borgerne/brugerne i deres respektive tilbud om, at en høringsversion af masterplanen er i offentlig høring samt tilbudt hjælp til at skrive et høringssvar til de borgere, som ikke selv kunne skrive det.
- Relevante råd er orienteret om høringen pr. mail.
- De seks arbejdsgrupper, som har været bredt sammensat, og som var med til at skrive de seks temaer i masterplanen, er orienteret om høringen pr. mail.
- Medarbejderne i Socialafdelingen er orienteret om høringen pr. mail og de øvrige medarbejdere i kommunen via kommunens intranet.
Høringssvar
Der er modtaget i alt fem høringssvar:
- Rådet for Socialt Udsatte
- Handicaprådet
- LokalMED på Botilbud Ryttervej
- Støtteforeningen Ryttervejs venner (har sendt et tilhørende bilag om idrætscertificering)
- Borgere fra Impuls kursuscenter og mødested
De fem høringssvar er vedlagt som bilag.
Administrationens forslag til ændringer på baggrund af høringssvarene
- Indledning (side 4): Denne sætning tilføjes: ”Der vil fortsat være borgerinvolvering, så borgerne også bliver aktivt deltagende i det fremtidige arbejde, når de forskellige initiativer i masterplanen skal implementeres”.
- Sundhed (side 10): Teksten ændres, så der står: ”Mistrivsel og sygdom rammer især denne gruppe borgere langt tidligere. Der kan være forskellige årsager hertil - blandt andet psykiske og fysiske belastninger, manglende overskud til egen sundhed og trivsel samt medicinforbrug”.
- Fællesskaber for mental trivsel (side 11): Denne sætning slettes: ”Sundhed handler ikke kun om grøntsager og gåture, men i lige så høj grad om gode relationer og trivsel”.
- Brobygning til det frivillige område (side 12): Teksten præciseres, så der står: ”De frivillige kan være et supplement til at skabe aktiviteter i de sociale tilbud samt understøtte borgeren i at være aktivt deltagende.
- Borgersamarbejde og samskabelse samt helhedsorienteret indsats: Det indskrives, at der vil være fokus på at uddanne flere peer-medarbejdere. Dels for at peer-medarbejderen får tilknytning til arbejdsmarkedet, og dels fordi peer-medarbejderen kan støtte den enkelte borger for eksempel i forbindelse med overgangen fra regionale tilbud til kommunale tilbud.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Lovgrundlag
Ingen
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Drøftet og godkendt.
Udvalget tilsluttede sig administrationens forslag til ændringer.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Relaterede bilag
Beslutningstema
Orientering og gennemgang af socialområdets organisering, aktivitet og økonomi.
Indstilling
Direktionen indstiller
- At Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget har bedt om en gennemgang af hvert af de tre ressortområders økonomi og aktivitet. Det er aftalt at Socialområdet står for oplægget på mødet i Senior-, Social- og Sundhedsudvalget den 2. april. Ældreområdets oplæg blev givet på marts mødet. Sundhedsområdet står for oplægget den 7. maj.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ikke relevant
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Taget til efterretning.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Beslutningstema
Godkendelse af ramme for planlægning af fejringen med overrækkelse af priser i 2024 samt udpegelse af to udvalgsmedlemmer til prisudvalget.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkender ramme for fejringen af det frivillige sociale område.
- at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget udpeger to udvalgsmedlemmer til prisudvalget.
Sagsfremstilling
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget har tradition for en årlig fejring af det frivillige sociale område. I 2020 blev arrangementet omlagt fra alene at være for formændene, til at omfatte alle frivillige i de frivillige sociale foreninger i Svendborg Kommune. Til arrangementet uddeles to priser til området. FrivilligSocialPrisen, der hylder en forening eller gruppes særlige arbejde og RespektPrisen, der hylder én frivilligs særlige indsats.
Udvalget besluttede 8. marts 2022, at fejringen afholdes i forbindelse med ”Frivillig Fredag” ugen (den nationale fejring af frivillighed i uge 39). Fejringen i 2023 blev afholdt lørdag 30. september i Midtbyhallen for godt 250 deltagere. Der var fokus på taler, musikalsk underholdning, fællessange, prisoverrækkelser samt tid til, at deltagerne kunne netværke under frokosten. Modtager af FrivilligSocialPrisen var Ådalens Venner og John Olsen fra Demensbyens Støtteforening og Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg modtog RespektPrisen.
Der var mange positive tilkendegivelser fra deltagerne om indholdet ved sidste års fejring. Administrationen foreslår derfor, at fejringen i 2024 planlægges med samme fokus på indhold. Det foreslås desuden, at fejringen igen afholdes i Midtbyhallen om lørdagen i uge 39 (den 28. september) midt på dagen.
I forbindelse med overrækkelsen af priserne er der nedsat et prisudvalg bestående af repræsentanter fra Frivilligrådet, Frivilligcentret, administrationen og to repræsentanter fra Senior-, Social- og Sundhedsudvalget. Prisudvalget gennemgår de indstillede kandidater til priserne og udpeger prismodtagerne. Senior-, Social-, og Sundhedsudvalget skal udpege to repræsentanter til deltagelse i prisudvalget.
Handicaprådet vil, i lighed med tidligere, blive tilbudt, at de kan uddele Handicapprisen i forbindelse med afholdelse af fejringen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er afsat 100.000 kr. årligt til fejring og prisoverrækkelse på udvalgsmøde den 7. oktober 2020.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte.
Lovgrundlag
Servicelovens § 18.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Godkendt.
Johan Emil Sevelsted (C) og Anne Katrine Olsen (A) udpeget til prisudvalget.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Beslutningstema
De tre kvalitetsstandarder som beskriver serviceniveauet for træning efter §86 er blevet revideret og sendes nu til godkendelse. Revisionen omhandler bl.a. tilføjelse af ydelser via digitale løsninger.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkender kvalitetsstandarderne for Sundhedsafdelingen
Sagsfremstilling
En kvalitetsstandard er et politisk godkendt serviceniveau for ydelser under serviceloven. Kvalitetsstandarden skal gøre det synligt og gennemskueligt for borgere og samarbejdspartnere, hvilken service de kan forvente på et givent område. Samtidig fungerer kvalitetsstandarden som et redskab for planlægning og styring af indsatsen.
I Sundhedsafdelingen leveres størstedelen af ydelserne indenfor Sundhedsloven, hvor Sundhedsstyrelsen fastsætter hvilke standarder der skal leveres ydelser efter. Der er enkelte områder hvor ydelserne leveres efter serviceloven og hvor det er fagudvalgene som fastsætter serviceniveauet. Der er udarbejdet kvalitetsstandarder for træningsområdet og Sundhedshuset ift. Servicelovens § 86.
Kvalitetsstandarderne vedr. områderne:
- Genoptræning – Lov om social service § 86, stk. 1
- Vedligeholdende træning – Lov om social service § 86, stk. 2
De vedlagte kvalitetsstandarder er tilpasset de vedtagne besparelser ift. at træning skal kunne tilbydes helt eller delvist via digitale løsninger. Hvorvidt en borger tilbydes et forløb via digitale løsninger, beror på en faglig og konkret individuel vurdering.
Kvalitetsstandarden for træning til borgere med demens er tilpasset ift. at beløb for egenbetaling ikke fremgår. Årsagen til dette er at egenbetalingen dækker lokaleleje, som forhandles jævnligt.
De tilrettede kvalitetsstandarder har været i høring i Handicaprådet.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte
Lovgrundlag
Servicelov § 86
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
De tre standarder godkendt.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Relaterede bilag
Beslutningstema
Registrering og behandling af magtanvendelser i 2023 på Socialområdet og Ældreområdet
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At beretning om registrering af magtanvendelser 2023 tages til efterretning
Sagsfremstilling
Servicelovens regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten bygger på det enkelte menneskes ret til selv at bestemme – uanset om man har nedsat psykisk funktionsevne eller ej. Udgangspunktet er således beskyttelse af den personlige frihed.
Formålet med reglerne om brug af magt over for voksne er at begrænse magtanvendelse og andre indgreb i retten til selvbestemmelse til det absolut nødvendige. Det er centralt hele tiden at tænke i forebyggelse af magtanvendelse. Brug af magt er kun en mulighed, hvis det er umuligt at løse situationen på en anden måde. Brug af magt er undtagelsen og må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk indsats. Magtanvendelse må kun ske for at sikre borgerens omsorg, værdighed og tryghed eller af hensyn til andre.
I nogle situationer kan personalet være nødt til at gribe ind i retten til selv at bestemme af hensyn til borgerens værdighed, sociale tryghed eller af hensyn til andre. Hvis der gennemføres et indgreb, som borgeren ikke giver eller kan give sit samtykke til, er der tale om magt.
Alle former for brug af magt skal registreres og indberettes. Beretning om registrering og behandling af magtanvendelser i 2023 er vedlagt som bilag.
Årsrapporten er sendt i høring i henholdsvis Handicaprådet og Seniorrådet. Høringssvarene forelægges for udvalget på mødet.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Serviceloven kapitel 24 (a-d) §§ 123-136f, §§137g-137j
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Taget til efterretning.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Beslutningstema
Årsberetning på Tale-, Høre- og Mobilitetsområdet
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At årsberetningen på Tale-, Høre og Mobilitetsområdet tages til efterretning.
Sagsfremstilling
De hjemtagende ydelser på Tale-, Høre og mobilitetsområdet er forsat i god drift.
På Mobilitetsområdet har der været et lille fald i antallet af borgere. Ud af de 69 registrerede CPR-nr. i 2023, har 29 af dem været med i et madrasprojekt. 3 af disse 29 borgere har desuden haft behov for yderligere vejledning ifm. Tryksårsforebyggelse, hvor der er givet særlig rådgivning og lavet yderligere tiltag omring lejring. Mobilitetsterapeuten tilknyttes tidligere i forløbene, hvilket giver større borgertilfredshed og hurtigere og mere effektiv opgaveløsning.
På Høreområdet har der i 2023 været en stor stigning i antallet af henvendelser. Antallet af henvendelser var 1951 i år 2020, 2628 i år 2021, 2885 i år 2022 og nu 2936 i år 2023, og hvis Ærø medtages, var antallet 3408 i år 2023. Der var ligeledes en stigning i de specialiserede forløb på f.eks. tinnitus- og hyperacusis områderne. Det gør sig ikke kun gældende i Svendborg Kommune, men en tendens der gør sig gældende i andre kommuner. Det betyder, at flere end før har behov for hjælp til hørelsen, høreapparater samt andre hørerelaterede udfordringer som tinnitus og lydfølsomhed. Denne øgning i tilgang er noget hørekonsulenterne tydeligt mærker i det daglige.
På Taleområdet har der i 2023 været 123 borgere. I 2023 er der sket en opnormering på taleområdet på 10 timer ugentligt, og opgaverne på taleområdet bliver derfor nu varetaget af 3 talekonsulenter (logopæder). Opnormeringen kan tilskrives hjemtagelse af taleområdet på Ærø og dermed en øget arbejdsmængde for taleteamet i Svendborg Kommune.
De nære tilbud og tilgængelighed udtrykker borgerne at være meget glade for. Der opleves således fortsat stor borgertilfredshed på områderne.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte
Lovgrundlag
Lov om Specialundervisning for voksne og Lov om social service
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Taget til efterretning.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Relaterede bilag
Beslutningstema
Orientering om tilsyn på senior-, social- og sundhedsområdets tilbud i 2023.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tager årsrapporten til efterretning.
Sagsfremstilling
I henhold til lovgivningen skal der føres tilsyn med tilbuddene på senior-, social- og sundhedsområdet. Tilsynets formål, opgave og form defineres nærmere i henholdsvis Retssikkerhedsloven, Socialtilsynsloven, Serviceloven og Sundhedsloven.
Der foretages derfor en række forskellige tilsyn med tilbuddene. Alt efter tilsynskompetencen gennemføres tilsyn enten af Socialtilsyn Syd, Styrelsen for Patientsikkerhed eller kommunens egne konsulenter.
Det overordnede formål med tilsynene er at påse, at borgerne modtager den hjælp, de er berettiget til samt at vurdere patientsikkerheden.
Administrationen udarbejder på baggrund af tilsynsrapporterne en årlig rapport til udvalget om de tilsyn, der er gennemført i det forudgående år. Formålet med årsrapporten er at give et overblik over resultaterne af de tilsyn, der er blevet udført i 2023, og hvilke udfald tilsynene har haft i de enkelte tilbud. Årsrapporten er vedlagt som bilag.
Generelt viser tilsynene, at tilbuddene lever op til lovgivningen, kvalitetsstandarderne og kommunens faglige instrukser, samt at brugerne/borgerne trives og er tilfredse. Tilsynene har fundet mindre mangler, som er drøftet med den respektive ledelse med henblik på iværksættelse af tiltag.
Årsrapporten har været i høring i henholdsvis Handicaprådet, Seniorrådet og Rådet for Socialt Udsatte.
Høringssvar fra Rådet for Socialt Udsatte og fra Handicaprådet vedlægges som bilag. Høringssvar fra Seniorrådet udleveres på mødet.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Taget til efterretning.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Beslutningstema
I forbindelse med udbud af totalentreprisen til opførelsen af Sofielund Plejecenter i Tankefuld, er to ud af tre indbudte tilbudsgivere gået konkurs. Der gives således en orientering af konsekvenserne af konkurserne.
Indstilling
Det indstilles til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At tage orientering om status på Sofielund Plejecenter til efterretning
Sagsfremstilling
I forbindelse med udbud af totalentreprisen til opførelsen af Sofielund Plejecenter i Tankefuld, er to ud af tre indbudte tilbudsgivere gået konkurs.
Som konsekvens af Dansk Boligbygs konkurs har den fælles styregruppe fra FAB og Svendborg Kommune besluttet at annullere det igangværende udbud og genudbyde projektet på baggrund af et mere detaljeret dispositionsforslag.
Genudbuddet medfører, at fristen for godkendelse af skema B skal forlænges fra 15 til 24 måneder, jf. bekendtgørelse om støtte til almene boliger m.v. § 36, stk. 1. Herudover forskydes det forventede afleveringstidspunktet med ca. 12 måneder fra april 2026 til april 2027. På Kommunalbestyrelsens møde den 30. maj 2023 blev administrationen bemyndiget til godkendelse af skema B og C.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Genudbuddet sker inden for den økonomiske ramme i det allerede godkendte skema A. Hvis kontraktindgåelse efter genudbud sker efter den 1. januar 2025, forventes anlægsrammen af blive reguleret iht. maksimumsbeløbet for 2025. Der vil i givet fald blive forelagt en sag for Kommunalbestyrelsen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Udbudsloven
Bekendtgørelse om støtte til almene boliger m.v.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Taget til efterretning.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Beslutningstema
Statusrapport for rekruttering og fastholdelse af medarbejdere på ældreområdet 2023
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at statusrapport for rekruttering og fastholdelse på ældreområdet for 2023 tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Som led i en aktiv rekrutterings- og fastholdelsesindsats gør ældreområdet én gang årligt status på området. Formålet er at følge udviklingen og løbende tilpasse rekrutterings- og fastholdelsesindsatser. De overordnede konklusioner fra rapporten er følgende:
- Det har overordnet i 2023 været nemmere at rekruttere kvalificeret arbejdskraft end de seneste par år. Antallet af fratrædelser ligger nogenlunde på niveau med tidligere år – og lavere end 2021 – og der har været færre stillingsopslag og flere ansøgere til de ledige stillinger. I 2022 var der i gennemsnit 24 ledige stillinger pr. måned med i gennemsnit 6 ansøgere – i 2023 var der i gennemsnit 14 ledige stillinger pr. måned med i gennemsnit 9 ansøgere. Det kan bl.a. også ses i andelen af ufaglærte på ældreområdet, som det seneste år har været stabil mod tidligere år med relativt markante stigninger.
- Via indsatser som brancheskiftelever og elever fra grundforløbene har det i 2023 været muligt at matche dimensioneringen og endda få flere SSH’ere end dimensioneringen tilsiger.
- 21% af SOSU-personalet er over 60 år og der er sket en stigning i den gennemsnitlige alder siden 2019, der her er sammenligningsåret. Det er dermed en gruppe, der for en dels vedkommende ikke har mange år tilbage på arbejdsmarkedet. For sygeplejerskerne ses også en stigning i andelen af medarbejdere, der er 60+ år, hvor der her er 22%. For sygeplejerskerne er den største gruppe af medarbejdere dog fortsat i 30-49-års alderen.
- Der er igangsat initiativer for at fremme rekrutterings- og fastholdelsesindsatsen og allerede eksisterende initiativer er fortsat i drift.
Samlet set giver statusrapporten anledning til et fortsat fokus på at igangsætte og drive indsatser i forhold til rekruttering- og fastholdelse på ældreområdet.
Der er både fra nationalt hold og kommunale samarbejder iværksat forskellige indsatser, der skal understøtte fremadrettet rekruttering.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ikke relevant
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Senior-, Social-, og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Taget til efterretning.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).
Sagsfremstilling
- Orientering fra udvalgsformanden
- Orientering fra udvalgsmedlemmerne
- Orientering fra administrationen
- Orientering om Tandplejen
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 02-04-2024
Taget til efterretning.
Der var afbud fra Dorthe Ullemose (O).