Senior- Social- og Sundhedsudvalget
Referat • 6. februar 2024 kl. 14.30
Indhold
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 06-02-2024
Godkendt.
Beslutningstema
Godkendelse af redigeret frivilligpolitik.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkender den redigerede frivilligpolitik.
Sagsfremstilling
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget godkendte den 5. december 2023 udkastet til den redigerede frivilligpolitik med henblik på, at den efterfølgende sendes i høring.
Høringsmaterialet blev gjort tilgængeligt på Svendborg Kommunes hjemmeside den 7. december 2023 med frist for høringssvar den 7. januar 2024. Deltagerne i workshoppen vedr. frivilligpolitikken samt Frivilligråd, Seniorråd, Udsatteråd, Integrationsråd og Handicapråd har alle modtaget en mail om muligheden for at afgive et høringssvar med et link til høringsmaterialet.
Der er kommet høringssvar fra Frivilligrådet, Udsatterådet og Seniorrådet. Høringssvarene er vedlagt dagsordenspunktet. Alle parter ser overordnet udkastet til den redigerede frivilligpolitik som et godt oplæg. Høringssvarenes bemærkninger i overskrifter er:
- Ændringsforslag til formuleringer og forslag til tilføjelser
- Opmærksomhedspunkter
- Forslag til handleplanen
- Forslag vedr. processen for udarbejdelse af handleplanen
Den redigerede frivilligpolitik, der er vedlagt dagsordenspunktet, er tilrettet med udgangspunkt i høringssvarenes ændringsforslag og opmærksomhedspunkter.
Handleplan
Handleplanen udarbejdes med udgangspunkt i frivilligpolitikkens tre beskrevne retninger for samarbejdet mellem kommunen og det frivillige sociale område på side 4:
- Flere udsatte og sårbare inviteres med i frivillige fællesskaber.
- Det tværgående samarbejde mellem kommunen og det frivillige sociale område samt foreningerne imellem bliver mere målrettet og organiseret.
- Potentialet i de eksisterende ressourcer og tilbud på det frivillige sociale område bliver anvendt.
Den videre proces
- Administrationen udarbejder forslag til handleplan sammen med Frivilligrådet, Udsatterådet og Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg.
- Udkast til handleplan dagsordenssættes til behandling i udvalget på kommende møde.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgiften afholdes inden for budget.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte.
Lovgrundlag
Servicelovens § 18.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 06-02-2024
Godkendt.
Relaterede bilag
Beslutningstema
I budgetforliget for 2021 blev der afsat anlægsmidler til indretning af lejemål til frivillighuset.
Der skal tages en politisk beslutning om at ændre formålet med anlægsbevillingen ”Indretning af lejemål til frivillighuset” til et anlægstilskud og at anlægsmidlerne overføres til 2024, i forbindelse med regnskabsafslutningen for 2023.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social og Sundhedsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At man i forbindelse med regnskabsafslutningen for 2023 overfører anlægsbevillingen ”Indretning af lejemål til frivillighuset”, på 0,87 mio. kr. til 2024.
- At formålet med anlægsbevillingen ændres til et anlægstilskud, således det kan udbetales til Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg, i forbindelse med indretning af Kvægtorvet.
- At der tages stilling til hel eller delvis brug af anlægstilskuddet jf. det vedlagte bilag.
Sagsfremstilling
Frivillighusets nuværende lejemål er opsagt af udlejer og skal fraflyttes senest 29. februar 2024.
Kommunalbestyrelsen godkendte den 29. august 2023 placeringen af Frivillighuset på Kvægtorvet.
Der er tidligere blevet arbejdet på at finde en alternativ placering af Frivillighuset. I den forbindelse blev der arbejdet hen imod et konkret lejemål. Ved budgetforliget for 2021 blev der bevilliget en anlægsbevilling på 0,87 mio. kr. til, at Svendborg Kommune ombyggede lejemålet, så det var mere handicapvenligt samt mindre bygningsmæssige ændringer. Lejemålet kunne ikke realiseres og anlægsbevillingen blev ikke anvendt.
I forbindelse med, at der etableres et Frivillighus på Kvægtorvet, er der ikke de samme behov som beskrevet i anlægsbevillingen. Behovet har ændret sig til:
- Handicaptilgængelighed og adgangsforhold
- Professionel bistand i forhold til indretning og visuelt design
- Afskærmning, der muliggør fleksibel brug af og diskretion i lokalerne
- Flytteomkostninger
- Inventar med fokus på fleksibel anvendelse af lokalerne
- Teknologiske hjælpemidler og udstyr, der understøtter handicaptilgængelighed og foreningernes arbejde
De opstillede behov er uddybet i dagsordenspunktets vedlagte bilag. Her er de prioriteret og suppleret med økonomi. Behovsafdækningen og prioriteringen er udarbejdet af Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg i samarbejde med administrationen.
Det nuværende Frivillighus i Havnegade er igennem årene blevet møbleret med forskellige brugte møbler fra kommunens interne overskudslager og disse fremstår nedslidte. Frivillighusets tekniske udstyr er meget sparsomt og har ikke kunnet afhjælpe eksempelvis funktionsnedsættelser. Det forventes ikke, at Frivillighuset kan indrettes på Kvægtorvet med det eksisterende inventar. Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg har et ønske om, at indretningen af Frivillighuset matcher bygningens visuelle identitet samt understøtter, at Frivillighuset bliver attraktivt for endnu flere af områdets målgrupper. Det gælder foreninger, frivillige og brugere af de frivillige sociale aktiviteter.
Da behovet har ændret sig væsentligt i forhold til anlægsbevillingens oprindelige formål, anbefales det, at formålet med anlægsbevillingen ændres til et anlægstilskud. Tilskuddet vil blive disponeret ud fra de opstillede behov ovenfor. Det er Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg, der har ansvaret for indretningen af Frivillighuset på Kvægtorvet. Anlægsbevillingen vil blive anvendt til Frivillighusets lokaler, altså de fælles faciliteter. Ikke til de lokaler, der fremlejes af enkelte foreninger.
Såfremt der ikke prioriteres midler til etablering og indretning af Frivillighus på Kvægtorvet skal Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg rejse midler alene via fundraising og private donationer. Det vil være en stor opgave for dem og er forbundet med usikkerheder. Det er usikkert, hvor mange midler, der kan rejses ad den vej. Tidsperspektivet for indretningen af Frivillighuset vil være ukendt.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er i budgettet for 2023 afsat 0,87 mio. kr. til anlægsprojektet ”Indretning af lejemål til frivillighuset”.
Da det ikke er muligt at bogføre i regnskabsåret 2023, er der brug for en politisk godkendelse fra kommunalbestyrelsen til at overføre budgettet til 2024, hvorfor der søges om dette.
Lovgrundlag
Servicelovens § 18.
Kasse- og Regnskabsregulativ.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 06-02-2024
Indstillingerne tilsluttes, idet udvalget indstiller, at der afsættes 600.000 kr. i anlægstilskud. Restbeløbet tilgår kassen.
Beslutningstema
Oversigt over puljefinansierede projekter på social-, sundheds- og ældreområdet 2024.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Udviklingen på social-, sundheds- og ældreområdet er i disse år understøttet af en række puljefinansierede projekter. Der er typisk tale om puljer der opslås af Socialstyrelsen eller Sundhedsstyrelsen med en række kriterier, som kommunerne efterfølgende kan søge.
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget vil løbende blive præsenteret for projekter og godkendte ansøgninger, og vil kunne følge med i udviklingen via nyhedsbreve, evalueringer og lignende.
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget har ønsket et samlet overblik over igangværende puljefinansierede projekter én gang årligt. Af bilaget fremgår de igangværende puljefinansierede projekter samt en kort beskrivelse af indhold og fremdrift.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ikke relevant da puljeprojekterne allerede er politisk godkendt.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Serviceloven og Sundhedsloven.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 06-02-2024
Taget til efterretning.
Relaterede bilag
Sagsfremstilling
- Orientering fra udvalgsformanden
- Orientering fra udvalgsmedlemmerne
- Orientering fra administrationen
- Status på Ollerup Plejecenter
- Status på fremtidig botilbud på Hesselager Plejecenter
- Orientering om ældrereform
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 06-02-2024
Taget til efterretning.