Social- og Sundhedsudvalget
Referat • 7. september 2021 kl. 16.30
Indhold
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Godkendt.
Beslutningstema
Takstoversigt 2022, Social- og Sundhedsudvalget.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At forslag til takstoversigt fremsendes til 1. behandlingen af budget 2022
- At takster for pensionisters betaling af madservice samt takster for kost på egne botilbud godkendes og medtages i den takstoversigt, der fremsendes til 1. behandlingen.
Sagsfremstilling
I forbindelse med udarbejdelse af budgetmateriale for 2022 har administrationen udarbejdet forslag til takster for 2022 på Social- og Sundhedsudvalgets område. Takstoversigten fremgår af budgetseminar-mappen, hvor dog takster for pensionisters betaling for madservice endnu ikke fremgår. Disse er nu beregnet og er medtaget i vedlagte takstoversigt, som skal 1. behandles på Økonomiudvalgets møde d. 14. september 2021.
Som noget nyt er der i vedlagte takstoversigt for 2022 medtaget de takster, der beregnes for kost på botilbud efter § 105, § 107 og § 108.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Taksterne indgår i det samlede budgetforslag for 2022.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse.
Sagen afgøres i
Byrådet
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Forslag til takstoversigt fremsendes. Takster for madservice og kost godkendes og fremsendes.
Beslutningstema
Nedsættelse af tænketank for rekruttering af sundhedspersonale til ældreområdet.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Social- og Sundhedsudvalget godkender oplægget til etablering af tænketank for rekruttering af sundhedspersonale til ældreområdet.
Sagsfremstilling
Det er en fortsat og stadigt stigende udfordring at rekruttere sundhedspersonale til ældreområdet. Både i forhold til sosu-medarbejdere, sygeplejersker, studerende, elever og afløsere.
Svendborg Kommune vurderer, at ældreområdet kan løse opgaven bedre ved at involvere og blive inspireret af eksterne parter. Her tænkes både på faglige organisationer, uddannelsesinstitutioner, kollegaer fra andre afdelinger i kommunen.
Det foreslås derfor at etablere en tænketank for rekruttering af sundhedspersonale til ældreområdet med ovenstående samarbejdspartnere samt medarbejdere og ledelse fra ældreområdet. Tænketanken vil kunne indkalde andre relevante parter ad hoc.
Tænketanken har til formål at komme med forslag til, hvordan vi i fællesskab løfter rekrutteringsindsatsen og målretter indsatser for at sikre sundhedspersonale på ældreområdet.
Ældrechefen i Svendborg Kommune har formandskabet og indkalder relevante interne og eksterne samarbejdspartnere til tænketanken.
Tænketanken nedsættes i første omgang i en 2-årig periode. Tænketanken afrapporter løbende til Social- og Sundhedsudvalget.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgiften afholdes indenfor eksisterende budget.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Godkendt.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at orienteringen tages til efterretning
Sagsfremstilling
Jobcenter Svendborg har i samarbejdet med kommunens ældreområde og Social og Sundhedsskolen udviklet projektet ”Fra ledig til SOSU”, der har til formål at rekruttere flere medarbejdere til ældreområdet.
”Fra ledig til SOSU” er en vigtig del af ældreområdets rekrutteringsindsats for at sikre medarbejdere til ældreområdet i fremtiden. Det gode samarbejde mellem skole, jobcenter og ældreområde har styrket indsatsen og gjort det til en succes. De ledige, der starter i uddannelsesforløb opleves kvalificerede og engagerede i arbejdsområdet.
Forløbet ”Fra ledig til SOSU” starter med et informationsmøde, hvor den ledige hører om forløbet og mulighederne for at blive uddannet indenfor området.
Efter forløbet tilbydes interesserede 4 ugers praktik på et af kommunens plejecentre for derigennem at afprøve egnethed og interesse for faget.
Forløbet anvendes både som en mulighed for at gå fra ufaglært til faglært samt en mulighed for et brancheskift fra en helt anden branche, hvorfor der foretages en realkompetencevurdering på Social- og Sundhedsskolen for at få sammensat et individuelt uddannelsesforløb.
Jobcentret har herefter mulighed for at bevilge et grundforløb til den ledige, der består af et 20 ugers skoleforløb. Den ledige bevarer i udgangspunktet sin offentlige forsørgelse under grundforløbet. Efter grundforløbet tilbydes den ledige ansættelse som voksenelev. Fra i år er det muligt at ansætte de ledige, der opfylder betingelserne for en voksenlærlinge-aftale allerede ved påbegyndelse af grundforløbet, hvilket ikke tidligere var en mulighed.
Ledige dagpengemodtagere, der opfylder visse betingelser kan påbegynde en erhvervsuddannelse med 110 pct. af deres individuelle dagpengesats. For at komme i betragtning hertil skal den ledige være fyldt 30 år og være ufaglært eller faglært med en forældet uddannelse.
Ældreområdet fraviger i forbindelse med projektet krav om forudgående 1 års erfaring inden ansættelse som voksenelev.
Resultaterne fra de første 3 forløb er følgende:
| Forløb 1 | Forløb 2 | Forløb 3 |
Informationsmøde | 18 | 49 | 16 |
4 ugers praktik | 9 | 23 | 9 |
Grundforløb | 5 | 11 | 7 |
Elevplads | 4 | 10 | 7 |
Forløbet har været igangsat 3 gange. Det er planen, at forløbet med informationsmøde og praktik kører 2 gange årligt op til uddannelsesstart.
Udover opkvalificeringsforløbet ”Fra ledig til SOSU” understøtter jobcentret ældreområdets rekruttering af medarbejdere, f.eks. ferieafløsere eller jobrotationsvikarer efter behov.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Borgerne bevarer deres ydelse i de 4 ugers praktik og grundforløbet, medmindre de ansættes fra uddannelsesstart. Alle der opfylder betingelserne fra voksenlærlingeordningen ansættes fra grundforløbets start og modtager dermed løn.
CO2-Konsekvensvurdering
ingen
Lovgrundlag
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
Sagen afgøres i
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 06-09-2021
Orienteringen blev taget til efterretning.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Taget til efterretning.
Beslutningstema
Udvalgene skal beslutte, hvilken målgruppe i Svendborg kommune, der skal indgå i Kulturregion Fyns pilotprojekt Fynsk Kultur på Recept - et sundhedsfremmende kulturforløb målrettet borgere med angst, stress, depression eller ensomhed.
Indstilling
Direktionen indstiller til udvalgenes godkendelse,
- at projektet afvikles for målgruppen unge i alderen 15-30 år med start i 2023
- at der efterfølgende udarbejdes forslag til implementering og opgaveplacering.
Sagsfremstilling
Kultur- og Fritidsudvalget fik på mødet den 10. juni 2021 samt på fællesmødet med Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne- og Ungeudvalget samt Social- og Sundhedsudvalget 28. juni 2021 en orientering om projektet.
Den 25. september 2020 besluttede Kulturregion Fyns politiske styregruppe, at de ni medlemskommuner skal udvikle Kultur på Recept-lignende forløb under den fynske kulturaftale for perioden 2021-24. Forløbene skal udvikles under indsatsområdet Kultur & Sundhed, som har til formål at forbedre den mentale og sociale trivsel blandt unge og voksne. Dette skal ske gennem sundhedsfremmende kulturforløb med inspiration fra den nationalt afprøvede Kultur på Recept-model, der er henvendt til borgere, der døjer med f.eks. stress, angst eller depression. Kulturaktiviteterne vil bestå af en kombination af udøvende kulturaktiviteter (f.eks. billedkunst, sang og læsning) og oplevede kulturaktiviteter (f.eks. besøg på museer, biblioteker og kulturhuse) og vil skabe et frirum for de deltagende, hvor de får plads til fordybelse og fælles (positive) oplevelser.
For at kommunen kan få mulighed for at gå i dybden med at udvikle og afprøve sundhedsfremmende forløb til borgere med en særlig udfordring eller lidelse som f.eks. stress, angst, depression og/eller ensomhed, skal der kun udpeges én målgruppe inden for tre mulige alderskategorier til kommunens indsatser.
Udvalget skal derfor udvælge en målgruppe blandt de følgende:
- Voksne i alderen 31-65 år
- Voksne i alderen over 65 år
- Unge i alderen 15-30 år
Såfremt de voksne vælges som målgruppe, bliver det primært i 2022, at det skal forløbe, hvorimod hvis man vælger de unge som målgruppe, bliver det i 2023, at det skal forløbe.
Det er et fælles fynsk initiativ, som er finansieret af den fynske kulturaftale for perioden 2021-2024. Det betyder, at hver kommune, i perioden fra 2021–2024, får finansieret sundhedsfremmende kulturforløb til mellem 40-60 borgere. Derudover er der afsat midler til, at kommunens projektaktører kan deltage i seminarer, kurser og workshops, hvor de klædes på til at udvikle sundhedsfremmende kulturforløb, ligesom de indgår i regionale videns- og evalueringsmøder med henblik på at få udviklet varige modeller for, hvordan man kan arbejde med sundhedsfremmende kulturforløb i kommunen.
Administrationens bemærkninger
I foråret 2021 ønskede Kulturregion Fyn en forhåndstilkendegivelse fra kommunerne om, hvilken målgruppe, der var mest relevant for den enkelte kommune at arbejde med. På den baggrund var der på administrativt niveau en dialog mellem Kultur og Fritid og Sundhed og Forebyggelse om, hvilken målgruppe, der med fordel kunne laves forløb for i Svendborg ud fra nogle overordnede betragtninger om, hvilke formål, der administrativt blev vægtet for projektet:
- Sammenhængskraft for børn og unge som har brug for en ekstra indsats ift. Mental sundhed
- Med ”Kultur på recept” er håbet, at der etableres nye tilbud som supplerer kommunens eksisterende tilbud
- Får kendskab til nye metoder for sundhedsfremme via kultur
- Sammenhængskraft på tværs af kultur- og fritidsområdet, sundhedsområdet, beskæftigelsesområdet og Børn og Unge samt relevante foreninger og institutioner
- Ønske om at blive stærkere på koblingen mellem sundhedsfremme og kultur. Vi har i Svendborg aktuel erfaring med brug af naturen med samme sigte.
- Øge de unges trivsel og mestringsstrategier
- At ensomme unge bliver en del af et fællesskab
- At understøtte at flere udfordrede unge gennemfører et studie
- At øge unges arbejdsmarkedsparathed
På denne baggrund blev der på det tidspunkt fra administrativt niveau peget på gruppen Unge i alderen 15-30 år som den målgruppe, Svendborg ville arbejde med.
Projektets organisering
Den centrale styring af projektet placeres hos den administrative styregruppe i Kulturregion Fyn, hvor også der ansættes en overordnet tovholder for projektet.
Den lokale organisering af projektet skal opbygges med en lokal styregruppe og lokal tovholder som ankre i projektet. Organiseringen vil ske i et samarbejde mellem de involverede områder jfr. ovenfor.
Der henvises til vedlagte overordnede beskrivelse af projektorganiseringen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Den Fynske Kulturaftale dækker udgifter til løn til lokal tovholder samt udgifterne til de lokale forløb med samlet 475.000 kr. Der regnes med mellem 4 til 6 forløb for mellem 40 til 60 borgere.
Forløbsmidlerne dækker udgifter til materialer og løn til undervisere/kulturformidlere. Lønmidlerne dækker både timer til udvikling, forberedelse og afvikling af forløb + deltagelse i regionale vidensdelings- og evalueringsmøder.
Kommunerne skal selv prioritere ressourcer/udgifter til en lokal styregruppe + tværgående opgaver som kommunikation, lokale rekrutterings-initiativer.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Kultur- og Fritidsudvalget, Børne- og Ungeudvalget, Social- og Sundhedsudvalget samt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 19-08-2021
Udvalget tilslutter sig, at administrationen uddyber kriterierne for valg af målgruppe.
Susanne Gustenhoff (Ø) var fraværende. Som suppleant deltog Stina Sølvberg Thomsen (Ø)
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 16-08-2021
Udvalget anmoder administrationen om at uddybe kriterierne for valg af målgruppe, idet udvalget finder, at aldersgruppen 31-65 år i højere grad vil kunne profitere af tilbuddet.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 17-08-2021
Udvalget tilslutter sig, at administrationen uddyber kriterierne for valg af målgruppe.
Der var afbud fra Hanne Ringgaard Møller (B).
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 18-08-2021
Udvalget tilslutter sig, at administrationen uddyber kriterierne for valg af målgruppe.
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 06-09-2021
Udvalget tilslutter sig, at projektet afvikles for målgruppen unge i alderen fra 15 til 30 år.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Direktionens indstilling blev godkendt, idet udvalget anmoder om, at indsatserne kommer i gang så hurtigt som muligt.
Beslutningstema
Handicaprådets sammensætning.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Social- og Sundhedsudvalget drøfter udvalgsformandens forslag,
- og tager stilling til videre proces, herunder høring i Handicaprådet.
Sagsfremstilling
Udvalgsformanden ønsker at styrke pårørendeperspektivet i Handicaprådet ved at øget antallet af medlemmer således, at pårørenderepræsentationen fremmes ved at tildele Bedre Psykiatri – Landsforeningen af pårørende en plads udover de 5 pladser, hvis medlemmer udpeges af Danske Handicaporganisationer.
Jf. Bekendtgørelse om råd på det sociale område (BEK nr. 1200 af 7. juni 2021) § 2 skal ”Handicaprådet sammensættes således, at handicaporganisationernes medlemmer udgør samme antal medlemmer som medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen.”
Ved at tildele Bedre Psykiatri en plads vil det kommende Handicapråd bestå af 12 medlemmer med følgende sammensætning:
- 2 medlemmer udpeges af blandt kommunalbestyrelsens medlemmer
- 4 medlemmer udpeges af kommunalbestyrelsen blandt administrationens ansatte
- 5 medlemmer udpeges af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer
- 1 medlem udpeges af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra Bedre Psykiatri
Ovennævnte Bekendtgørelses § 1, stk. 5. giver denne mulighed:
”Kommunalbestyrelsen beslutter, om lokale handicaporganisationer eller grupperinger uden for Danske Handicaporganisationer skal være repræsenteret i handicaprådet blandt de 3-7 medlemmer fra handicaporganisationerne i kommunen. Antallet af medlemmer, som repræsenterer lokale handicaporganisationer eller grupperinger, kan ikke overstige antallet af medlemmer, som er udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer.”
Bedre Psykiatri – Landsforeningen af pårørende
Bedre Psykiatri blev stiftet i 1992 og er i dag den største medlemsforening inden for psykiatrien. Foreningen har mere end 13.000 medlemmer og støtter og over 60 lokalafdelinger, herunder Bedre Psykiatri Sydfyn.
Bedre Psykiatri arbejder for bedre vilkår for pårørende til psykisk syge og for at hjælpe pårørende til en lettere hverdag og taler pårørendes sag over for politikere og fagfolk i psykiatrien. Bedre Psykiatri støtter og rådgiver pårørende – både nationalt i rådgivningen og lokalt gennem lokalafdelinger.
Proces
Såfremt Social- og Sundhedsudvalget tiltræder udvalgsformandens forslag foreslår administrationen, at forslaget om ændret sammensætning af Handicaprådet sendes i høring i Handicaprådet og genbehandles på udvalgets møde den 28. september 2021 og herefter oversendes til behandling i Byrådet.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Jf. Bekendtgørelsens § 30, stk. 3 yder kommunalbestyrelsen diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse til handicaporganisationernes medlemmer af handicaprådet. Ved at øge med endnu et medlem øges udgifterne hertil, der kan håndteres indenfor den eksisterende ramme.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse om råd på det sociale område.
Sagen afgøres i
Byrådet.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Udvalget tilslutter sig forslaget og sender det til høring i Handicaprådet og godkendelse i Byrådet.
Beslutningstema
Drøftelse af udkast til ”Bolighandlingsplan 2021 for det sociale område” og beslutning om efterfølgende proces.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Social- og Sundhedsudvalget drøfter udkast til ”Bolighandlingsplan 2021 for det sociale område”,
- og tager beslutning om høringsproces før endelig godkendelse i udvalget.
Sagsfremstilling
Formålet med en bolighandlingsplan er at sikre den rette boligmængde til målgruppen inden for det specialiserede socialområde under hensyn til historikken bag den aktuelle boligmængde. Bolighandlingsplanen vurderer boligkapaciteten på kort og lang sigt til borgere med fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser eller særlige sociale problemer, hvor opgaveløsningen sker i tilknytning til en boligløsning.
Det er med et andet ord kapacitetsstyring, fordi boligbehovet ikke kan ses isoleret fra andre tiltag og tendenser, som beskrevet i bilagets kapitel 2.
Det foreliggende udkast til bolighandlingsplan er den tredje bolighandlingsplan siden 2011. Seneste bolighandlingsplan blev vedtaget i 2016.
Med ”Bolighandlingsplan 2021 for det sociale område” introduceres ny kadence i forhold til det politiske niveau, hvor der med en fireårig kadence udarbejdes ny bolighandlingsplan til politisk godkendelse. Det betyder, at næste bolighandlingsplan skal godkendes i 2025. Hvert andet år præsenteres udvalget for en status på den gældende bolighandlingsplan. Første gang i 2023.
Fra de tidligere bolighandlingsplaner udestår håndtering af anbefalingen om behov for etablering af isoleret beliggende boliger til socialt udsatte. Øvrige anbefalinger er implementeret.
”Bolighandlingsplan 2021 for det sociale område” indledes med en oversigt over planens anbefalinger og vurderinger. Herefter følger et afsnit, der beskriver konteksten for udarbejdelse af bolighandlingsplanen. Der gøres endvidere status over tidligere bolighandlingsplaner.
Socialafdelingens rehabiliteringsstrategi ”Fælles Afsæt” inddrages som afsæt for en vurdering af behovet i forhold til følgende områder:
- Boliger til socialt udsatte og husvilde borgere
- Midlertidige botilbud
- Permanente boliger efter lov om almene boliger samt den private lejelov
- Alternative boliger
- Midlertidige ophold i boformer til kvinder
- Længevarende botilbud til borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
- Midlertidige botilbud til borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
Bolighandlingsplanen har to konkrete anbefalinger i henhold til boliger til socialt udsatte og husvilde borgere:
- Etablering af 3-5 boliger på samme areal, der kan fungere i samspil med lokalområdet
- Mulighed for anvendelse af nabofrit areal, der er forberedt til midlertidige boligløsninger, der kan tages i anvendelse efter behov
Socialafdelingen skønner, at der på øvrige områder aktuelt er den tilstrækkelige kapacitet.
Anbefalingerne for Socialafdelingen på baggrund af screeningen af det specialiserede socialområde vil indgå i det videre arbejde med at gøre status over bolighandlingsplanen og udarbejdelse af kommende bolighandlingsplan. Det gælder i særdeleshed spor 3: ”Tilbudsvifte”, der udover bolighandlingsplanen har temaerne differentieret takststruktur og udvikling af tilbudsvifte.
Det er aktuelt Socialafdelingen Myndigheds vurdering, at der vil være et stigende behov for at kunne købe midlertidige botilbud til borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det fremgår ikke af den udarbejdede plan, da det indgår i det fortsatte arbejde med Socialafdelingens handleplan, herunder en vurdering af, om fremtidig frigjort intern kapacitet koblet til kompetenceudvikling vil medvirke til at reducere behovet for eksternt køb og evt. behov for etablering af botilbud i Svendborg Kommune.
Høringsproces
Administrationen foreslår, at udkast til ”Bolighandlingsplan 2021 for det sociale område” sendes i høring i Handicapråd og Rådet for socialt udsatte, MED-organisationen, CETS og Familie, Børn og Unge som relevante interessenter frem til den 30. oktober 2021 med henblik på endelig godkendelse på Social- og Sundhedsudvalgets møde den 9. november 2021.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ikke aktuelt for indeværende.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke aktuelt.
Lovgrundlag
Lov om social service.
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Drøftet. Udvalget tilslutter sig høringsproces.
Beslutningstema
Status på Social- og Sundhedsudvalgets arbejde i perioden 2018-2021.
Indstilling
Direktionen indstiller:
- At Social- og Sundhedsudvalget tager status til orientering.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsudvalget har i perioden 1. januar 2018 til nu haft ansvaret for socialområdet, sundhedsområdet og ældreområdet i Svendborg Kommune.
Notatet ”Status for Social- og Sundhedsudvalgets arbejde 2017-2021” giver et overblik over de initiativer og indsatser, som Social- og Sundhedsudvalget har igangsat og/eller gennemført på social-, sundheds- og ældreområdet i perioden 2018-2021.
Notatet beskriver politikker og strategier, tværgående indsatser og temaer, projekter, indsatser i driften og andet, herunder anlæg og budgetudvidelser.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke aktuel.
Lovgrundlag
Ikke aktuel.
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Taget til efterretning.
Beslutningstema
Fastsættelse af datoer for møder i Ældre-, Social- og Sundhedsudvalget 2022
Indstilling
Direktionen anbefaler,
- at mødeplanen - herunder mødetidspunkter – godkendes.
Sagsfremstilling
Møderne foreslås afholdt på følgende tirsdage i 2022 med mødestart kl. 15:30 i kantinen, Svinget 14.
- 11. januar
- 1. februar
- 8. marts
- 5. april
- 3. maj
- 14. juni
- 16. august
- 6. september
- 27. september
- 8. november
- 6. december.
Såfremt udvalgsmøderne afholdes på center/institution er mødestart kl. 14:45 med rundvisning og information om stedet forud for selve udvalgsmødet.
Forslag til mødeplan fra Direktionssekretariatet for samtlige udvalg er vedlagt.
Økonomiudvalget har den 24. august 2021 godkendt mødeplanen for Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet har den 31. august godkendt mødeplane for Byrådet.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Godkendt.
Beslutningstema
Drøftelse af høringsversion for Region Syddanmarks nye Fødeplan
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at udvalget drøfter høringsversionen for derefter at bidrage med input til høringssvar.
Sagsfremstilling
I Region Syddanmarks budgetaftale for 2020 fremgår det, at der skal udarbejdes en ny fødeplan som skal erstatte den nuværende fødeplan fra 2010. Fødeplanen er udarbejdet på baggrund af de nye retningslinjer for svangreomsorgen fra Sundhedsstyrelsen samt Danske Regioners strategipapir ”Godt fra start”. Den indeholder også en beskrivelse af den demografiske udvikling samt forslag til indretning af fødestuer. Svangreområdet er generelt velfungerende i Region Syddanmark.
Den nye fødeplan skal derfor i stor udstrækning ses som en konsolidering og videreudvikling af hidtidige indsatser, samarbejdsprocesser og organiseringer. Sundhedsstyrelsens endelige anbefalinger for svangreomsorgen er under udarbejdelse. Såfremt de endelige anbefalinger har konsekvenser for Region Syddanmarks nye fødeplan samt implementerings-planen, vil disse blive indarbejdet efterfølgende og fremlægges til godkendelse i regionsrådet.
Udkast til Region Syddanmarks nye fødeplan indeholder en overordnet vision om, at Region Syddanmarks leverer en svangreomsorg, som bidrager til sunde mødre og raske børn, samt styrker familierne til en god start på livet. Med afsæt i denne vision og på baggrund af Sundhedsstyrelsens anbefalinger og Danske Regioners udspil ”Godt fra Start”, er der identificeret syv indsatsområder, som det foreslås, at Region Syddanmark skal have særlig opmærksomhed på i de kommende år. Indsatsområderne er:
- Medinddragelse og samarbejde med familien
- Patientforløb i et tværfagligt og tværsektorielt perspektiv
- Lighed i sundhed
- Digitalisering og udbredelse af digitale løsninger
- Monitorering, udvikling og forskning
- Rekruttering, fastholdelse, kompetenceudvikling og specialisering
- Kapacitet og organisering
Indsatsområderne er overordnede og gældende på tværs af almen praksis, kommuner og regionen.
Forslaget til Region Syddanmarks nye Fødeplan er sendt i høring blandt andet til kommunerne i regionen. Høringsperioden er d. 24. august - 22. oktober 2021. Administrationen udarbejder høringssvar til godkendelse på kommende udvalgsmøde.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Kan have afledte økonomiske konsekvenser for kommunen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte
Lovgrundlag
Sundhedsloven
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Drøftet.
Beslutningstema
Orientering om ”Projekt Aktiv i Naturen”, som er afsluttet i juni 2021
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at udvalget tager orienteringen til efterretning
Sagsfremstilling
Sundhedshus Svendborg har i projekt Aktiv i naturen, i perioden august 2018 til maj 2021, udviklet og afprøvet et træningstilbud med naturvejledning koblet sammen med træningen. Træningen har foregået rundt om i kommunen men har været centreret omkring Naturskolen. ”Projekt Aktiv i naturen” var et projekt støttet af Friluftsrådet.
Det var et tilbud til borgere med en kræftsygdom, hjerte-kar-sygdom, type-2-diabetes og/eller KOL, og kunne fx være til borgere, der havde en genoptræningsplan fra sygehuset eller var henvist fra egen læge.
Målet med projektet var at afprøve et alternativ til den almindelige træning i et indendørs træningscenter. Gennem naturtræningen skulle borgerne øge deres sundhed og livskvalitet ved at være i naturen og bruge naturen aktivt med både træning og naturformidling. Derudover var det målet, at borgerne:
- Fik lyst til at være i naturen
- Lærte, hvordan de bedst kunne træne i forhold til deres sygdom
- Fik udbytte af træningen i form af socialt samvær og erfaringsudveksling
- Blev fortrolige med at være aktive i naturen og kunne fortsætte på egen hånd
Mellem 72-82% af deltagerne opnåede bedre trivsel og livskvalitet, bedre humør, bedre mentalt og psykisk velvære, samt bedre fysisk form og helbred. Som en af deltagerne sagde undervejs: ”Jeg er blevet mere robust, både fysisk og psykisk”.
I Slutrapport og Bilagsrapport ses flere af projektets resultater.
Et af projektets delmål var at formidle projektet og dets resultater. Det har vi valgt at gøre ved at udarbejde en håndbog Træn dig sund og glad i naturen. Den er trykt i 5.000 eksemplarer og kan nu rekvireres i Sundhedshuset og vil blive distribueret til relevante steder, hvor borgerne kan få glæde af den (Udvalget vil få et trykt eksemplar udleveret på mødet).
Sundhedshus Svendborg har på baggrund af de gode resultater besluttet at fortsætte tilbuddet om træning i naturen som alternativ til træning i Sundhedshuset. Tilbuddet kan rummes i driften.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte
Lovgrundlag
Sundhedsloven
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Taget til efterretning.
Beslutningstema
Orientering om ”Projekt styrket behovsvurdering i den afklarende samtale”, som er afsluttet i juni 2021
Indstilling
Direktionen indstiller:
- At udvalget tager orienteringen til efterretning
Sagsfremstilling
Sundhedshus Svendborg har fra 1. november 2019 til 1. juni 2021 gennemført ”Projekt styrket behovsvurdering i den afklarende samtale” sammen med Langeland Kommune. Den afklarende samtale er den indledende samtale, som de fleste borgere med en kronisk sygdom indleder deres forløb i Sundhedshuset med.
Projektet var støttet af en satspulje målrettet borgere med type 2 diabetes, hvor formålet var at give kommuner mulighed for at afprøve Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger til at styrke behovsvurderingen i den afklarende samtale. Svendborg og Langeland kommuner fik del i midlerne sammen med fire andre kommuner i landet.
Den afklarende samtale er en indsats, som blev beskrevet af Sundhedsstyrelsen i deres anbefalinger til kommunerne i arbejdet med rehabilitering og forebyggelse for borgere med kronisk sygdom.
Formålet med samtalen er at afdække borgerens ønsker og behov og derved afklare, hvad der er vigtigt for borgeren, hvad borgeren er motiveret for samt hvordan borgeren bedst støttes, og derudfra lægge en plan for borgerens rehabiliteringsforløb. I Svendborg Kommune foregår det i indsatsen Mit Liv – Tilbage til hverdagen, som foregår i Sundhedshuset.
Målet med projektet var i projektperioden at udvikle kvaliteten og systematikken i behovsvurderingen i den afklarende samtale. Afsættet var en rapport fra Steno Diabetescenter, som beskrev, at arbejdet med den afklarende samtale med fordel kan fokusere på værdier, kompetencer og værktøjer.
Følgende elementer blev udviklet og afprøvet i projektet:
- Indledende arbejde med at identificere de værdier, som er væsentlige, når medarbejderne laver den afklarende samtale.
- Udvikling og opkvalificering i anvendelsen af videooptagelse/feedback af samtalen. Dette anvendes til systematisk sparring mellem medarbejderne og medvirker til at styrke fagligheden og systematikken af samtalerne.
- Kompetenceløft til personalet ift. diabetes ved Steno Diabetes Center
- Styrket systematik i den afklarende samtale via strukturerede spørgsmål. Det er spørgsmålstyper, der understøtter de forskellige faser, der er i en samtale, ex konkretiserende spørgsmål ved afslutning af samtalen.
- Steno Diabetes Center bistod med at identificere en række indikatorer, som er vigtige at have fokus på, når borgere med type 2 diabetes skal gennemføre den afklarende samtale. Dette bidrager til systematik og fokus på senfølger af diabetes type 2.
- Udvikling af fælles værktøjer, som både medarbejdere og borgere kan anvende gennem kommunens elektroniske dokumentationssystem KMD Nexus. Således blev borgerens plan gjort tilgængelig for borgeren på en elektronisk portal, så de altid har adgang til den og kan følge deres egne mål for rehabiliteringen.
Alle ovenstående aspekter er implementeret i drift, og projektet har således bidraget til en bedre kvalitet og systematik i den afklarende samtale.
Sundhedsstyrelsen evaluerer projektet på tværs af de deltagende kommuner. Projektet har udarbejdet vedlagte inspirationskatalog til glæde for kollegaer i andre kommuner.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte
Lovgrundlag
Sundhedsloven
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Taget til efterretning.
Beslutningstema
Orientering om anvendelse af midler afsat af Svendborg Kommune til at afhjælpe negative konsekvenser af coronapandemien - tilbud om samvær til isolerede unge.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget samt Social- og Sundhedsudvalget samt tager orientering til efterretning.
Sagsfremstilling
Der er i Svendborg Kommune afsat 90.000 kr. til tilbud med samvær til isolerede unge til at afhjælpe negative konsekvenser af coronapandemien.
Tilbuddet er etableret i et samarbejde mellem Jobcentret og Socialafdelingen og er iværksat i forsommeren 2021 under navnet ”Fælles fredag”.
Tilbuddet var rettet mod en gruppe af isolerede, ensomme unge, der er kendt i Jobcentret, og som ikke selv opsøger netværk eller har kunnet profitere af eksisterende tilbud i Jobcentret eller i Socialafdelingen. De unge er kendetegnet ved også før COVID-19 i vidt omfang at være relativt isolerede og ved et meget begrænset netværk, men hvor ensomheden og isolationen er blevet forstærket i 2020-2021. Der forestod derfor et betydeligt og vanskeligt motivationsarbejde i forhold til hver enkelt. Antallet har været opgjort til 32 unge i målgruppen for tilbuddet.
Formålet for ”Fælles fredag” var at skabe en ramme for målgruppen, hvor de fik mulighed for og fandt det attraktivt at deltage i en form for aktivitet med andre. Tilbuddet blev etableret på aktivitets- og samværstilbuddet Impuls med stedets store have som centralt mødested, fordi udendørs aktiviteter ville være et mere tiltrækkende og mindre angstfremkaldende rum at træde ind i for de unge end hvis det foregik indendørs med et tydeligere formål med deltagelse. Den vurdering har vist sig at være dækkende for de unge, der er mødt op og har benyttet tilbuddet. Samtidig har rammen været valgt for at kunne inspirere de unge til at søge ud i naturen efter det midlertidige tilbuds ophør.
Rekrutteringen til tilbuddet er sket af Jobcentret i Ungekontakten og antallet af mulige deltagere er øget undervejs. Det har været en betydelig opgave at motivere til deltagelse i ”Fælles fredag”, som har været forstærket af ønsket om at igangsætte tilbuddet hurtigt.
Forløbet har strakt sig over 8 eftermiddage fra slutningen af maj til medio juli med 2 timer pr. fredag understøttet af medarbejdere fra Impuls og Café Aroma
Fremmødet pr. gang har været op til 5 deltagere og udgøres af ca. halvdelen af den gruppe, der blev vurderet som målgruppe for tilbuddet.
Udsagn fra deltagerne dækker over tilfredshed og glæde ved at deltage, og det har været gavnligt, at tilbuddets indhold har været fleksible og kravfrie. Der er opstået relationer mellem flere unge i tilbuddet, og der er blevet skabt interesse for at bruge det faste ungetilbud indenfor socialpsykiatrien på Impuls.
Det er vurderingen, at samme oplevelse ville have gjort sig gældende for de i målgruppen, der ikke benyttede tilbuddet. Det er endvidere vurderingen, at flere ville have benyttet sig af tilbuddet, såfremt der havde været længere tid til at motivere til deltagelse.
Det er administrationens vurdering, at tilbuddet har indfriet formålet med anvendelsen af midlerne, idet en større gruppe af unge har brudt isolation og ensomhed, dannet relationer og fået kendskab og interesse til kommunens tilbud.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Indsatsen har været finansieret via de kr. 90.000, der var afsat til at afhjælpe eventuelle negative konsekvenser på grund af coronapandemien.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke vurderet.
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 06-09-2021
Orienteringen blev taget til efterretning.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
- Orientering fra udvalgsformanden
- Rammer for frivilligområdet
- Invitation til Film
- Orientering fra udvalgsmedlemmerne
- Fejring af hjemmeplejen
- Fejring af hjemmeplejen
- Orientering fra administrationen
- Status bolighandlingsplan ældreområdet
- Danmarks kartoffelråd – den store ældrefest på plejecentrene 20.10.21
- Besøg fra KL’s Sundheds- og Ældreudvalg 09.09.21 kl. 12.30-15.00 – Ændret program
- Åbent hus Lunde Forsorgshjem
- Godt Liv
- Lovgivning ift. valg af hjemmehjælp
- Invitation til åbent hus i Alkoholbehandlingen og Rusmiddelrådgivningen for unge
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021
Taget til efterretning.