Teknik- og Miljøudvalget
Dagsorden • 6. februar 2025 kl. 15.30
Indhold
Beslutningstema
Sagen beskriver status på projektudvikling af det kommunale fællesprojekt for kystbeskyttelse på Søndre Havn (etape 1) herunder behov for at fremskynde en etape (etape 3) henover Havnepladsen jf. den politisk vedtagne handleplan. Sagen forelægges med henblik på at der træffes beslutning om den videre proces på baggrund af de nye informationer.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget:
- At orienteringen tages til efterretning
Direktionen indstiller til Erhvervs- og Turismeudvalget, Teknik- og Miljøudvalget at det over Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales:
- At godkende og fortsætte projektudvikling med etape 1 samt en fremskyndelse af etape 3 (etape 1 + 3 i handleplan)
- At der udarbejdes et anlægstema til Budget 2026
- At godkende fortsat brug af eksterne rådgivere
- At administrationen bemyndiges til at søge den nationale Kystpulje 2025
- At godkende at manglende finansiering søges som mulig lånoptagelse til det samlede og udvidede projekt hos KommuneKredit.
Sagsfremstilling
Søndre Havn projektet er første etape af en handleplan for højvandsbeskyttelse af Svendborg Havn, der blev politisk besluttet i april 2023. Se bilag 04: (Bilag 04 Den Blå Kant handleplan for klimatilpasning 2023). Projektet har til formål at beskytte mod højvandshændelser op til kote 2,5 samt at etablere en ny gangforbindelse over Træskibshavnen. Der er i 2022 udarbejdet beregninger for hvilken risikoreduktion projektet vil skabe. Resultatet er at oversvømmelsesrisikoen fra stormfloder vil reduceres med 5,6 mio.kr/år ved en beskyttelse for Søndre Havn til kote 2,5 m. Dette svarer jf. beregningerne til ca. 1/3 af den samlede oversvømmelsesrisiko fra stormfloder for hele Svendborg Havn. Kommunalbestyrelsen besluttede i november 2023 at fremme projektet og har været i forhøring hos de berørte naboer. I foråret 2024 blev Rambøll valgt som totalrådgiver efter et EU-udbud.
Oprindeligt skitseprojekt
I den første etape af handleplanen for Den Blå Kant var beskyttelsens linjeføring planlagt fra Det Gule Pakhus mod nord forbi Hotel Ærø, langs Havnepladsen og gennem Sankt Peders Stræde. Foran Hotel Ærø og langs Havnepladsen var løsningen tænkt som midlertidige mobile barrierer (f.eks. watertubes), mens beskyttelsen i Sankt Peders Stræde skulle integreres i plankeværker og baggårdsmure.
Udfordringer og kvalificering af projektet
Rambøll har gennemført en kvalificering af det oprindelige skitseprojekt. Se Bilag 01: (Bilag 01 Teknisk Resume - Søndre Havn). Herunder har der været en dialog med Svendborg Spildevand. Dette har givet ny og mere detaljeret viden og afsløret udfordringer ved den oprindelige linjeføring af beskyttelsen. Se bilag 02: (Bilag 02 Teknisk Resume, ledningskrydsninger_Søndre Havn jan 2025). Den oprindelige linjeføring har mange ledningskrydsninger i et komplekst spildevandssystem, der både håndterer spildevand og afvanding i et fællessystem, hvilket medfører følgende udfordringer:
- at højvandsmurens fundamenter skal gennembrydes, hvor der er tværgående ledninger. Dette giver risiko for utætheder og uforudsete udgifter under anlægsarbejdet. Dertil forventes det det at der findes en del ikke registrerede ledninger i området.
- at det beskyttede område oversvømmes af stormflodsvand gennem spildevandssystemet f.eks. via afvandingsriste og utætte brønde med forbindelse til det beskyttede område.
- at krydsning af ledninger vil det kræve tilbagestrømssikringer som vil hindre udledning af spildevand fra den beskyttede zone under en stormflodshændelse.
- At tilbagestrømssikringer vil medføre etablering af pumpestationer til at lede spildevandet væk fra den beskyttede zone. Pumperne vil være en væsentlig investering i midlertidige løsninger, da beskyttelseslinjen i en senere etape jf. handleplanen rykkes.
Forslag til løsning
For at løse disse udfordringer foreslås en ændret linjeføring og en fremrykning af etape 3 fra handleplanen. Se bilag 03: (Bilag 03 Søndre Havn Baggrundsmateriale jan 2025). Dette vil bl.a. reducere antallet af ledningskrydsninger, hvilket vil:
- Minimere tilpasning af højvandsmurens fundamenter ved ledningskrydsninger, herunder mindske risiko for uforudsete ledninger, der skal håndteres under anlægsarbejdet.
- Medvirke til at separere overfladevand fra spildevandssystemet ved at afkoble regnvandsbrønde udenfor den beskyttede zone.
- Sikre, at en eksisterende pumpestation ved Honnørkajen placeres inden for den beskyttede zone, så den kan afhjælpe opstuvning af spildevand under stormfloder og derved undgå behov for etablering af supplerende pumpestationer.
- Der etableres en mere permanent højvandsbeskyttelse, der mindsker mængden af midlertidige løsninger, der senere vil være spildte.
Denne tilgang vil mindske kompleksiteten og styrke projektets effektivitet og robusthed i forhold til at beskytte mod højvandshændelser.
Det oprindelige skitseprojekt med dens linjeføring langs vejen Havnepladsen og ind igennem Sankt Peders Stræde er underestimeret økonomisk ligesom der er sat for få midler af til uforudsete udgifter. Den oprindelige linjeføring kan realiseres, men omkostningerne er vurderet at være meget på samme niveau som en udvidelse af projektet og med væsentligt større risici for uforudsete udgifter og risici for beskyttelsens robusthed. Derudover vil en fastholdelse af linjeføringen etape 1 give betydelige udgifter til de midlertidige dele der senere skal erstattes af de efterfølgende etaper. Derfor frarådes denne linjeføring af såvel Rambøll som Svendborg Spildevand.
En fremrykning af realisering af etape 3 henover Havnepladsen er undersøgt nærmere af rådgiverne. Her er der undersøgt to scenarier for linjeføring: en der går indenom Havnepakhuset med en højvandsmur og en der går udenom Havnepakhuset, hvor højvandsmuren integreres med terrasse, ramper og trapper. Se kort af de to scenarier i bilag 03: (Bilag 03 Søndre Havn Baggrundsmateriale jan 2025).
En beskyttelse indenom Havnepakhuset på Havnepladsen følger den politisk vedtagne handleplan og er den mest enkle løsning anlægsteknisk. Denne løsning er derfor ca. 4,6 mio. kr. billigere end en ydre beskyttelse udenom Havnepakhuset.
Administrationen anbefaler linjeføringen udenom Havnepakhuset i det udvidede projekt og i den tilknyttede økonomi, da denne vil beskytte Havnepakhuset og Havnepladsen 2A. Den ydre beskyttelse vurderes at give den bedste løsning med integrerede opholdsmuligheder set i sammenhæng med indretning af kajarealet og adgang til Havnepakhuset. Derudover er bygningen er bevaringsværdig i kategori 2 og der er investeret betydelig økonomi i renovering af bygningen indenfor de sidste par år, hvilket beskyttes med den ydre løsning.
Administrationen har i processen undersøgt alternative løsninger for at undersøge om projektet kan holdes indenfor den afsatte økonomi.
En kystbeskyttelse med en markant ændret linjeføring langs med havnebassinets indre kant vil ifølge rådgiverne være billigere, men løsningen er ikke beskrevet som mulighed, da denne løsning er udfordret på flere punkter. Løsningen vil kræve ny lokalplan som erstatning for LP 689 - Kullinggade 29. Derudover vil en indre løsning ikke skabe gangforbindelse over vandet. Endeligt strider en indre løsning mod fredningen af Baagøe og Ribers Plads samt de beskrevne værdier i Kommuneplanens udpegede kulturmiljø.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Det oprindelige projekt (etape 1 i handleplan) er ved hjælp fra tidligere eksterne rådgivere vurderet til samlet at koste 43,5 mio. kr. ekskl. moms. Den samlede finansiering udgøres delvist af kommunale anlægsmidler, delvist af midler fra den nationale kystpulje samt af bidrag fra ejere af fast ejendom via bidragsfordeling. Der er afsat en økonomisk ramme på netto 39,2 mio. kr. (2024 niveau) til projektet i det kommunale budget. Herudover er der afsat afledt drift fra 2027.
Det kvalificerede projekt (etape 1 i handleplan) udgør i Rambølls nye anlægsoverslag 58 mio. kr. ekskl. moms. Den store difference skyldes, at Rambøll vurderer at flere væsentlige elementer i det oprindelige projekt var prissat for lavt og at der var afsat for få midler i anlægsoverslaget til usikkerheder projektstadiet taget i betragtning. Eksempler på elementer, der har en væsentlig prisforøgelse, er sluseporte, højvandsmure og gangbro.
En fremskyndelse af etape 3 (etape 3 i handleplan) over Havnepladsen udenom Havnepakhuset er i anlægsoverslaget vurderet til at koste 25,8 mio. kr. ekskl. moms. En alternativ linjeføring af beskyttelsen indenom Havnepakhuset vil være ca. 4,6 mio. kr. billigere end en ydre beskyttelse udenom Havnepakhuset.
Der vil i forbindelse med projektet (etape 1+3) være en række afledte udgifter på 14,2 mio. kr. Det omfatter f.eks. etablering af en ny spuns foran det gule pakhus, omlægning af forsyningsledninger på bl.a. Otte Ruds Vej, diverse bygherreleverancer, rådgivning og landinspektør i forbindelse med bidragsfordeling og administrationsomkostninger.
Derved estimeres de samlede projekt- og anlægsomkostninger for det udvidede projekt (etape 1+3 i handleplan) på 98 mio. kr. ekskl. moms.
Finansieringsmuligheder
Nedenfor skitseres finansieringsmuligheder, der skal afdækkes og kvalitetssikres i anlægstemaet for 2026.
Kystpulje:
Der er opnået tilsagn om støtte fra den nationale kystpulje i 2023. I tilsagnet får projektet et tilskud på 7.59 mio. kr. ekskl. moms. Projektændringer skal godkendes af Kystdirektoratet for at fastholde tilskud.
I 2025 er der i en ny, national pulje afsat godt 82 mio. kr. til statslig medfinansiering af kystbeskyttelse i kommunale fællesprojekter. Ansøgningsfristen er d. 2. maj 2025. Tilskudsprocent til maks. 40 % af de stormflodsbeskyttende tiltag i projektet. Administrationen anbefaler at ansøge puljen for at opnå øget medfinansiering til projektet.
Spildevandsselskab:
Udgiftsfordeling mellem projektejer og spildevandsselskabet til omlægning / ombygning af ledninger skal afklares i det videre arbejde.
Bidragsfordeling:
Der er truffet en principiel, politisk beslutning i januar 2024 om, at ejendomsejerne skal være med til at finansiere beskyttelsen med 10 mio. kr. til anlægget og 325.000 kr. i årlig drift i 25 år. Bidrag fra ejendomsejere vil være en indtægt, der opkræves over en længere periode f.eks. 25 år og kan derfor ikke medregnes som en engangsindtægt i projektet, men vil være en kommunal indkomst over 25 år. Derfor vil det udvidede antal af bidragsydere i det udvidede projekt ikke løse den manglende finansiering i projektet her og nu.
Kommunale midler:
Der er med budget 2025 over en periode afsat et årligt beløb på 10 mio. kr. til ”Pulje til efterslæb på havnens konstruktioner”. Der indgår væsentlige forbedringer af havnens faciliteter i Søndre Havn projektet herunder nye moler, bådepladser, spuns, tætning af kajkanter mv. Derfor kan det overvejes, at en del af den manglende finansiering findes i at allokere f.eks. 10 mio. kr. i 2027 til Søndre Havn projektet fra puljen. Puljen har dog været tiltænkt andre renoveringsprojekter på havnene og disse vil så være underfinansierede med den del der evt. øremærkes til Søndre Havn projektet.
Lånefinansiering
D. 27. juni 2023 fik Svendborg Kommune et forhåndstilsagn fra KommuneKredit om at kunne opnå låneadgang til det oprindelige projekt. Et udvidet projekt kræver ny dialog med KommuneKredit for at afklare mulighed for lånefinansiering til det fulde projekt.
En formel ansøgning om låneadgang for den nye etape kræver godkendelse af Kommunalbestyrelsen, som bedes godkende at denne indsendes.
CO2-Konsekvensvurdering
Anlægsprojektet vil medføre en øget CO2-udledning. Det er på nuværende tidspunkt ikke er muligt at estimere omfanget af CO2-udledningen fra projektet. Det vil være en del af den fremtidige projektering at beregne projektets CO2-udledning og herunder overveje alternative metoder og materialer, der giver et mindre CO2 aftryk.
Lovgrundlag
Kystbeskyttelsesloven
Miljøvurderingsloven
Planloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Relaterede bilag
Beslutningstema
Beslutning om placering af et maritimt oplevelsescenter på Svendborg Havn med baggrund i Stålhallen Teaters projekt i Dansk Museum for Lystsejlads’ nuværende bygning på Frederiksø. Udpegning af en ny placering haster for at muliggøre den videre udviklingsproces, herunder fundraising.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Erhvervs- og Turismeudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- at vælge mellem en placering af et maritimt oplevelsescenter i Baagøe & Ribers Pakhuse eller på Østre Havnevej 12.
Sagsfremstilling
Baggrund
Med Budget 2024 blev der afsat 0,3 mio. kr. til arbejdet med etablering af et Maritimt oplevelsescenter i samarbejde mellem Danmarks Museum for Lystsejlads og Svendborg Museum.
Danmarks Museum for Lystsejlads, som i dag er placeret på Frederiksø, skal jf. beslutning om placering af et nyt Stålhallen Teater på stedet, finde ny lokalisering. Samtidig ønsker Svendborg Museum moderne museumsfaciliteter til formidling af byens maritime historie fra kongerne i Gudme over A.P.Møller og stålskibsæraen op til i dag. Af hensyn til at muliggøre transformationen fra lystsejladsmuseum til teater, herunder udpege en alternativ placering for et maritimt oplevelsescenter og herved muliggøre fundraising, lægges der nu op til at træffe beslutning om en placeringsmulighed for et maritimt oplevelsescenter.
Parterne i det maritime oplevelsescenter har for en del af de afsatte midler fået udarbejdet en forundersøgelse vedr. mulige placeringer samt et overslag på budget til ombygning af eksisterende bygninger til formålet, se bilag 1. (Bilag 1: oplæg til et maritimt oplevelsescenter). I materialet er præsenteret tre placeringsmuligheder: pakhusene på Baagøe & Ribers plads, den hvide DLG Silo på Østre Kaj og Petersen og Jensens Pakhus på Østre Kaj. Det bemærkes, at ingen af de nævnte placeringer er kommunal ejendom.
Det skal endvidere bemærkes, at udpegning af en placering på Østre Kaj foregriber beslutning af Kommuneplan og Udviklingsplan for Fremtidens Havn samt kan få konsekvenser for andre aktører som har fremsat ønske om en placering i dette område. Det drejer sig om Center for Tredimensionel Kunst, Sydfyns Forening for Kreativ Bevægelse (kropskulturhus) samt Navteam.
Vurdering af placeringsmuligheder for et maritimt oplevelsescenter
I forlængelse af ovenstående har administrationen udarbejdet en vurdering af de tre foreslåede placeringsmuligheder for et maritimt oplevelsescenter samt to yderligere, nemlig Østre Havnevej 12, hvor et tidligere DLG-pakhus netop er nedrevet, samt et areal på Frederiksø, nærmere betegnet Frederiksø 3 umiddelbart nordøst for Frederiksbroen.
Se bilag 2 (Bilag 2: Vurdering af placeringsmuligheder for et maritimt Oplevelsescenter på Svendborg Havn) for en mere detaljeret gennemgang af og vurdering af placeringsmulighederne.
Der foreligger ikke fra museernes side et konkret program for indhold og omfang af et maritimt oplevelsescenter. Vurderingerne i Bilag 2 baserer sig således på parternes overordnede beskrivelse (se bilag 1) af et maritimt oplevelsescenter, som et fælles museumskompleks med udstillinger, særudstillingsrum, åbne værksteder, museumshavn, administration, arkiver og plads til frivillige. Dertil kommer fælles entré, aktivitetsrum, skoletjeneste, foredragssal, museumsbutik osv.
Desuden er det medtaget i vurderingen, at en del af et maritimt oplevelsescenter må indeholde høje bygningsvolumener, som kan rumme både og joller af en vis dimension.
Fem placeringsmuligheder
Følgende muligheder for placering er gennemgået og vurderet:
- pakhusene på Baagøe & Ribers plads (genanvendelse af eksisterende bygninger)
- den hvide DLG Silo på Østre Kaj (genanvendelse af eksisterende bygninger)
- Petersen og Jensens Pakhus på Østre Kaj (genanvendelse af eksisterende bygninger)
- Østre Havnevej 12 (nyt byggeri)
- Areal ved Frederiksbroen, Frederiksø 3 (nyt byggeri)
Kriterier for vurdering af placeringsmulighederne
De forskellige muligheder for placering er gennemgået i forhold til de samme kriterier:
- Understøttelse af Udviklingsstrategi 2023, Udviklingsplan for Fremtidens Havn samt synergier i forhold til byen, bylivet og relevante kulturelle og maritime funktioner
- Planforhold
- Fysisk egnethed af grund og bygninger i forhold til et maritimt oplevelsescenter
- Bevaringsværdi
- Fortælleværdi
- Bæredygtighed
- Adgang til kaj og vand
- Infrastruktur – adgangsforhold og parkering
- Støj og andre miljøudfordringer
- Klimatilpasning
- Konkurrerende ønsker til placering på lokationen
Det er vigtigt at bemærke, at de forskellige kriterier dels er vanskeligt kvantificerbare, ikke nødvendigvis sammenlignelige og ikke kan vægtes 1:1. Vurderingerne herunder må derfor tages med forbehold. I nedenstående skema er de fem placeringsmuligheder sat op overfor rækken af kriterier og tildelt en score ud fra en trafiklysmodel (se bilag 2).
Samlet vurdering
Det gælder for alle placeringsmuligheder, at de – om end på forskellig vis – understøtter Udviklingsstrategi 2023 og Udviklingsplanen Fremtidens Havn gennem at støtte op om udvikling af havnen som en åben og bæredygtig bydel med rod i den maritime arv. De rummer alle muligheder for synergi med andre erhvervs- og kulturaktiviteter ligesom de alle ligger tæt ved kajer og vand, som – igen på forskellig vis – giver mulighed for etablering af en museumshavn.
Placeringen i Baagøe & Ribers Pakhuse scorer højt på mange parametre, men er dog begrænset af udfordringer pga fredningsstatus som sammen med bygningernes egnethed indebærer et særdeles udfordrende byggeprojekt. Det vil også være problematisk at sikre tilstrækkelig parkering. Samtidig er det imidlertid et enestående kulturmiljø, med en stærk fortælling – og klimatilpasningen er sikret gennem Søndre Havn-projektet.
De tre placeringsmuligheder på Østre Kaj er alle udfordret af manglende afklaring på en fremtidig klimatilpasning samt at der for alle tre placeringer er konkurrerende interessenter i form af Center for Tredimensionel Kunst og Navteam. Blandt de tre scorer Østre Havnevej 12 højest, men her er udfordringen den ringere bæredygtighed i et nybygget projekt frem for muligheden for renovering og omdannelse i den hvide DLG-silo og Petersen & Jensens Pakhus.
Den umiddelbart bedst scorende placering på Østre Kaj, Østre Havnevej 12, er ganske omvendt ift Baagøe & Ribers Pakhuse. Her er båndene mht byggeri og parkering helt anderledes frie, men en placering her indebærer at det fremsatte ønske fra virksomheden Navteam om placering her enten tænkes kreativt ind i et samspil med et maritimt oplevelsescenter eller at der findes en alternativ placering i området.
Placeringen på Frederiksø ligger på omtrent samme score som placeringerne på Østre Kaj. De største udfordringer her er klimatilpasningen med en placering i den blå zone, manglende parkeringsmuligheder samt mulige begrænsninger i grundens størrelse. En placering her forudsætter således formentlig, at den udvikles i et tæt samspil med andre virksomheder og aktiviteter på Frederiksø.
Konklusion
Alle fem placeringer rummer potentialer for udvikling af et enestående maritimt oplevelsescenter. En stringent og objektiv sammenligning af de fem placeringsmuligheder er imidlertid vanskelig om ikke umulig. Et valg bør derfor basere sig på hvor vidt de udpegede udfordringer på de enkelte placeringer er overkommelige set ift de kvaliteter de samme placeringer giver. På den baggrund vurderes det at en placering i Baagøe & Ribers pakhuse er særdeles udfordrende set ift de åbne muligheder for at opfylde behovene i et nybygget maritimt oplevelsescenter på Østre Havnevej 12. Sidstnævnte mulighed kræver dog, at der tænkes i alternativer for imødekomme Navteams ønske til en placering i dette område.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
De økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser skal vurderes ifm den videre og mere detaljerede projektudvikling.
CO2-Konsekvensvurdering
Konsekvenserne for CO2-udledningen skal vurderes ifm den videre og mere detaljerede projektudvikling.
Lovgrundlag
-
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutningstema
Der skal politisk træffes beslutning om frigivelse og fremrykning af anlægsmidler til Geohavneparken
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget
- At orienteringen tages til efterretning
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales
- At fremrykke 1,85 mio. kr. fra anlægspuljen ”Geohavnepark” fra budgettet for 2026 til budgettet for 2025
- At frigive den efterfølgende samlede anlægsramme på 5,05 mio. kr. i 2025.
Sagsfremstilling
Efter at Plan- og Lokalsamfundsudvalget på mødet den 5. november 2024 godkendte Geohavne-parkens overordnede koncept modtog Svendborg Kommune desværre afslag på ansøgning om midler fra Erhvervsfremmebestyrelsens indsats for turismefremme. Da risikoen for et afslag, i lyset af den store efterspørgsel på støttemidlerne, var forudset, indgik der i den på udvalgsmødet præsenterede tidsplan også muligheden for at fortsætte projektet etapevis og med søgning om tilskud fra andre fonde.
Administrationen anviser derfor en tilpasset procesplan samt forslag til håndtering af aktuelle, konkrete opgaver/problemstillinger.
Vand og Affald påregner at afslutte projektet for ny hovedpumpestation ved udgangen af første kvartal 2025. Det ville have været naturligt at igangsætte anlæg af Geohavneparken i umiddelbar forlængelse af hovedpumpestationens færdiggørelse, men langt størsteparten af anlægsmidlerne til Geohavneparken er først afsat på budget 2026. De samlede budgetterede midler til Geohavneparken udgør i alt 22,3 mio. kr., hvoraf 3,2 mio. kr er placeret i 2025 og 18,6 mio.kr i 2026. Derfor indgår det i samarbejdsaftalen med Vand og Affald at de som en ren midlertidig foranstaltning retablerer byggepladsarealerne omkring pumpestationen med cykelsti, midlertidig belysning, græs og asfalt. Dette udgør en nødtørftig forskønnelse af den tidligere byggeplads, men indeholder ikke anlæg af en park med alt hvad dette indebærer af terrænbehandling, beplantninger, permanent belysning, møblering, formidling mv.
Som et integreret projekt i opførelsen af pumpestationen har Svendborg Kommune fået etableret offentlige toiletter og en elevator, der sikrer fremtidig offentlig adgang til taget. I konceptet for Geohavneparken skal pumpestationens tag udformes som et offentligt, rekreativt udsigts- og opholdsareal og som centralt formidlingscenter i den kommende Geohavnepark. Etablering af tagterrassen er således ligesom toiletter og elevator en del af Svendborg Kommunes parkprojekt. Tagterrassen bliver indrettet med forskellige trappe- og siddeniveauer der muliggør en helt særlig udsigt over store dele af havnen. I sin færdige form med formidling af den sydfynske geologi, natur og maritime kulturarv bliver det et spektakulært og anderledes formidlingssted og indgang til UNESCO Geopark Det Sydfynske Øhav.
De afsatte midler for 2025 kan kun finansiere toiletter, elevator og en del af budgettet for tagterrassen. Administrationen anbefaler imidlertid, at etableringen af tagterrassen sker snarest, og helst med ibrugtagning sommer 2025, således at ibrugtagning sker i naturlig forlængelse af færdiggørelse af selve pumpestationen. Herved får både lokale og turister en hurtig rekreativ gevinst selv om selve parken først kan anlægges fra 2026 og i sin fulde omfang forudsætter medfinansiering fra fonde..
Af de afsatte midler for 2025 på 3,2 mio. kr., udgør ca. 2,4 mio. kr. allerede etableret toilet og elevator i pumpestationen. Der resterer således ca. 0,8 mio. kr. af de afsatte 2025-midler. Herudover forventes overført ca. 0,25 mio. kr. fra 2024.
Anlæg af pumpestationens tagetage som udsigts- og rekreativt opholdsareal er overslagsmæssigt beregnet til 2,9 mio. kr., hvilket betyder en manko på 1,85 mio. kr., hvis tagterrassen skal kunne etableres i 2025. Det foreslås derfor at fremrykke 1,85 mio. kr. af budgettet fra 2026 til 2025. Hertil kommer formidlingsprojektet med plancher, model mv som først udvikles i løbet af 2025.
Som Svendborg Kommunes besøgscenter i UNESCO Geopark Det Sydfynske Øhav skal Geohavneparken formidle en 10.000 år historisk udvikling fra istid til nutid med fokus på geologi, klima og maritim kulturarv. En væsentlig epoke er stålskibstiden som formidles i et område i parken afsat til bla boldspilsaktiviteter. Svendborg Kommune har til gennemførelsen heraf opnået et støttetilsagn på 0,3 mio. kr fra Børnebasketfonden, som er finansieret af A.P. Møllerfonden. Støttetilsagnet omfatter etablering af basketkurve på skibsskorstene, der indgår i formidlingen af den maritime historie. Forudsætningen for at kunne modtage donationen er at basketbanen står klar sommer 2025. Hvis ikke dette opfyldes bortfalder donationen. Den kommunale medfinansiering af basketbanen omfatter belægninger, hegn og siddemøbler og udgør ca. 0,5 mio. kr.
Den foreslåede fremrykning af midler omfatter ikke økonomi til etablering af basketbanen, da basketbanens etablering skal ses i sammenhæng med den samlede prioritering af Trafik og Infrastrukturs ressourcer, som drøftes på Kommunalbestyrelsens temamøde i februar. Såfremt det besluttes at prioritere anlæg af basketbanen vil sagen blive behandlet igen til april og anlægsarbejdet kunne startes op umiddelbart derefter.
Med henblik på at realisere det samlede koncept for Geohavneparken i overensstemmelse med PLU’s beslutning fra 5. november 2024, har administrationen nu til hensigt, at igangsætte en konkretisering af parkens enkelte anlægselementer og formidling. Det vil ske i samarbejde med Geoparksekretariatet og Svendborg Museum som partnere og med inddragelse af en række interessenter og borgere i en åben proces. Udviklingsprocessen vil tillige indeholde kontakt og ansøgninger til fonde.
PLU vil få en status på denne udviklingsproces tidligt efterår 2025 med henblik på efterfølgende projektering.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Det samlede anlægsbudget for Geo-Havnepark er på 22,3 mio. kr.
Af den samlede anlægsbevilling på 22,3 mio. kr. er 3,2 mio. kr. placeret i 2025 og 18,6 mio. kr. i 2026. Der forventes overført 0,25 mio. kr. fra 2024 i forbindelse med regnskabet.
Der søges om at fremrykke 1,85 mio. kr. fra 2026 budgettet til 2025 budgettet. Herefter vil budgettet i 2025 være på 5,05 mio. kr. som søges frigivet.
Der resterer herefter 16,75 mio. kr. på Budget 2026.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen.
Beslutningstema
Beslutning om frigivelse af anlægsmidler til projektet ”Svendborg havn, analyse”
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og lokalsamfundsudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget anbefales.
- at frigive rådighedsbeløbet på 4.166.488 kr. til ”Svendborg Havn, analyse m.v.”
- at godkende anvendelse af eksterne konsulentydelser ifm udviklingsprojekter på havnen.
Sagsfremstilling
Der er flere store projekter i gang eller under udvikling på Svendborg havn. Heraf er nogle udviklet så langt, at det er besluttet at afsætte særskilte budgetter til udvikling, forundersøgelser eller anlæg. Det gælder bl.a. Den Blå Kant/Søndre Havn, Kobberbækken/Godsbanearealet, Geohavneparken og parkeringshus ved Østre Havnevej.
Kontoen ”Svendborg Havn, analyser” anvendes dels til intern aflønning af projektledere og -medarbejdere på bl.a. de ovenfor nævnte udviklingsprojekter samt en række mindre projekter indenfor Svendborg Havns område. Denne konto rummer for 2025 et rådighedsbeløb på 4.166.488 kr., hvoraf 3.585.060 kr. forventeligt anvendes til intern aflønning af projektledere og -medarbejdere. Det resterende beløb på 581.428 kr. budgetteres til analyse- og udredningsopgaver, hvortil det kan være nødvendigt at anvende ekstern rådgivning.
I 2025 planlægges restbeløbet bl.a. anvendt til
- Videreudvikling af strategi for klimatilpasning i etaper langs Den Blå Kant
- Udvikling af Østre Havn/Kaj, herunder gennemførelse af bygningsundersøgelse, scanning af bygninger, kulturmiljøredegørelse samt skitsering af løsningsmodeller for fremtidig anvendelse.
- Analyse af fremtidigt boligbehov/boligtyper for Svendborg Kommune, herunder havnen
- Kommunikation bl.a. ifm. borgerinddragelse vedr. Udviklingsplan for Fremtidens Havn
- Fundraising mhp. realisering af udviklingsprojekter
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
I det vedtagne budget for 2025 er der indarbejdet en rådighedsramme til ”Svendborg Havn, analyse m.v.” på 4.166.488 kr., hvorfor det jf. indstillingen er muligt at frigive disse rådighedsbeløb.
En væsentlig andel af anlægsmidlerne vil på sigt gennem bygge- og anlægsprojekter understøtte uddannelse, erhvervsudvikling, kulturliv, byliv og bosætning på og omkring Svendborg Havn.
Som redegjort for vil det blive nødvendigt med anvendelse af eksterne konsulentydelser, hvoraf nogle kan overstige grænseværdien på 150.000 kr., hvortil der kræves politisk godkendelse.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant på nuværende tidspunkt.
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Svendborg Kommune har mulighed for at ansøge Vejdirektoratet om medfinansiering af cykelstiprojekter jævnfør skrivelsen ”Cykelpulje 2025 i Infrastrukturplan 2035”
Administrationen har på baggrund af Vejdirektoratets materiale udpeget et konkret projekt som ansøgningsemne, en del af strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej.
Der skal politisk tages stilling om man ønsker at ansøge Vejdirektoratet om medfinansiering samt godkendelse af finansiering af cykelstiprojektet.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,
- At administrationen bemyndiges til at ansøge Vejdirektoratets Cykelpulje om statslig medfinansiering på 40% til en del af strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej.
- At brugen af ekstern rådgiver godkendes
- At godkende igangsættelsen af en af nedenstående scenarier:
- Scenarie A - Igangsættelse af strækning 1, af cykelstiprojektet vedr. strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej
- At godkende og frigive en bruttoanlægsbevilling på 3,33 mio. kr. i 2025 og at finansieringen sker ved:
- At hvis der opnås statslig medfinansiering på 1,332 mio. kr. og at Svendborg Kommunes andel på 1,998 mio. kr. finansieres med 1,538 mio. kr. fra anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 og de resterende 0,460 mio. kr. finansieres fra overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel”
- Scenarie A - Igangsættelse af strækning 1, af cykelstiprojektet vedr. strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej
Eller
- At såfremt der ikke opnås statslig medfinansiering finansieres cykelprojektet på 3,33 mio. kr. indenfor anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 på 1,538 mio. kr., en delfremrykning af anlægspuljen ”Cykelstier” i 2026 på 0,538 mio. kr. samt overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel” på 1,254 mio. kr.
- Scenarie B - Igangsættelse af strækning 3 og 4, af cykelstiprojektet vedr. strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej
- At godkende og frigive en bruttoanlægsbevilling på 3,57 mio. kr. i 2025 og at finansieringen sker ved:
- At hvis der opnås statslig medfinansiering på 1,428 mio. kr. og at Svendborg Kommunes andel på 2,142 mio. kr. finansieres med 1,538 mio. kr. fra anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 og de resterende 0,604 mio. kr. finansieres fra overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel”
Eller
- At såfremt der ikke opnås statslig medfinansiering finansieres cykelprojektet på 3,57 mio. kr. indenfor anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 på 1,538 mio. kr., en delfremrykning af anlægspuljen ”Cykelstier” i 2026 på 0,778 mio. kr. samt overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel” på 1,254 mio. kr.
Sagsfremstilling
Vejdirektoratet har fremsendt materiale vedrørende statslig medfinansiering af cykelstiprojekter jævnfør ”Cykelpulje 2025 i Infrastrukturplan 2035”. Af materialet fremgår det, at et kommunalt cykelstiprojekt kan få en tilskudsprocent på 40%. Ansøgningsguiden er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Guide om tilskud fra Pulje til cykelprojekter 2025).
Vejdirektoratet modtager ansøgningsemner fra kommunerne frem til og med den 31. marts 2025. Efter ansøgningsfristen udvælger Vejdirektoratet de ansøgningsemner, der bedst matcher de fastlagte kriterier og temaer.
Administrationen har undersøgt, hvilke strækningerne i Svendborg Kommune som kunne være relevante for etablering af cykelstier, som ligeledes matcher de fastlagte kriterier og temaer jf. cykelpuljen.
I den forbindelse har administrationen set nærmere på strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej, der også fremgår af Svendborg Kommunes Cykelruteplan fra 2014, side 15, jf. bilag 2 (Bilag 2. Cykelruteplan 2014). Strækningen betjener desuden nærområdets skolesøgende til Vestre Skole og Rantzausminde Skole, bilag 3 (Bilag 3. Skolevej)
Strækningen vurderes derfor at honorere flere af ansøgningskriterierne, såsom bedre fremkommelighed på (nye) cykelstier, styrke cykelpendling samt forbedring af trafiksikkerhed og sammenhæng på skolevejsnet.
Projektet
Strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej består af fire delstrækninger jf. bilag 4 (Bilag 4. Projekt Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej).
Delstrækning 1 til 3 består af strækningen fra Skovvej til Ryttervej. På strækningen skal der etableres en enkeltrettet fællessti i begge vejsider (fortovsdel og cykelstidel afskærmet fra kørebanen med kantsten).
Delstrækning 4, fra Voldgade til Skovvej, skal der etableres 2-1 vej, hvilket er en afmærkningsløsning med en dobbeltrettet vognbane. Ved mødesituationer benytter bilerne vigespor til højre for deres færdselsretning. Bilister skal påse, at benyttelse af vigesporet ikke bliver til fare for lette trafikanter. Når der ikke er mødesituationer vil vigesporet være anvendeligt som visuelt afskærmet færdselsareal til lette trafikanter.
Administrationen har foretaget nye beregninger for hele strækningen, som vil have en samlet anlægsudgift på 8,41 mio. kr.
Selv hvis Svendborg Kommune opnår tilsagn fra Vejdirektoratet om statslig medfinansiering af cykelstiprojektet, vil det derfor ikke være muligt at anlægge hele strækningen. Administrationen indstiller på den baggrund til, at Svendborg Kommune ansøger om statslig medfinansiering af delstrækning 1 eller delstrækning 3 og 4.
Afhængigt af det valgte scenarie vil den eller de tilbageværende delstrækninger, sammen med delstrækning 2, på et senere tidspunkt blive fremlagt til politisk prioritering. Dette skal sikre, at hele strækningen, såfremt der opnås politisk prioritering, på sigt kan etableres i overensstemmelse med Cykelruteplanen.
Strækningen har tidligere været prioriteret af Teknik- og Erhvervsudvalget den 6. maj 2021 som en del af den fremadrettede plan for cykelfremme i Svendborg Kommune. Cykelprojektets midler blev efterfølgende tilbagekaldt og allokeret til andre formål.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
I budgetrammen for 2025 er der afsat 1,538 mio. kr. til etablering af cykelstier i 2025.
Herudover overføres et mindreforbrug på ca. 1,254 mio. kr. fra ”Almen Skolekørsel 2024” til anlæg. Overførslen fra regnskab 2024 sker på baggrund af Teknik- og Erhvervsudvalgets beslutning den 9. maj 2019, hvor det blev besluttet at anvende eventuelle besparelser på driftskontoen ”Almen Skolekørsel” til at forbedre elevers vej til skolen.
Strækningen Egensevej/Høje Bøge Vej/Skovsbovej har en samlet anlægsudgift på 8,41 mio. kr., som fordeler sig jf. nedenstående på de fire strækninger:
- Strækning 1: 3,33 mio. kr.
- Strækning 2: 1,52 mio. kr.
- Strækning 3: 3,33 mio. kr.
- Strækning 4: 0,23 mio. kr.
Administrationen indstiller til, at der ansøges om statslig medfinansiering til enten scenarie A eller B.
Scenarie A - Igangsættelse af strækning 1
Der søges en anlægsbevilling på 3,33 mio. kr. i 2025
Anlægsbevilling på 3,33 mio. kr. i 2025 ønskes finansieret ved:
- At hvis der opnås statslig medfinansiering på 1,332 mio. kr. og at Svendborg Kommunes andel på 1,998 mio. kr. finansieres med 1,538 mio. kr. fra anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 og de resterende 0,460 mio. kr. finansieres fra overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel”
Eller
- At såfremt der ikke opnås statslig medfinansiering finansieres cykelprojektet på 3,33 mio. kr. indenfor anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 på 1,538 mio. kr., en delfremrykning af anlægspuljen ”Cykelstier” i 2026 på 0,538 mio. kr. samt overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel” på 1,254 mio. kr.
Scenarie B – Igangsættelse af strækning 3 og 4
Der søges en anlægsbevilling på 3,56 mio. kr. i 2025
Anlægsbevilling på 3,57 mio. kr. i 2025 ønskes finansieret ved:
- At hvis der opnås statslig medfinansiering på 1,428 mio. kr. og at Svendborg Kommunes andel på 2,142 mio. kr. finansieres med 1,538 mio. kr. fra anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 og de resterende 0,604 mio. kr. finansieres fra overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel”
Eller
- At såfremt der ikke opnås statslig medfinansiering finansieres cykelprojektet på 3,57 mio. kr. indenfor anlægspuljen ”Cykelstier” i 2025 på 1,538 mio. kr., en delfremrykning af anlægspuljen ”Cykelstier” i 2026 på 0,778 mio. kr. samt overførslerne mellem 2024 og 2025 vedr. ”Almen Skolekørsel” på 1,254 mio. kr.
CO2-Konsekvensvurdering
Sagen vurderes ikke at have betydning for CO2-udledningen.
Lovgrundlag
Vejloven
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Relaterede bilag
Beslutningstema
Administrationen præsenterer hvert år lister med trafiksikkerhedsprojekter til politisk prioritering.
I den forbindelse skal der politisk prioriteres og frigives anlægsmidler fra anlægsrammerne ”Trafiksikkerhed og Cykelfremme 2025”, ”Trafiksikkerhedsprojekter 2022” og ”Akutte Trafiksikkerhedsprojekter 2023”.
Midlerne skal prioriteres til trafiksikkerhedsprojekter, akutte trafiksikkerhedstiltag og trafiksikkerhedskampagner.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At frigive anlægspuljerne:
- ”Trafiksikkerhed og Cykelfremme 2025” på 3,11 mio. kr.,
- ”Trafiksikkerhedsprojekter 2022” på 0,16 mio. kr.
- ”Akutte Trafiksikkerhedsprojekter 2023” på 0,21 mio. kr.
- At den samlede anlægsramme på 3,48 mio. kr. prioriteres med:
- 2,88 mio. kr. til Trafiksikkerhedsprojekter jf. Projektkataloget
- 0,5 mio. kr. til Akutte trafiksikkerhedstiltag
- 0,1 mio. kr. til Trafiksikkerhedskampagner
Sagsfremstilling
Hvert år præsenterer administrationen forslag til trafiksikkerhedsprojekter, som Teknik- og Miljøudvalget har mulighed for at prioritere, og som kan gennemføres helt eller delvist i indeværende år. Forslagene til trafiksikkerhedsprojekter er samlet i et projektkatalog vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Projektkatalog).
Projekterne i projektkataloget er primært afledt af Svendborg Kommunes trafiksikkerhedsplan samt strækninger med høje overskridelser af hastighedsgrænsen, udvalgt på baggrund af trafiktællingsdata.
Der er udarbejdet en læsevejledning til projektkataloget som er vedlagt som bilag 2 (bilag 2. Læsevejledning til Projektkatalog).
Projekterne markeret med gult i projektkataloget kan igangsættes umiddelbart efter frigivelsen af anlægsmidlerne. Den gule markering strækker sig så langt ned i listen som anlægsmidlerne forventes at række til. Som bilag 3 er der vedlagt kortmateriale for projekterne i projektkataloget (Bilag 3. Kortmateriale jf. Projektkatalog).
På baggrund af vægtningsberegningerne anbefaler administrationen, at projekterne prioriteres i den anførte rækkefølge fra toppen og nedefter
Miljø- og Teknikudvalget har også mulighed for at prioritere blandt de trafikale ønsker, der løbende indkommer til administrationen fra borgere, foreninger, skoler, etc. Disse ønsker er placeret på listen ”Borgerønsker ikke optaget i Projektkatalog”. Listen er sorteret alfabetisk efter gade- eller områdenavn og vedlagt som bilag 4 (Bilag 4. Borgerønsker ikke optaget i Projektkatalog). Denne liste er den 27. januar 2025 redaktionelt lukket for nyindkomne henvendelser.
Foruden frigivelse af anlægsmidler til trafiksikkerhedsprojekter indstilles der til at frigive midler til akutte trafiksikkerhedstiltag samt trafiksikkerhedskampagner.
Akutte trafiksikkerhedstiltag
Der afsættes 0,5. mio. kr. til trafiksikkerhed, der understøtter administrationens generelle trafiksikkerhedsarbejde. Arbejdet indbefatter anlæg af mindre tiltag rundt om i kommunen til straks afhjælpning, forbedring af skoleveje og minimering af trafikal utryghed i dialog med de relevante skoler og borgere.
Trafiksikkerhedskampagner
Der afsættes 0,1 mio. kr. til deltagelse i trafiksikkerhedskampagner i 2025, herunder indkøb af kampagnemateriale. Trafiksikkerhedskampagner er typisk udarbejdet af Rådet For Sikker Trafik og har adfærdsregulerende formål til gavn for trafiksikkerheden.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
I budgettet for 2025 er der indarbejdet følgende anlægspuljer som søges frigivet:
- ”Trafiksikkerhed og Cykelfremme 2025” på 3,11 mio. kr.,
- ”Trafiksikkerhedsprojekter 2022” på 0,16 mio. kr.
- ”Akutte Trafiksikkerhedsprojekter 2023” på 0,21 mio. kr.
Den samlede anlægsramme på 3,48 mio. kr. prioriteres til realisering af følgende områder:
- 2,88 mio. kr. til trafiksikkerhedsprojekter jf. Projektkataloget.
- 0,50 mio. kr. til akutte trafiksikkerhedstiltag.
- 0,10 mio. kr. til trafiksikkerhedskampagner.
CO2-Konsekvensvurdering
Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at estimere CO2-udledningen, men sagen vurderes ikke at have betydelige konsekvenser for CO2-udledningen.
Lovgrundlag
Vejloven
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Relaterede bilag
Beslutningstema
Teknik- og Miljøudvalget skal træffe beslutning om frigivelse af diverse anlægspuljer for budget 2025.
Anlægsrammerne vedrører affaldssortering, parkering, funktionskontrakt og partnerringsaftale, cykel- og gangstier, egetræer, trafikanalyse ved aflastningscenter nord, lokalområdernes stiprojekter samt signalanlæg.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At frigive anlægsmidlerne til Affaldssortering i byrum på 0,27 mio. kr.
- At frigive anlægspuljen til Parkering på 0,86 mio. kr.
- At frigive anlægspuljen til Signalanlæg på 0,73 mio. kr.
- At frigive anlægsmidlerne til Egetræer på skoler på 0,05 mio. kr.
- At frigive anlægspuljen til Cykel- og Gangstier på 0,51 mio. kr.
- At frigive anlægspuljen til Støtte til Lokalområdernes Stiprojekter på 0,40 mio. kr.
- At frigive anlægspuljen til Veje – Funktionsudbud og partnerring på 19,20 mio. kr.
- At frigive anlægsmidlerne Trafikanalyse ved Aflastningscenter Nord 2024 på 0,46 mio. kr.
Sagsfremstilling
I budget 2025 er ovenstående anlægspuljer/anlægsprojekter indarbejdet i investeringsoversigten.
Det omhandler anlægsmidler til affaldssortering, parkering, funktionskontrakt og partnerringsaftale, cykel- og gangstier, egetræer, trafikanalyse ved aflastningscenter nord, lokalområdernes stiprojekter samt signalanlæg.
En nærmere gennemgang af anvendelsen af anlægsmidlerne fremgår af bilag 1-8.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
I investeringsoversigten for budget 2025 fremgår nedenstående anlægspuljer/anlægsprojekter. Der søges om en frigivelse af de enkelte anlægspuljers/anlægsprojekters rådighedsbeløb for 2025.
Anlægspulje/-projekt | Mio. kr. |
Affaldssortering i byrum | 0,27 |
Pulje vedr. parkering | 0,86 |
Rådighedsbeløb Signalanlæg | 0,73 |
Egetræer på skoler | 0,05 |
Cykel- og Gangstier | 0,51 |
Støtte til Lokalområdernes Stiprojekter | 0,40 |
Veje – Funktionsudbud og partnerring | 19,20 |
Trafikanalyse ved Aflastningscenter Nord 2024 | 0,46 |
CO2-Konsekvensvurdering
Sagen vurderes ikke at have konsekvenser for CO2-udledningen
Lovgrundlag
Kasse- og regnskabsregulativet
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Relaterede bilag
Beslutningstema
I forbindelse med udmøntningen af budgetforliget for 2025 skal Teknik- og Miljøudvalget træffe beslutning om frigivelse af anlægspuljen til vedligeholdelse af kommunens bygninger.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At frigive anlægspuljen på 39,5 mio. kr. til vedligeholdelse af kommunens bygninger
- At godkende brugen af ekstern rådgiver
Sagsfremstilling
Anlægspuljen til vedligeholdelse af kommunens bygninger anvendes på tværs af bygningsmassen.
Anlægsopgaverne er prioriteret på baggrund af en faglig vurdering, hvor kommunens ejendomsstrategi samt prioriteringsmodel lægger til grund. Efter prioriteringsmodellen prioriteres myndighedsopgaver højest. Det betyder, at puljen hovedsageligt vil blive afsat til lovpligtige opgaver, og dernæst opgaver der skal bidrage til at fremme den grønne omstilling.
Inden for lovpligtige forhold bliver puljen blandt andet anvendt til:
- Sikring af brandmæssige forhold
- Rottebekæmpelse
- Lovpligtige eftersyn og vedligehold af elevatorer, legepladser og ventilationsanlæg mm.
- Reparation af belægninger, så de er sikkerhedsmæssigt forsvarlige
- En mindre del af puljen vil også blive anvendt til afhjælpende vedligehold af kendte forhold, inden de udgør en sikkerheds- og lovmæssig risiko.
En detaljeret oversigt over disponeringen af vedligeholdelsespuljen fremgår af bilag 1 (Bilag 1. Vedligeholdelsespuljen 2025). Det skal bemærkes, at der ved budgetforliget for 2025 blev fremrykket 6,0 mio. kr. til vedligeholdelsespuljen i 2025, hvilket er disponeret til køleanlæg på ”Det Gode Madhus”, tagudskiftning på Hesselager Børnehus, tagudskiftning på Damgården og udskiftning af lysarmaturer på Rantzausminde Skole grundet PCB. Der vil være vedligeholdelsesopgaver, som kræver brugen af ekstern rådgiver.
Idet vedligeholdelsespuljen primært disponeres til myndighedsrelaterede opgaver, er der opgaver, som det ikke er muligt at finansiere via puljen, herunder bl.a. tagudskiftning på Tåsingeskolen afd. Sundhøj, Ørkildskolen afd. Øst, Svendborgvej 135, administrationsbygningen på Frederiksø samt Svinget 1. Se bilag 2 (Bilag 2. Ufinansierede opgaver B25).
Herudover er der en række vinduesudskiftninger som kan finansieres via låneoptag til energiinvesteringer, hvis det prioriteres politisk. Det vil forventeligt blive forelagt til politisk behandling i første halvår af 2025.
I prioritering af opgaver og beregningerne er der ikke taget højde for, at nye bestemmelser i arbejdsmiljøloven er trådt i kraft pr. 1. januar 2025 for håndtering af asbest og test for legionella på plejecentrene. Der tages derfor forbehold for, at opgaver kan fordyres som følge af den nye lovgivning.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
I budgettet for 2025 er der indarbejdet en anlægspulje på 39,5 mio. kr. til vedligeholdelse af kommunens bygninger.
Denne anlægspulje søges frigivet.
Da der vil være anlægsopgaver, som kræver brug af ekstern rådgiver over 0,15 mio. kr., søges dette ligeledes godkendt.
CO2-Konsekvensvurdering
Det vurderes ikke at have betydelige konsekvenser for CO2-udledningen.
Lovgrundlag
Kasse- og regnskabsregulativet
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Der skal træffes politisk beslutning om prioriteringen af midler i anlægsprojektet ”Understøttelse af Svendborg Heldagsskoles udvikling af fysiske læringsmiljøer” samt frigivelse deraf.
Indstilling
Direktionen indstiller til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget anbefales,
- At anlægspuljerne til ”Understøttelse af Svendborg Heldagsskoles udvikling af fysiske læringsmiljøer” disponeres som beskrevet i sagsfremstillingen
- At anlægspuljen ”Understøttelse af Svendborg Heldagsskoles udvikling af fysiske læringsmiljøer” på 300.000 kr. i 2025 frigives.
Sagsfremstilling
Svendborg Heldagsskole har, med udgangspunkt i Svendborg Heldagsskoles udviklingsplan for de pædagogiske, didaktiske og fysiske læringsmiljøer, udarbejdet følgende forslag til disponering af anlægsrammen i samarbejde med administrationen:
- Etablering af tidssvarende fysiske læringsmiljøer i 6 klasselokaler og SFO
- Interaktivt gulv (didaktisk redskab, der understøtter fysisk læring)
- Eventuelle overskydende midler anvendes efter konkret vurdering på skolens behov og igangværende opgaver
Historik
Den 27. februar 2024 besluttede Kommunalbestyrelsen at følge Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets indstilling om, at Svendborg Heldagsskoles ledelse skulle udarbejde en udviklingsplan for de pædagogiske, didaktiske og fysiske læringsmiljøer. Det blev ligeledes besluttet, at administrationen skulle udarbejde dette budgettema med det formål at understøtte udviklingsplanen.
Svendborg Heldagsskoles udviklingsplan er vedlagt sagen som bilag. Bemærk at bilaget består af den samlede skoleplan for Heldagsskolen, hvoraf punkt om de fysiske læringsmiljøer fremgår på side 3 og 4.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er i budgetforliget afsat 300.000 kr. til formålet i 2025.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Folkeskoleloven
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Plan- og Lokalsamfundsudvalget skal tage stilling til udmøntning af lokalsamfundsmidler for 2025 samt ikke uddelte midler og restmidler, der er bevilliget i budgetårene 2019-2023.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget at tage følgende orienteringspunkter til efterretning:
- Status på borgerbudgetter i 2024
- Evaluering af borgerbudgetterne
- Status på større øvrige projekter (Lokalsamfundspulje 2021, Potentialeplanspulje 2021 og Potentialeplan Sydtåsinge 2021)
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget at godkende følgende:
- At de nye midler i Budget 2025 på 1.876.622 kr. disponeres som foreslået jf. sagsfremstilling.
- At 200.000 kr. i borgerbudgetmidler fra 2022 og 2023 til øerne (Hjortø, Drejø og Skarø) falder tilbage til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets disposition.
- At midler fra ikke realiserede borgerbudgetprojekter falder tilbage til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets disposition med mindre, at projektet droppes indenfor 2 måneder efter bevillingsdatoen, så beholder lokalrådet midlerne.
- At borgerbudgetprojekter med bevillinger fra før juni 2022 skal være gennemført inden udgangen af 2025.
- At mellemfinansieringen af LAG SØM projekter håndteres indenfor lokalsamfundsmidlernes likviditet og at de tidligere prioriterede midler til mellemfinansiering af LAG SØM projekter på 961.695 kr. frigives til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets disposition.
- At prioriteringen af ikke uddelte midler fra 2022-2024 og restmidler fra 2021-2023 på op til 1.353.416 kr. udskydes til Plan- og Lokalsamfundsudvalgets møde i maj.
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalsamfundsudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget at anbefales:
- At rådighedsrammen på 1.876.622 kr. fra Budget 2025 til Lokalsamfundspuljen samt 4.936.502 kr. af periodiserede anlægsmidler fra 2024 frigives fra Budget 2025.
Sagsfremstilling
Status på borgerbudgetter 2024
I 9 ud af 10 lokalområder er der jf. bilag 1 (Bilag 1 Oversigt over borgerbudgetmidler pr. lokalområde) uddelt midler fra borgerbudgetterne i 2024. Øerne har ikke uddelt midler fordi man har afventet oprettelsen af et lokalråd, men da Plan- og Lokalsamfundsudvalget i januar 2025 har vedtaget en borgerbudgetmodel uden lokalråd, så forventes det at ske i 2025.
I de øvrige 9 lokalområder er stort set alle midlerne delt ud eller er ved at blive delt ud. Det har i 2024 resulteret i 61 nye projekter, der kan findes i oversigten i bilag 2 (Bilag 2 Oversigt over nye borgerbudgetprojekter i 2024).
Evaluering af borgerbudgetterne
Administrationen har på Plan- og Lokalsamfundets ønske evalueret borgerbudgetterne i Svendborg Kommune for perioden 2019-2024 som det fremgår af bilag 3 (Bilag 3 Evaluering af borgerbudgetterne i Svendborg Kommune). Evalueringen viser, at borgerbudgetterne har været en succes og har bidraget både til lokalområdernes udvikling og nærdemokrati.
Hovedresultater:
- 132 projekter blev støttet mellem 2019-2023, hvoraf 81 % er afsluttet; 61 projekter blev bevilget i 2024, og yderligere 14 forventes afsluttet.
- Projekterne fordeler sig primært på arrangementer, udearealer og fælleshuse.
- Borgerinddragelsen varierer mellem bestyrelsesbeslutninger, jury- og afstemningsmodeller. Afstemningsmodeller giver størst inddragelse, men kræver flere ressourcer.
- Implementeringen af deltag.svendborg.dk kan styrke gennemsigtighed og effektivitet.
Anbefalinger:
- Udvid brugen af deltag.svendborg.dk for at styrke digital borgerinddragelse.
- Fremhæv jury-modellen som en balanceret løsning, men motiver til afstemningsmodeller, hvor det er muligt.
- Fortsæt administrativ støtte for at sikre projektkvalitet og styrke lokalrådenes kapacitet.
Status på større øvrige projekter
I marts 2024 besluttede Plan- og Lokalsamfundsudvalget at forlænge bevillingen til syv projekter under Potentialeplans- og lokalsamfundspuljerne 2021 til udgangen af 2025. Tre af projekterne er afsluttet i 2024 med et mindre forbrug, der overgår til udvalgets disposition (se tabel 1) og status på de øvrige fire projekter fremgår af bilag 4 (Bilag 4 Status på Potentialeplans- og Lokalsamfundspuljer 2021)
Arbejdet med Potentialeplanen for Sydtåsinge, som har en bevilling på 200.000 kr. fra 2021, er under opstart og forventes gennemført i løbet af 2025.
Administration af borgerbudgetter
Plan- og Lokalsamfundsudvalget vedtog i juni 2022 kriterier for borgerbudgetterne, der indeholder følgende sætning vedrørende ikke udmøntede midler:
"Overskydende midler fra et borgerbudget kan højst overføres til næste års borgerbudget i samme område. Tildelte midler står som udgangspunkt til rådighed for projekterne i maksimum et år. Midler der ikke bliver udmøntet, bliver tilbageført til Plan- og Lokalsamfundsudvalget disposition."
Det vil sige at Lokalrådene maksimalt kan vente et år med at uddele midlerne. I praksis betyder det med den nuværende årlige ramme på 100.000 kr. pr. lokalråd, at lokalrådene maksimalt kan tage 100.000 kr. med fra et budgetår til det næste, og dermed max spare op til 200.000 kr. Det har i 2024 bl.a. betydet at Thurø og Stenstrup Lunde Kirkeby lokalråd er blevet opfordret til at gennemføre deres borgerbudget med ansøgningsfrist i december, så de ikke risikerede at midler over 100.000 kr. ville falde tilbage til Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Konkret har denne regel betydning for øerne, der kommer til at have 200.000 kr. til uddeling i 2025 og ikke 400.000 kr., da de 200.000 kr. sparet op i årene 2022-2023 bliver ført tilbage til Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Borgerbudget-projekter fremadrettet
Fra lokalrådet har bevilliget midler, har projektet maksimum 1 år til at blive gennemført. Efter bevillingen er givet overtager administrationen dialogen med bevillingsmodtagerne med hensyn til udbetaling, regnskab og slutrapport, der bl.a. kommer til udtryk ved vejledning i forlængelse af den kommunale screening af projektet, en løbende opfølgning på status samt møder ved behov.
Hvis projektet bruger mere end 1 år fra bevillingsdatoen, og administrationen ikke vurderer at projektet kan realiseres inden for kort tid, så mister projektet midlerne, der bliver tilbageført til Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Men i tilfælde af, at projektet droppes inden for et år, foreslår administrationen følgende:
- Hvis bevillingsmodtager inden for 2 måneder dropper projektet, så bliver midlerne tilba-geført til lokalrådet.
- Hvis bevillingsmodtager dropper projektet efter der er gået 2 måneder, så bliver midlerne tilbageført til PLU til disponering på ny.
Borgerbudget-projekter fra før juni 2022
Administrationen har overfor gamle projektbevillinger fra før Plan- og Lokalsamfundsudvalgets beslutning fra juni 2022 ikke med tilbagevirkende kraft, håndhævet reglen om max 1 år til gennemførsel. Administrationen foreslår at de uafsluttede projekter fra før juni 2022 får til udgangen af 2025 til at blive realiseret og ellers bliver midlerne ført tilbage til Plan- og Lokalsamfundsudvalget.
Mellemfinansiering LAG SØM
Mellemfinansieringen ydes til almennyttige projekter, der opfylder kravene og har fået bevilling fra LAG SØM. Mellemfinansieringen giver foreninger i Svendborg Kommune en hjælpende likviditet til at gennemføre projekterne. Når projektet er gennemført og afsluttet, bliver mellemfinansieringen tilbageført fra LAG SØM til Svendborg Kommune.
Plan- og Lokalsamfundsudvalget besluttede i marts 2024 at afsætte 961.695 kr. til mellemfinansieringen. Administrationen foreslår i stedet at benytte den økonomiske buffer fra lokalsamfundsmidlerne til at mellemfinansiere op til 1 mio. kr. til LAG SØM projekterne. Lokalsamfundsmidlerne er i 2025 på ca. 6,8 mio. kr. og der er de seneste to år udbetalt midler for ca. 2,2 mio. kr. om året. Udover de store gamle bevillinger, skyldes det blandt andet den forsinkelse der er på borgerbudgettet fra udvalgets frigivelse, til lokalrådets uddeling til projekternes realisering. Så selvom der skulle blive brugt flere midler i 2025 end de foregående år, så forventes der stadig at være en fornuftig buffer.
Tabel 1: Gamle midler til udvalgets disposition | Kr. |
Potentialeplans- og Lokalsamfundspuljerne 2021 restmidler | 79.554 |
Mellemfinansiering LAG SØM | 961.695 |
Borgerbudgetmidler 2022-23 til øerne (ikke uddelt) | 200.000 |
Borgerbudget restmidler | 17.528 |
SVENDBY-puljen restmidler | 9.639 |
Pulje til nye potentialeplaner og opfølgning på potentialeplaner | 85.000 |
SUM | 1.353.416 |
Frigivelse af nye midler
Administrationen anbefaler nedenstående fordeling af midlerne i 2025:
Tabel 2: Nye midler fra Budget 2025 | Kr. |
Driftstilskud til 9 lokalråd, 15.000 kr. pr. stk. | 135.000 |
Borgerbudgetter, 100.000 kr. pr. lokalområde | 1.000.000 |
SVENDBY-puljen | 400.000 |
Opstartsmidler til bydelsråd i Svendborg by (ny) | 30.000 |
Deltag.svendborg.dk, halv medfinansiering af platformen | 65.000 |
Netværksmøder | 40.194 |
Administration 11 % af nyt budget | 206.428 |
SUM | 1.876.622 |
Driftstilskud til lokalrådene reduceres med 15.000 kr. i forhold til budgettet i 2024, da øerne (jf. beslutning på Plan- og lokalsamfundsudvalgets møde januar 2025) ikke opretter et lokalråd.
Borgerbudgetterne øges med 50.000 kr. sammenlignet med 2024, så Tved får 100.000 kr. lige som de øvrige lokalområder.
Svendby-puljen øges med 50.000 kr. sammenlignet med 2024, så der er 100.000 til hvert af byens fire lokalområder (Øst, Vest, Nord og Midtby). Tanken er at de nye Bydelsråd gradvist skal tage over uddelingen af midlerne til Svendby-puljen, og dermed få eget borgerbudget.
Der afsættes 30.000 kr. til modning og opstart af bydelsråd i Svendborg by. Arbejdet vil foregå som en del af Svendby-puljen, der via bl.a. kommunikation og infomøder vil skabe overblik over og relationer til lokalområdernes aktører vil modne lokalområderne til at oprette bydelsråd.
Der arbejdes på at afholde to netværksmøder i 2025. Det ene den 19. februar med fokus på kommunikation og det andet i juni måned med fokus på borgerbudgetprojekter.
Sagen afgøres i
Plan- og Lokalsamfundsudvalget
Teknik- og Miljøudvalget
Relaterede bilag
Beslutningstema
Der skal træffes beslutning om prioritering og finansiering af en nødvendig udvidelse af Toftevænget i forbindelse med et nyt boligområde ved Højensvej i Svendborg jf. lokalplan 665.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At udvalget beslutter, hvordan projektet skal prioriteres blandt følgende to muligheder:
- At vejanlægget ved Højensvej udskydes.
Eller
- At vejanlægget ved Højensvej fremsendes som et anlægstema til årets budgetforhandlinger for 2026.
Sagsfremstilling
For at reducere risikoen for at vejanlæg, der opstår som følge af lokalplansager, overses i de politiske prioriteringer, iværksætter administrationen en ny praksis. Praksis indebærer, at Teknik- og Miljøudvalget én gang årligt præsenteres for muligheden for at prioritere sådanne vejanlæg.
Den årlige politiske fremstilling vil ske i februar måned og vil blive sammenkoblet med den eksisterende proces for udvalgets prioritering af trafiksikkerhedsprojekter. På denne måde opnås en samlet politisk drøftelse og prioritering af vejrelaterede anlægsprojekter.
Administrationen har kendskab til et vejanlæg ved Boligområdet ved Højensvej jf. lokalplan 665.
Lokalplan 665
Den 28. juni 2022 vedtog Kommunalbestyrelsen endeligt forslaget til lokalplan 665 for boligområdet ved Højensvej. En forudsætning for lokalplanens realisering er en gennemførelse af den nødvendige udvidelse af den offentlige vej Toftevænget.
Bygherre ønskede ikke at stå for omkostningerne til udvidelsen af den offentlige vej og mente, at det var kommunens ansvar. Kommunen havde ikke hjemmel til at pålægge bygherre at finansiere vejudvidelsen via Vejloven. Lokalplanen blev vedtaget uden finansiering af den nødvendige udvidelse af den offentlige vej.
Trafikale forhold ved Toftevænget
Administrationen har i samarbejde med politiet vurderet de trafikale udfordringer ved Toftevænget, som omfatter følgende:
- Den nuværende vejbredde på Toftevænget er utilstrækkelig. Vejbredden bør udvides til minimum 5,0 m med 0,75 m rabat på hver side for at opfylde kravene til større køretøjer.
- Overkørslen fra den private fællesvej til Toftevænget skaber udfordringer for bl.a. renovationsbiler og andre store køretøjer.
Anlægsomkostningerne for udvidelsen af Toftevænget er estimeret til ca. 0,40 mio. kr.
Først når vejanlægget er etableret, vil det være muligt at give en adgangstilladelse til byggegrunden.
Når kommunen vedtager en lokalplan for et nyt udstykningsområde med vejadgang til en bestemt vej, som i sin nuværende indretning og bredde ikke vil kunne afvikle den forventede færdsel, når udstykningsområdet er udbygget, er den trafikalt begrundende vejudvidelse som udgangspunkt kommunens forpligtelse jf. Vejloven § 8, stk. 1.
I forbindelse med vedtagelsen af lokalplanen blev bygherre informeret om, at en kommunalt finansieret udvidelse af Toftevænget vil indgå som et ordinært anlægsprojekt, der prioriteres i forhold til kommunens øvrige anlægsprojekter.
Hvis vejudvidelsen ikke indgår som et højprioriteret vejprojekt i trafikal og økonomisk henseende og heller ikke forventes at ville blive gennemført de nærmeste år, vil lokalplanen ikke kunne realiseres efter sit indhold, før vejforholdene er på plads. I en sådan situation kan bygherre tilbyde at indgå en aftale med kommunen efter Vejloven § 8, stk. 3, så de økonomiske rammer for at fremrykke vejudvidelsen tidsmæssigt kommer i stand.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er i forbindelse med budgetforliget for 2025 afsat 0,051 mio. kr. til vejanlægget ved boligområdet ved Højensvej i Svendborg. Det samlede vejanlæg er estimeret til at koste ca. 0,40 mio. kr.
Det er ikke muligt at afholde udgifterne til etablering af vejanlægget ved boligområdet inden for de eksisterende budgetter.
Såfremt Teknik- og Miljøudvalget ønsker at prioritere projektet, kan anlægsprojektet fremsendes som et anlægstema til årets budgetforhandlinger.
CO2-Konsekvensvurdering
Sagen har på nuværende tidspunkt ingen konsekvenser på CO2-udledningen.
Lovgrundlag
Planloven
Vejloven
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutningstema
I Budget 2025 blev der afsat midler til at sikre offentlighedens adgang langs kyster og til naturen generelt. Administrationen præsenterer et forslag til fremgangsmåde og administrationsgrundlag for sikring af offentlighedens adgang langs kyster og til natur i øvrigt. Der præsenteres også et forslag til prioritering af kyststrækninger. Teknik- og Miljøudvalget skal godkende administrationens indstillinger.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget
- At godkende fremlagte fremgangsmåde for kortlægning af de konkrete områder.
- At godkende fremlagte administrationsgrundlag for sikring af offentlighedens adgang langs kyster og til natur i øvrigt.
- At godkende fremlagte prioritering af kyststrækninger.
Sagsfremstilling
Baggrund
Svendborg Kommune vedtog i Budget 2025 at afsætte midler til én medarbejder i Klima, Natur og Miljø til sikring af offentlig adgang i naturen og langs kyster, herunder en opsøgende gennemgang af kommunens kyster for hindringer af offentlighedens adgang. Arbejdet har til formål at sikre, at der ikke er områder i Svendborg Kommune, hvor man uretmæssigt har begrænset offentlighedens adgang til natur.
Fremgangsmåde
Der gennemføres en fysisk gennemgang (tilsyn/besigtigelse) af kysten, hvor kommunen registrerer de skilte, broer, kystbeskyttelsesanlæg, mv., som hindrer adgang langs de kyster, som jævnfør lovgivningen burde være offentligt tilgængelige. Gennemgangen af kysten vil med stor sandsynlighed medføre en række håndhævelsessager indenfor forskellige lovområder såsom naturbeskyttelsesloven, kystbeskyttelsesloven, plan- og byggelov, mv.
Der gennemføres efterfølgende en fysisk gennemgang af øvrige naturområder i Svendborg Kommune, så som skove, stier og ådale med mere.
Der indtænkes en kommunikationsindsats i arbejdet mhp. at sikre (1) god dialog i forbindelse med håndhævelsessagerne og (2) oplysning om reglerne for offentlig adgang.
Administrationsgrundlag
Offentlighedens adgang til naturen er et kompliceret område med mange forskelligartede problemstillinger og flere forskellige lovgivninger. Der skal foretages særskilte vurderinger i alle enkelte sager, hvilket gør det vanskeligt at lave et kommunalt administrationsgrundlag for adgangssager generelt.
Administrationen indstiller derfor at love- og bekendtgørelser samt løbende afgørelser fra Miljø- og fødevareklagenævnet udgør kommunens administrationsgrundlag som hidtil. De helt centrale regler for offentlighedens adgang til naturen er Naturbeskyttelseslovens adgangsregler, som uddybes i Adgangsbekendtgørelsen. Naturbeskyttelseslovens regler og proceduren for arbejdet med offentlighedens adgang til kyst og øvrige naturtyper beskrives nærmere i bilag 1 (Bilag 1. Administrationsgrundlag).
Brochuren ’Naturen må gerne betrædes – men træd varsomt’ fra Miljø- og Fødevareministeriet giver et godt overblik over de forskellige adgangsregler i et overskueligt skema jf. bilag 2 (Bilag 2. Naturen må gerne betrædes – men træd varsomt).
Prioritering
Administrationen foreslår, at adgangen til kommunens kyster foretages først på nedenstående strækninger, da de benyttes af mange mennesker og flere steder er tæt bebygget, hvilket kan give adgangsmæssige udfordringer.
- Kysten omkring Thurøby
- Kysten langs Rantzausminde
Der ansættes en ny medarbejder til at løfte indsatsen. Ud over gennemgang af kyststrækninger og øvrige naturområder, vil man løbende skulle løse indkomne sager indmeldt fra offentligheden.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen udover allerede budgetterede midler.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Adgangsbekendtgørelsen
Mark- og vejfredsloven
Danske Lov
Privatvejsloven
Vandløbsloven
Klitfredningsbekendtgørelsen (kun i Jylland)
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Regionsrådet har den 25. november 2024 besluttet at revidere den gældende Råstofplan 2020. Idéer og forslag til den nye Råstofplan kan indgives til Regionsrådet frem til den 13. marts 2025.
Råstofplanen fastlægger rammerne for den fremtidige råstofindvinding. Kommuneplanen er underlagt råstofplanen.
Der skal tages stilling til Svendborg Kommunes høringssvar til Regionsrådet.
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan- og Lokalområdeudvalget, at det overfor Teknik- og Miljøudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales, at
- Det fremlagte forslag til Svendborg Kommunes høringssvar til Region Syddanmark fremsendes.
Sagsfremstilling
Baggrund
Regionerne er ansvarlige for at udarbejde råstofplaner. Planerne sætter rammerne for den fremtidige forsyning med råstoffer via retningslinjer og udpegning af områder, hvor råstofindvinding skal foregå nu (graveområder) og i fremtiden (interesseområder).
Råstofplan 2020’s udpegninger af graveområder og interesseområder i Svendborg Kommune er vist på bilag 1 (Bilag 1. Råstofplan 2020’s udpegninger af grave- og interesseområder i Svendborg Kommune).
Regionsrådet i Region Syddanmark har besluttet at revidere den gældende Råstofplan 2020 og har den 16. januar 2025 indkaldt til idéer og forslag til en ny Råstofplan. Brevet er vedlagt som bilag 2 (Bilag 2. Region Syddanmark indkalder idéer og forslag til ny Råstofplan). I tilknytning har Regionen udarbejdet et debatoplæg. Debatoplægget er vedlagt som bilag 3 (Bilag 3. Indkaldelse af idéer og forslag til ny Råstofplan). Den nye råstofplan forventes udarbejdet i 2026.
Kommuneplanen er underlagt regionens råstofplan og skal respektere råstofplanens retningslinjer og udpegninger. Råstofplanen har således betydning for kommunens planlægning for andre interesser i kommuneplanen.
Tidligere høringssvar
I forbindelse med sidste revision af råstofplanen besluttede et flertal i byrådet på møde den 27. april 2021 at fremsende forslag til Region Syddanmark om, at graveområdet ved Jernskovs Hjørne tages ud af råstofplanen af hensyn til det nærliggende værdifulde naturområde Skovholm Mose. Regionen valgte ikke at tage graveområdet ved Jernskovs Hjørne ud.
Svendborg Kommune har i august 2024 fremsendt anbefaling til Region Syddanmark om at revidere Råstofplan 2020 bl.a. med henblik på at revurdere de udlagte graveområder for sten, grus og sand samt graveområderne for ler ved Stenstrup. Teknik- og Miljøudvalget blev orienteret om høringssvaret på møde den 15. august 2024.
Forslag til Svendborg Kommunens høringssvar til Region Syddanmark
Svendborg Kommune er grundlæggende enig med Region Syddanmark i at sikre en bæredygtig udnyttelse af råstofferne, og at der bør arbejdes for, at udgravede områder får størst mulig samfundsværdi efterfølgende. Det kan fx være udvikling til næringsfattig natur og rekreative områder.
Svendborg Kommune opfordrer til at udpegningerne af grave- og interesseområderne revurderes. Nogle af de nuværende graveområder for sten, grus og sand er udgravet og der vil i nogle interesseområder komme begrænsninger i forhold til en kommende indvinding på grund af geologiske- interesser og naturinteresser. Hvis der skal være mulighed for en lokal forsyning med sten, grus og sand i fremtiden bør nye områder overvejes.
Der er udpeget store graveområder for teglværksler ved Stenstrup. Disse udpegninger bør reduceres i forhold til øget national fokus på og muligheder for at etablere vådområder for kvælstoffjernelse og reduktion af udledningen af klimagasser.
I høringssvaret angives de konkrete områder og forslag til ændringer begrundes. Forslag til høringssvar til Region Syddanmarks revision af Råstofplan er vedlagt som bilag 4 (Bilag 4. Svendborg Kommunens høringssvar til Region Syddanmark med idéer og forslag til revision af Råstofplan 2020).
Med hensyn til graveområdet ved Jernskovs Hjørne er det i forbindelse med NCC’s undersøgelser med henblik på gravning afklaret, at forekomsten kan indvindes uden påvirkning af vandstanden i Skovholm Mose. Administrationen vurderer derfor, at der ikke længere er grundlag for at foreslå dette området bliver taget ud af planen.
Regionen lægger op til dialog om høringssvaret og eventuelle indkomne ønsker til nye graveområder fra anden side.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Høringen har ingen konsekvenser.
CO2-Konsekvensvurdering
Høringen har ingen konsekvenser.
Lovgrundlag
Råstofloven.
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Relaterede bilag
Beslutningstema
Blokvarmecentralen Mærskgården har fremsendt et projektforslag om at ændre deres varmeforsyning. Varmeforsyningen ønskes ændret til en luft/vand varmepumpe på 300 kW og en elkedel på 350 kW i stedet for eksisterende gaskedler. Blokvarmecentralen overgår derved til ren elbaseret varmeproduktion.
Administrationen har meddelt projektgodkendelse efter varmeforsyningsloven og projektgodkendelse og orienterer på den baggrund Teknik- og Miljøudvalget.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At orienteringen om projektforslaget fra Mærskgården tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Blokvarmecentralen Mærskgården har sendt et projektforslag efter varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen, som administrationen i Svendborg Kommune har sagsbehandlet.
Varmeforsyningen ønskes ændret til en luft/vand varmepumpe på 300 kW og en elkedel på 350 kW samt en mindre akkumuleringsbeholder på 4,5 m3 i stedet for eksisterende gaskedler. Blokvarmecentralen overgår derved til ren elbaseret varmeproduktion. Projektforslaget fremgår af bilag 1 (Bilag 1. Projektforslag for ny varmeforsyning ved Mærskgården).
I projektforslaget er der sammenlignet med forskellige alternativer som fx vertikal jordvarme og separate individuelle bygningsvarmepumper. Scenariet med den større luft/vand varmepumpe og elkedel udviser bedst samfundsøkonomi. Ansøger har også supplerende beregnet samfundsøkonomi ved fortsat brug af gaskedlerne, der også viser dårligere samfundsøkonomi.
Med konverteringen til det nye varmesystem forventes ca. en halvering af varmeregningen for beboerne ved Mærskgården i forhold til nuværende forhold, da investeringen forventes finansieret gennem støttemidler fra Den A.P. Møllerske Støttefond.
Projektforslaget har været sendt i offentlig høring ved berørte forsyningsselskaber i perioden fra 12 december 2024 til og med 9. januar 2025.
Der indkom høringssvar fra FLOW Elnet vedrørende indplacering af den nødvendige nye transformerstation i forbindelse med eltilslutning indenfor gældende lokalplan.
Høringssvaret er blevet inddraget i forbindelse med sagsbehandlingen af sagen.
Administrationen i Svendborg Kommune har meddelt projektgodkendelse til projektforslaget efter gældende kompetencefordelingsplan. Projektgodkendelsen kan ses af bilag 2 (Bilag 2. Projektgodkendelse).
Teknik- og Miljøudvalget orienteres om godkendelsen jævnfør kompetencefordelingsplanen, da projektet er under 1 MW.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Orienteringen om meddelelse af projektgodkendelsen til Teknik- og Miljøudvalget vurderes ikke at have økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser.
CO2-Konsekvensvurdering
Orienteringen om meddelelse af projektgodkendelsen til Teknik- og Miljøudvalget vurderes ikke at have CO2-mæssige konsekvenser.
Jævnfør projektforslaget vil de forskellige scenarier have følgende udledning:
- 118 tons CO2ækv. over en 20-årig periode for projektscenariet med luft/vand varmepumpe og elkedel.
- 81 tons CO2ækv. over en 20-årig periode for alternativscenariet med bygningsvarmepumper.
- 351 tons CO2ækv. over en 20-årig periode for alternativscenariet vertikal jordvarme og gaskedel til spids- og reservelast
- 2.252 tons CO2ækv. over en 20-årig periode for scenariet med fortsat brug af eksisterende gaskedler
Der forventes derved en 95 % reduktion ved gennemførsel af projektforslaget i stedet for at fortsætte med eksisterende gasforsyning.
Lovgrundlag
Varmeforsyningsloven
Projektbekendtgørelsen
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutningstema
FynBus arbejder på et nyt koncept for åben flextrafik, der skal forenkle og harmonisere de eksisterende tilbud under ét samlet produkt, kaldet FlexTrafik. Konceptet indebærer en ny prisstruktur og ensartede åbningstider for at gøre flextrafikken mere tilgængelig og overskuelig for borgerne.
Udvalgene orienteres om den planlagte høringsproces i relevante råd og lokalråd. Høringssvarene vil efterfølgende blive fremlagt til politisk orientering inden de videresendes til FynBus.
Indstilling
Direktionen indstiller til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, Senior-, Social- og Sundhedsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget anbefales,
- At orienteringen omkring det nye koncept for åben flextrafik samt høringsprocessen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
FynBus arbejder på at forenkle flextrafiktilbuddet ved at samle de eksisterende produkter (Flextur, Plustur, TeleRute og Teletaxi) under ét samlet koncept kaldet FlexTrafik. Det nye koncept skal være mere overskueligt for kunderne og harmonisere prisstruktur og åbningstider på tværs af alle kommuner i FynBus’ område.
Nøgleelementer i det nye koncept:
- Ét samlet produkt: FlexTrafik med ensartede regler for pris og åbningstider.
- Prissætning efter serviceniveau: Kunden betaler efter serviceniveau og egen indsats.
- Forenklet bestillingsflow: Ingen krav om kundeoprettelse og mulighed for bestilling med 1 times varsel.
- Knudepunkter: Indførelse af knudepunktsskilte for bedre synlighed og samkørsel.
Høringsproces:
Materialet for det nye koncept sendes i høring i slutningen af januar. Administrationen sender materialet i høring i følgende råd:
- Handicaprådet
- Ældrerådet
- Ungerådet
- Alle lokalråd i kommunen
Efter høringsperiodens afslutning vil alle indkomne høringssvar blive samlet af administrationen. Høringssvarene skal bidrage til den endelige vurdering og eventuelle justeringer af konceptet.
En opsummering af hovedpointerne vil blive sendt til politisk orientering i Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget inden høringssvarene sendes til FynBus.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Implementering af det nye koncept forventes at være omkostningsneutralt for Svendborg Kommune, baseret på erfaringer fra Midttrafik.
CO2-Konsekvensvurdering
Ved at samle flextrafikprodukterne i én samlet løsning og tilskynde til mere samkørsel via knudepunktsmodellen forventes det en reduktion i antallet af kørsler med lav belægning. Dette kan mindske det samlede kørselsomfang og dermed CO2-udledningen, da færre individuelle ture foretages.
Lovgrundlag
Lov om trafikselskaber.
Sagen afgøres i
Økonomiudvalget
Beslutningstema
Til trods for korrekt instruktion og anvisning for parkering, udstedes der en del parkeringsafgifter på Ramsherred i Svendborg Kommune.
Som et element i parkeringsstrategien for Svendborg Kommune arbejder administrationen løbende med at identificere mulige løsninger til forbedring af informationen om vilkår for parkering på de offentlige parkeringspladser på Ramsherred.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At orienteringen vedrørende administrationens arbejde med parkeringsforholdene på Ramsherred tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede den 10. oktober 2019, at parkeringsvilkårene for de offentlige parkeringspladser på Ramsherred skulle ændres fra betalingsparkering til tidsbegrænset parkering.
Ramsherred er indrettet med 12 parkeringsbåse, hvoraf den ene parkeringsbås er reserveret til opladning af el-bil.
På pladsen der er reserveret til el-bil, må der parkeres i 1 time i forbindelse med opladning. På de øvrige 11 pladser må der parkeres i 30 minutter.
I 2024 er der udstedt 497 afgifter på Ramsherred. Afgifterne fordeler sig på følgende forseelser:
- Standsning forbudt 12 stk.
- Standsning forbudt zone 17 stk.
- Parkeringsplads reserveret til elbiler 6 stk.
- Parkering forbudt 1 stk.
- Parkering forbudt zone 1 Stk.
- Reserveret parkeringsplads - afmærket ved tavle. 1 stk.
- Uden brug af p-skive. 45 stk.
- Tidsbegrænset parkering/Urigtigt indstillet p-skive. 398 stk.
- Mere end én p-skive. 1 stk.
- Ulovlig p-skive. 13stk.
- Vejkryds 1 stk.
- Cykelsti, gangsti, fortov mv. 1 stk.
Af ovenstående fremgår det, at 398 afgifter blev udstedt på baggrund af ”Urigtig indstillet p-skive”.
”Urigtig indstillet p-skive” kan bl.a. dække over:
- At parkanterne har parkeret længere end 30 minutter.
- At p-skiven ikke er sat i forbindelse med parkeringen
- At der er tjekket ind i parkeringsautomater, der dækker parkeringsarealet Rådhusgården eller Fruestræde/Teatergade
- At der er tjekket ind på betalingspladserne i området med en parkerings-app
Ved indkørslen til skråparkeringen på Ramsherred er der skiltet med en zonetavle med standsningsforbud (E68,2). Det betyder, at man kun må parkere i båsene inden for zonen og kun i det tidsrum som undertavlen angiver. Zonetavlen er placeret i højre side af vejbanen, umiddelbart inden skråparkeringen starter.
Ifølge bekendtgørelse om anvendelse af afmærkning er det den korrekte skiltning på stedet, og skiltningen er godkendt af politimyndigheden Fyns Politi, i henhold til lovgivningens forskrifter for behandling og godkendelse af skiltning på offentlige veje.
Fremadrettet parkering på Ramsherred:
På baggrund af evalueringen af de mange uddelte parkeringsafgifter er det vurderingen, at der er behov for at øge skiltningen på området.
Administrationen vil bevare den eksisterende zoneskiltning og supplere denne med infotavler placeret ved parkeringsbåsene. Infotavlerne skal give detaljeret information om betingelserne for tidsbegrænset parkering. Derudover opsættes fem blå parkeringstavler langs skråparkeringen på Ramsherred. Administrationen vil desuden udvide den nuværende enkelte elbil-ladeplads til to ladepladser, inklusive opsætning af den nødvendige anvisning for korrekt brug. Placering af skiltene er markeret på bilag 1 (Bilag 1. Placering af skilte).
Løsningen vil blive implementeret primo 2025.
I løbet af 2025 evaluerer administrationen effekten af den supplerende skiltning og vil anvende antallet af parkeringsafgifter som indikator for effekten.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Omkostningerne til ændring af skiltningen på Ramsherred vil blive prioriteret inden for det eksisterende budget for drift og vedligeholdelse af de offentlige parkeringspladser.
CO2-Konsekvensvurdering
Sagen vurderes ikke at have konsekvenser for CO2-udledningen.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse om anvendelse af afmærkning
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Teknik- og Miljøudvalget orienteres om den kommunale virksomheds strømforbrug på forskellige tidspunkter af døgnet.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At orientering om strømforbrug i Svendborg Kommune som virksomhed tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune som virksomhed har i en længere årrække haft en aftale med faste strømpriser. Dette er senest besluttet på Økonomiudvalgets møde den 22. marts 2022. Faste priser giver budgetsikkerhed og kan være en fordel i tider med store prisudsving.
Svendborg Kommune har tilknyttet en ekstern energirådgiver. Elprisen er pt. fastlåst i hele 2025 samt delvist i 2026 og 2027 jf. den politisk godkendte indkøbsstrategi, se bilag 1 (Bilag 1. Strategi for indkøb af el, gas og miljøcertifikater).
Teknik- og Miljøudvalget fik den 5. december 2024 en status på Svendborg Kommunes Klimahandleplan. I den anledning blev administrationen anmodet om at udarbejde en orienteringssag vedrørende den kommunale virksomheds strømforbrug på forskellige tidspunkter af døgnet.
Svendborg Kommune brugte som virksomhed i alt 8.952.866 KWh i 2024. Strømprisen på de fastlåste mængder er fast alle 24 timer i døgnet, og der er derfor i princippet ikke et økonomisk incitament til at bruge strømmen, når den er mest grøn/billigst. Det skal dog bemærkes, at der i 2025 kun er fastlåst strømpriser til ca. 80% af kommunens samlede forbrug. De resterende ca. 20% afregnes til spotpris/variabel pris. Dette skyldes, at kommunens nuværende leverandør af el ikke tilbyder fuld volumenfleksibilitet. Fra og med 2026 køres der med 100% faste strømpriser.
De fastlåste strømpriser skal tillige suppleres med transportomkostninger. Transportomkostninger er generelt ens uanset, hvornår strømmen bruges. Der er dog en undtagelse hertil i vinterperioden oktober til marts, hvor transportomkostninger i tidsrummet kl. 17.00 – 20.00 ligger ca. 40 øre pr. KWh over det normale niveau. I denne periode vil der derfor også være et økonomisk incitament til at flytte strømforbruget til et tidspunkt enten før kl. 17.00 eller efter kl. 20.00.
65% af Svendborg Kommunes strømforbrug som virksomhed i 2024 blev anvendt i dagtimerne mellem kl. 06.00 og 18.00. Strømforbruget er højest i denne periode som følge af driften af kontorer, skoler, daginstitutioner og andre offentlige faciliteter, se bilag 2 (Bilag 2. Cirkeldiagram - Fordeling af elforbruget i 2024, Svendborg Kommune)
Svendborg Kommunes elforbrug i 2024 var højest om formiddagen, se bilag 3 (Bilag 3. Søjlediagram - Oversigt over forbrugsmønstre fordelt på timer i 2024, Svendborg Kommune).
En del af Svendborg Kommunes strømforbrug går til opladning af elbiler. Der blev i 2024 brugt ca. 300.000 KWh til opladning af elbiler. Administrationen anslår, at 85% heraf bruges af hjemmeplejen, som står for langt den største del af de kørte kilometer. Elbilerne i hjemmeplejen er udstyret med ret store batteripakker, så de oplades derfor om natten, hvor strømmen oftest er billigst/mest grøn.
De resterende 15% af kommunens elbiler har typisk et andet køremønster, og sættes typisk til opladning efter endt tur eller til fyraften.
Der er allerede taget mange initiativer til at nedbringe kommunens energiforbrug – f.eks. har Det Innovative Energispareprojekt (ISP) og tidligere energispareprojekter bidraget til energibesparende foranstaltninger som f.eks. solceller, mens CO2 reduktionspuljen bl.a. sikrer overgangen til varmepumper på kommunens bygninger.
Der kan laves automatiserede systemer, der kan flytte energikrævende aktiviteter til tidspunkter med generelt lavere el-tariffer og typisk mere grøn energi. Udover elbiler kan der laves indsatser på områder som f.eks. hårde hvidevarer, opdatering af Pc’er, batterier o.lign. Det er områder, som i dag ikke er sat i system. Ofte vil der være en udgift forbundet med indsatser på disse områder – f.eks. indkøb til programmering/software o.lign. Eventuelle udfordringer for brugerne i den daglige drift bør i givet fald også indtænkes, og det vil kræve, at der etableres nogle prøvehandlinger forinden.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er kun begrænsede økonomiske konsekvenser, da Svendborg Kommune kører med faste strømpriser – dog kun svarende til 80% af det samlede forventede forbrug i 2025 jf. sagsfremstillingen.
Der vil kunne spares transportomkostninger, hvis strømforbruget flyttes væk fra tidsrummet kl. 17.00 – 20.00 i vinterhalvåret.
Hvis der indføres automatiserede systemer, hvor man flytter strømforbruget til andre tidspunkter af døgnet, vil der være udgifter forbundet hermed.
Der er ingen erhvervsmæssige konsekvenser.
CO2-Konsekvensvurdering
Der kan være en CO2 påvirkning ved f.eks. at flytte energikrævende aktiviteter til perioder med lavere el-tariffer.
Lovgrundlag
Svendborg Kommunes Klimahandleplan 2022.
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Der orienteres om den midlertidige transportordning for Stokkebækskolen samt arbejdet med en permanent løsning.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At orienteringen om den midlertidige transportløsning for Stokkebækskolen samt arbejdet med den permanente løsning tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 16. januar 2025 en midlertidig løsning for transporten af eleverne til Stokkebækskolen.
Den midlertidige løsning træder i kraft den 3. februar 2025, og indebærer, at lokalrute 222 forlænges efter sit sidste stop i Hesselsager for at transportere eleverne til Stokkebækskolen. Eleverne rejser med regionalrute 800A fra Svendborg Banegård kl. 07:35 og skifter i Hesselsager til lokalrute 222, der kører dem videre til skolen med ankomst kl. 08:10. Den midlertidige ordning gælder, indtil der findes en permanent løsning.
Parallelt arbejder kommunen sammen med FynBus om en permanent transportløsning, hvor rute 162 tilpasses, så den kan betjene Stokkebækskolen til mødetid kl. 08:00. Den permanente løsning forventes tidligst at træde i kraft i august 2025. Såfremt det er muligt, vil den permanente løsning implementeres tidligere.
Beslutningen om den permanente løsning træffes på FynBus' bestyrelsesmøde den 7. februar 2025.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
En midlertidig løsning fra 1. februar og frem til sommerferien (til og med den 30. juni 2025) vil udgøre en omkostning på 0,072 mio. kr. De økonomiske konsekvenser af den permanente løsning vil blive vurderet efter FynBus' beslutning.
CO2-Konsekvensvurdering
Ændringerne i transportordningen forventes ikke at have betydelige CO2-konsekvenser, da det primært drejer sig om ændringer i eksisterende rutebetjening.
Lovgrundlag
Transportaftaler og lovgivning vedrørende kollektiv trafik og transport af skolebørn.
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Beslutningstema
René Haahr (V) og Kristine Andersen (A) anmoder Vand og Affald A/S om at revidere belysningsplanen.
Sagsfremstilling
René Haahr (V) og Kristine Andersen (A) anmoder om at følgende sag drøftes på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 5. februar 2025:
” Venstre og Socialdemokratiet ønsker, at Vand og Affald A/S anmodes om at give et overblik over, hvad det vil koste at ændre belysningsplanen, således gadebelysningen i ugens hverdage, altså mandag til fredag, forlænges til ca. en halv time efter offentlige trafik ankommer i et område.
Sagsfremstilling:
Nærdemokratigruppen og borgere fremførte på dialogmødet i Stenstrup d. 25. november 2024 et ønske om, at gadebelysningen i Stenstrup by var tændt, når sidste tog fra Odense i hverdagene ankom til Stenstrup kl. 00.31.
Da ønsket giver god mening i forhold til at styrke trygheden og gøre anvendelse af den kollektive trafik mere attraktiv, foreslår vi, at Vand og Affald A/S udfærdiger udkast til en belysningsplan, som sikrer, at rejsende med kollektiv trafik har mulighed for at komme videre på cykel eller til fods, mens belysningen i byen stadig er tændt.
Udkastet bedes naturligvis også beskrive de økonomiske merudgifter, som Teknik- og Miljøudvalget efterfølgende kan forholde sig til.”
Beslutningstema
Sager til orientering.
Indstilling
Direktionen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Udvalgsformanden:
Udvalgsmedlemmer:
Administrationens:
Kommende sager:
Forventede sager til Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. marts 2025:
- Udkast til indsatser i indsatsplan for grundvandsbeskyttelse
- Spildevandstillæg 5
- Revision af miljøtilsynsplan 2025-2028
- Opdatering af trafikfarlige skoleveje
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget.