Under opbygning

Denne hjemmeside er under opbygning, så bær venligst over med os, hvis der er et par huller. 

Brug gerne feedback-funktionen 'Hjalp denne side dig?' nederst på de sider, hvor du synes vi gør det godt eller mangler noget.

Tak for din forståelse.

Kvalitetsstandard for boligindretning

Hvordan du kan komme i betragtning til en boligindretning?

Du kan få hjælp til indretning af din bolig, når ændringen er absolut nødvendig for at gøre boligen bedre egnet for dig.

Hjælpen ydes, hvis din fysiske og/eller psykiske funktionsevne er varigt nedsat, og hvis boligindretningen letter din hverdag, og gør boligen bedre egnet for dig at bo i. Boligindretningen skal dermed sigte mod at afhjælpe dit handicap.

I de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp til at gøre boligen egnet som opholdssted ikke er tilstrækkelig, kan kommunen yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig. Det er en betingelse, at der ikke kan anvises anden bolig, som dækker dine behov.

Boligindretningen kan ydes på den bopæl, hvor du har varigt ophold. Dette er uanset om du bor i lejebolig, ejerlejlighed, eget hus eller har varigt ophold hos familie eller andre, for eksempel plejefamilie.

Mindre og større/omfattende boligindretninger

Boligindretninger kan være mindre og større/omfattende tilpasninger af din bolig.

Mindre boligindretninger kan f.eks. omfatte toiletstøtter, dørudvidelse, større rampesystemer, skylletørretoilet, automatisk døråbner og platformslift.

Store og omfattende ændringer kan f.eks. tilbygning og ombygning, altså ændringer der kræver byggeteknisk bistand og/eller byggetilladelse.

Vurdering og afgørelse

Der vil altid være tale om en individuel og konkret vurdering med udgangspunkt i din funktionsevne.

Afgørelsen træffes på baggrund af en samlet vurdering af din situation. I nogle tilfælde skal vi bruge lægelige oplysninger for at kunne vurdere en ansøgning.

Ved bevilling af større om- eller tilbygninger skal du medvirke ved indhentning af byggetilladelser.

Frit valg af boligindretning

Når der foreligger en bevilling, kan du vælge selv at lade boligindretningen udføre som eget projekt, og derved selv vælge håndværker og materiale. Du er selv ansvarlig for at indhente tilbud hos håndværkeren, og du entrerer selv med den valgte håndværker.

Du skal sikre dig at håndværkeren er faglært og momsregistreret.

Ved frit valg af materialer, skal funktionskrav til materialernes egnethed opfyldes. Ligesom målkrav til indretningen skal opfyldes.

Ønsker du boligmæssige ændringer, som ligger udenfor bevillingen, skal du selv afholde udgifterne til disse ændringer, og afregne med håndværkeren.

Medfører frit valg af håndværker og/eller materialer en prisdifference i forhold til kommunens pris, skal du selv betale merprisen.

Du skal underrette kommunen, hvis du ønsker at benytte dig af frit valg.

Vær opmærksom på følgende

Du kan ikke få støtte til en boligindretning, blot fordi den nuværende indretning er uhensigtsmæssig. Hvis boligindretningen har karakter af istandsættelse, almindeligt vedligehold eller modernisering, kan der heller ikke ydes støtte.

Du kan normalt ikke få støtte til en boligindretning, der er iværksat før ansøgning og bevilling. En boligindretning bliver din ejendom, og du skal selv bestille og betale for drift, vedligehold og reparationer.

Hvis du selv opfører din egen bolig, vil du kunne søge om hjælp til særlige indretninger, der specielt sigter mod at afhjælpe dit handicap.

Har du et boligskifte i tankerne, hvor blandt andet pladskravene for hjemmeplejen er aktuelle, vil det være hensigtsmæssigt, at du kontakter Hjælpemidler & Hverdagsteknologi for rådgivning og vejledning.

Hvis en boligindretning i en ejerbolig medfører en værdiforøgelse i boligen, kan det komme på tale, at vi optager et pant i værdiforøgelsen. Hvis en boligindretning indebærer, at du får højere boligudgifter for eksempel højere ejendomsskatter og/eller væsentlig øget forbrug af el- og varme, vil der kunne søges om hjælp til dækning merudgifterne efter lov om social service §41 eller §100.

Reetablering

Hvis du bor i ejerbolig, reetablerer vi ikke boligindretningen. Hvis du bor i en lejebolig, vil Svendborg Kommune indgå aftale med din udlejer om reetablering. Reetablering foretages i forbindelse med fraflytning af boligen.

Sagsbehandlingstid

Sagsbehandlingstiden varierer, alt efter sagens kompleksitet. Svendborg Kommune bestræber sig på at behandle din ansøgning så hurtigt som muligt.

Ved mindre boligindretninger (f.eks. toiletstøtter, dørudvidelse, større rampesystem, skylletørretoilet, automatisk døråbner og platformslift) kan der være op til 15 ugers sagsbehandlingstid fra ansøgningen er modtaget, til der er truffet en afgørelse.

Ved store og omfattende ændringer (f.eks. tilbygning og ombygning, altså ændringer der kræver byggeteknisk bistand og/eller byggetilladelse) kan der være op til 40 ugers sagsbehandlingstid fra ansøgningen er modtaget, til der er truffet en afgørelse.

Sådan ansøger du

Du kan ansøge på Svendborg Kommunes hjemmeside www.svendborg.dk eller www.borger.dk

Har du ikke mulighed for at anvende digitale løsninger, kan du henvende dig i Borgerservice i Svendborg Kommune. Borgerservice kan hjælpe dig med at søge digitalt.

Ansøgningen kan også afleveres fysisk eller sendes pr. post til Svendborg Kommune, Svinget 14, 5700 Hjælpemidler & Hverdagsteknologi.

Lovgrundlag

Hjælpemidler & Hverdagsteknologi bevilliger boligindretning efter lov om social service § 116 stk. 1.