Pædagog med drivkraft for de udfordrede elever

BUKF - Skole - børn i gynge

Byhaveskolen søger en pædagog til vores gruppe for elever med multiple funktionsnedsættelser.

Om jobbet

Byhaveskolen er Svendborg Kommunes folkeskole for børn med generelle

indlæringsvanskeligheder af vidtgående karakter. Alle Byhaveskolens elever har særlige behov,

grundet kognitive funktionsnedsættelser, og det er derfor vigtigt, at personalet er tålmodige, empatiske og vidende om børns udvikling.

Undervisning og aktiviteter tilrettelægges ud fra et bredt undervisningsbegreb og tager

udgangspunkt i hver enkelt elevs behov, interesser og nærmeste udviklingszone. Det fordrer, at personalet kontinuerligt arbejder med den enkelte elevs læringsforudsætninger, opstiller udviklings- og læringsmål for eleven og udarbejder passende læringsmiljøer og læringssituationer. Det kræver tillige, at vi kontinuerligt undersøger og reflekterer over egen praksis, for i stadig højere grad at blive bevidst kompetente i vores ageren.

Vi arbejder tværprofessionelt (lærere, pædagoger, pædagogiske assistenter, medhjælpere, SOSU) og vi har desuden tilknyttet ergo- og fysioterapeuter, logopæd, sundhedsplejerske og psykologer på skolen.

I gruppen vil du møde elever med multiple funktionsnedsættelser, og arbejdet kræver, at du er i fysisk god form og robust. Du skal tilgå eleverne med stor tålmodighed og udvise ro. Ligeledes er det vigtigt, at du har lyst til at arbejde med elever, der kommunikerer med meget andet end det talte sprog. Du vil blive en del af et team, som arbejder tæt, er gode til at give hinanden sparring og sammen har en fælles glæde over de børn, de underviser.

De fleste af dine timer er placeret i skoledelen, hvor du hjælper eleverne til at blive

undervisningsparate og arbejder understøttende i den planlagte undervisning.

På Byhaveskolen skal undervisningsbegrebet favnes bredt, og det kan du bidrage til. I fritidsdelen forventes du at igangsætte pædagogiske aktiviteter. På Byhaveskolen har vi kun lukket i weekender og helligdage, hvilket betyder, at der også skal dækkes ind i skoleferieuger afhængigt af børnetal.

Om dig

Vi forventer, at du:

  • Har et positivt livssyn
  • Har tydelige kommunikationskompetencer
  • Kan begejstre og begejstres
  • Har en tydelig og troværdig fremtoning
  • Har ambitioner på elevernes vegne
  • Har en bred viden om pædagogik og læring - og arbejder ud fra præmissen: "Børn gør det rigtige, hvis de kan"
  • Er stærk relationelt og møder elever, forældre og medarbejdere med smil og åbenhed
  • Brænder for opgaverne både i skole- og SFO-delen
  • Arbejder ud fra Byhaveskolens værdigrundlag

https://byhaveskolen.aula.dk/sites/byhaveskolen.aula.dk/files/arkiv/Download_filer/V%C3%A6rdiregels%C3%A6t%20revideret%2004.12.23.pdf

Om os

Vi er en velfungerende specialfolkeskole, med 145 fantastiske elever og 80 engagerede og fagligt specialiserede medarbejdere, bestående primært af lærere, pædagoger, pædagogiske assistenter og medhjælpere. Vores skole indeholder både et aldersopdelt spor med indskoling, mellemtrin og udskoling samt funktionsklasse for elever med autisme. Vi arbejder med mangfoldige læringsmiljøer og ønsker fortsat at udvikle os inden for dette felt.

Skolerne i Svendborg Kommune er noget helt særligt, og vi er i bogstavelig forstand i bevægelse. Alle vores folkeskoler er nemlig idrætsskoler med højt til loftet og plads til mangfoldige måder at lære på.

Vi er også fagligt i bevægelse. Vi elsker selv at lære nyt og sætter tid af til at videreuddanne os og netværke. Vi er fælles om at løse opgaverne, og vi lægger vægt på et godt og ligeværdigt samarbejde på tværs.

Mest af alt holder vi af hverdagen. Vores gensidige respekt og samarbejde gør hverdagen tryg, og vores lyst til udvikling gør den samtidig spændende og fuld af nye udfordringer.

Du kan læse mere om Byhaveskolen på vores hjemmeside: www.byhaveskolen.aula.dk

Om Svendborg Kommune

Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.

Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.

Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.

Praktiske oplysninger:
Stillingerne ønskes besat pr. 01.03.25. Deadline for ansøgning er 12.01.25.

Hvis du bliver inviteret til samtale, skal du være forberedt på at præsentere en case, du vil få udleveret.

Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer. Der indhentes børne- og straffeattest forud for eventuel ansættelse. Ansættelse sker på baggrund af og med aflønning og ansættelsesvilkår iht. BUPL’s overenskomst.
Vil du vide mere?
Så er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Jesper Trabjerg Jensen på tlf: 2143 8978

Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.

Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine knap 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.

Søg jobbet nu