Socialrådgiver/socialformidler søges til barselsvikariat i Socialafdelingen Myndighed, Svendborg Kommune
Brænder du for at gøre en forskel for mennesker med udfordringer inden for handicap og psykiatri, hvor vi sætter borgeren ved roret?
Vil du være en del af en ambitiøs afdeling, hvor vi får faglighed og økonomisk styring til at spille sammen i hverdagen?
Så søger vi netop nu en socialrådgiver/socialformidler, der kan arbejde på tværs af både handicap og psykiatri.
Om jobbet
Arbejdsområdet som myndighedssagsbehandler vil dække bl.a. råd og vejledning, visitation til tilbud efter serviceloven og opfølgning derpå. Vi arbejder primært med servicelovens voksenparagraffer, særligt §§ 108/107, 103/104, og §85. Derudover deltager vi som repræsentanter for socialområdet i rehabiliteringsteammøder på jobcenteret.
Vi anvender voksenudredningsmetoden (VUM 2.0) og benytter fagsystemet Nexus.
Om dig
Vi ønsker en kollega, som:
- Er uddannet socialrådgiver eller socialformidler.
- Har erfaring med det specialiserede voksenområde, hvor du sikrer borgerinddragelse og tør at sætte borgeren ved roret.
- Har erfaring med myndighedssagsbehandling.
- Har erfaring med Voksenudredningsmetoden (VUM 2.0)
- Gerne har kendskab til overgangsarbejdet fra ung til voksen.
- Har en stærk faglighed med gennemslagskraft
- Erfaring med at opstille tydelige mål for indsatserne i samarbejde med borgerne
- Evner at opbygge stærke samarbejdsrelationer til borgere, interne og eksterne samarbejdspartnere
- Er vant til at inddrage økonomi som et element i dine valg af indsatser for borgerne
Vi forventer, at:
- Du er en ansvarsbevidst og serviceorienteret person, der kan samarbejde på alle niveauer.
- Du kan arbejde selvstændigt og trives med en bred kontakt til borgere, kolleger og samarbejdspartner i en travl hverdag.
- Du har gode relationelle og kommunikative evner.
- Du er en teamplayer med et positivt sind.
Om os
Vi tilbyder en spændende arbejdsplads med kolleger, der tager et stort ansvar både for det faglige og det sociale, og som sætter pris på godt humør og en positiv tilgang til hverdagens udfordringer. Vores målgruppe er fysisk- og psykisk funktionsnedsatte samt social udsatte borgere.
Afdelingen består af i alt 30 ansatte, hvor vi er inddelt i teams med ca. 8 medarbejdere i hhv. Handicapteamet og Unge- og Psykiatriteamet.
Vi søger en engageret kollega, som med et positivt og løsningsorienteret mindset, er indstillet på bl.a. at indgå i tæt samarbejde med borger, pårørende og samarbejdspartnere, også når der opstår komplekse problemstillinger.
Vi søger en kollega, der er interesseret i at arbejde med både svært fysisk og psykisk funktionsnedsatte borgere, der er bevilget eksternt botilbud og borgere, der klarer sig i egen bolig med støtte. Den primære opgave i de eksisterende sager er at tilvejebringe samarbejdsrammen mellem borger, botilbud, socialvejledere, psykiatrien og eventuelt andre aktører så som jobcenteret og frivillige tilbud, og i fællesskab udarbejde en plan, som borger kan se sig selv i.
Vi bruger ugentlige teammøder til at reflektere sammen og hele tiden videreudvikle på egen praksis og faglighed, hvor borgeren og en recoveryorienteret tilgang er i centrum.
Om Svendborg Kommune
Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.
Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.
Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.
Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.
Løn og ansættelse
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Stillingerne er på fuld tid og til besættelse fra 1. marts 2025.
Arbejdsstedet er Svinget 14 i Svendborg.
For stillinger i direktørområdet Social, Sundhed og Beskæftigelse skal der afleveres en privat straffeattest ved ansættelse.
Ansøgningsfrist
Vi glæder os til at modtage din ansøgning. Vi skal have din ansøgning, så vi har den senest den 16. januar 2025.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt mandag den 20. januar 2025 samt torsdag d. 23. januar 2025.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til afdelingsleder Marie Strøe Lind på telefon 2118 9445 eller afdelingsleder Mai-Britt Gehrt på telefon 2489 6552.
Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine knap 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.