Broholm-møllerne godkendt af klagenævn

To forskellige klagenævn har givet Svendborg Kommune medhold i sagen om Broholm-møllerne. Sidste punktum i en lang sagsbehandlingsproces er dermed sat.

Nyhed

Sagen om Broholm-møllerne har nu fået sin afslutning med godkendelse fra Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet.

På baggrund af en opdateret miljøvurdering gav kommunalbestyrelsen i februar 2024 endelig tilladelse til opførelsen af de tre vindmøller på 150 meter ved Broholm. 

Der blev imidlertid klaget over lokalplanen og tilladelsen til møllerne inden for de fire ugers klagefrist, og derfor har Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet skullet vurdere, om afgørelserne kunne fastholdes, eller om sagen skulle gå om.

Begge klagenævn har nu stadfæstet kommunens afgørelser til møllerne. 

Hvornår møllerne i sidste ende skal stilles op, beslutter bygherre. En tilladelse udløber dog efter tre år.

Møllerne forventes at indbringe ca. 4 mio. kr. til Grøn Pulje, som har til formål at støtte projekter, der afhjælper gener fra vedvarende energianlæg for de nærmeste naboer, grønne tiltag eller landskabelige, kulturelle og rekreative formål.

Tidslinje

  • 2018: Broholm Gods og Fuglehavegård ansøger om at etablere tre vindmøller øst for Broholm.
  • 2020: Ved den første offentlige høring kommer der nye oplysninger frem om miljøpåvirkningen, som blandt andet har betydning for vurderingen af støj og påvirkningen af især rovfuglen rød glente og flagermus i området. Derfor er der behov for at uddybe miljøvurderingen af projektet og planerne.
  • 2023: Den opdaterede miljøvurdering samt forslag til kommuneplantillæg, lokalplan og udkast til §25-tilladelse kommer i en 15 uger lang høring i sommeren 2023. Som en del af den høring afholder Svendborg Kommune et borgermøde i Gudmehallen med ca. 100 deltagere.
  • 2024: Kommunalbestyrelsen giver tilladelse til opførelsen af de tre vindmøller. Afgørelsen påklages inden for de fire ugers klagefrist og går derfor videre til Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet.