Cittaslow inviterer til Green Friday
Kom ned i gear, lav julekrea af genbrugsmaterialer, smag på lokale specialiteter, hør god musik og bliv (måske) endda klogere på dig selv og din by, når Cittaslow inviterer til Green Friday på Harders
NyhedGreen Friday i Svendborg: Forbrugsfest med omtanke
Har du brug for en pause på Black Friday - årets travleste shoppingdag? Så har Cittaslow lige arrangementet for dig. Til Green Friday, som Cittaslow Svendborg afholder i samarbejde med Harders på Konsulatet i Møllergade, kan du både smage på lokale specialiteter, lave julekrea af overskudsmaterialer, høre god musik og en spændende talk, komme ned i gear med yoga – og måske endda blive klogere på dig selv og din by?
Cittaslow Svendborg arbejder bl.a. for mere om- og eftertanke i måden, vi forbruger på. Ikke kun i forhold til klimaet, men også med henblik på bæredygtighed i en lidt mere nær forstand: at vi ved at bruge vores lokale producenter og erhvervsdrivende, faktisk spiller en vigtig rolle i at oppebære Svendborg som en attraktiv by. Både for de mange turister, som netop kommer for at mærke den særlige stemning, som bl.a. Cittaslows medlemmer er med til at skabe, og for alle os, der allerede bor og lever det gode liv her.
Green Friday handler altså ikke om at afvise forbrug, men om at fremme en ansvarlig og bevidst tilgang, der samtidig understøtter Svendborgs små butikker og lokale producenter. Formand for Cittaslow Svendborg, Anne Hjortenberg, fortæller:
”Hvis vi fortsat skal have en levende og interessant handelsby, er det nødvendigt at træffe ansvarlige valg og støtte dem, der gør byen til noget særligt. Det er der faktisk ofte også en miljømæssig gevinst i”, fortæller hun og understreger, at arrangementet ikke skal ses som et oprør, men som et alternativ eller supplement til den etablerede Black Friday, som finder sted samme dag. Hun suppleres af Lotte Baunbæk, som driver forretningen Baunbæk & Lyn i Møllergade, og som også sidder i Cittaslow-rådet:
”Vi vil gerne bidrage til liv i gågaden ved at tilbyde aktivitet, der giver nærhed og fordybelse i forbindelse med juletræstændingen på Torvet. Samtidig med at det skaber værdi for de små unikke butikker, der ikke kan være med på slagtilbudsbølgen', slutter hun.