
Den lokale trepart inviterer til lodsejermøde om arealomlægning
Er du lodsejer i Svendborg Kommune? Kom og hør om mulighederne for arealomlægning, og hjælp os med at udpege potentielle vådområder, lavbundsprojekter eller arealer til skovrejsning eller natur.
ArrangementDen lokale trepart for Det Sydfynske Øhav inviterer alle, der ejer en landejendom mere end fem hektar, til informationsmøde om arealomlægning.
Det sker som led i arbejdet med den grønne trepart, som har til formål at finde bredt funderede og langsigtede løsninger på landbrugssektorens klima- og naturudfordringer og komme med anbefalinger til, hvordan vi i Danmark bedst forvalter vores areal, natur og drikkevandsressourcer.
I Svendborg Kommune er vi i fuld gang med at se på, hvor det kan give god mening at ekstensivere eller omlægge landbrugsjord til vådområder, mini-vådområder, ny skov og permanent natur. Projekterne skal reducere udledning af kvælstof til vandmiljøet og udledning af CO2 til atmosfæren. Og vi vil rigtig gerne inddrage dig, som er lodsejer, i det arbejde.
Der er nedsat 23 lokale treparter på tværs af Danmark. Kommuner med vandopland til Det Sydfynske Øhav er samlet i én lokal trepart sammen med lokale landbrugs- og naturorganisationer. Læs mere om den lokale trepart her.
Tid og sted
Vi afholder to møder. Programmet er det samme til begge møder, så man kan frit vælge, hvilket møde der passer bedst.
Møde 1
9. maj kl. 9:30-12:00
Gudbjerg Forsamlingshus
Byvej 44, 5892 Gudbjerg
Møde 2
9. maj kl. 14:00-16:30
Egense Forsamlingshus
Skovsbovej 338, 5700 Svendborg
Program
- Velkomst og introduktion v/ Treparten for Det Sydfynske Øhav og Svendborg Kommune
- Landbrugets potentialer og opgave v/ landboorganisationerne
- Præsentation af landbrugets mulige virkemidler v/ udtagningskonsulenterne
- Vi drøfter og tegner på kort i fællesskab
- Afrunding og tak for i dag
Tilmelding
Tilmelding er nødvendig. Send en mail til trepart@svendborg.dk senest 1. maj. Skriv navn, deltagerantal, og om du deltager i møde 1 eller møde 2.
Det betyder omlægningsplanen for dig
Svendborg Kommune skal senest i 2025 have en politisk godkendt omlægningsplan, der viser, hvor landbrugsjord kan omlægges.
Projekterne er frivillige og baserer sig på kompensation til lodsejerne. Hvis din jord bliver indtegnet i en omlægningsplan, er du altså ikke tvunget til at gå med i et projekt.
Hvis du ejer jord, som kunne egne sig til et projekt – f.eks. tidligere mose, jord i ådale eller andre lavninger, hvor vandet samler sig hurtigt – vil vi meget gerne høre fra dig. Hvis et projekt er med i omlægningsplanen, kan det hurtigere blive realiseret.
På hjemmesiden MARS kan du selv se, om du ejer arealer med f.eks. kulstofholdig jord. Klik her for at komme i gang.
Du kan også få rådgivning hos udtagningskonsulenterne, der kan hjælpe dig med at undersøge dine muligheder. Find de fynske udtagningskonsulenter her.
Sådan bruger du MARS
På hjemmesiden MARS kan du indtegne udvalgte områder og videresende til andre.
Har du områder, hvor du ønsker at undersøge, om der kan laves udtagningsprojekter, kan du tegne det ind i kortet.
Herfra er det nemt – og helt uforpligtende – at sende det til kommunen for at afklare mulighederne og potentialet for at søge en tilskudsordning.
Følg guiden nedenfor.
Guide til MARS
Tryk på et punkt for at se detaljer.