Hvad skal du lave i weekenden?
Her får du en samlet liste over nogle af de arrangementer, du kan deltage i den kommende weekend. Arrangementerne står alle i julens tegn, så der er god chance for julehygge.
Leder du efter noget hyggeligt at lave i Svendborg i weekenden den 6.- 8. december? Så er du kommet til det rette sted! Byen summer af julestemning med spændende arrangementer for både børn og voksne. Uanset om du er til julemarkeder, koncerter eller familieaktiviteter, finder du det hele her.
Lysfest
Lørdag den 7. december 2024 kl. 16:00 - 19:00.
Entre: Gratis - nogle aktiviteter kan kræve betaling til materialer
Sted: Frederiksø
Følg lysene i mørket på kajen, hvor værterne overrasker med kreative og sjove aktiviteter for hele familien – både inde og ude.
Du kan f.eks. smage tangpopcorn hos Naturama, riste skumfiduser over bål med Niels Juel Søspejderne eller lave popcorn med Christiansmindespejderne, ligesom der vil være mulighed for at købe pizza, burger med mere fra lokale boder.
Lotte og Nissen
Lørdag den 7. december kl. 14.00.
Søndag den 8. december kl. 11.00 og 14.00.
Entre: fra 50 kr.
Sted: BaggårdTeatret, Caroline Amalie Vej 26, 5700 Svendborg.
Lotte er sammen med sin mor flyttet på landet, fordi de har arvet et hus af Lottes oldefar. Mor har travlt med at gøre rent, og Lotte keder sig. Bamsen Sangersøren er hendes eneste legekammerat. Men Lottes oldefar har efterladt en støvet gammel rejsekuffert til Lotte. I kufferten bor en nisse.
Sine og frække Rikke
Lørdag den 7. december 2024 kl. 11:00.
Entre: Gratis.
Sted: Svendborg Bycenter, Tinghusgade 29, 5700 Svendborg.
Måske kender du Sine og hendes frække dukke, Rikke, fra TV2's "Scenen er din"?
Alle børn elsker Sine - eller rettere hendes skønne og meget frække dukker, der får sagt alt det, man ikke må sige. Her er der tale om underholdning, så tårerne triller ned af kinderne af grin på både børn og voksne.
Mød julemanden
Fra fredag den 6. december og frem til mandag den 23. december.
Entre: Gratis.
Sted: Svendborg Bycenter og hele gågaden.
Svendborg får besøg af en hel speciel gæst i december måned. En gæst, der bringer julestemning og juleglæde for de mindste.
Det er selvfølgelig Julemanden!
Ham kan du møde i Svendborg Bycenter, hvor han sidder på sin store juletrone og lytter til børnenes ønsker. Og når han går en tur i gågaden.
Julemarked ved Lyset på Vestergade
Lørdag den 7. december 2024 kl. 10:00 -17:00.
Entre: Gratis.
Sted: Lyset ved Seofryd, Vestergade 40, 5700 Svendborg.
Oplev små unikke juleboder med smagsprøver, skønne hjemmelavede produkter og meget mere. Her får du muligheden for at få mandelgaven i hus eller købe en julegave eller to. Desuden vil der også være en fiskedam, til sjov for både små som store.
Bodils Jul
Tirsdag den 10. december 2024 kl. 20:00.
Entre: 225 kr.
Sted: Svendborg Teater, Teatergade 2, 5700 Svendborg
Kom og oplev Bodil Jørgensens nye onewoman-juleshow fuld af sjov og alvor, latter og gråd.
En dejlig og hyggelig juleforestilling, der forkæler publikum med alt det, vi elsker ved julen. ELLER HVAD??? Når Bodil først for alvor ruller sig ud, er intet som det plejer.