Lokal trepart tager hul på historisk opgave
Kommunalbestyrelsen har udpeget Svendborg Kommunes repræsentant til den lokale trepart, hvor kommunerne sammen med natur- og landbrugsorganisationer skal sikre mere natur og forbedre nødlidende havmiljø.
NyhedNår den lokale trepart for Det Sydfynske Øhav om få uger sætter sig til bords, bliver det med Jesper Kiel, udvalgsformand for Teknik- og Miljøudvalget, som repræsentant for Svendborg Kommune. Kristine Andersen er udpeget som suppleant.
Den lokale trepart udspringer af den grønne trepartsaftale fra 2024, som skal forandre det danske landskab markant, skabe mere natur og forbedre vandmiljøet i landets fjorde og kystvande.
For at komme i mål med den omfattende omlægning etableres 23 lokale treparter, hvor lokale landbrugs- og naturorganisationer med kommunerne for bordenden får ansvaret for planlægning og implementering.
Iltsvind i fokus
Én af de lokale treparter dækker Det Sydfynske Øhav, som har været hårdt ramt af iltsvind.
Her er der netop brug for en koordineret indsats på tværs af alle de kommuner, som er en del af vandoplandet til øhavet. Det vil sige, at de har arealer, hvorfra nedbør skyller overskydende gødning fra markerne ud i vandløb og havet.
Konkret skal op imod 10 procent af det samlede areal på tværs af vandoplandet omlægges til skov, vådområder og natur, der kan sikre markant mindre udledning kvælstof og samtidig forbedre drikkevandet. Halvdelen af det areal ligger i Svendborg Kommune.
Det er en stor opgave, vi nu skal i gang med. Vi skal have fjernet lige over 200 tons af det kvælstof, der tilføres Det Sydfynske Øhav. Samtidig skal vi indtænke bedre natur, klima og drikkevand. Jeg ser frem til at sidde sammen med de øvrige kommuner, Danmarks Naturfredningsforening og landbruget for at finde de konkrete løsninger.
Frist ved udgangen af 2025
De øvrige kommuner i den lokale trepart er Nyborg, Faaborg-Midtfyn, Ærø og Langeland, som hver især har udpeget én til to repræsentanter. Derudover deltager repræsentanter udpeget af Danmarks Naturfredningsforenings og Landbrug & Fødevarers hovedorganisationer samt en repræsentant fra Naturstyrelsen.
Svendborg Kommune er sekretariatskommune, og Det Grønne Råd er følgegruppe.
Den lokale trepart mødes første gang i februar, og det bliver med stærk kaffe på kanden. Omlægningsplanerne skal nemlig være klar senest ved udgangen af 2025.
Fakta
- Den grønne trepart refererer til aftalen om et Grønt Danmark, der i juni 2024 blev indgået mellem regeringen og Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening. Den blev i november fulgt op af en bred politisk aftale om implementeringen.
- Aftalen betyder, at 10 procent af Danmarks samlede areal omlægges til natur og skov frem mod 2045. Arealomlægningen indebærer bl.a. udtagning af 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde, 250.000 hektar ny skov samt støtte til øvrig arealomlægning, herunder vådområder og ekstensivering samt 100.000 hektar urørt skov.
- Aftalen fastsætter også rammer og principper for de indsatser, der skal bringe Danmark i mål med indfrielse af EU’s vandrammedirektiv, så de danske kystvande igen bringes i god økologisk tilstand. For at opnå god økologisk vandtilstand i Det Sydfynske Øhav skal der udledes 202,1 tons mindre kvælstof per år. Det svarer til en reduktion på 41 procent af den nuværende belastning.
- For at drive omlægningen af det danske landareal etableres Danmarks Grønne Arealfond, som skal støtte indsatser såsom skovrejsning, udtagning af lavbundsjorde, strategisk jordopkøb mv. Fondens aktiviteter vil omfatte indsatser for omtrent 40 mia. kr.