Foto © Eget foto

Ny skoleleder på Ørkildskolen

Bettina Greve ansættes pr. 1. oktober som ny skoleleder på Ørkildskolen. Det har et enigt ansættelsesudvalg besluttet.

Nyhed
Foto © Eget foto

Erfaren skoleleder med børnene i fokus

Det er et enigt udvalg, der er glade for at kunne meddele ansættelsen af Bettina Greve som ny skoleleder på Ørkildskolen. Bettina Greve kommer fra en stilling som skoleleder på Carl Nielsen-skolen i Faaborg-Midtfyn Kommune, er uddannet lærer og har en diplomuddannelse i ledelse. I sin tid som skoleleder har Bettina også haft ledelse af dagtilbud og specialtilbud, og har dermed stor erfaring med de overgange, der er vigtige i et barns skoleliv. Og hun har altid elevernes sociale og faglige trivsel i centrum. Som ny skoleleder på Ørkildskolen glæder hun sig til at bringe alt dette i spil:

- Jeg elsker at være skoleleder, og jeg ser frem til at være skoleleder på netop Ørkildskolen i Svendborg. Jeg ser skolens bynære læringsrum som et aktiv i arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer, og jeg ved, at jeg sammen med medarbejderne kan videreudvikle skolen i en fortsat positiv og bæredygtig retning.

Skole- og uddannelseschef Kathrine Vestergaard Hyttel ser sammen med ansættelsesudvalget frem til samarbejdet med Bettina Greve:

- Bettina har overbevist os om, at hun er den helt rette skoleleder til Ørkildskolen. Hun er en gevinst for skolen og for det samlede skolevæsen. Bettina kommer fra en succesfuld og veldrevet skole, og hun brænder for at lave god skole sammen med medarbejderne, hvor både elever, forældre og medarbejdere trives. Det er der absolut ingen tvivl om, siger Kathrine Vestergaard Hyttel.

Fakta

Bettina kommer fra en stilling som skoleleder på Carl Nielsen-skolen i Faaborg-Midtfyn Kommune. Her har hun været ansat siden 2021. Hun tiltræder sin nye stilling i Svendborg Kommune pr. 1. oktober 2024.


Bettina Greve er 45 år, mor til tre og bor på Tåsinge.