Ny sygeplejeklinik
Svendborg Kommunes sygeplejeklinikker har vokseværk - 1. oktober åbnede kommunens sjette sygeplejeklinik i Wandallshaven
NyhedSygeplejeklinik Wandallshaven
Tirsdag d. 1. oktober slog Svendborg Kommune dørene op for en ny sygeplejeklinik beliggende i Wandallshaven. Med Sygeplejeklinik Wandallshaven har Svendborg Kommune nu seks sygeplejeklinikker placeret rundt omkring i kommunen.
Du finder den nye sygeplejeklinik på denne adresse:
Wandallshaven 50
5700 Svendborg
Hjælp til sygepleje
Med åbningen af sygeplejeklinikken i Wandallshaven bliver det nu muligt for endnu flere borgere at benytte sygeplejeklinikkerne.
Det er nemlig sådan, at sygepleje i Svendborg Kommune som udgangspunkt tilbydes på en sygeplejeklinik. Borgere med begrænset bevægelighed og som ikke har mulighed for at komme til sygeplejeklinikken, kan modtage sygepleje i eget hjem.
Sygeplejeklinikkernes store fordel
Der er flere fordele ved at modtage sygepleje i en sygeplejeklinik:
Karsten på 74 år er kommet i sygeplejeklinik igennem flere år, hvor han bl.a. har fået hjælp til behandling af sår. Karsten tager ugentligt cyklen til og fra klinikken og oplever sygeplejerskernes behandling som både kompetent og effektiv. Én af de bedste ting ved at modtage sygepleje i klinikken er ifølge Karsten, at han præcis ved hvornår han skal behandles, og at han derfor ikke skal vente derhjemme på, at hjemmesygeplejen kommer.
En anden borger, Janne på 72 år, er kommet i sygeplejeklinik i et par måneder som følge af komplikationer efter en indlæggelse på sygehuset. Janne tager i klinikken hver anden dag og har kun oplevet smilende og dygtige sygeplejersker. Janne lægger, ligesom Karsten, vægt på hvor fleksibelt det er at komme i klinik, hvor der sjældent er ventetid.
Vi bestræber os på at give alle borgere med behov for sygepleje samme gode oplevelser, som Karsten og Janne har haft med sygeplejeklinikkerne.