""
Foto © Camilla Winther

Oplev Den Kongelige Opera i det grønne

Til sommer kan du tage med ud i det sydfynske grønne og opleve fantastiske stemmer fra Den Kongelige Opera. Operakoncerten finder sted ved Bjørnemose Gods – helt gratis.

Pressemeddelelse

Hver sommer kan man i det danske sommerland opleve gratis operakoncerter med Den Kongelige sommeropera. I år lægges vejen forbi Sydfyn, nærmere bestemt Bjørnemose Gods, lørdag den 9. august kl. 16. Operakoncerten er ikke kun for den garvede og passionerede operafan, men også for nybegyndere, som kan opleve nogle af de allerstørste hits fra operaens verden.

Formand for Kultur- og fritidsudvalget, Hanne Ringgaard Møller, glæder sig til at opleve Den Kongelige sommeropera på Sydfyn:

"Det er fantastisk, at Danmarks nationale operascene kommer forbi os her på Sydfyn. Det bliver en stor oplevelse, og min forhåbning er, at alle med den mindste interesse for klassisk musik og opera vil komme og få en god oplevelse og mærke kraften fra Den Kongelige Opera. På Sydfyn har vi i forvejen et stærkt operapublikum, og der er plads til flere. Derudover kan jeg ikke forestille mig en smukkere ramme end Bjørnemose Gods, med udsigt til Skårupøre Sund og Thurø"

- siger Hanne Ringgaard Møller.

Fakta

  • I år er det 20 år siden, at Den Kongelige Opera begyndte deres sommerkoncerter rundt i landet. Koncerterne kaldes for "Kongelig sommeropera"
  • Kongelig Sommeropera afholdes ved Bjørnemose Gods den 9. august 2025 kl. 16
  • Det er gratis for publikum at overvære koncerten, og man er velkommen til at tage skovturstæppe og picnickurv med. Desuden er det muligt at købe drikkevarer på stedet
  • Kongelig Sommeropera er for alle – både de garvede og passionerede operafans og nybegynderne
  • Operakoncerten er kommet i stand i et samarbejde mellem Den Kongelige Opera, Kulturregion Fyn, Svendborg Kommune og Bjørnemose Gods
  • Sidste år gæstede Den Kongelige Sommerballet Ollerup

Kongelig sommeropera kommer til Bjørnemose Gods 9. august 2025

Bjørnemose Gods
Knud Mortensen