Sådan vil lokalsamfundet på Sydtåsinge bruge 10 millioner kroner

Nye stier, trygge veje og fælles væresteder skal binde Lundby og Landet tættere sammen. Det har de lokale borgere selv været med til at bestemme i et netop vedtaget områdefornyelsesprogram.

Nyhed

Hvad skal der til for at løfte jeres lokalområde? 

Det spørgsmål har borgerne i Lundby og Landet på Sydtåsinge forsøgt at finde et godt svar på, siden politikerne i 2023 øremærkede ca. 7,4 millioner kroner til at forny de to landsbyer.

Arbejdet blev officielt skudt i gang med et velbesøgt borgermøde i foråret 2024. Siden har en lokal følgegruppe med 12 repræsentanter i tæt dialog med kommunen og det øvrige lokalsamfund formuleret et områdefornyelsesprogram, som omsætter borgernes egne ønsker og visioner til konkrete projekter.

Det program er nu blevet vedtaget af Plan- og Lokalsamfundsudvalget, som desuden har sendt en ekstra pose penge til lokalområdet, så det samlede beløb lander på ca. 10 millioner kroner.

Borgerne i Lundby og Landet har vist et imponerende engagement. Det er deres idéer og indsats, der har formet programmet, og det bliver spændende at følge den videre udvikling i de kommende år.

- Arne Ebsen, formand for Plan- og Lokalsamfundsudvalget

Vi glæder os helt vildt til at komme i gang med projektet og få realiseret nogle af de idéer, som skal gøre vores landsbyer endnu bedre at bo i.

- Sulle Herforth, medlem af lokal følgegruppe

Fem indsatsområder

Den overordnede vision, ”To landsbyer – ét fællesskab”, skal realiseres gennem fem indsatsområder:

  1. Kulturel smeltedigel – 3,3 mio. kr.: Skolen i Lundby åbner sig mod omgivelserne og favner alle generationer og interesser, som koges sammen til et kreativt og favnende fællesskab på tværs af landsbyerne.
  2. Grønne bindeled – 2 mio. kr.: Med afsæt i landskabet og naturen bindes landsbyerne tættere sammen med nye stier og rekreative mødesteder med plads til spontane samtaler og ophold under åben himmel.
  3. Træfpunkt i Landet – 2,5 mio. kr.: Daglig’Brugsen styrkes som nærlokalt omdrejningspunkt for handel, leg og samvær mellem børn og voksne, spontane møder og information om livet i landsbyerne.
  4. Et godt ungeliv – 0,5 mio. kr.: Områdets unge indgår i landsbyernes fællesskaber og bidrager aktivt med dannelse af væresteder til områdets unge uanset interesser og køn.
  5. Venlige veje – 1,5 mio. kr.: Farlige veje omdannes til trygge og venlige færdselsårer, så det bliver rart at færdes i og imellem landsbyerne.

På med arbejdstøjet

Fire lokale arbejdsgrupper, som følgegruppen har taget initiativ til, får nu en central rolle i at understøtte realiseringen af de konkrete projekter.

Og de får nok at se til, for områdefornyelsesprogrammet skal være realiseret inden 2030.

Fakta

  • I 2023 besluttede Plan- og Lokalsamfundsudvalget at give de to landsbyer på Tåsinge en kærlig håndsrækning med midler fra landsbyfornyelsespuljen, som består af 60% statslige midler og 40% kommunale.  
  • Beslutningen blev truffet på baggrund af en strategisk analyse af kommunens lokalområder uden for Svendborg by, hvor der blev peget på et uforløst udviklingspotentiale i de to landsbyer.
  • I første omgang var beløbet sat til 7,365 mio. kr. Det blev i januar 2025 forhøjet med 2,761 mio. kr., så det samlede beløb udgør 10,136 mio. kr.
  • Kommunen er tovholder på opgaven med ansvar for processen, realisering af anlæg og økonomisk styring.
  • Der bor i alt omkring 530 borgere i de to landsbyer, hvoraf en stor andel er i alderen 25-59 år.