
Svendborg skal være smagslaboratorium for national madindsats
Svendborg Kommune er udvalgt som samarbejdskommune i ambitiøs indsats, som med en stor portion fondsmidler skal give børnefamilier over hele landet appetit på en grønnere mad- og måltidskultur.
NyhedDer findes en sandhed, som mange småbørnsforældre før eller siden må overgive sig til, uanset hvor gulerodsgnaskende de ellers er: Pastakødsovs er nemt, og børn elsker det.
Men nu vil ny stor indsats vise, hvordan det grønne valg kan blive det nemme valg.
Med en bevilling på 18,3 millioner fra Nordea-fonden og 28,9 millioner fra Novo Nordisk Fonden vil indsatsen, som bærer titlen “Smag dig frem - gør Danmark grønnere”, inspirere mere end en halv million danske børnefamilier til en sundere og mindre klimabelastende mad- og måltidskultur.
Det skal ske over en treårig periode gennem nationale og lokale aktiviteter i et samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og Madkulturen og tre kommuner, mens DR sideløbende sætter fokus på dansk madkultur nu og i fremtiden.
Løftestang for lokale ambitioner
Én af de kommuner er Svendborg Kommune, som er blevet udvalgt efter en omfattende udvælgelsesproces – og det lander på det helt rette sted, fortæller borgmester Bo Hansen:
Indsatsen er en fantastisk mulighed for at løfte vores lokale ambitioner om en grønnere madkultur. Vi har i forvejen en stærk kulinarisk kultur på Sydfyn med stort fokus på bæredygtighed, ligesom vi for kommunens egne kantiner og køkkener har konkrete klimamål for netop at gå foran og inspirere. Gennem det her projekt kan vi få sat endnu mere skub i en god udvikling, og det glæder jeg mig til at følge.
Indsatsen kommer til at bestå af en lang række forskellige aktiviteter på tværs af kommunen og det øvrige lokalsamfund, så børn og forældre vil møde grøn og sund mad i SFO’en og i skolen, på arbejdspladsen, gennem tilbud i fritiden, i boligforeningen og i supermarkedet i løbet af en normal dag.
De konkrete aktiviteter skal udvikles i samarbejde med medarbejdere, elever, supermarkeder, frivillige og familier fra kommunen.
Inspiration for landets øvrige kommuner
Arne Astrup, direktør for afdelingen for ernæringsforskning og overvægt i Novo Nordisk Fonden, ser frem til, at indsatsen kan hjælpe flere børnefamilier med at indfri deres ønske om at spise både sundere og grønnere – også i en travl hverdag:
Mange vil gerne erstatte noget af kødet med grønne retter. Men det kan være en stor udfordring at omsætte de gode intentioner til hverdagen, når man skal sammensætte et grønt måltid med for eksempel linser og bønner og få det til at smage så fantastisk, at man glemmer kødet. Samtidig skal man have alle de vigtige næringsstoffer med. Det kræver nogle nye færdigheder indenfor indkøb og madlavning, som dette projekt kan få ud til danskerne - især til de travle børnefamilier.
Et vigtigt fokus i indsatsen er fællesskab, og for Nordea-fondens uddelingschef, Christine Paludan-Müller, er netop det sociale aspekt afgørende, hvis vi skal lykkes med at ændre danskernes madvaner:
Vi er stolte af at støtte dette projekt, som både vil bruge maden som et fælles tredje og samtidigt inspirere og motivere børnefamilier til at lave sund og grøn mad. Projektet vil udvikle og teste en multikomponent indsats, som møder børnefamilierne, hvor de er i både skole, arbejde, fritid, hjemmet, på de sociale medier samt i indkøbssituationen. I Nordea-fonden støtter vi gode liv. Vi har ikke opskriften, men vi tror på, at Smag dig frem har de nødvendige ingredienser for at styrke sunde, grønne madfællesskaber.
Målet er, at projektets resultater, sammensætningen af aktiviteter og lokale erfaringer fra blandt andet Svendborg Kommune vil tjene som inspiration for landets øvrige kommuner.
Fakta
- Med “Smag dig frem - gør Danmark grønnere” er det visionen at skabe en sundere og grønnere madkultur hos børnefamilier med afsæt i De Officielle Kostråd – godt for sundhed og klima.
- Indsatsen bliver evalueret eksternt og resultater vil løbende blive offentliggjort og delt i relevante faglige fora. Der vil derudover blive oprettet en projekthjemmeside, hvor nyeste viden og evalueringsresultater vil blive tilgængelige.
- Indsatsens aktiviteter foregår i tre udvalgte kommuner, fordelt over Danmark: Svendborg, Kolding og Slagelse. Udvælgelsen er baseret på en omfattende kortlægning af alle landets 98 kommuner, som er indsnævret ved hjælp af kriterier som pendling, størrelse på arbejdspladser, husstandsindkomst, indbyggertal og geografisk placering. Herfra fik syv kommuner mulighed for at søge om at blive en del af indsatsen, hvorefter de endelige tre kommuner blev udvalgt.
- Bag indsatsen står Fødevarestyrelsen, DR, Forbrugerrådet Tænk og Madkulturen, som alle har stor erfaring med udvikling og gennemførsel af adfærdsændrende aktiviteter målrettet børn, unge og familier.
- Alle aktiviteter og indsatser udvikles og grundfinansieres af indsatsen, ligesom der også medfølger tildeling af økonomiske ressourcer til de tre udvalgte samarbejdskommuner.