Under opbygning

Denne hjemmeside er under opbygning, så bær venligst over med os, hvis der er et par huller. 

Brug gerne feedback-funktionen 'Hjalp denne side dig?' nederst på de sider, hvor du synes vi gør det godt eller mangler noget.

Tak for din forståelse.

Lederen Maria

"Jeg håber og tror på, at jeg har nogle medarbejdere, der sætter pris på det arbejde, jeg udfører og de sten, jeg prøver at fjerne for dem. Men også de udfordringer, jeg lader dem tage, og som de kommer tilbage og deler erfaringerne fra".

Fortæl lidt om dig selv

- Jeg hedder Maria, og jeg har været ansat som afdelingsleder i Borgerservice siden 2023. Jeg har personaleansvar for 18 medarbejdere. Derudover har jeg netop afsluttet diplomuddannelsen i ledelse.

Hvad fik dig til at vælge ledervejen?

- Først blev jeg faglig koordinator, hvor jeg havde uformelt ledelsesansvar. Senere fik jeg muligheden for at blive konstitueret som teamleder, for at prøve det af først, for at se om en decideret lederstilling, var noget for mig. Det var det, og efter en kort prøvetid valgte jeg at søge stillingen som teamleder og fik den.

Hvad er det bedste ved dit arbejde og din arbejdsplads?

- Jeg havde for år tilbage arbejdet i Svendborg som fleksjobber-ambassadør, så jeg var glad for at komme tilbage til byen, da muligheden bød sig. Det, som jeg rigtig godt kan lide ved Svendborg Kommune er, at der er en rød tråd og ensartethed i kommunikationen hele vejen op igennem ledelseslagene. Jeg har haft mulighed for at være med på ’Lederspirer’, som er et udviklingsforløb for potentielt kommende ledere. I ledelsespanelet sidder kommunaldirektøren og andre ledere fra Svendborg, Ærø eller Langeland kommune – og det giver mig noget tryghed at høre, at der er gennemsigtighed i ledernes værdisæt. Som ledere i kommunen er vi meget enige om, hvordan vi skal nå vores mål, og det kan jeg særligt godt lide.

- Ellers sætter jeg meget pris på variationen i hverdagen. Jeg kan have dage, hvor det kan være en blanding af møder og at køre med ud med mobil borgerservice, fordi der mangler en medarbejder en dag. Jeg sætter også stor pris på, at medarbejderne har lyst til at inddrage mig i, hvad de laver. Jeg skal ikke lave deres arbejde, men jeg er nødt til at vide, hvad de laver.

Hvilken forskel er du med til at gøre i dit arbejde?

- Jeg håber og tror på, at jeg har nogle medarbejdere, der sætter pris på det arbejde jeg udfører og de sten, jeg prøver at fjerne for dem. Men også de udfordringer, jeg lader dem tage og som de kommer tilbage og deler erfaringerne fra. Vi har også lavet nogle ændringer siden jeg er kommet. Vores ekspeditionstyper er blevet mere styret af borgernes behov. Vi prøver at optimere, og noget af det, er vi selvfølgelig underlagt at skulle gøre, men jeg gør det sammen med medarbejderne. Nogle gange kræver det nogle prioriteringer og nogle gange noget økonomi, og der er det mig, der bliver bindeleddet, hvis det skal kanaliseres andre steder hen.

Hvilke muligheder har du for at videreudvikle dig og din faglighed?

- Borgerservice er for mig et nyt fagområde og alene dét udvikler mig meget. Der er mange nye ting jeg skal lære. Jeg har netop afsluttet diplomuddannelse i ledelse, det er også spændende og udfordrende. Jeg bliver også fagligt udviklet i den ledernetværksgruppe jeg er en del af. Her føler jeg, at jeg bliver hørt, og får mulighed for at byde ind med forslag til, hvordan kan vi også kan gøre tingene i gruppen. 

Hvordan føler du, at du er landet i det her job du har nu?

- Allerede inden jeg startede i stillingen, fik jeg breve i min e-Boks om, hvad der skulle ske, og at jeg var tilmeldt forskellige kurser. Hele processen har bare været så god. Jeg havde også en god første dag på jobbet, hvor jeg blev godt modtaget af dygtige medarbejdere. Der havde været en konstitueret leder i min stilling, indtil jeg startede, så det var også vigtigt at få en god overlevering med, hvad der egentlig har været i gang før jeg kom.

Hvad skal der til for, at du trives i jobbet?

- I bund og grund, at jeg er glad, når jeg møder ind om morgenen. Og at jeg er glad, når jeg går hjem. Alle dage kan selvfølgelig ikke være lige gode, og det er også okay. Men overordnet set er det vigtigt for min trivsel, at jeg er glad for mit arbejde. Variation i arbejdsopgaverne er også med til at gøre, at jeg trives.

"Jeg har haft mulighed for at være med på ’Lederspirer’, som er et udviklingsforløb for potentielt kommende ledere. I ledelsespanelet sidder kommunaldirektøren og andre ledere fra Svendborg, Ærø eller Langeland kommune – og det giver mig noget tryghed at høre, at der er gennemsigtighed i ledernes værdisæt.

Om Borgerservice

Der er 19 medarbejdere ansat i Borgerservice.

Borgerservice er en del af Borger og Arbejdsmarked i Svendborg Kommune, hvor der ialt er ansat knap 160 medarbejdere.