Mad- og Måltidspolitik

For børn og unge 0-16 år i Svendborg Kommunes dagtilbud, skoler og SFO’er

Indledning

Mad- og måltidspolitikken er forankret i Sundhedsafdelingens Forebyggelsessekretariat og er udarbejdet i samarbejde med ansatte fra sundhedsplejen, dagplejen, daginstitutioner, skoler og SFO’er i Svendborg Kommune.

Mad- og måltidspolitikken består af ét princip og tre mål. Til hvert mål knytter der sig en række målsætninger.

Mad- og måltidspolitikken understøtter kommunens øvrige strategier og politikker.

Svendborg Kommunes mad- og måltidspolitik er målrettet børn og unge fra 0-16 år. Politikkens princip og mål retter sig mod følgende områder i Svendborg Kommune. 

  • Dagplejen 
  • Vuggestuer 
  • Børnehaver 
  • Skoler og SFO'er 

Mad- og måltidspolitikken understøtter visionerne i Den sammenhængende Børn- og Ungepolitik omhandlende børn og unges sundhed og kost:

  • I 2012 siger 90 % af børn og unge i Svendborg Kommune, at de har kendskab til det sunde liv og træffer sunde valg, og oplever følelsen af helhed og sammen hæng i eget og familiens liv
  • Børn og unge har dagligt mulighed for at få et sundt måltid mad i deres institution eller skole. 

Mad- og måltidspolitikken understøtter det barnesyn, dannelsessyn, læringssyn og de visioner, der er formuleret i Formål for Dagtilbud og Skole frem mod år 2014:

  • At barnet fødes med evner, anlæg og potentialer
  • At barnet er legende, undersøgende og initiativrigt.
  • At brugen af det inkluderende fællesskab er vigtig for udviklingen af personlige og sociale handlekompetencer og for udviklingen af selvværd og selvtillid.

Mad- og måltidspolitikken understøtter mål og principper i Sundhedspolitikken, herunder:

  • Muligheden for lighed i sundhed skal ind i den sundhedspolitiske debat.
  • De sunde valg skal gøres til de lette valg. 
  • At vi styrker det enkelte menneskes og gruppers/borgeres ressourcer og ønske om at leve det gode liv, samt mulighed for udvikling af handlekompetencer i sundhedsfremmende retning. 

Mad- og måltidspolitikken tager udgangspunkt i den danske madkultur, hvilket stemmer godt overens med, at Svendborg Kommune er Cittaslow kommune. I Cittaslow-stafetten, en handlingsplan for Cittaslow i Svendborg, fremhæves, at Cittaslow handler om mødet mellem livskvalitet og kvalitet i omgivelserne i alle forhold.

Mad- og måltidspolitikken er med til at sikre kvalitet i omgivelserne og på den måde give livskvalitet til børn nu og i fremtiden.

I Strategi Svendborg 08 er det sunde liv og den forebyggende tankegang beskrevet som en af de tre bærende og tværgående temaer i strategien for Svendborg Kommune. Mad- og måltidspolitikken understøtter de overordnede rammer om et sundt liv, som det er formuleret i Strategi Svendborg 08.

Mad og måltidspolitikken i Svendborg Kommune

I Svendborg Kommune arbejder vi med sundhed ud fra det brede sundhedsbegreb, som det er formuleret af WHO. I Svendborg Kommune har vi valgt, at vi skal have en mad- og måltidspolitik og ikke en kost- eller ernæringspolitik. Det har vi gjort, fordi vi med det brede sundhedsbegreb bevæger os væk fra en snæver og videnskabelig tilgang til sundhed og mad.

Politikken bygger på fakta fra rapporter, videnskabelige artikler samt informationer fra nationale hjemmesider. 

Formålet med Mad- og måltidspolitkken

Formålet med mad- og måltidspolitikken er, at

  • børn og unge i Svendborg Kommune spiser sundt og trives, og at de vokser op med en måltidskultur, som skaber gode og sunde vaner, der kan vare hele livet.
  • børn, forældre og ansatte i kommunen får en fælles ramme at handle ud fra. Det skal være en fælles sag for kommunen og forældrene at støtte børnene i at få sunde vaner.
  • personalet er bevidst om, at de er rollemodeller for børnene.

Ansvar

Det er de enkelte dagtilbud og skoler, der i samarbejde med forældre- og skolebestyrelser, har ansvaret for at udmønte Mad- og måltidspolitikken. Det er således den lokale dialog, der er afgørende for politikkens udmøntning.

Mad- og måltidspolitikken evalueres og revideres i hver valgperiode.


Vi spiser mad - ikke ernæring 

Sund mad og det sunde måltid består af fire elementer

  • Madens æstetik
  • Madens sociale element
  • Madens ernæringsværdi
  • Produktionen af maden

Det er vigtigt, at alle fire elementer er tænkt ind i arbejdet med børn, mad og måltider.
Når man anskuer arbejdet med mad og måltider på denne måde, giver det mening, at politikken udleves nedefra og ikke dikteres oppefra.

Det gør det bl.a., fordi en aktiv inddragelse af alle fire elementer kan være medvirkende til at børn udvikler kundskaber, færdigheder og et sprog omkring maden -og dermed maddannelse.

Maddannelse handler om at udfordre børnenes nysgerrighed og give dem mulighed for at være undersøgende. Derved tilegner de sig viden og erfaring om bl.a. fødevarer, måltider og forbrug.

Sund mad og det sunde måltid

Sund mad og det sunde måltid - Figur

Princip for det lokale arbejde med mad og måltider

Det bærende princip for det lokale arbejde med mad og måltider er, at:

Råderummet er forældrenes

Når vi siger, at råderummet er forældrenes, betyder det, at barnet og den unge ikke skal have mad, der
fylder råderummet, mens det færdes i kommunale institutioner. I Svendborg Kommune er børnenes råderum således forældrenes og ikke kommunens.

Råderummet betegner den mængde energi, en person må indtage fra mad med tomme kalorier.

Råderummet

Råderummet er en vejledning om, hvor stor en mængde tomme kalorier, der er plads til, når man ellers lever sundt og følger de 8 kostråd. Råderummet er således ikke en anbefaling om, hvad børn bør indtage.

Råderummet er afhængigt af:

  • at barnet eller den unge lever efter De 8 kostråd
  • at man indtager mindre energi end man forbrænder, så man ikke er i positiv energibalance.

Tomme kalorier

Tomme kalorier er nydelsesmidler, som ikke bidrager positivt til kostens næringsstofindhold, og som bidrager med meget energi, sukker og
fedt – herunder især mættet fedt.

Det kan eks. være chokolade, blandet slik, saftevand, sodavand, müslibar, pålægschokolade og chokoladesmørepålæg, chips, popcorn, kiks/ småkager, kager, is, søde desserter etc.

Herunder hører også kunstigt sødede produkter og alkohol.

Sådan tolkes princippet:

  • Princippet er gældende for den mad, der serveres/tilbydes i dagtilbud, skoler samt SFO’er.
  • Madpakken betragtes som forældrenes. Her opfordres til dialog om, at madpakken lever op til De 8 kostråd.
  • Mad som tilbydes flere, og som derved rækker ud over det enkelte barn eller den unge, skal leve op til princippet.
  • Princippet kan fraviges ved særlige lejligheder. Det kan f.eks. være ved højtider, enkeltpersoners fødselsdage, når skolen eller dagtilbuddet holder fødselsdag, sidste skoledag etc. Hvad der betragtes som særlige lejligheder, skal defineres lokalt.
  • Hvorvidt princippet er gældende i andre situationer, som eks. forældremøder, forældrearrangementer, sommerfester, fællesspisninger osv. skal defineres lokalt.

Råderummet er afhængigt af alder. For børn under 3 år er der ikke noget råderum. Børn under 3 år skal have opfyldt kroppens behov for næring og energi til vækst og udvikling, og der er således ikke plads til mad, der ikke indeholder de nødvendige næringsstoffer.

Råderummet for forskellige aldersgrupper er beskrevet nedenfor med et eksempel på hvordan råderummet kan fordeles på forskellige fødevarer over én uge.

Råderum for de forskellige aldersgrupper

Råderum for 0 - 2-årige – er 0 kJ om ugen

Råderum for 3 - 6-årige – er 2100 kJ om ugen, svarende
til eksempelvis:
¼ sodavand eller saft
20 gr. blandet slik
10 gr. chokolade
45 gr. is
8 gr. popcorn
20 gr. kage


Råderum for 7 - 10-årige – er 4200 kJ om ugen, svarende
til eksempelvis:
½ liter sodavand eller saft
45 gr. blandet slik
25 gr. chokolade
80 gr. is
20 gr. popcorn
40 gr. kage


Råderum for 11 - 15-årige – er 4900 kJ om ugen,
svarende til eksempelvis:
½ liter sodavand eller saft
75 gr. blandet slik
35 gr. chokolade
80 gr. is
20 gr. popcorn
50 gr. kage

3 mål for mad og måltider

I de følgende afsnit beskrives de tre mål, der sætter rammen for arbejdet med mad og måltider i Svendborg Kommune. Målene er:
1. Skab den gode oplevelse
2. Kostrådene skal følges
3. Spis gerne økologiske fødevarer, der følger årstiden. 

1. Skab den gode oplevelse

Mad er en betydningsfuld del af livet og hverdagen.

Sund mad har stor betydning for børns vækst og trivsel. Den sunde mad er samtidig med til at grundlægge livsstilsvaner, værdier og opfattelser af sundhed og mad senere i livet.

Mad er meget mere end mæthed og sunde næringsstoffer. Mad er også oplevelse, nydelse og udfordring af sanserne. Mad er glæde og forventninger til maden før måltidet samt velbehag og tilfredshed under og efter et godt måltid.

At spise et måltid mad har også en vigtig social funktion. At spise et måltid sammen med andre er med til at give børnene et socialt tilhørsforhold og mulighed for at etablere kontakter med andre børn og voksne. Alt sammen kompetencer, som er med til at udvikle barnet sprogligt og socialt og styrke dets selvværd og tryghed.

Maddannelse er et begreb, der dækker og beskriver måltidets funktion, når det rækker ud over det ernæringsmæssige. Maddannelse kan beskrives som den viden og de erfaringer og oplevelser, børn
og unge får, når de undersøger fødevarer, tilbereder mad og etablerer/organiserer forskellige måltider, samt den lyst, nysgerrighed og interesse, de får ved at spise og nyde mad sammen med andre.

Når måltidet opleves trygt, rart og afslappet, fremmer det børnenes lyst til at spise. De regler og rammer, vi stiller for samværet ved måltidet, er derfor også vigtige, ligesom den sunde mad, vi stiller på bordet.

Hvad der giver en god oplevelse med mad og måltider er meget situationsbestemt og bestemt af den arena, hvor man opholder sig. At skabe en god oplevelse for børn og unge kræver inddragelse og rummelighed.

Målsætninger

Vi skal skabe oplevelser omkring måltiderne

Vi skal skabe rammer for at udvikle børns maddannelse

Vi skal inddrage børnene i at definere rammerne for måltidet, og i at definere, hvad der for dem, er det gode måltid

2. Følg kostrådene

Generelt er de danske børn sunde. Det betyder, at vi skal fortsætte med at have fokus på, at børn og unge skal spise og leve sundt. ETOS Svendborg 2010 (Elevers Trivsel og Sundhed) viste, at skolebørn i Svendborg Kommune generelt spiser sundt, men også, at der er områder, hvor der med fordel kan lægges ekstra fokus.

De 8 kostråd
Kostkompasset består af 8 kostråd. Kostkompasset er hverdagens huskeråd til en sund balance mellem mad og fysisk aktivitet.

Der er særlige kostanbefalinger for de mindste børn. Disse dækkes ikke af De 8 kostråd. Her følges Sundhedsstyrelsens anbefalinger for mad til spædbørn og småbørn.

Målsætninger

Vi skal medvirke til, at børn og unge spiser meget mindre sukker

Vi skal medvirke til, at børn og unge får meget mere frugt og grønt hver dag

Vi skal medvirke til, at børn og unge spiser fisk og fiskepålæg flere gange om ugen

Vi skal medvirke til, at børn og unge spiser fuldkornsprodukter samt kartofler og ris

Vi skal medvirke til, at børn og unge spiser mindre fedt - især fra mejeriprodukter og kød

Vi skal medvirke til, at børn og unge spiser varieret og holder normalvægten

Vi skal medvirke til, at børn og unge slukker tørsten i vand

De 8 kostråd

De 8 kostråd

3. Spis gerne økologiske fødevarer, der følger årstiden

Den direkte sundhedsfremmende effekt af økologiske råvarer vides ikke. Der kan være gode grunde til at spise økologisk, da økologiske produkter ikke indeholder:

  • farvestoffer
  • kunstige sødemidler
  • aromastoffer
  • pesticider
  • og i mindre grad end konventionelle råvarer indeholder nitrit

Tillige smager økologiske produkter ofte af mere end konventionelt fremstillede produkter, da de ikke indeholder så meget vand.

Det brede sundhedsbegreb og økologi

Set ud fra det brede sundhedsbegreb er der sundhedsmæssige årsager til at vælge økologisk. Rent drikkevand må betragtes, som et af de vigtigste kriterier for sunde rammer i et samfund. Økologiske råvarer belaster ikke grundvandet i lige så høj grad som konventionelt producerede råvarer.

Målsætninger

At der skabes dialog om anvendelsen af økologi lokalt

At dialogen bygger på eksakt viden om effekten af økologi

Vidste du, at..

  • Økologisk mælk indeholder flere antioxidanter end konventionelt produceret mælk
  • Økologiske produkter indeholder færre pesticidrester end konventionelt fremstillede produkter
  • Den eventuelle sundhedsfremmende og/eller forebyggende effekt af at spise økologisk ikke kendes, og at det vil derfor være forkert at sige, at økologi er sundere. Man ved dog, at overgangen til en økologisk husholdning, ofte skaber generelt sundere madvaner og en sundere
    livsstil.
  • Produktion af 1 kg økologiske havregryn sikrer 680 liter grundvand fra udsættelse for sprøjterester
  • Produktion af 1 liter økologisk mælk sikrer 200 liter grundvand fra udsættelse for sprøjterester. 

Mad og Sundhed

Ansvaret for at lære børnene gode mad- og måltidsvaner er først og fremmest forældrenes, men børn og unge indtager ca. 50 % af det daglige energiindtag i de timer, de tilbringer i de kommunale institutioner.

Derfor er det vigtigt, at der er en mad- og måltidskultur, der skaber rammer for en sund levevis for vores børn og unge. I en undersøgelse om børns sukkervaner fra 2011 peger de fleste forældre på, at det er deres ansvar at lære børnene gode madvaner, men at skoler og institutioner har et medansvar.

Børns trivsel
Der er mange faktorer, der influerer på børns trivsel. Kosten spiller en stor rolle både på lang sigt i forhold til overvægt, men også på kort sigt, hvor morgenmaden har indflydelse på koncentration og indlæring. Uhensigtsmæssige mad- og måltidsvaner kan også være grund til, at flere og flere børn og unge har hovedpine og mavepine hver uge.

I sundhedsundersøgelsen ETOS 2010 Svendborg undersøgte Forebyggelsessekretariatet elevernes sundhed og trivsel i 5., 7. og 9. klasse. Generelt trives eleverne, når de er i skole. I undersøgelsen svarer 96 %, at de trives altid eller for det meste, når de er i skole. Overvægtige børn trives mindre end normalvægtige børn.

Halvdelen af den voksne danske befolkning er overvægtige. Samme generelle tal findes ikke for børn
og unge, men flere mindre undersøgelser har vist, at tendensen er den samme hos børn. I 2008 var 11 % af de 15-årige, der deltog i Sundhedsstyrelsens undersøgelse af livsstil og sundhedsvaner, overvægtige. 

Der er en lang række både fysiske og psykiske og sociale konsekvenser ved overvægt og fedme hos børn. Konsekvenser som har stor betydning for trivsel og livskvalitet i barndommen og senere i livet.

Normalvægtige børn har flere venner, mere selvtillid, bliver mobbet mindre, har bedre kondition og større bevægelsesfrihed end overvægtige børn. Samtidig har de normalvægtige mindre risiko for at udvikle livsstilsrelaterede sygdomme senere i livet.

Status i Svendborg Kommune
Ved Sundhedsplejens indskolingsundersøgelser på skolerne i Svendborg Kommune i 2008 og 2009 var
12 % af børnene overvægtige, mens 17 % af børnene ved udskolingsundersøgelserne var overvægtige.

I ETOS 2010 undersøgte Forebyggelsessekretariatet bl.a. elevernes madvaner. Specielt i de ældre klasser (7. og 9. klasse) viste det sig, at en stor del af eleverne havde nogle uhensigtsmæssige madvaner.

Det viste sig, at ca. 30 % af eleverne på 7. og 9. klassetrin ikke spiste morgenmad hver dag, og at ca. 30 % ikke spiste frokost hver dag. Undersøgelsen kiggede også på kvaliteten af den mad, eleverne spiste. På 9. klassetrin spiste ca. 40 % af eleverne rugbrød hver dag, 25 % af eleverne spiste frugt og grønt hver dag, mens ca. 15 % spiste junkfood mindst tre gange om ugen.

Hvornår er man overvægtig?

Et barn er overvægtigt, når det har et BMI, der er lig med eller over den aldersrelaterede grænse.

Se mere på enletterebarndom.dk